Efter en nat med feber og flydende snot der i en lind strøm flød ud af mit højre næsebor så snart jeg lå på siden, startede jeg dagen med at ringe til den del af Region Midtjylland som står for privatmarkeringen af hospitals journaler (lås af journaler) Jeg kunne ikke læse halvdelen af deres brev pga. fejl med ÆØÅ – jeg sjusser at Regionen nok har købt et engelsk kodet system og implementeret det til Dansk uden at få sprogsettings opdateret. Mega uprofessionelt, specielt fordi jeg jo via mine skattekroner betaler for at få et brev der er ulæseligt.
Dernæst forstod jeg ikke hvorfor de ikke kunne privatmarkere mit journal frem til januar 2029 som jeg havde valgt. Det skyldes at de kun kan privatmarkere så langt frem som der er opslag/noter – dvs. jeg skal løbende selv opdatere når der kommer nyt i mit journal. Det tog mig kun 22 opkaldsforsøg i deres telefontid, fordelt på 3 dage at komme igennem til dét.
Så ringede jeg (igen) til Århus Vand og med den søøøødeste stemme bad jeg dem om please at komme og lægge brønddækslet korrekt på brønden/kloaken der er liiiige ude foran mit soveværelsesvindue. Det er 2. gang siden jeg flyttede ind, at dækslet ligger skævt og derfor ligger og siger “dunk dunk, dunk dunk” når biler hele døgnet rundt, kører henover dækslet. Nu har jeg gemt det direkte nummer til personen der sidder med det, i min telefon, for lur mig om det ikke kommer til at ske igen.
– jeg bliver idiot hvis jeg skal bo sådan her ret meget længere.
Så i bad, jeg var så kold i hele kroppen at det eneste jeg drømte om var et varmt bad, men der er så meget kalk i rørene at mit blandingsbatteri ikke kan give mig varmt vand nok til bare ét varmt bad, så det er altid sådan en bittersweet fornøjelse at gå i bad. Jeg tror faktisk aldrig jeg har boet så kalkfyldt et sted før.
Så afsted til min selvbetalte psykolog, hvor jeg græd så meget at jeg måtte bruge kleenex til at stoppe mine tårere fra at blande sig med den linde strøm af snot der løb ud af min næse. Mine kæber begyndte at gøre SÅ ondt mens vi talte, at jeg til sidst næsten ikke kunne tale, fordi hvert ord var en kræftanstrængelse af dimentioner for mine kæber. Mit hoved dunkede som var der sat et bånd omkring mit kranie, som for hvert et åndedrag jeg tog, blev spændt mere og mere.
Efter at jeg havde været hos min psykolog, skulle jeg til læge – for at have noget at tage med til lægen – som skulle lave en genhenvisning til psykiatrisk hospital – lavede min psykolog de her tests på mig. Som jeg fik med.
Min psykolog sagde ordret til mig at hun ikke kunne give mig den hjælp jeg havde brug for, hun ville gerne hjælpe mig, men hun og psykologklinikken var simpelthen ikke gearet til at hjælpe mig, fordi jeg havde så ekstremt meget brug for konkret langvarig psykiatrisk hjælp. Det var hun slet ikke i tvivl om.
Hun kunne heller ikke forstå at der aldrig er nogen der har nævnt PTSD overfor mig, som en diagnose/sygdom jeg lider af. Hun remsede op på fingerne hvilken symptomer der skulle være til stedet for at man som person kvalificeres til at lide af PTSD. Det føltes som om hun trykkede på blå mærker eller spændte bylder der bare ventede på at briste, da hun remsede punkterne op – jeg græd og græd og græd. De passede alle sammen på mig. Hver og en. Og jeg anede det slet ikke.
Så spurgte hun om hun måtte lave ovenstående test på mig, hun læste op, jeg svarede og hun satte krydsene. Og på min forespørgsel skrev hun dem under og satte et stempel, så ingen kan beskylde mig for at have fabrikeret dem selv, eller faket hendes underskrift eller noget (sind)sygt i den stil, som psykiatrien er eksperter i at “se” ud af ting vi andre ikke kan se. Du ved, for at gøre mig selv interessant, for at overskride grænser olign. Testene skulle jeg tage med til min læge.
Som sagt så gjort, jeg kom 45 minutter før min tid, fordi jeg havde så dårlig mave at jeg VIRKELIG skulle på toilet – og ca. 8,5 minut efter at jeg forlod et rent men ildelugtende toilet, gik sekretæren derud……. fuck me sideways…… men jeg kan jo vitterlig ikke gøre for det.
Inde hos lægen græd jeg så jeg trode jeg skulle blive kvalt i min ansigtsmaske. Det positive ved en ansigtsmaske er at man kan sidde med åben mund og tungen ud af munden, uden at nogen kan se at man ligner en idiot – mine kæber lukkede sig mere og mere og er i skrivende stund stadig ikke stoppet med at smerte helt om bag ørene.
Det andet positive ved mundbind er at snot der løber frit ud fra næseboret, bliver absoberet inden det rammer munden, lækkert på den ulækre måde.
Min læge gav sig god tid til at læse testene og brevet fra CSM, inden han med 2 fingre duttede sig igennem en henvisning til afdelingen for Depression og Angst, uden at han dog kunne love at jeg ville havne dér.
Og så trykkede han på send og jeg gik nærmest med det samme. Jeg var SÅ træt at jeg troede jeg skulle falde død om.
Herefter skulle jeg en tur til Vejle, ja I know. Vejle. Lang historie kort, jeg har en lampe som Lotte min eneste veninde er død forelsket i, det er en multifarvet krystallysekrone, men jeg vil ikke af med min. I Vejle var der en som solgte en magen til, til 65 kr, så jeg købte den. Naturligvis. Men så skal lortet jo også hentes. Og efter udskydelser efter udskydelser, måtte jeg kører derned.
Jeg lå i venstre side med ca. 160-180 km i timen og knaldende højt musik. Jeg tænkte flere gange på hvor nemt det ville være bare at slippe rettet og banke op bag i en af de ufattelig mange lokkende lastbiler der var på vejen båden frem og tilbage.
Så hjem og hente Ella hos mine forældre, jeg snakkede kort med Mor, hun kunne vist ikke se at jeg havde grædt hele dagen, hun nævnte i hvert fald ikke noget. Da jeg stiger ud af bilen hjemme på p-pladsen bliver jeg nærmest overfaldt af opgangsformanden, som ville spørge ind til 3 forslag til den kommende Generalforsamling, som jeg har formuleret sammen med 8 andre beboer i ejendommen/ejerforeningen. Da jeg jo ikke er ejer, er det jo mine forældre der har skrevet under men det var åbenbart mig der skulle overfaldes med spørgsmål om at hvis man ønskede forandringer, så måtte man jo selv være de forandringer man ønskede og bla bla bla.
Jeg ligner virkelig lort i hoved, det kan selv jeg se. Han kunne åbenbart ikke, for han fortsatte så længe at Ella endte med at lægge sig ned på fortorvet og kikke på mig. Til sidst måtte jeg simpelthen afbryde ham, hårdt og kontant, jeg kunne ikke komme på andre måder – og så vendte jeg fysisk ryggen til ham og gik, mens han forsatte med at skænde på mig mens jeg gik væk fra ham med ryggen til.
Jeg gik direkte ind, låste døren, lukkede Ella ud i haven mens jeg tog mit overtøj af, satte kylling over (det skal koges) til Ella, gik ud i haven og tjekkede for pøller og da hun havde spist lukkede jeg døren til haven og nu sidder jeg her i sofaen mens Ella ligger og snorker med tungen ud af munden.
JEG-ER-SMADRET-OG-SENDT-TIL-TÆLLING. JEG-GIDER-END-IKKE-ØNSKE-AT-DØ-I-NAT-FOR-DET-SKER-JO-ALLIGEVEL-IKKE.
Hvad har DU på hjertet?