Jeg tænker tit på hvad mennesker der er normale gør, når de er dybt ulykkelige og ikke har kroniske selvmordstanker. Hvad tænker de så på? Jeg tænker kun på at dø. Selv i søvne drømmer jeg om at dø.
—
Jeg sendte en sms til Mor og fortalte at jeg i August, fra 1-25. August har solgt for 6025 kr. Jeg er pave stolt af mig selv!! Det hele er ren indtægt, da 90% af det hele er fundet til storskrald. Nogle af tingene er naturligvis mine egne eller ting jeg får af mine søskende, onkler mv. men langt det meste er fundet, rengjort, fotograferet, målt, lavet tekst til, uploaded og lagt til salg på 2 x forskellige sites. Herefter har jeg kommunikeret med sælgerne, mødtes op med dem – nogle gange bliver jeg brandt af – men normalt sælger jeg. Mor ringede mig op for at fortælle mig hvor dårlig en ide det er at sælge storskrald og hvad jeg skal sige i tilfælde af at nogen spørger. Da jeg forsikre hende om at jeg fører excel regnskab med ALT (bogstaveligtalt) så siger mor at dét må jeg ALDRIG fortælle til nogen. Mor mener det jeg laver tangere til ulovligheder. Dels fordi man ikke må samle storskrald op og dels fordi jeg er på dagpenge, så må jeg ikke kører en forretning ved siden af. Men det jo ikke en forretning, i hvert fald ikke i min optik. I juni måned solgte jeg for knap 600 kr – så hvis jeg drev forretning var jeg gået under på nuværende tidspunkt. Corona rammer specielt folk der sælger brugte ting.
Grunden til at jeg har solgt så meget, er fordi jeg solgte 6 stole som jeg samlede op til Storskrald til 2500 kr. De hed Bernhard og kostede 749 kr pr. stk. fra ny i Ikea. Derudover har jeg solgt en stol til 300 kr (min egen) Ellas vandautomat til 300 kr, 2 x tibetanske lammeskind (der var søbet i kaffe da jeg fandt dem) til 300 kr pr. stk og en router til 300 kr (min egen)
Anyway, måske det jeg gør er forkert? Måske jeg ikke burde cruise de århusianske gader og samle skrald op med øje for videresalg. Måske det var bedre jeg tog hul på min kassekredit til at dække mine udgifter, som overstiger mine dagpenge på 9500 kr pr. mdr. efter skat. Min husleje alene er 6000 kr hver måned. Og i denne her måned har jeg desuden haft udgifter på 700 kr til bro og benzin til Sverige + 2800 kr til min søsters nye forrude.
—
På mandag er det 1 år siden jeg blev påkørt på motorvejen. Det har kosted mig over 31.000 kr og min bil er kronisk defekt efter det. Jeg er ikke blevet uddannet Doula og et sted i Danmark sidder der en Doula og føler sig i sin god ret til at beholde 20.000 kroner af et andet menneskes opsparing, for ingenting at lave, give eller udøve. Jeg forstår ikke mennesker.
—
Min nabo her i min hadelejlighed, altså ikke en af de 2 famøse sindssyge overboer, men min nabo til højre for mig, eller midtfor hedder det vist, har fået en kattekilling. Den er mega sød og hedder Alma, men Ella er en jagthund og vil virkelig gerne lege med deres kattekilling og jeg gør alt hvad jeg kan for at holde hende væk fra deres kat, men det er svært. Nu har vi boet her siden hmmm Marts og Ella har løbet frit i haven, ligesom de andre hunde også gør – de andre hunde er dog bare småkvabset skødehunde, kastereret og for gammel til at gide noget. Men Ella, hun er ung, frisk og rørig og jeg er hamrende angst for at rage uklart med mine to lesbiske naboer. Jeg har endda købt et kradsetræ til deres kat som velkomstgave og lagt øre til deres mange fortællinger om hvordan deres kat vågner tidligt, hvad kattesprog er og hvor meget hun har taget på i vægt. Hvad jeg ikke gør for husfredens skyld….. OMG. Føler der er sorte skyer hele vejen rundt om mig, uanset hvor jeg bevæger mig, i mit eget hjem, udenfor – overalt. Undtagen når jeg kører i min elskede bil, med sædevarme og vinduerne rullet ned.
—
I går havde jeg samtale med en fra min a-kasse. Hun var virkelig sød og imødekommende. Jeg sad klar ved computeren med telefonen ladet helt op kl. 08.30, så jeg helt sikkert ikke var uforberedt eller kom forsent til samtalen kl. 09.00. Alt hvad man foretager sig kan jo få betydning for ens dagpenge og jeg har pt. ikke råd til at miste dem. Jeg havde også opdateret mit cv og generelt gjort alt hvad de skrev jeg skulle forberede mig på, inden.
Jeg fortalte hende om min Jordemoderdrøm. Det føltes godt (og skræmmende) at sige det højt. Mens jeg fortalte hende hvorfor jeg gerne ville være jordemoder var hun helt stille.
Efterfølgende sagde hun til mig, at hun gerne lige ville indskyde inden hun gik videre, at hun i 15 år havde siddet som rådgiver for folk der ønskede at skifte karriere, dette var inden hun kom til at arbejde for min A-kasse og var tilknyttet et universitet. Hun sagde at hun sjældent havde hørt et så velovervejet gennemtænkt argument/forklaring/tanker på, hvorfor et menneske ønskede at skifte karriere. Hun sagde at hun i sine 15 år sjældent havde hørt noget ligende og at hun helt glemte at tage noter da jeg talte. Hun sagde også at det nok skulle lykkes, måske ikke lige nu og her, men på sigt, fordi hun kunne hører at jeg brandte for det.
Jeg blev næsten rørt og takkede hende mange gange. Senere på dagen ringede Mor for at hører hvordan samtalen var gået og jeg genfortalt med slet skjult stolthed i stemmen at damen havde syntes min drøm om at blive jordemoder var rigtig god, velovervejet og gennemtænkt. Mors svar var følgende: “Naturligvis syntes hun det, du er 42 år, hun er nok vant til at arbejde med unge mennesker der er vagelsindet bla bla bla” Jeg afbrød mor og sagde at nej, hun var ikke vant til at arbejde med unge, det var mennesker der ønskede at skifte karrier midt i livet og at hun med hendes 15 års erfaring faktisk stadig syntes min forklaring var ekseptionel, god og gennemtænkt. Jeg græd stille bagefter jeg havde talt med mor, jeg er total uforstående overfor hvorfor der ingen opbakning er?
Selv hvis vi sagde okay, det er total en lam ide at du vil være jordemoder, du har ikke karakterene, du har ikke evnerne, du har ikke hjernen, du har ikke energien, du har ingen af de ting der skal til at forfølge den drøm du gerne vil opnå og som du har drømt om i det slet skjulte siden du boede på gården. Men det var og er stadig min drøm. Ville det så ikke bare på dén baggrund, være okay at støtte mig i den?
Jeg mener, min yngste lillebror ville engang gerne lave en app hvor man kunne se hvor pigerne gik i byen (logisk nok for en teenagedreng) Han og hans ven var fyr og flamme, jeg bakkede dem 100% op i det. De søgte efter investore og lavede forretningsplan og budgetter og lærte helt sikkert en masse på vejen – men deres app blev aldrig til noget. Hvilket min mor sagde helt var starten af. Så måske hun havde ret? Måske jeg også godt vidste fra starten af at de aldrig ville kunne hamle op med dating.dk, tinder, happen, instagram, facebook, twitter, swarm etc. som jo i realiteten er de apps du vil konkurer med, hvis du ønsker en indtjeknings-se-mig-app. Men nogle gange, ikke altid men nogle gange så skal man bare være der, støtte og lytte og lade mennesker, specielt små brødre, lave deres egne erfaringer.
—
Hvilket bringer mig over til Troels Bonde. Jeg har fået endnu en mega sur uvenskabelig mail fra ham. Jeg har tænkt rigtig meget på ham her de sidste par dage. Jeg holder så meget af hans selskab, men ligesom i 2016 da vi også havde kontakt, så bliver han så sur på mig over ting jeg overhoved ikke ved hvad er. Dengang slettede han mig på FB uden varsling og forsvandt i 3 år og nu er vi nøjagtig samme sted som sidst. Jeg skulle nok bare havde bollet ham da han var i Danmark, så ville vi måske stadig være venner. Jeg forstår ikke hvor kæden altid springer af – men ifølge Troels Bonde, så ved han nøjagtig hvad jeg fejler og hvad mit problem er. Han var dog ikke venlig nok til at inkludere hvad mine fejl og problerm specifikt var, hvilket gør det lidt svært for mig at ændre.
—
Der er lige kommet et brev rundt fra Bestyrelsen her i ejendommen hvor jeg bor, hvori der står følgende: “En beboer gør desuden opmærksom på, at man ofte kan risikere at træde i hundelort på græsarealet, og derfor må vi
venligst henstille til hundeejere og hundepassere i øvrigt, at de skal huske at samle op efter sig, altså efter hunden. Desuden skal alle hunde være under opsyn, mens de befinder sig i haven, da ikke alle er lige komfortable med løse, løbende, gøende og gørende hunde. Her handler det også om at vise hensyn“
Jeg prøver at sige til mig selv at det ikke er mig og Ella den er mærket på, for jeg har til dato aldrig ladet en lort ligge nogen steder, ikke blot her i ejendomme men generelt. Dvs. 2 gange i Ellas 3 år gamle liv, har jeg ikke samlet op. En gang kunne jeg ikke se lorten i mørket, kun se at hun lavede en (jeg samlede den op næste dag) og en anden gang var inde i skoven, væk fra skovstien, der lod jeg den simpelthen ligge. Forkert but true. Når det er sagt, så går jeg i bare tær nærmest hele tiden og jeg har aldrig haft frygt for eller risiko for at træde i en hundelort her i ejendommen. Som i aldrig. Jeg har dog set et par gange at der har ligget en indtørret lort, hvorefter jeg har samlet den op, selv om jeg ved det ikke er Ellas. Jeg tænker det er min nabo til højre, han passer nogle gange en hund som jeg kalder “Gøbanditten” overfor Ella, fordi den gør hele tiden. Jeg har aldrig set ham med en pose. Aldrig. Jeg har en poseholder på min hundesnor og går aldrig ud i haven uden en pose. Jeg kan vitterlig næsten ikke balancere i denne her ejendom….. jeg ønsker mig en kolonihave SÅ MEGET!! Hvor haven er MIN. Hvor huset er MIT. Hvor ingen kan klage over noget der er MIT med mindre jeg ikke følger vedtægterne og jeg kender Kolonihaveforbundets vedtægter ud og ind. Så længe jeg betaler mit kontigent og klipper min hæk 2 x om året i den korrekte højde, så er jeg home safe. For eternity.
—
Min mund er et inferno af smerte og jeg føler mig kronisk sulten hele tiden. I dag spiste jeg ymer til morgenmad med ymerdrys, så kørte Ella og jeg til vandet og gik en tur. Med på turen havde vi lune fiskefrikadeller fra fiskehandleren på havnen, vand, tæppe, vådservietter mv. Jeg kvar knurre sulten! Da vi kom hjem spiste jeg en sandwich jeg også havde købt og nu sidder jeg her i sengen og er så sulten at jeg nærmest ikke kan tænke – tror jeg har åbnet køleskabet 10 gange her til aften og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at stille min glubende appetit. Min mund gør så forfærdelig ondt og min lænd er helt død – jeg var til Kranio Sakral i går og føler det som om min krop er ved at falde fra hinanden. Generelt har jeg en virkelig stor dis-comfort i min krop. Ikke i mit sind – eller også i mit sind men det er ligesom et kapitel for sig, men min krop har altid været stærk både fysisk og psykisk og jeg har nærmest aldrig været syg i mit liv og nu her de seneste par år, er alting begyndt at falde fra hinanden, alting gør ondt og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at komme tilbage på rette spor. Jeg føler mig så alene og så forladt, lidt som om jeg er trådt igennem sneen og faldet ned i en smal sprække i et isbjerg, en sprække ingen forudså var der. Jeg føler jeg kurer ned i gleechersprækken mens jeg desperat forsøger at bremse min egen fart mod bunden med både hænder og isøkse. Jeg ved hvad der sker når jeg rammer bunden, det er så dejlig tillokkende at tænke på, mens jeg på den anden side kæmper så hård en kamp for ikke at rock bottom. Hvad skal der dog blive af mig?
—
Hvis du er på instagram, så har du helt sikkert set en af de mange videoer der laves, omkring opsætning af hår, farvning af hår mv. Jeg er specielt facineret af dem med farvning af hår. Personligt har jeg aldrig haft farvet mit hår, jeg får lidt lyse striber i mit hår når jeg er hos frisøren, men det er mere fordi jeg er træt af at være så mørk i bunden og så lys i spidserne. Jeg ved det skyldes at jeg dels ER ved at blive mørkhåret – det bliver vi alle i min familie med alderen, ligesom solen har det med at blege det lag hår der er yderst og ældst. Men sådan rigtig at få farvet hele håret, det har jeg aldrig prøvet men jeg tænker tit på det. Bedste havde blåt hår og det var så mega mega flot.
Det slog mig her den anden dag, at jeg altid tænker på, hvilken hårfarve jeg skal vælge, når jeg en dag forsvinder….
Jeg har hele min flugtrute planlagt ud inde i mit indre. Jeg ved hvortil jeg skal forsvinde, jeg ved hvordan jeg kommer dertil uden pas, uden elektronik, uden noget, udover min vandrerygsæk. Jeg ved jeg nå ændre mit ydre for at falde i med omgivelserne. Jeg har alt planlagt ned til mindste detalje, alt andet ville være mærkeligt efter knap 30 års planlægning, men jeg er stadig ikke kommet frem til hvilken hårfarve jeg skal vælge. Skal jeg være rødhåret? Mørkebrunt? Lyserbrunt? Sort? – hvilken hårfarve vil lave den mindste udgroning men stadig ændre mig radikalt så jeg ikke bliver genkendt?
Og så slog det mig, hvorfor (mon) jeg er så besat af tanken om at flygte? Hvem er det jeg vil flygte fra? FBI? CIA? Selv Troels Bonde nævnede det da vi mødtes, han havde selv været ved at undersøge hvordan han forsvandt pga. en ex-kone eller ex-kæreste (don’t remember) men hans plan var at forsvinde til et lækkert sted og leve i sus og dus. Min plan er at forsvinde og leve et virkelig low key liv dog med eget tag over hovedt, vand, el og helst også et wc eller i hvert fald plads til at kunne grave min lort ned. Inde i mit indre, er jeg ufattelig bange for at blive fundet, afsløret og hevet frem i lyset – og gjort fortræd.
—
Ved du hvad jeg overhoved ikke forstår? Som i virkelig ikke forstår med alt min snusfornuft, viden, kløgt og fleksibilitet til fri tænkning?
Jeg forstår ikke hvordan jeg kan få en revisor regning på 10.125 Kroner for revisor arbejde i 2019 inkl. indberetning af selvangivelse hos et af Danmarks største revisonshuse
NÅR JEG SAMTIDIG FÅR EN EKSTRAREGNING FRA SKAT PÅ 26.267 KRONER!!!
Jeg mener helt klart ikke at dét er 10.125 kroner værd. Og jeg har derfor indtil videre nægtede at betale regningen, da jeg også stadig mangler at få det engelske dokument som min revisor angiveligt har modtaget fra SKAT Danmark i Februar 2020 (angiveligt bestilt i November 2018….) på at jeg betaler fuld SKAT i Danmark, så derfor skal jeg ikke også betale fuld SKAT af de penge jeg tjener i Spanien, da jeg ikke er Spansk statsborger (eller noget i den dur) Dokumentet har jeg dog aldrig modtaget men naturligvis betalt for – og da jeg ikke har modtaget dokumentet har jeg hidtil, dvs. ALTID betalt fuld skat i Spanien. Ergo har jeg en del penge til gode hos de spanske skattemyndigheder, men jeg kan ikke få dem, før jeg kan bevise at jeg er skattepligtig i Danmark. Taaaa daaa fuck min revisor!!
Hvad er værst? En indkompetent kvindelige revisor der ignorer en eller en liderlig mandelig revisor der er indkompetent?
—
I går aftes overførte jeg 1000 danske kroner til “Mormor i Kenya” og 400 kr til Alfred Gatekeeper. Pga. internet koks (mit net gik ned og så op igen) fik Mormor i Kenya 2 x 1000 danske kroner. Der er en halv årsløn for en uddannet læge i Kenya.
Lang historie kort, Alfred Gatekeeper var vores ja, gatekeeper ind til vores hus da vi boede i Kenya. Hans søster havde 6 børn og da hun var gravid med den 7 barn (Mercy) døde hendes mand af malarie. Da hun var 8 måneder henne og snart skulle føde, fik hun også malarie og gik i en slags koma. I Kenya kan man ikke lave akutte kejsersnit hvis feks. en mor er ved at dø med en levedygtig baby i maven, med mindre familien betaler for det – og ingen har de penge ude på landet – så da veerne gik igang, “vågnede” hun op, fødte barnet og døde dagen efter og efterlod 7 børn inkl. en nyfødt pige til hendes mor, børnenes Mormor.
Mormor er Alfreds Mor og Kone #2. Alfreds far er død og derfor er Kone #2 kørt ud på et sidespor, da Alfred ikke var den første søn og desuden ikke særlig klog – jeg tror nu han er klog nok, men når man har passet køer hele livet og ikke gået mere end 2 år i skole, så er det klart man virker ubegavet overfor sønner der har gået 7 og 10 år i skole.
Her er et af de få billeder jeg har af Mormor og 4 af børnene, som “desværre” alle var piger – jeg tror kun der var 1 dreng ud af 7 børn. I min verden en gave, for hvis man underviser piger, så skaber man en forandring i deres liv og i deres omgangskreds og på sigt ændre du en flig af verden, det samme sker ikke nødvendigvis med drenge.
Jeg ved ikke hvor gammel Mormor i Kenya er, men hun kan være alt fra 50 år til 70 år – og hun har kæmpe kæmpe udfordringer foran sig med alle de børnebørn. Jeg ved ikke hvad mine penge bruges på, sikkert til mad og de ting der gør ondt at leve uden i dagligdagen, så som gryder, madolie, tændstikker mv. men forhåbentlig også til at børnene kan komme i skole. I Kenya er skolegang gratis men man skal have en skoleuniform og man skal selv købe sine bøger mv.
En dag, så finder jeg mig en kiss swahili tolk og rejser tilbage til Kenya og følger op på dem alle. En dag.
—
Lørdag d. 5. September 2020
I onsdags trådte jeg ud af bestyrelsen i den ejerforening hvor jeg har min udlejningslejlighed og hvor jeg har siddet siden 2015. Jeg ankom kl. 16.50 og 17.27 gik jeg ud af døren igen efter at havde aflagt min formandsberetning for året der er gået. Herefter valgte den samlede generalforsamling at vælge den beboer vi pt. kører sag mod, for brud på vedtægterne, ind i bestyrelsen som formand sammen med hans bedste ven. Dette fik vores ejendomsadministrationsfirma til at træde tilbage.
Jeg havde inviteret teknologisk insititu, et ingenør firma og vores 2 x advokater med til generalforsamlingen, så beboerne kunne få svar på deres spørgsmål vedørende den verserende sag – ifølge de få rygter jeg har hørt fra dem, som jeg trods alt har arbejdet tæt sammen med i 5 år, så var det grimt – og ja, ordet “grimt” var hvad de brugte om den måde jeg blev omtalt på.
Det kræver bare én person til at smide grus i en ellers velsmurt bestyrelse og det hele ramler. Jeg er ked af at mit navn er blevet svinet til, det er jeg oprigtigt, da jeg på intet tidspunkt har handlet imod hvad var ejerforenings bedste. Jeg har knoklet for at hjælpe alle beboerne, og for at få bygherre til at stå ved og betale for de fejl og mangler der er på byggeriet – men efterhånden som bestyrelsen faldt fra, så var der kun mig tilbage og som advokaten sagde, så kan han ikke kører en sag, hvis ikke der er nogen til at “fodre” ham med information og til at følge op på tingene.
Jeg har meldt mig ud af FB gruppen tilknyttet ejendommen. Jeg skal ikke bruge informationen på FB gruppen til noget, så længe min lejer betaler sin husleje til tiden, så kan de kører ejerforeningen som de ønsker.
—
Hvis du som jeg, ofte tænker på hvordan jeg havner i besynderlige, mærkelige, uheldige og for mig – følelsesmæssige hårde situationer, så skal jeg beskrive en for dig her, som jeg vitterlig selv har siddet og tænkt på HOW THE FUCK DID THAT HAPPEN!
Historien, som er 100% sandfærdig og et perfekt eksempel på mit fucked up liv, tager sin start 31. Juli i år. Her lægger jeg en lampe til salg, som jeg naturligvis har fundet til storskrald, der er stor efterspørgsel på den og ud af det blå skriver damen fra psykiatrisk hospital, som jeg i december fældet juletræer til – og som bagefter bad mig hente dem igen, selv om aftalen var at de skulle doneres til de forskellige afdelinger. Jeg har ikke hørt fra hende siden.
Damen skriver inde på et nu slettet salgsopslag med lampen, at den vil hun gerne købe – INDEN jeg når at svare, skrive tilbage eller på nogen måder kommenterer på hendes kommentar, overfører hun 150 kr til mig, som er prisen på lampen. Dette kan hun naturligvis kun gøre, fordi hun allerede har mit telefonnummer – der var 2 andre der havde skrevet privatbeskeder på lampen, så dem måtte jeg stikke en fip om at den var gået i stykker, da jeg faktisk allerede var midt i en handel med den ene – da pengene pludselig tikker ind fra damen fra psykiatrisk hospital.
Normalt modtager jeg aldrig penge FØR varen afhentes, netop fordi jeg ikke bryder mig om at opbevare andre menneskers ting og have ansvaret for dem.
Men nogle gange bestemmer man ikke selv tempoet og selv om jeg ikke brød mig om det, så sagde jeg til mig selv at det nok skulle gå og at det var en ok handel, anderledes men ok.
16. August har damen stadig ikke vendt tilbage med, hvornår hun vil hente lampen, så jeg skriver til hende igen – og tænker at det her er lidt en irriterende handel, da jeg ikke har fået fysisk afleveret det jeg har solgt mens pengene allerede er ført til regnskab.
Damen svare pludselig at hun er blevet indlagt og dét er jeg naturligvis ked af at hører, men really, not my problem. Jeg vil gerne af med det produkt jeg har solgt.
Jeg hører ikke noget fra hende, før 1. September hvor hun ud af det blå skriver om jeg kan bortfører hende – jeg tænkte på intet tidspunkt at det var alvor, jeg tænkte det var sådan noget man siger uden at mene det.
Der gik riiimelig lang tid før jeg forstod hvad det var hun mente……
Lang historie kort, jeg kører ud og henter damen fra psykiatrisk hospital på psykiatrisk hospital – jeg har ikke været der siden jeg gik fra min sidste samtale derude med min nordmandspsykolog. Jeg var voldssom nervøs for at støde ind i en af dem jeg har en sag kørende mod. Det er nøjagtig på baggrund af de tanker at jeg ikke selv har kørt ud på psykiatrisk skadestue de gange hvor jeg virkelig har siddet og helt alvorligt overvejet det – min frygt er helt klart hvad der vil ske, hvis en af dem havde vagt og jeg så er deres næste patient – professionalisme har de jo allerede bevist at de ikke besidder.
Nå men jeg kører ud og henter damen og tager hende til hendes kolonihave. Det var i søndags. Om lørdagen havde jeg været til min ældste lillebrors kærestes 30 års fødselsdag (sammen med min søster) og drukket mig så fuld at jeg kastede op da jeg kom hjem. Om formiddagen (før festen) sad jeg helt bogstavelig talt og vægtede Selvmord Vs. Psykiatrisk Skadestuen men kom frem til at begge dele ville ødelægge min svigerindes store dag. Så jeg tog med til festen og følte mig som et levende overvægtig freak.
Måske det var pga. tømmermændene at jeg var med på at hente en nærmest fremmede dame på psykiatrisk hospital og kører hende en tur ud i hendes kolonihave?
I don’t know men 3 minutter efter at vi er kommet derud, tager hun fat i min arm og siger meget indtrængende med hendes gule Bono briller på, at nu vil hun vise mig noget som jeg ALDRIG må sige til nogen and yet here I am telling about it in my blog. Bitch me. Hun hiver en kasse frem fra et skjul og sætter sig til at ryge de fedeste joints, med en kvalm salig brise over i mit hoved, hvilket næsten fik mig til at tænke at jeg sad derhjemme på min egen terasse og fik min efterhånden hjernedøde overbos narkorøg lige ned i hoved.
Da hun var færdig og mente at hun hverken lugtede af røg eller var skæv pga. hendes krops molekylære sammensætning, kørte jeg hende tilbage til psykiatrisk hospital, nu mega angst for at nogen skulle hive fat i mig som den person der havde været hendes udgang og spørge WHAT THE FUCK hun var på – for set med mine øjne, så sejlede hun. Men åbenbart ikke i den sygeplejerskes øjne, der åbnede slusen for os/hende.
I torsdags, 3. September tager jeg så lampen, som er af mundblæst opalin glas og kører ud og sætter på verandaen i hendes kolonihave. Jeg går ikke ind, jeg snuser ikke rundt – jeg går ind, sætter lampen, tager 4 billeder og går igen. Det svarer til at jeg går ind af nogens indkørsel, banker på, sætter en lampe, tager 4 billeder og går igen.
For mig var det en mega lettelse at komme af med den lampe der var blevet til en lorte lampe for mig – og jeg tænkte faktisk at jeg var UUUUUBER LARGE sådan at aflevere en lampe jeg har haft opbevaret for en kunde i mere end én måned + at jeg lod hende beholde kassen jeg havde lagt den i, for at beskytte den. Så fra min side, har jeg opbevaret hendes lort i uhensigtsmæssigt lang tid, kørt ud og leget GLS bud + afleveret den i sikker indpakning. Jeg skriver følgende til hende ⬇️
And guess what – dét fald ikke i god jord. Nærmest naturligvis ikke – når Deirdre-Ann gør noget godt, så opfatter folk det altid som noget pis. And I don’t get it.
Jeg har end ikke gidet at svare på hendes besked. Jeg bruger normalt ALDRIG røde hjerter (eller hjerter generelt) når jeg skriver, men for at “møde” hende her damen på hendes sted og hendes niveau, hun er sådan lidt flower power hippi agtig, så har jeg brugt hjerter – men jeg har fandeme aldrig fået skæld ud før inkl. hjerter.
Aiii men fuck you sideway kost! Dig og dine joints, juletræer, handler og alt muligt som jeg har gjort (min optik naturligvis) for dig og så er det her hvad jeg får retur?
Nå men altså ja da. Så her har du et eksempel på hvordan ting fuckes op i mit liv – eller måske det bare er sådan ting fuckes op når 2 psykisk ustabile personers liv flettes lidt sammen?
—
Jeg har ikke hørt fra Lotte siden hun var her sidst, hun svare ikke på mine smser og jeg ringer nærmest aldrig, da hun alligevel ikke tager den. Men altså, sådan really, så ringer jeg aldrig til nogen, jeg har ingen jeg kan ringe til og er helt ude af trit med at række ud til folk – så da hun ringede i forrige uge, blev jeg helt glad.
Hun fortalte i et væk om hendes mænd indtil hun siger “jeg ringer lige tilbage” midt i en sætning og lægger på. 20 min. senere ringer hun igen og da det har stået på sådan 4 gange siger hun, for nu 5 x gang: “Jeg skal lige lave en aftale, jeg ringer” og så *dut dut dut* – herefter ringer hun så ikke tilbage, så efter 3 dage, sender jeg hende i lørdags (den famøse lørdag hvor mit liv virkelig ramte rock bottom) denne sms
Siden da, da jeg meldte fra på at komme og male hendes nyindflyttede hus, har jeg ikke hørt fra hende. Overhoved. Ikke engang et svar på min sms og hun er ellers en af de personer hvis telefon burde være tapet til hendes hånd, sådan som hun bruger den.
Så there you go again, fucked up mærkeligt og jeg forstår det som altid ikke – eller måske det bare er sådan ting fuckes op når 2 psykisk ustabile personers liv flettes lidt sammen?
—
Og så har jeg slet ikke fortalt og min og Ellas oplevelse den anden dag, uge eller sådan noget. Har nærmest ikke skrevet 3 sammenhængende ord siden jeg sidst lavede et indlæg og det kan jeg overhoved ikke huske hvornår var (naturligvis ikke)
Men jeg kørte op til banegården og parkerede på 15 min. pladsen, tog Ella i snor og gik over vejen, for grønt naturligvis, og stillede mig i kø til at købe en sandwhich hos DeeDee’s. Køen går udenfor (pga. corona reglerne) og der står et par unge piger foran mig og hurtigt også mennesker bag mig.
Pigerne foran mig er tydeligvis lige started på en ny uddannelse og står og stalker deres nye klassekammerater på FB og sviner dem til. Total umodent og total dårlig stil. Jeg har solbriller på og drømmer mig langt væk, evt. død. Pludselig er der en som spørger, lige bagved mig, om det her er køen til DeeDee’s, jeg drejer mig halvt om (mod venstre) for at svare, da pigen bag mig svare damen der stillede spørgsmålet og som står og kikker både på mig og pigen bag mig. Jeg genkender hende på et mikromy sekundt.
Damen altså.
Det er en af psykologerne fra psykiatrisk hospital, som deltog i de stikkende møder. Det er hende med de specielle øjen, jeg ved jeg har nævnt hende her før. Der var Harry Potter damen, hende med de mærkelige runde briller og så var der hende her med det lange lange hår og de specielle øjne. Jeg kan ikke huske deres navne, men jeg har dem på bånd. Hende her med øjene var med til det første møde.
Jeg vender mig hurtigt om igen og kikker lige frem mod de to sladrende piger der virkelig burde havde en split olfert foran, sådan som de taler om andre piger på! Hvad fanden er der blevet af solidaritet kvinder imellem? 🖕🏻
Nå men psykologen med de specielle øjne har åbenbart bestilt mad i forvejen og vil naturligvis ikke stå i en ret lang kø for at hente hendes mad, så hun går foran i køen 🔫 I hope you trip! og ind i butikken, kommer ud igen, fordi maden ikke var helt klar og står nu med front mod butikken og med køen (og dermed mig) på sin højre hånd.
Jeg står med mine solbriller på, Ella ligger på jorden og suger varme fra fliserne, jeg står musestille og stirrer på hende bag mine solbriller, som jeg ved er helt mørke så mine øjne ikke kan ses. Psykologen står og scanner de trælse piger nede fra og op og ned igen, hvorefter hendes blik går videre til den næste i køen, som jo så er mig.
Og det er så her det sjove kommer ind – eller ikke “Ha Ha” sjovt men alligevel, sjove. Hun kikker på mig og kan sikkert se at mit hoveds retning er låst på hende, for hun kikker hurtigt væk – for så på et split sekundt at kikke tilbage og lige dér kan jeg se at hun tænker “hende kender jeg – og så: ER det hende? – og så: SHIT!”
Da hun få minutter senere bliver kaldt ind, har hun stået og kikket direkte ind i butikken, siden hun opdaget mig. Hun har ikke fortrængt en muskel. Hun går ind, får sin mad og så går hun direkte ud og til højre, væk fra mig i en gevaldig fart – velvidende at hun havde mine øjne i sin nakke indtil hun drejede om hjørnet ved Burger King. Jeg håber hun faldt og slog sig!
Det pudsige ved sådanne interaktioner er, at jeg kun har set hende sidde ned, bag et bord med truende front mod mig og nu står hun så her, foran mig and guess what; hun er MINDRE end mig – og jeg er satme lille!!
Jeg havde kondisko på – hun have ret store (høje) såler på hendes sandaler og hun var stadig mindre end mig. Skal jeg sige noget pænt om hende, er det at hendes øjne er specielle, men det hører hun nok hele tiden og har hørt på, hele sit liv, så jeg vil gå efter hendes hår. Det er sjældent man ser kvinder med langt gråt hår, hendes hår går til midt på ryggen, lige over lænden og er virkelig kraftigt. Jeg syntes det er flot, næsten smukt, hvis ikke det var fordi jeg ved hun er sådan en psykolog der tilsidesætter andre menneskers rettigheder og værdighed, for at rygklappe sine kollegaer.
Ohh and by the way, hun gik ud af døren med flere poser i hånden med mad i, hvorpå der med store fede sorte bogstaver stod hendes fornavn (Hej Google!) Jeg tænker hun har handlet stort ind, fordi hun og hendes skunk ass psykolog kollegaer skulle have et lille hyggeligt møde, hvor de skulle planlægge hvordan de næste gang kan jorde et psykisk ustabilt menneske bedst, og slippe afsted med det.
Jeg googlede hende mens jeg stod i køen, easy peasy at finde hende på FB og Instagram og trykke: “Blokere” 🖕🏻
– også selv om alle hendes venner inkl. hun selv, er af den faste overbevisning om at jeg ønsker at være en del af deres privatliv og derfor bevist sidder og svælger i deres åbne facebook profiler med billeder af deres børn, katte og solnedgangen hvor de sluger et glas vin for at komme sig over deres lorte job. Men fakta er som altid, helt anderledes.
—
Uhh fik jeg fortalt at damen fra psykiatrisk hosptial, altså hende joint-damen fortalte mig at psykiatren som jeg arbejder sammen med, havde besøgte hende mens hun var indlagt, at hun har sendt email til xx tidligere behandler og til xx anden tidligere behandler, at hun er venner på FB med xx tidligere behandler og xx nuværende behandler og bla bla bla……. hvis mine øre kunne visne og falde af, så var de faldt af på den tur/retur til kolonihaven. ALT det jeg er blevet klynget på korset for, har hun gjort ustraffet – og flere af de ting jeg er klynget op for, har jeg slet ikke gjort, men det har hun og hun så nærmest mærkeligt på mig da jeg nævnte at dét skulle hun nok passe på med fordi bla bla bla.
Hvordan jeg kan blive beskyldt for noget, som dels er normalt og andre ting som jeg slet ikke har gjort, og når jeg så fortæller det til andre, så kikker de på mig som om jeg fortæller dem en mærkværdig historie fra 5. klasse.
Så konklusionen er nok, at det kommer an på hvem din behandler er og hvor vellidt du er som psykiatrisk patient. Her har jeg rimelig åbenlyst trukket nitten på begge punkter. Naturligvis.
—
Mens jeg sad i kolonihaven (som i øvrigt lignede pis) med joint-damen, fortalte hun mig om en af hendes tidligere behandlere som hun nu var FB venner med (WTF!!!) hun er psykiater og har købt sig et ydrenummer i Silkeborg (af alle fucking byer!!) og er dermed stoppet i psykiatrien. Hun anbefalede mig at jeg skulle kontakte hende og få hjælp. Lang historie kort, efter at havde fået en spand koldt vand i hoved af en yderst uprofessionel sekretær, ringede psykiateren mig op, vi talte kort sammen og jeg fik en akut tid hos hende i fredags (i går) Den skulle havde foregået face to face men pga. Cornoa blev det over telefonen. Der var mega dårlig forbindelse. Jeg kunne vitterlig ikke hører halvdelen af hvad hun sagde men det turde jeg ikke sige til hende, fordi jeg ikke ville være besværlig – men helt klart hun burde købe sig et par noise-reduce hørertelefoner med mikrofon, hvis hun skal lave flere telefon sessioner. Just saying. Det lød som om hun talte i et rum med højt til loftet eller med for få møbler. Eller begge dele. Alt for meget rumklang.
Jeg har fået en ny tid på torsdag, klokken ondskabsfuld tidligt, i Silkeborg – fuck me sideways jeg skal tidligt op for at være klar til at blive banket mentalt. Jeg har lovet mig selv at jeg giver mig 100% de her 12 sessioner eller hvad det er jeg har fået af min læge og hvis livet ikke har taget en bare lidt bedre drejning til den tid, så tror jeg at jeg flytter fra Danmark.
Jeg aner ikke hvortil, men jeg kan ikke rumme mig selv, min familie eller mit liv. Jeg må væk hvor ingen kender mig og hvor jeg kan starte på en frisk. Et sted hvor jeg bare kan være leverpostej frem for hende den mærkelige ingen alligevel forstår, hende ingen taler rigtigt til, hende ingen rigtigt taler med, hende med den store skamfulde hemmeligehed som alle kender men ingen nævner.
– hende vil jeg ikke være mere. Det var pga. min psykiater-lærling at jeg blev hende og det er pga. Fede Dorit at jeg ikke blev løftet ud af den kasse. Two things I’ll never forget.
—
Fik jeg nævnt at jeg var i den lokal Brugsen her hvor Far og Mor bor? Jeg kørte derop for at sende min tv-boks fra Yousee retur til dem. Jeg har opsagt mit tv hos dem, det var vitterlig ikke var pengene værd.
Den skal sendes med en return-label, dvs. modtager betaler porto, men den skal sendes fra en postbutik og den nærmeste postbutik her hvor jeg bor, er i ejendommen hvor min udlejningslejlighed ligger og pga. generalforsamlingen har jeg intet behov for at kører derhen lige med det første og sådan havnede pakken i min bil, uden at blive sendt.
Men så huskede jeg pakken og kørte op og sendte den da jeg var hjemme hos Far og Mor. Mens jeg står ved kassen til postbutikken, kikker jeg til højre ned mod de to kassebånd der er i denne her Brugsen. Lige linje ud fra hvor jeg står, går der en meget hjulbenet lille mandsling, i sorte træsko uden hæl, cowboybukser i meget mørkeblå jeans, en mørkeblå kansas jakke og i min optik, nærmest ingen hår. Bag i hvert fald det ene øre, måske begge, sad et gammeldags hænge hørerapperat. Da manden drejer rundt for at stille sig bagerst i køen, kan jeg se at han også har briller. Set bagfra ser det ud som om benene går direkte op til kroppen, uden numse, bare et par ben på en krop.
Det er svært at forklare men det jeg så, så deformt ud. Slidt. Gammelt. Brugt. Måden kroppen gik på, indikerede at her kom der en person med et hårdt liv bag sig, en på 70+ der har løftet muresten siden han var 12. Og jeg skyder på at personen i kroppen er max 5 år ældre end mig. Det var Sømanden.
Jeg fik ingen chock. Jeg blev ikke bange. Jeg blev ikke nervøs. Jeg kastede ikke op. Jeg tog mig selv i at tænke på hvad jeg følte, som jeg stod der og ventede på at damen bag postskranken udskrev en indleveringskvittering for mig. Og jeg følte ingenting.
Der var vitterlig ikke én eneste følelse inden i mig. Ikke én.
Manglen på følelser ved at se en mand der voldtog mig som hmm 14-15 årig og gjorde mig gravid, gjorde mig faktisk mere bekymret end følelserne ellers ville have gjort. Burde jeg ikke føle noget? Burde jeg være helt tom inden i, som et spulet malkerum?
Jeg vendte ryggen til ham og køen, bare for en sikkerhedsskyld. Jeg ved ikke om han så mig, og hvis han gjorde, om han i så tilfælde kunne genkende mig. Dengang han voldtog mig havde jeg en strikket bluse på, i forskellige farver med en brun fløjlskanin på maven. Jow jeg var mentalt fremme i skoene da jeg var 14….. eller ikke.
—
Jeg har besluttet mig for at jeg flytter til udlandet, et engelsktalende land, så frem jeg ikke kommer ind på Jordemoderstudiet i 2021. Det føles virkelig godt at lægge en plan, også selv om den måske ikke holder i sidste ende.
Jeg tænker tit på, at det at lægge planer fremad, planlægge, koordinere mv. er hvad der har holdt mig i live i så mange år. At jeg hele tiden har noget jeg skal, og ved at have noget jeg skal, og være ekstrem pligtopfyldende, er det jo svært at dø. Jeg mener, hvilket menneske ville jeg være hvis jeg døde fra en fyldt kalender?
Hvorimod hvis jeg døde fra en tom kalender, ingen planer og ingen fremtidsudsigter, så er der ingens om kan bearbrejde mig, for så har jeg ikke svigtet nogen. Jeg har ikke lavet løfter jeg ikke har opretholdt. Jeg ville bare kunne dø og som den sne der faldt i fjor, ville jeg hurtig blive glemt.
Jeg ved de gamle ægypter og faroers største frygt var at ingen ville huske deres navn og ingen ville sige deres navn højt. Først når man glemte at sige deres navn højt, ville de være rigtig døde. Så derfor byggede de storslået monumenter og ofrede alt muligt shit til guderne, for at blive husket. Sådan har jeg det slet ikke, jeg vil gerne bare forsvinde som sand i en sprække. Det er jo allerede sådan jeg føler jeg lever, som den sand ingen ser mellem sprækkerne men jeg tvinges til at gen-leve den følelse HVER-EVIG-ENESTE-DAG-MÅNED-IND-ÅRET-UD.
Forestil dig lige hvordan dét egentlig må være…. og når man har det sådan og når ens liv ER sådan, er det så egentlig ikke okay bare at få lov til at dø, stille og rolig og i sin seng, uden at være til gene for nogen?
Bare at forsvinde, som sand mellem fliser, som sneen sidste vinter. Bare dø og forsvinde. Dét gad jeg godt. Helt oprigtigt med hånden på hjertet.
– men det må man ikke, og derfor livestreamer Alain Cocq fra Frankrig pt. sin egen langsomme død, da aktiv dødshjælp ikke er tilladt, i Frankrig eller i Danmark.
Ingen beder om at blive født, og hele livet skal vi betale skatter og afgifter, overholde lov og orden, og træffe tusindvis af valg – men vi må simpelthen ikke selv vælge hvornår vi vil herfra, hvornår vi vil dø. De bliver vi åbenbart aldrig voksne nok eller ansvarlige nok til.
—
Jeg har vist ikke fortalt om natten i hmmm ja en nat for ikke så mange dage siden, hvor der stod en mand på min teresse? Jeg fortalte den til min mor og søster, de syntes det var træls men ingen af dem (tror jeg) tænke nærmere over det, så måske jeg overreagere?
Jeg sover hver nat med min havedør åben på sådan en lang hvid krog som de tidligere ejer har sat på døren. Jeg sveder vitterlig som et svin og føler at ilten står stille i lejlighedenm hvor 4 af 5 vinduer vender ud mod offentligheden og derfor max kan åbnes på yderste hak på en tyverisikringsdims.
Derfor er det eneste sted jeg kan få lidt luft ind, gennem havedøren, ved at jeg lader soveværelsesdøren stå åben til stuen. Det er et aktiv velovervejet valg jeg har truffet. Jeg vil hellere leve med angsten for at blive voldtaget af en idiot der springer over gitterlågen, end jeg vil leve dagligt i en lejlighed uden ilt.
Ella sover i min fodende, vi har nået et slags kompromi, hun sover i fodenden og derfor er der ikke så mange hår i HELE sengen men blot i fodenden, og hver fredag tager jeg sengetøjet af, koger det, tørretumbler det og lægger det på igen, uden at stryge det.
Denne her nat, som var en hmm måske hverdag, måske lørdag. I don’t know, idioten holder fester hele tiden, min overbo altså, stod der pludselig en mand ude på min teresse, som jo er i niveau med den fælles have aka stueetagen. Ella røg op og gøet som en sindssyg med et gø der ikke var til at tage fejl af: Her er noget alvorligt galt!!
Da jeg går mod døren kan jeg se siluetten af manden, men da jeg får åbnet døren er han væk. Jeg tænker i 3 sek. om jeg mon drømmer/ser syner men jeg kan ikke kalde Ella til mig og hun er fuldstændig rundt på gulvet, så jeg ved det ikke er “syner”, for Ella lystre altid (minus når der er kaniner, hare eller katte i nærheden – og så mænd i nattens mulm og mørke)
Jeg går ud i haven og kikker rundt og forsøger at fange Ella, der gør som en sindssyg og jeg frygter at nogen vil komme og klage over min hund og sige at jeg ikke må have hund mere eller bo der med hund – i retroperspektiv ikke så dumt endda hvis det skete for så havde jeg en lovlig grund til at flytte og ikke som nu, hvor alle bare vil syntes jeg er utaknemmelig.
Pludselig er der nogen som siger “Ellaaaa – Ellaaaaaa” i mørket. Jeg kikker op og på altanen over mig, står min fuldstændig pis stive overbo, stoned og stiv med 2 venner og deres combined trekvart hjernecelle. Og pludselig står der en 4 person til højre for mig.
Lang historie kort, overboen havde igen haft “lets-smoke-our-brains-out” fest, 4 havde siddet på altanen, da en 5 stiv og stoned ven forlader lejligheden og låser terassedøren.
De 4 hjernedøde mennesker beslutter sig for at den mest ædruelige skulle hoppe ud fra altanen, ned i haven foran min altan, gå til højre og kravle over porten ud til den offentlige vej og så gå ind af hoveddøren – som jo er låst – og op i lejligheden og låse døren til terasse op indefra. Genial plan!
Hvis ikke det var fordi de 1. ingen nøgle havde til hoveddøren 2. var mega fulde og stenet og ikke ejede evnerne til at klatre nogen steder hen.
Derfor havner stoneface nr. 4 i haven og forsøger så at tage en stol fra min teresse for at kunne kravle op på altanen til hans bongbuddies igen. Det shit opdager Ella og går bonkers – mens jeg frygter at jeg bliver smidt ud af ejerforenigening for at have en hund der gør/forsvare mig.
Jeg får fat i Ella og løfter hende op, hele hendes krop knurrer og hun er arrig og hjertet galoppere kan jeg mærke.
Jeg siger til stoneface nr. 4 at han må gå igennem min lejlighed og op til sine venner den vej, han skal jo ind i opgangen men har ingen nøgle. Jeg går, med Ella i armene ind i lejligheden og tænder lyset i gangen, træder et skridt til side i min lidt smalle gang, så han kan gå forbi og ud af min hoveddør.
Jeg har ALDRIG hørt Ella knurre sådan før!!
Havde jeg ikke holdt hende, er jeg sikker på at hun havde lavet udfald mod manden. Der har aldrig før været en mand i min lejlighed, i mørket om natten. Klart hun er på mærkerne og klart hun gør.
Næste dag tikkede klage nr. 1 naturligvis ind pga. en larmende hund, men ingen tager sig naturligivs tid til at tjekke op på, hvorfor hunden gør og om det måske er fordi at potface burde stoppe med hverdagsfester og stoffer generelt?
Min Mor og søster syntes jeg skulle tage en alvorssnak med potface når han var ædru. Men hvorfor skal jeg tage en snak med nogen jeg ikke har lyst til at snakke med, for at få lov til at sove om natten og leve et liv uden stoffer, fester og natlige afbrydelser i mit eget hjem? I don’t get life.
Jeg ville ønske jeg aldrig var flyttet til denne dystre, mørke, u-hyggelige lejlighed. End ikke privat parkeringsplads eller egen vaskesøjle kan veje op for de her ting.
– jeg har lovet mig selv, at jeg ikke bor her, når vi skriver Marts 2023, så frem jeg stadig lever.
—
Jeg har så ondt i min krop hele tiden. Virkelig en kronisk smerte. Jeg har så ond, at det er ligegyldigt om jeg ligger på siden, ryggen eller maven i sengen. Jeg kan simpelthen ikke finde ro. Jeg har overvejet om jeg skal købe en ny seng, selv om jeg i teorien er utrolig glad for den jeg har og der aldrig har været problemer med den før (så vidt min demente hjerne kan huske that is…?)
Men hver morgen når jeg vågner, så gør min lænd ondt. Ikke bare sådan lidt ondt men frygtelig ondt, som I at jeg næsten ikke kan bukke mig ned. Jeg kan knap strække armen og hånden om og tørrer mig i rumpen, eller vaske den når jeg er i bad. Jeg er så stiv i kroppen som aldrig før.
Mine knæ, led og muskler værker – at kikke på mit nye løbebånd er som at strø salt i min forfængeligheds åbne sår. Jeg er fed og min selvkærlighed (if ever there) er total fordampet. Jeg ser kun en som bliver tykkere og tykkere når jeg kikker i spejlet og mens vægten stiger, så værker mine knæ så meget, at jeg end ikke kan overskue at gå med Ella – hvilket ironisk nok betyder at min lille hund nu vejer 8,9 kg.
I sommeren 2015 (tror jeg det var) var jeg på Skanderborg Festival, eller var det i 2014? Anyway, jeg har et billede derfra, taget af mig, det er en selfie af min søster og jeg og vi ser så (unge) slanke og ikke mindst lykkelige ud, eller jeg ser lykkelig ud.
– det var en god dag, jeg havde mine blå shorts på, en denim skjorte uden ærmer og min denim jakke og mine blå nike kondisko. Jeg følte mig smuk, jeg så smuk ud og ikke mindst, dén dag var en god dag.
Jeg har smidt alle mine shorts ud, jeg donerede dem til Reden i Sjællandsgade i sommer, da jeg ved jeg aldrig kommer i dem igen. Jeg er tyk med tyk på og jeg kan ikke finde motivationen til at ændre det.
Jeg tænker nogle gange at jeg er gået i stå i mit liv. Bogstaveligtalt. Jeg ved jeg har lavet meget bestyrelsesarbejde siden jeg lukkede mit lille firma i april 2019, men jeg føler alligevel, når jeg kikker tilbage, at jeg intet har lavet med mit liv.
Det er som et Briotog hvor polerne vender forkert og jeg ikke kan koble mig selv på livets tog og derfor står jeg stadig dér, hægtet af og tabt og med ALT min klogskab, ALT min vilje og ALT min stædighed, så kan jeg ikke finde dét lille flig af håb, som gør at toget begynder at rulle.
Jeg er vitterlig desperat helt ind i sjælen for at der skal ske noget i mit liv – noget positivt.
Noget der giver håb, fremtidsudsigt og livslyst.
– uanset hvor lille en ting det så end måtte være. Bare NOGET der kan få mit liv til at rulle igen, frem for at være gået i stå.
Ved du hvordan det føles at se livet passere forbi, dag ud og dag ind og du ved ikke hvordan du skal hægte dig på livet igen? Det er RÆDSELSFULDT og fodre lysten til at dø, som en grønthøster.
P.S: Jeg solgte for 6825 Kroner i August.
P.P.S: I næste uge skal jeg til Kranio Sakral, i retten på vegne af ejerforeningen og til et foredrag om dissociation, som åbenbart er en ting. Jeg har altid troet der var fordi jeg var mærkelig at jeg kunne se mig selv udefra, se ind af vinduer selv om jeg ikke stod udenfor, se ting oppefra og ned, men det er ikke bare noget jeg kan, det er der mange som kan og det har åbenbart et navn: Dissociation
P.P.P.S: For ét år side, skrev jeg dette hjerteskærende indlæg. Jeg lover mig selv at jeg ikke skriver endnu et om ét år. That’s a goddamn promise.
Men hvor var jeg skarp, at fremtidsforudse at min Psykiater-Lærling og Fede Dorit (Nye Psykolog) ville blive veninder! Dét er de jo rent faktisk blevet, sådan helt officielt und alles på Facebook. Dét forudså jeg for 365 dage siden. Citat fra sidste års blogindlæg: ⬇️
“Tak til min Nye Behandler på Psykiatrisk Hospital for at starte alt det her, uden overhoved at tale med mig, for at trække mig baglænds gennem hvad der føles som en skov af nåle og tak til min Psykiater-Lærling for at svigte min tillid og ødelægge hvad du så fornemt valgte at bruge det sidste år af din uddannelse på at bygge op. Jeg håber I bliver veninder, for mennesker som Jer, I fortjener hinanden og hinandens selskab. Sammen kan I stadig nå at ødelægge mange menneskers tillid og liv, inden Jeres arbejdsliv er forbi. Når I engang møder min Gudfar i helvede, så håber jeg at I vil blive hans bordamer i evigheden. Så kan I sidde dér med jeres selvfedme og lytte til hans historier om hvordan han voldtog mig, tvang mig til en abort, sparkede mig til en anden, hvordan han myrdet et barn og begravet det på en mødding, hvordan han fik hans venner til at stikke deres uvasket pik ned i min hals så ofte og så mange gange, så jeg led af kronisk halsbetændelse i 17 år, hvordan han gav mig så mange underlivsinfektioner at jeg kronisk kan lugte mit underliv. Jeg håber I får et godt liv, sammen, fremadrettet – og at vi aldrig ALDRIG mødes igen, jeg er nemlig af den 100% overbevisning, at mit liv alene i min lejlighed nemt kan erstattes med et lige så godt liv i fængsel for at have sparket og spyttet på offentlige ansatte. Jeg ser ikke noget afsavn ved at bo her eller dér. Mængden af besøgende, af livebekræftende begivenheder og mad-pyramide-mad vil helt sikkert være bedre i et fængsel, so just you dare me. Please do dare me. Please. Do. Dare. Me.“
Hvad har DU på hjertet?