I dag gik jeg op til en ny piercer her i Aarhus, ham jeg oprindelig blev piercet hos er ham med det bedste ry. Uovertruffent, du finder ikke ret mange andre piercere som så ofte bliver nævnt (positivt) og fremhævet omtalemæssigt, men jeg må sige at jeg ikke har været særlig tilfreds, to say the least.
Så jeg gik et nyt sted hen, til en britisk konceptbutik der er åbnet, second opinion er altid godt. Kort historie lang mit højre øre, som er det der har voldt mig flest kvaler siden jeg fik lavet hullerne i August 2020, er “ødelagt” dvs. hullet skulle havde været liiige ned men har en slightly forkert angel og derfor kan mit øre ikke hele, da der er brusk lige dér hvor hullet ikke burde være gået igennem og det + vinklen gør at en ring hele tiden står i hullet og gnaver og danner arvæv.
Venstre øre er helt men meget irriteret.
Jeg har fået ørene (hullerne) renset og sat nye ringe i, som passer i målene. Pris: 4200 kr. Fuck me sideways det var dyrt SPECIELT når jeg tænker på hvad jeg har lagt i den anden butik, men af skaden bliver man klog og lige præcist mit udseende er jeg ømt over, specielt når jeg efterhånden er så fed at jeg ikke kan genkende mig selv i spejlet. Så jeg købte og betalte – og om 2-4 og 6 uger ca. skal jeg komme igen og så skal der kikkes på mine øre igen, for at se om de nu heler korrekt, med de korrekte smykker i. 24 karat ægte guld med diamant i, som matcher de andre, ægte smykker jeg allerede har i mine øre. Næste skridt er at jeg skal have renset alle mine gl. smykker og lagt dem til salg. Jeg har en del ægte piercing smykker.
I mandags, det er torsdag i dag, var jeg ude og løbe 2,1 km igen, denne gang havde jeg Ella med. Det gik så fint og jeg var fuld af energi bagefter men det er som om jeg sabotere mig selv. Jeg kan ikke rigtig forklare det udover at jeg, så snart jeg får det lidt bedre end normalt, straks tænker at dét kan jeg ikke matche igen i morgen, ved feks. at løbe endnu en tur og få det endnu bedre og derfor løber jeg ikke en tur og får det derfor faktisk dårligere, fordi jeg ligesom vender det positive til en negativ spiral og fejler igen mentalt. Lidt ligesom at I’m letting myself down, every single time I get my hopes up, I deliberately disappoint myself and let myself down. Som om det gode der sker i mit liv, suger alt energien ud af mig. Jeg kan se det ske, jeg kan mærke det ske men jeg kan ikke håndgribeligt gøre noget ved det og dét er faktisk det mest frustrerende.
Jeg læste for et stykke tid siden omkring selvsskade – som mange andre har jeg altid tænkt at selvsskade var mennesker der skar i sig selv i smerte. Jeg kan 100% sætte mig ind i lysten og følelsen af at selvsskade med knive, barberblade, nåle, glasskår mv. er vejen frem mod indre fred. Dét kan jeg virkelig. Jeg har selv siddet der og tænkt på det men jeg er kronisk bange for knive og ejer feks. ikke selv mere end 2 køkkenknive. Bare tanken om et papercut, ikke blodet men følelsen af hud der snittes op, kan gøre mig helt ængstelig.
Men jeg læste et sted at selvsskade kan være mange andre ting og én af de ting der blev nævnt, var bla. at man tvang sig selv til at holde sig – undlod at gå på toilet i uhensigtsmæssig lang tid. At man generelt var dårlig til det med toiletbesøg, menstruation, tis, afføring mv. Og hvor kikset, sygt, unormalt, klamt, mærkeligt, umodent, barnligt osv. det end lyder, så gik dén linje rent ind hos mig.
Jeg ligger tit i sengen om aftnen og skal tisse men nægter at gå på toilet fordi NU skal jeg sove, men resultatet er at jeg ikke får sovet eller ikke får sovet særlig godt. Andre gange kan jeg så knap nå på toilet, før det vælter ud af mig – hvilket måske kan skyldes at min krop ikke får naturligt lov til at “trænge til at komme på toilet” og så faktisk komme på toilet – før den er lige ved at forråde mig og ydmyge mig alle mulige steder. Det er VIRKELIG svært at forklare og sætte ord på, for jeg er først lige blevet opmærksom på det her for et par dage siden.
Nogle dage er jeg på toilet og tisse op til 35-40 gange om dagen. I kid you not – jeg har mere end en gang ført et “sæt et kryds hver gang du tisser, sæt en streg hver gang du pøller” regnskab og det er helt sindssygt så meget jeg tisser – og jeg er blevet tjekket for diabetes. Jeg fejler intet somatisk men har samtidig ingen forklaring på hvorfor jeg tisser så mange gange – og det er ikke bare dryp dryp tis, det er kæmpe stråler og portioner, jeg lyder ofte som en ko der tisser, så meget kommer der ud!
Der stod endvidere i opslaget at selvsskade kunne være at man fortrængte kroppens sult og ikke tillod kroppen at spise. Amen to that. Jeg står op hver morgen og er sulten men spiser 99% af tiden aldrig. Jeg snupper i stedet for et glas cola ligtht for så fylder jeg ikke min krop med noget usundt – og mht. usundt mener jeg alt muligt mad, også det sunde. For sagen er den at jeg ikke kan “sætte maden sammen” hverken mentalt eller i virkeligheden, så når jeg kikker på mad som andre vil kvalificere som sundt, så aner jeg ikke om det er sundt. I min optik er alt usundt, men jeg er jo tvunget til at spise, så når jeg enten tvinger min krop til at gå en hel dag uden mad eller tvinger min krop til at spise mad for 2 dage på 1 time, så skader jeg mig selv. Ubevist.
Jeg mener, jeg sidder jo ikke og tænker “nu vil jeg selvsskade min fucking krop!!!” men jeg har dage hvor jeg bare er så sulten at jeg næsten ikke kan få emballagen af maden, før jeg spiser det. Jeg kan nemt spise ikke tilberedt mad, bare for at FÅ mad. Jeg kaster maden i hoved og hverken sluger eller smager korrekt og til sidst har jeg det så fysisk dårligt at jeg næsten ikke kan trække vejret og bare ligger i sengen og tænker at jeg tror jeg både skal dø og kaste op på samme tid mens den fysiske smerte vælter indover min krop. Andre dage går jeg uden nogen former for mad i op til 2-3 dage og er helt syg af sult eller ikke af sult for det ved jeg ikke rigtig hvordan føles men jeg har det virkelig skidt og alting ramler for mig. Det er åbenbart også selvsskade.
Selvsskade kan også være når man ikke går i bad og dermed ikke opretholder den hygiejne standard man egentlig ønsker inden i. Jeg springer oftere og oftere badet over. Det er så slemt at jeg ikke kun tror jeg kan lugte mig selv, jeg kan bogstavelig talt lugte mig selv. Det er virkelig klamt men når jeg tænker på at gå i bad, så kan jeg ikke overskue det, fordi der er hår på min badeværelsessmåtte, fordi vaskemaskinen kører, fordi det tager så lang tid at vaske hår, fordi jeg ikke kan overskue at smører mine ben ind, fordi håndvasken er mat af tandpastaspyt ovs. Der er SÅ mange undskyldninger for ikke at gå i bad, at jeg faktisk ikke kan huske dem, men igen er faktum at jeg ikke kommer i bad og dét er skidt og dét er en slags selvsskade.
Pt. har jeg det SÅ dårligt at jeg næsten ikke kan rumme mig selv. Jeg var ved læge i tirsdags, ikke fordi jeg havde lyst, for jeg brugte timer op til og flere dage i forvejen på at finde en udvej, men da jeg var ved læge sidst (i marts) satte vi denne dato ind i kalenderen til at tale medicin.
Men efter at jeg brændte min læge af sidst, da den private psykiater lavede en aftale med ham og han efterfølgende ringede 5 x i træk, har jeg ikke turde tage til læge eller kontakte ham for at melde afbud. Det er SÅ flovt at jeg ikke dukkede op og jeg er bare slet ikke en type der brænder folk eller aftaler af. Det er simpelthen SÅ forkert, fordi det er det samme som ikke at tage andre menneskers tid seriøst. Som om de ikke betyder noget som mennesker. Jeg har nærmest hele mit liv, da jeg var yngre, kommet forsent til ALT dengang da mine forældre styrede tiden og jeg syntes det var SÅ pinligt at jeg besluttede mig for aldrig at komme forsent eller brænde nogen af, da jeg blev gammel nok til at bestemme selv. En aftale er en aftale. Og min tid er lige så vigtig som modpartens.
– så det FØRSTE jeg gjorde da jeg kom, nærmest luskende langs panelet af flovhed, var at sige et stort og oprigtigt UNDSKYLD til lægesekretæren mens jeg kikkede direkte på hende, så hun (forhåbentligt) kunne se at jeg mente det og bagefter var det igen det første jeg sagde til lægen og det var desuden det sidste jeg sagde, da jeg grådkvalt gik ud af døren igen.
Jeg fik fornyet min recept på Brintalix (fucking dyr medicin) og kan konstatere at jeg ikke turde informere ham om at jeg egentlig har fået en indkaldelse til livmoderhalskræft screening. Jeg kan simpelthen ikke overskue at ligge med spredte ben for ham, så hellere kræft.
Jeg har også fået forkølelsessår igen igen igen. Jeg har total mistet tal på hvor mange gange jeg har haft det de sidste par måneder. Hver evig eneste gang det går væk, så kommer det igen et par dage senere. Denne gang er det på venstre side af underlæben og lidt på hagen, samtidig er jeg begyndt at få det på mine lillefingre. Små blæner der kommer i løbet af et par timer, smerter og gør voldssomt ondt. Så går der hul på dem (hvilket smitter….) og derefter sårskorpe (lækkert ord) og efter ca. 2 uger går det væk igen, blot for at komme et par dage senere igen igen igen.
Mit underliv er også flækket. Det er minimum 3 gang i 2021 at det sker. Hele mellemkødet er fyldt med rifter der ikke vil hele og selv om jeg forsøger at holde mit underliv tørt, så de små revner kan hele, så lykkes det ikke. Det er oftere tilfældet end ikke, at jeg bløder når jeg tørrer mig, simpelthen fordi rifterne går op og bløder. Det kan jeg også se på kilen i mine trusser. Og så gør det NAS at have et flækket mellemkød!! Det gør ondt uanset om du ligger, sidder, står eller går – det er simpelthen et spørgsmål om hvor stor din smertetærskel som kvinde er, for ellers kan man lige så godt lægge sig ind i sengen og vente på at lortet heler.
JEG-HADER-MIN-KROP-JEG-HADER-MIT-LIV.
Mange siger til mig at de ikke forstår hvordan jeg kan finde så mange ting at sælge og truth be told, det kan jeg heller ikke altid selv, men det er derfor jeg dokumentere ALT hvad jeg finder og sælger, samt hvem jeg sælger til, hvor jeg sælger det, igennem hvilken platform, hvornår mv. Jeg er excelEKSPERT og dokumentations ekspert. Jeg mindes at jeg lige efter HHx søgte flere speditør elevstillinger men fik afslag fordi de ikke mente jeg var organiseret nok……right.
Min yngste lillebror som bor oven over mig (midtfor) er syg. Han er alt for ofte syg og jeg tror det skyldes hans mandler. Jeg var nærmest kronisk syg da jeg var yngre men da jeg fik fjernet mine mandler stoppede det. Nærmest som et slags mirakel. Jeg har siden da altid brystet mig af at have et jernhelbred – hvilket man må sige i den grad er skredet sin vej! Jeg føler hele min krop forråder mig!
Nå, men min lillebror lever det gode liv, arbejder for en superliga klub, bor med to ældre søstre lige uden for døren, hvilket resulster i at han får vasket og strøget skjorter, får ny tandbørste når han kommer i tanke om at den er gammel, henter panodil, pandekager, kakaomælk, coca cola’er m.v i stride strømme alle andre steder end i butikkerne. Lige nu, mens jeg er ved at skrive dette blogindlæg ringer han for at spørge om jeg har mere tomatsuppe – han har allerede hentet min Heinz tomatsuppe på dåse (vildt god!)
Jeg har ikke spist noget hele dagen i dag, bare drukket øl – men når min bror ringer og er syg, så står jeg rask væk op af sengen hvor jeg ligger med Ella og går i gang med at lave aftensmad til HAM men ikke til mig selv. HVAD ER DER GALT MED MIG?
Dét her ⬆️ kunne jeg lige så godt havde lavet til mig selv, men det gjorde jeg ikke – og det gør jeg ikke. Og jeg forstår det ikke. Der er noget galt inde i mit hoved, jeg ved det, jeg kan mærke det men jeg kan ikke finde “tegnestiften der punktere hjulet” og derfor kan jeg heller ikke lappe det og komme videre…..
——
Hvem ville havde troet….
– at på denne dato, 29. Maj 2021 for 3 år siden Kl. 14.20 i 2018, fik jeg min diagnose af Psykiater-Lærlingen.
Jeg ved dette helt præcist fordi jeg sad med benene trukket op under mig i stolen, jeg havde bare ben og tær og græd. Jeg kikkede på min telefon da jeg skrev diagnosen ned så jeg kunne huske den når jeg kom hjem og lige dér tog jeg et screendump af skærmbilledet på telefonen, så jeg fik dato og klokkeslæt noteret korrekt.
Jeg kan se rummet for mig, jeg kan se psykiater-lærlingen, jeg kan se det hele for mig, både gennem mine egne øjne men også set fra vinduet, stående udefra og kikkende ind gennem vinduet. Her ser jeg min psykiater-lærling siddende i en mørkeblå knælang kjole, måske en sweatshirt kjole, med håret i en løs uglet lavtsiddende elastikknold. Jeg kan se hende bagfra vippe let med venstre fod, benene over kors og se mig selv sidde skrå i stolen. Det er så mærkeligt at kunne se udefra og ind, men det er noget jeg rigtigt tit oplever, selv uden at jeg ved det eller er opmærksom på det i øjeblikket.
Tag denne dag, i 2018 og spol hurtigt frem til 2021 og se lige hvor vi befinder os nu. Det er uforståeligt!!
Uanset hvordan jeg vender og drejer situationen, uanset hvor mange mennesker jeg spørger om råd til at se situationen fra en anden vinkel end min, uanset HVAD så kommer alle frem til at det er SÅ mærkeligt og at enten så mangler der mange “brikker” i det materiale der er udleveret fra psykiatrien eller også så ER der virkelig voksne veluddannet kvinder som har opført sig HELT FULDSTÆNDIG HÆMNINGSLØST, ETISK OG ARBEJDSMORALSK FORKERT og dét er på alle måder uacceptabelt. Både hvis der mangler “brikker” aka materiale men også hvis det viser sig – hvilket er hvad jeg tror – at de har følt sig superior og måske ved en kæmpe tanketorsk, har taget min jobsøgning som noget mere og andet end den er.
Men hvis dét er tilfældet, må dét jo stå for egen regning, for fra min side var og er den ikke sendt afsted som andet end en ansøgning til et virkelig godt job, som jeg på mange punkter var skrædderstyet til og jeg kan aldrig nogensinde blive ansvarlig for andres følelser og tanker bag en lovlig uskadelig handling jeg foretager mig.
En ting er at psykiater-lærlingen tager ansøgningen med retur til psykiatrisk hospital og fortæller ledelsen om det, dét er i sig selv forkert og faktisk også lovmæssigt forbudt, men det burde være stoppet dér. Helt oprigtigt. Indianerlægen burde med hendes kompetance, hendes stilling og hendes viden være klar over at det er både uetisk forkert og lovmæssigt forbudt, at bringe privat information er ind i et behandlingsforløb på et offentligt hospital.
Psykiater-Lærlingen er medejer af XX sted og samtidig ansat på afdelingen for Mani og depression. Lad os kalde den Afdeling 1. Hun har taget hendes viden om min jobsøgning med retur og delt den med ledelsen på afdelingen for Angst og Depression, hvor Indianerlægen er tilknyttet. Afdeling 2. Herefter er informationen vandret til en underafdeling under afdelingen for Angst og Depression, nemlig Enhed for Personlighedsforstyrrelse. Afdeling 3. Hvor psykoedukations psykologen, Normandspsykologen og Fede Dorit er ansat. Herefter bliver informationen brugt imod mig til mødet 14. August 2019 til at tegne en karakteristika over hvordan min personlighed er, hvilket er ret vildt at man kan tegne et billede af andre menneskers personlighed, når man ikke engang har styr på sin egen personlighedsstruktur – for havde alle de her damer styr på deres personlighedsstruktur, så ville de havde vidst at dét de havde gang i, var både forkert og ulovligt.
Ingen mennesker med et almindeligt intakt moralebarometer vil klynge andre mennesker, (generelt) specielt skrøbelige og psykisk sårbare mennesker op på en handling der er så almindelig, at en Gallup undersøgelse øjeblikkeligt ville vise at modparten var fucked up.
Jeg ved godt at min advokat og min tidligere selvbetalte psykolog er på “min side” fordi jeg betaler dem for det, men de skal alligevel være objektive og fortælle mig hvis jeg er forkert på den eller følger et forkert spor, det er jo også en af de ting jeg betaler dem for. Og INGEN af dem kan forstå hvad det er som er sket, og de har begge set samtlige papir fra Styrelsen for Patientklager, hvilket også inkludere de papir som psykiatrien har sendt ind. Der mangler noget – eller også er de virkelig skæv på deres moralebarometer derude på psykiatrisk hospital. (Jeg hælder til det sidste….)
Og med dé tanker i hoved, hører jeg min Kranio Sakral dame sige til mig: “Ikke at jeg skal bestemme det, men hvis jeg var dig, ville jeg tage derud og se det hele med nye øjne, og starte på en frisk, ellers er der ingen grund til at tage derud igen (d. 9. juni)“
– og hun har jo SÅ EVIG RET!!!
Hvis jeg IKKE lægger det her bag mig, kan jeg ikke starte i et realistisk nyt forløb som kan stabilisere og på sigt, helbrede mig. Problemet er bare at jeg ikke kan lægge det bag mig. Det fylder SÅ MEGET inde i mit hoved at et menneske og en kvinde jeg fuldstændig åbnede mig op for og betroet mig til, i den grad har vendt sig om og jordet mig, trådt på mig da jeg lå ned
Jeg kommer aldrig til at forstå, hvad det er som sker når mennesker igen og igen og igen vælger at svigte mig, forlade mig, mistænke mig, nedgøre mig, træde på mig, udskamme mig. Og her tænker jeg ikke kun på min psykiater-lærling men på alle dem der er gået før hende, på Barbara og Anika, på Annabel og min coaching buddy, på Kunstmaleren og It manden.
Jeg tænker på alle de gange jeg har siddet i pressede situationern, økonomisk med gården før den blev ødelagt, økonomisk efter, på skaderne der skete og min Gudfars vrede, på min uærlige udlejere i København, på veninder der nærmest i flæng beskylder mig for at bolle deres kærester (hvilket jeg end ikke har overvejet i tankerne, langt mindre udført i virkeligheden) på veninder der bedrager mig og hænger mig ud og dermed skaber en domino effekt og slår benene væk under mig, på de veninder jeg har mistet kontaktet til ud af det blå pga. handlinger jeg intet havde at gøre med, på sorgen, smerten og skammen der ikke kan finde hvile og derfor kommer til mig nat efter nat.
Jeg tænker mere og mere på, som min søster forbavsende klogt sagde (efter at hun nu selv er startet ved psykolog igennem hendes private sundhedsforsikring) at sorg er kærlighed der ikke kan finde hjem. Og det er SÅ rigtigt.
Jeg ville ønske at jeg havde en grav jeg kunne besøge, og græde min sorg over tabet af Anika ud. Fra den ene dag til den anden var hun væk og ude af mit liv og med hende forsvand Barbara og Annabel også. Som tiden gik kom rygterne frem til mig, om at jeg var psykisk syg/ustabil og det var derfor jeg ikke var venner med Anika mere. Det var naturligvis ikke det der var grunden – det var at Annabel anmeldte Anika og hendes klamme mand Walther til de sociale myndigheder, men det var åbenbart så pinligt at fortælle om forhold derhjemme, at det var bedre at smide mig ind under bussen og hænge mig ud i stigmatiseringens navn mens man forsøger at “tyssse” sin egne problemer.
Så min sorg voksede bare og blev blandet med alle de andre sorger jeg allerede bar på. Når jeg forsøgte at finde et paddelboard at lægge sorgerne op på, så jeg ikke druknede under vægten af dem, så ville Norman nogle dage gerne være mit “paddelboard” og dermed tændtes mit håb for ugen eller måneden efter at blive slukket pga. hans uvenlige afvisning eller direkte løgnagtige beskyldninger mod mig, et menneske der allerede kæmpede.
Psykiater-lærlingen viste mig varme, åbenhed og kærlighed og omsorg og pludselig skubber hun mig ned fra trappetrinnet mens hun selv tager et par skridt op, så hun står skulder til skulder med de andre psykologer, ledelsen og psykiatrien og siger at jeg skal blive dernede, med mindre jeg vil indrømme at jeg har udvist opsøgende adfærd ved at søge et job, med mindre jeg vil acceptere at blive sat under skærpet opsyn – med mindre jeg vil alt muligt som DE BESTEMMER. Og i lang tid er det eneste jeg kan se igennem tågen af tåre, den kærlighed jeg så voldssomt har savnet en modtager af, pludselig igen bliver hjemløs.
Hver gang en kærlighed bliver hjemløs, går den lidt i stykker, ligesom en kaffekop der lander på gulvet og får en revne eller slår et skår af. En dag kan koppen ikke klinkes mere og koppen ikke limes igen. En dag må den smides ud i sanitets og porcelæns containeren på genbrugspladsen for uønskede kærlighedsløse ting.
Jeg kan virkelig ikke se hvordan jeg kan tilgive det som er sket, hverken hos Anika, Anabel, psykiater-lærlingen eller psykiatrien eller Fede Dorit. Jeg kan ikke se hvordan jeg kan komme videre d. 9. juni, for den hjemløse sorg er stadig i min krop.
——
I dag er det Fredag d. 11. Juni 2021 – jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har skrevet men der er sket meget, og jeg vil forsøge at få det noteret ned, inden jeg glemmer det hele igen.
I dag er Lottes fødselsdag. Vi aftalte at hun skulle komme kl. 08.00, da hendes kæreste har slået op med hende og hun derfor ikke har nogen at være sammen med. Hun kom ca. kl. 09.32 efter (åbenbart) at havde siddet og talt i telefon på parkeringspladsen her hvor jeg bor, i næsten en time. SÅ mærkeligt. Jeg forsøgte at ringe til hende, jeg havde hentet morgenmad hos bageren og dækket fint bord. Da hun så endelig kommer, er det hendes ex-kæreste hun har talt med og dét er jo på sin vis helt helt okay. Det er bare træls at hun ikke lige giver besked, feks. sender en sms.
Nå men mens hun de sidste to uger har været sønderknust – mildt sagt – over at ex’en slog op, så sidder hun HELE tiden mens vi er sammen og swiper på tinder. Hun har SÅ meget fart på sin “swipen” at hun selv sidder og griner og siger “se mig hvor hurtig jeg swiper” – hun er overhoved ikke til stede. Efter en times tid, gik vi op i byen for at ose, vejret var godt men ikke super godt, så vi kunne ikke finde en solstråle at sidde i, som egentlig var hendes ønske. Jeg havde pakket alt klar til strandtur just in case.
Vi går ind i en butik, hvor hun køber en rigtig fin grøn kjole (749 kr) og fluks væk er ved at købe vinterstøvler (!) til 1899 kr men når jeg siger at hun bliver nød til at få sig en tablet eller computer, så hun kan lægge budget, så fortæller hun mig hvor få penge hun har i sit rådighedsbeløb om måneden. Når hendes datter på 8 år fortæller mig at hun ønsker sig en trampolin og et badebassin i haven, så er der ingen penge til det, på trods af at jeg har set fysisk med mine egne øjne, at Fætter BR sælger en til 1199 kr. Hun har intet strygejern og kan derfor ikke stryge sin datters perleplader og sådan kunne jeg blive ved med forkerte prioriteringer – i min optik.
Hun får de (i min optik) impulshandlinger hvor hun bruger flere tusinde kroner på nul tid, jeg trode vitterlig ikke der fandtes sådanne mennesker, men prioriteringerne er helt helt skæve (i min optik) I sidste uge skrev hun nogle mærkelige sms’er til mig og kort efter skrev 2 af hendes veninder som jeg ikke kender særlig godt, til mig på FB. Jeg kørte straks hjem til hende og hendes bil holdt fint i indkørslen men hun åbnede ikke selv om jeg stod og bankede, hamrede og sparkede på døren. Jeg gik rundt om huset og bankede på de store vinduer ind til hendes stue, hvor lamelgardinene var trukket for. Jeg bankede SÅ hårdt at ruderne dirrede og jeg overvejet hvilken rude jeg skulle smadre.
Kort historie lang – hun havde taget flere sovepiller for at sove. Hun er immun for 1 og 2 og måske også 3 piller, så hun havde – egne ord – “bare dopet sig” Det er ikke fordi jeg ikke kender behovet for bare at “sejle væk” for dét gør jeg, men det er mega uansvarligt og forkert at skrive til andre at man ikke ønsker opmærksomhed og ikke orker mere osv.
Da jeg ikke kunne få kontakt til hende, ringede jeg i ren desperation til psykiatrien i Skanderborg hvor hun er tilknyttet. Jeg kendte hendes data fordi hun har delt billeder af brevene hun har modtaget fra dem med mig. Jeg sagde up front at jeg ikke havde hendes tilladelse til at ringe men at jeg var mega nervøs for hende. Bagefter sagde hun at hun var overrasket over at de ikke havde sendt politiet ud for at tjekke op på hende, som om hun nærmest var skuffet over det. Jeg fortalte i samme ombæring – 100% bevist handling – at jeg vidste at hun tog medicin fra sit arbejde, fra de kasser hvor den medicin kommer i, som folk aflevere til destuktion. Det er ikke bare noget Lotte gør, det er (åbenbart) gængs kutyme at “man” gør sådan på apoteker. Nogle af de andre har endda lister med medicin de gerne vil have hvis det kommer ind – det er SÅ syret og jeg vil fremover anbefale alle at trække lortet ud i toilettet frem for at aflevere det. Medicn skal alligevel ud i toilettet efter at det er gået igennem et menneske – og jeg vil personligt ikke bidrage til andres misbrug ved at indlevere det på et apotek.
Jeg sagde ordret til psykiatrien at jeg godt var klar over at det kunne lyde som om jeg smider Lotte ind under bussen ved at fortælle om hendes massive misbrug af medicin og at hun tager medicin fra sin arbejdsplads, specielt efter at hendes nye psykiater kun vil udskrive 10 stk. af gangen til 10 dage, men hun bruger 10 stk. på 2-3 dage. Jeg var 100% bevist om at jeg nok ville miste hende som veninde, og jeg kunne egentlig ikke bebrejde hende, for jeg ville selv føle mig forrådt i hendes sted. Men jeg gjorde det for at hjælpe hende og fordi jeg vitterlig trode hun var ved at begå selvmord – og modsat mig, har hun små børn der har brug for en mor.
Lotte blev dog ikke (særlig) vred fordi hun egentlig gerne vil have hjælp. Jeg kørte ud til hende i tirsdags og gjorde rent, støvsuget osv. Psykiatrien har nu gjort det sådan at en hjemmehjælper skal komme og give hende medicin, så hun ikke doper sig – det syrede er bare, at en af hendes veninder er hjemmehjælper og nu er de to ved at finde ud af om hun kan få dén tjans med at besøge Lotte og give hende medicinen som hun jo skal observeres omkring…..
– jeg magter det ikke.
Onsdag d. 9. juni kl. 10.00 var jeg så til møde hos psykiatrien ang. mig selv jvf. det brev jeg tidligere har delt.
Inden da, havde jeg været ved læge og han printede det ud til mig, som hende psykologen jeg talte med over teams havde skrevet ⬇️
Jeg bliver SÅ provokeret af at der står at jeg er stoppet “efter eget ønske” – for det er 100% løgn. Jeg er ikke stoppet efter eget ønske, jeg ville ikke acceptere psykiatriens tilbud til mig og dérfor afsluttede psykiattien mig. Man kan VIRKELIG tale om at de omgåes sandheden lempfeldigt. Lidt alla “går den så går den”
Jeg sov ikke op til selve samtalen og var generelt mega presset i dagene op til, da jeg dels har hjulpet mine forældre i haven ret meget, da min Far blev 75 år d. 4. juni og Mor skulle fejre sin 70 års fødselsdag d. 9. juni for håndboldpigerne (altså dem min mor for mange mange år siden spillede professionel håndbold med) Oven i har der været Generalforsamling her i ejerforeningen hvor jeg bor (7. Juni) hvor jeg endte med at være den eneste der holdt oplæg, fordi de andre der var med i de forslag vi havde sendt ind til GF ikke (åbenbart) følte at de behøvede at tage deres del. Det var SÅ UFEDT og jeg gør det aldrig igen. Samtidig har min svigerinde (min ældste lillebrors kæreste) søgt et job som er i konflikt med det firma min lillesøster er ved at starte op. Min lillesøster føler at den viden hun har fortalt om hendes opstartside bla. til vores svigerinde, er havnet hos det firma hvor hun nu er ved at søge en ledende stilling og har været til 2-3 samtaler og ligger ret godt i svinget til at få jobbet. TOTAL krise i familien med siderne trukket hårdt op og mig der forsøger at være mere neutral end Schweiz under WW2.
Krydder det med Lottes doping dag og en rengøringsdag osv. Jeg var bare FLAD inden jeg overhoved ankom til psykiatrisk hospital – og da mine tarme samtidig beslutter sig for at lave en kollektiv akut offring, måtte jeg ud på toilettet i en vis fart – da jeg var færdig, efter 2 x toiletskyl og brug af klam toiletbørste, ville jeg (naturligvis) vaske hænder og lucky me, så røg toppen af vandhanen (der er elektronisk, altså med sensor på) AF så vandet stod ud til alle sider og jeg kunne ikke slukke for det……… fordi der ikke var noget at dreje på og da vandet stod ud til alle sider blev sensoren ved med at være aktiveret. Aiiimmmmm
Jeg lignede en der havde tissede på min kjole – jeg måtte derefter ned i receptionen og sige at vandhanen var defekt og spørge om de havde en håndtørre et sted, så jeg kunne tørrer min kjole. Dét havde de så ikke. Jeg følte mig som en MEGA idiot at gå rundt med en kjole med så stor en vandplet på.
Det ses måske ikke på billedet men der var vand OVER ALT – endda på væggene.
Anyway, til mødet var der, udover nordmandspsykologen også en anden ledende psykolog. Jeg har ikke fysisk set hende før, men jeg har hørt hendes navn mange mange gange. Første gang jeg hørte om hende, var mens jeg gik på Enhed for Selvmordsforebyggelse. Hun var hmm ikke mentor men hvad hedder det…..? Altså psykologen med den stille stemme havde hende som supervisor men allerede inden da, havde jeg hørt om hende inde på Jodel, altid kun i rosende vendinger. Hun har også lavet meget af det materiale der findes fra Region Midtjylland omkring Borderline.
7-9-13 havde vi alle mundbind på under samtalen, hele min underlæbe er ét stort væskende og frygtelig ømt forkølelsessår. På hagen har jeg 2 store bumser som ikke vil hele, fordi der er mere bums inde i dem, men uanset hvor mange gange jeg stikker en nål ind i bumsen og trykker hvid bums ud, forsvinder det ikke. Jeg har simpelthen opgivet at se pæn ud mere. Jeg ligner pis.
Jeg begyndte ret hurtigt at græde men formået (semi) ikke at loos my shit overfor dem, selv om jeg hele 3 x måtte sige “dét var ikke hvad jeg sagde…” da de lagde ord i min mund, ligesom jeg måtte vende den om, da de spurgte mig hvad jeg forventede af at komme ud på psykiatrisk hospital. Jeg sagde ordret, at jeg egentlig ikke havde gjort de store tanker om hvad jeg forventede af psykiatrien men mere var kommet for at hører hvad psykiatrien kunne tilbyde mig. Hvilket er korrekt.
Men det er simpelthen SÅ PSYKOLOG-AGTIG at sidde og lægge ord i min mund og forsøge at få mig til at svare på noget jeg slet ikke har et svar på!! Det var fuldstændig deja-vu til da Indianerlægen til første temasamtale 22. Maj 2019 gentagende gange spørger mig, på forskellige måder, hvad jeg forventede at få ud af at google Fede Dorit og hvorfor jeg gjorde det. Det er som om et “nej” eller “det ved jeg ikke” ikke er okay i psykiatrien.
På et tidspunkt siger Normandspsykologen, da jeg nævner at jeg har indsendt brevet fra CSM til psykiatrien hvormed jeg mener at det de (hun) spørger til, er information de allerede har (og dermed ikke behøver spørge ind til igen) Hertil siger Normandspsykologen: “jeg har ikke læst alt materialet men Kira (psykologen) nævnte det kort…..“
Øhhhh BUT WHY the fuck står der så i indkaldelsen til det online møde at jeg skal indsende alt relevant materiale forud for mødet og HVORFOR har du ikke læst materialet fra det online møde forud for denne fysiske samtale, så du er klædt ordentlig på og ENDNU MERE HVORFOR udstiller du dig selv og psykiatriens generelle indkompetance, ved at fortælle at du bogstaveligtalt ikke har gidet at læse det materiale der er ret vigtigt i forhold til det møde vi har nu?
Den ledende psykolog sagde envidere at der jo var frit sygehusvalg og at jeg jo kunne tage til Silkeborg…… jeg sad vitterlig og kikkede på hende og tænkte på om hun 1. forsøgte at være sjov 2. var komplet idiot 3. var ubegavet OG komplet idiot.
Jeg har boet i Silkeborg kommune, jeg er født i Silkeborg, jeg har gået i skole i Silkeborg og jeg er blevet seksuelt misbrugt i Silkeborg. Theres no fucking way jeg kører til Silkeborg for at få psykiatrisk hjælp!!
På vej hjem sad jeg og tænkte samtalen igennem og pludselig fik jeg et flash til en episode jeg havde glemt – for mange mange år siden mens jeg boede på gården, kørte jeg ned på Silkeborg Hospital, der står faktisk noget om det i mit journal da jeg gik ind og tjekkede det. Jeg havde underlivsproblemer og jeg kan huske at hende lægen jeg talte med, blot sagde til mig at jeg – i en alder af hvad, 20 år “bare skulle holde igen med at have så voldssom sex” – jeg følte min verden brød sammen, da hun ikke forstod mit råb om hjælp. Jeg tænker ikke det er normalt at så unge piger har et helt hvidt arret mellemkød, fyldt med friske rifter og sår og flænger på indersiden af skeden efter lange gullie negle. Jeg havde blå mærker på lårene helt oppe ved skridtet og blødte – og damen bad mig holde igen med voldssom sex.
Jeg havde FULDSTÆNDIG glemt ALT om den episode og jeg var faktisk i tvivl om hvorvidt det var et ægte minde eller bare brain-fuck, men jo mere jeg tænkte over det, jo mere dæmrede noget og da jeg tjekkede står der gangske kort noget om ung pige der er kommet ind på skadestuen med problemer i underlivet bla bla i mit online journal. Men ikke noget om omfanget af skader, samtalen vi havde eller ligende.
Jeg skal bare ALDRIG til Silkeborg igen.
Men som skrevet, så skulle jeg virkelig passe på ikke to loose my shit lige op i ansigtet på dem. Jeg havde taget min medicin med, som der stod i indkaldelsen at jeg skulle men vi kom aldrig til at tale om medicin. Det hele handlede om tillid og brud på samme og de endte med ikke at tilbyde mig noget, udover at de ville “vende tilbage” og så skulle vi ha en samtale mere. Jeg tænker derfor jeg har været vendt på endnu et fucked torsdagsmøde i går, men jeg har ikke hørt tilbage fra dem endnu.
Jeg græd så meget at mit mundbind var helt vådt, jeg kunne mærke at min næse løb med snot men det ville være ret klamt hvis jeg havde taget fat om min næse udenpå mundbindet og presset pure snot ud af den og bare ladet mundbindet suge snottet til sig….. i stedet for valgte jeg den lige så klamme vej, og det var at lade snottet løbe ned fra næsen og ind i min mund, hvor store dele af det forsvandt. Resten lagerede sig på min hage, hvor jeg et kort øjeblik frygtede at det ville glide ud under mundbindet, men da jeg (åbenbart) har et lille hoved, dækker mundbindet også min hage og et stykke ind under hagen.
Da jeg gik derfra, slukkede jeg for optagelsen af samtalen og sørgede for at gemme den i skyen, mens jeg gik direkte på toilet og ofrede de sidste krummer i mine tarme. Herefter kom den enormt lange tur fra afdelingen for personlighedsforstyrrelse og ud i friheden, gennem den kæmpe foye fyldt med mennesker – og jeg græd og græd og græd.
Det var som om der var noget inde i mig der var gået i stykker – normalt vil jeg kører ud fra betalingsparkering så hurtigt som muligt, for at spare penge, men jeg endte med at sidde i 40 minutter i bilen på p-pladsen og græde med hoved hvilende på rattet og snot og tåre i frit fald ned på min i forvejen våde skjoldet kjole (som nu er vasket igen) Jeg var SÅ smadret at jeg bare drømte om at sove – hvis jeg kunne havde fået ro og været sikker på ro, så havde jeg lagt mig til at sove lige dér i bilen midt på p-pladsen. Det var som om mit indre bare brændte total sammen og lukkede ned.
Jeg kørte hjem og uden at lufte Ella, men med havedøren åben ud til haven, gik jeg direkte ind og lagde mig til at sove. Da jeg vågnede havde min søster skrevet om jeg ville hente min niece, så det gjorde jeg – og så i seng igen. I går forsøgte jeg at lave ingenting men endte alligevel med at lave en masse og i dag var det så Lottes fødselsdag og i morgen bliver min niece 2 år og der er morgenmad kl. 09.00 hos mine forældre – det er så 2 dag i træk jeg er oppe kl. pis for at være der for andre på deres fødselsdage når det eneste jeg drømmer om er at sove sove sove sove. På onsdag har min lillesøster fødselsdag og d. 23 min mor.
På mandag skal jeg til eksamen i Biologi C og det kan gå dårligt eller mega dårligt. Dårligt så består jeg, mega dårligt så dumper jeg. Jeg har ikke haft åbnet en bog siden jeg afleverede min sidste opgave og jeg er helt på det rene med at det får jeg heller ikke gjort. Energien og overskuddet er der bare ikke. Jeg er virkelig sendt til tælling.
I dag får jeg så et brev fra Datatilsynet – se nedenfor i kronologisk orden. Jeg har naturligvis IKKE modtaget et brev fra Datatilsynet 4. juni for så at skrive og rykke for svar 8. juni. WTF! Hende juristen er fuldstændig væk (TAK til Prinsesse Isabella for at skabe det nye udtryk “Er du helt væk eller hvad?” – hvis du ikke ved hvad jeg taler om, så google det klip der blev optaget til hendes brors konfirmation for ikke så længe siden, hvor man hører hende tale til sin mor. Jeg er mega fan!)
Senere på dagen får jeg så en e-boks besked mere fra Datatilsynet, hvor i de har vedhæftet brevet de påstår de har sendt 4. juni. Brevet er vedhæftet som fil.
Jeg syntes det er UTROLIGT at to offentlige instanser kan sidde og skubbe en sag fra skrivebord til skrivebord. Det har de så gjort i 1 år (til August 2021) Men bottom line, jeg er FULDSTÆNDIG LIGEGLAD hvad de mener, det er IKKE lovligt at tage information med fra privat regi og bruge det på et offentligt hospital. Prøv lige at sæt dig selv ind i ligningen, ingen vil da syntes det er en okay behandling.
I næste uge ansætter jeg en advokat. Ingen skal slippe afsted med at trække mig baglænds gennem en underprioriteret psykiatri og bruge ressourcer på at behandle mig som et udskud.
Kunstmaleren smser og ringer stadig og onsdag fik jeg en sms fra Norman som viste sig at være spam og så kunne jeg så få lov til at føle mig dobbelt dum igen, fordi jeg et kort øjeblik troede han havde tænkt på mig.
Just leave me be or I’ll FUCK-YOU-OVER.
Hvad har DU på hjertet?