…ser ikke lys ud for mig. Jeg kan ikke se den eller visualisere den for mig. Jeg kan end ikke tænke eller drømme mig frem til, med alt min kreativitet, hvordan den mon vil se ud. Og vi taler ikke om en fjern fremtid, vi taler om feks. næste mandag. Det er som om jeg har tunnel vision og kun kan se lige frem, ikke til siderne og alt er sort når jeg ser lige frem, så af ren refleks så lukker jeg mine øjne og flyder med strømmen.

Derfor føles det som om jeg bare lever, overlever – uden rigtigt at leve, uden at føle livet, mærke dagene. Jeg er bare.

Men en del af min personlighed, uagtet om den er skabt af årelangt seksuelt misbrug, en fucked narssasistisk personlighedsforstyrrelse, af en lige så fucked borderline personlighedsforstyrrelse eller om det vitterlig er noget jeg er født med, så er min personlighed sådan opbygget, at ser jeg et problem, så forsøger jeg at løse det. Altid.

Måske ikke lige på dag 1 eller uge 1 men på et tidspunkt når jeg har gruet over noget længe nok, så begynder min hjerne at finde løsninger. Helt automatisk.

Jeg har fundet ud af at man kan tage på skrivekursus på en ø i Indonesioen. I November. Det er hammer hammer dyrt, knap 20.000 Kr og så er flybilletten ikke inkluderet.
– drømme er derimod gratis, så nu tænker jeg lidt på, om jeg skal forsøge at spare op til at tage på denne 12-14 dages tur – hvis det ikke lykkes at spare sammen til det, så har jeg dog formået at få sparet noget sammen og dét skader jo aldrig. Så pt. er det min fremtid.

Så frem jeg overlever sommeren. Og min kvalme, ømme øjne, brændene mund, maridt og dårlig mave. I morgen skal jeg ud til min Psykiater-Lærling.