Er gået på druk efter at jeg tog mig selv i at google “how to comit painless suicide” på spansk, engelsk og dansk for 3. Aften i træk.
Livet er virkelig ikke værd at leve – og alligevel er jeg her endnu? Er jeg dum eller et useriøst menneske?
Jeg tænker på min psykolog med den stille stemme og hendes “don’t commit suicide when your suicidal” og på min Psykiater-Lærling og hendes rolige aura, når hun kikkede på mig med sine blå øjne og på min kolonihave.
Alle 3 ting er noget jeg savner, men også 3 ting som er urealistiske i mit liv men pt. Er det de 3 ting der holder mig fra at skrige af smerte og få (endnu mere) hævede øjne pga. Gråd for 3. Aften i træk og springe ud fra molen med blybælte på
Jeg ønsket at nogen tager min indre smerte og sorg ud og væk. Hellere være uden følelser end at have følelser som folk ikke tager seriøs
Hvad har DU på hjertet?