I dag er det fredag (igen) og jeg har valgt ikke at tage ud i kolonihaven og kikke efter om der er slået huse op til salg. Jeg magter ikke at tænke på, at det at jeg går tur dér og plukker skovjordbær, er lig med at jeg vil min psykiater-lærling/behandlere privat. De har den vildeste fantasi derude og det er på en måde så komisk, for jeg har altid fået at vide at min fantasi var stor, vild og uden sammenhæng! Problemet er bare, at det vil falde tilbage på mig, uanset hvor ulogisk-tænkende de damer er. Det vil altid blive drejet til at være min skyld, min fejl, mit problem.
Jeg har ikke taget medicin i 2 dage. Jeg føler det er et dejavu af samme tid, sidste år, men jeg kan ikke overskue at tage medicin bare for ikke at være syg, når jeg i så mange år ikke har været syg-syg. Jeg har det jo kun sådan her, fordi jeg plaprede løs til min psykiater-lærling, det skulle jeg ALDRIG havde gjort!!
Min Gudfar sagde altid at ingen ville tro på mig hvis jeg fortalte om hvad der skete og var sket. Det piner mig helt ind i hjertekullet, men han har jo ret, selv i døden har han ret, ingen tror på mig og ingen lytter.
At åbne op for ting man en gang har besluttet at lade ligge, er ikke klogt. Jeg fik det så dårligt af at tale om det, og da jeg så starter hos Fede Dorit, kører hun mig total over som en buldozer med larvefødder fordi MIN diagnose er 100% lig relations problemer så det er naturligvis dét vi skal tale om. Jeg tror 100% ikke på at nogen af de psykologer der er i psykiatrien i Danmark, er egnet til at tale med personer der er blevet seksuelt udnyttet. Der er ikke et fag eller semester eller blot et kapitel i deres pensum som omhandler hvad der sker i hjernen og sindet når man er blevet udnyttet, misbrugt, ydmyget og trådt på. Ergo er de ikke gearet til det. Ingen er det. Og sådan noget fører til fejldiagnoser og fejlbehandlinger.
I nat var Ella hos Far og Mor, dejligt. Dejligt dejligt dejligt. Jeg kan bestemt ikke anbefale nogen at få en hund – det er SÅ hårdt!
Jeg drømte at jeg kom ind på jordemoderstudiet og i min drøm græd jeg af glæde og jeg kunne hører mig selv sige “jeg skal være jordemoder!” med en tone i stemmen der fortalte mig, at jeg netop, efter 42 år, havde fundet mit livskald. Min mening med livet. Det var en virkelig virkelig god drøm at drømme men det var også en virkelig dårlig drøm at vågne op fra, da alt hvad jeg drømmer af gode ting, aldrig bliver til noget. It’s a fact.
Jeg har kun fortalt ejerforeningens kontaktperson om drømmen. Hun ringede for at få nogle ting ang. bestyrelsen på plads inden hun gik på sommerferie i dag. Vi talte kort om hvor træls det er med hele det her bestyrelses noget og så nævner hun at hun håbede, når hun kommer tilbage fra hendes ferie, at jeg var kommet ind på mit studie. De var så søde at skrive en arbejdsgivererklæring for mig, for det, faktisk massive stykke arbejde, jeg har lavet siden 2015. Og så fortalte jeg hende om drømmen. Hendes kommentar var, at hvis jeg ligefrem drømmer om det, så er det virkelig noget jeg gerne vil. Jeg fik tåre i øjenene da hun sagde det og måtte beherske mig selv for ikke at græde mens vi stadig talte sammen. Jeg græd først bagefter.
Jeg sover så dårligt om natten og selv om jeg ikke sover om dagen, så ligger jeg vågen til klokken 3 hver nat og skal SLÅS med mig selv for overhoved at stå op og tisse, selv om jeg har fysisk ondt i blæren, fordi den er så spændt af urin. Jeg har ikke lyst til at stå op. Jeg har ikke lyst til at gå ud af mit soveværelse. Jeg har ikke lyst til at lave andet end at ligge i min seng, først på den ene side indtil armen følese som om den er død, så på den anden side og til sidst på ryggen eller maven, afhængig af hvor ømt min lænd er. Jeg har et stort svej i lænden fra naturens side, for 300 år siden ville min krop være skabt til et korset og en kjole med strut-rumpe, fordi det er sådan min krop allerede ser ud, men i dag er det bare bøvl.
Jeg mødtes med Mor ved Elgiganten for at købe en ipad til min onkel, min mors lillebror, som bliver 60 på søndag. Han ville havde holdt en stor fest men pga. corona kunne det ikke lade sig gøre. Det er ham som bor i mormors og morfars hus, det hus morfar selv tegnede og byggede, dengang området blot var marker. Morfar var meget fremtidssynet og anderledes, han lavede bla. nogle af de første plexiglas stole lige efter krigen og huset her, bygget han i mørkerøde muresten med sort fuge og sort tag. Det havde ingen set før dengang. Det ene badeværelse er kyllingegult, ikke karrygult men sart gult, ligesom det chatol jeg lige har solgt. Det andet badeværelse er hvidt og har et sidde badekar – det var det BEDSTE jeg vidste da jeg var barn, at sidde dér i badekaret mens mormor sad på toilettet og læste for mig. Hold nu op hvor jeg savner min Mormor!!! ❤️
Anyway, jeg fik det hele med hjem og skal sætte det op, min onkel har valgt ikke at få gravet internet ind til huset, så der er ingen net (og sygt dårlig dækning!) men jeg har kun fået sat ipaden til strøm. Intet andet. Ella er stadig hos Far og Mor. Det er SÅ befriende at være helt alene, jeg tænkte på her til aften da jeg slukkede lys og gik ind i sengen, at det vist er første gang jeg ikke har haft Ella i 2 dage siden jeg flyttede ind.
Jeg har onaneret 2 x i dag, det føltes godt, men også forkert. Dog kom der ingen følelse af at jeg var/er beskidt, så det er da altid noget. Min mave er dog så dårlig, at jeg føler mig beskidt dér, så jeg har vasket mig inden jeg gik i seng. Hele mit mellemkød er nærmest et åbent sår, eller nej det er det ikke, det er tusind små revner, nok nærmere 4-8 stk. men det føles som tusinde og jeg har buler omkring ringmusklen. Det er ikke hemorider men ømme blistre der kommer og går. Hvis der går hul på dem, som der feks. kan gøre når jeg tørre mig, så tager de vildt langt tid om at hele. Og uanset om de er åbne eller lukket, så er det ømme, ømme ømme ømme.
Jeg har ikke taget min medicin i et par dage nu, jeg er virkelig i tvivl om hvad jeg skal gøre, for jeg syntes jeg har det VIRKELIG dårligt, men det var mens jeg tog dem regelmæssigt. Så hvad er pointen i at tage medicin hvis jeg har det så dårligt at jeg knap kan fokusere, stå op, planlægge min dag eller noget? Burde medicinen ikke hjælpe mig til et bedre liv?
Det fik mig til at tænke på, her til aften mens jeg spiste min sushi, købt for mine kolinihavepenge – jeg har misted mit alm. visadankort, det er pist væk og jeg har spærret det, så nu bruger jeg af mine penge fra mit lunaway kort som er øremærket til at købe en kolonihave for, selv om der er laaang vej endnu. Det er mine storskraldspenge. Anyway, mens jeg sad og spiste sushi og kikkede på den øl jeg havde hældt op men ikke lyst til, fordi min mave gjorde så ondt
da tænkte jeg for første gang sådan rigtig alvorligt på, om jeg skulle tage tøj på og kører ud på psykiatrisk skadestue. Det er en tanke jeg ikke har tænkt før. Nogensinde.
JEG VIL IKKE TILBAGE TIL PSYKIATRISK HOSPITAL.
Og netop fordi jeg har det sådan, er det ikke en tanke jeg før har tænkt. For jeg mener det helt inde i mine knogler. Jeg vil ikke tilbage. Da jeg var barn eller dengang jeg først lært at der var noget som hed et psykiatrisk hospital, der trode jeg i mange mange år, helt op i slut 30’erne, at det var sådan et sted hvor de låste patienterne inde i små rum med et lille bitte vindue i døren og virkelig dårlig luft og så stod de udenfor og kikkede ind på en, indtil man gjorde hvad de sagde man skulle. Det var min helt klare opfattelse af psykiatrien. Faktisk kan du spørge alle dem jeg gik i byen med da jeg var yngre, det var noget vi ofte grinede af, at jeg tænkte sådan.
Netop derfor var jeg også meget modstander af overhoved at tage derud, dengang i Januar 2017, men jeg var der hvor jeg godt vidste at jeg ikke kunne vinde denne her kamp uden hjælp fra nogle andre sider end de sider jeg allerede havde prøvet, hvilket var og er ca. alt andet. Så jeg gik STIK imod alt hvad føltes korrekt, rigtigt og naturligt og tog derud.
Fast forward, nu i dag faktisk, 17. Juli 2020 er det præcist 2 år siden jeg havde sidste terapi dag hos min Psykiater-Lærling, hende jeg for første gang nogensinde fortalte om min Gudfar, om alt det der skete da jeg var barn og da jeg boede på gården og i årene efter. Jeg åbnede mig op og fortalte hende om Sømanden, om voldtægterne, om graviditeterne, om kønssygdomme, om blå mærker, flækket mellemkød, om skyldfølelsen, skammen, sorgen og den altopslugende ensomhed. Om at blive forladt og efterladt.
Det er også 2 år senere, at jeg kan konkludere at de vitterlig ikke er til at stole på, ude på psykiatrisk hospital. De er som jeg trode, de er som jeg altid har tænkt, kun ude på at få en til at sige sandheden og når man så har gjort dét, stik imod AL sund fornuft, så vender de det om og bruger det imod en.
Jeg gik med åbent hjerte og sind ind i terapien med Fede Dorit – hvordan kunne jeg andet, med den viden jeg kom med omkring psykiatrien pga. psykologen med den stille stemme og min psykiater-lærling? Men allerede efter et par gange, vidste jeg at det her var dødsdømt. Dels aflyste hun i et væk og dels var hendes fokus et helt andet sted end på MIG.
Jeg er sikker på at hun havde fokus på Deirdre-Ann, men ikke personen Deirdre-Ann eller mennesket Deirdre-Ann. Nej hendes fokus var på patienten Deirdre-Ann, på diagnoserne bag patienten. Uden at være psykolog, kan jeg fortælle dig at dét er forkert. Du kommer aldrig særlig langt eller får et succesfuld udfald ud af noget, hvis ikke du ser mennesket bag navnet, papiret, diagnosen, jobbet, billedet, bloggen etc. Det er mennesket der skal ses, høres og ikke mindst føle sig set og hørt, før problemerne, udfordringerne, diagnoserne mv. kan løsnes op, rulles ud, lappes, laves og leves med. Men dét er helt sikkert, dét forstår Fede Dorit ikke. Det er slet ikke sådan hun arbejder.
Det er – i min ydmyge optik – fuldstændig ligegyldigt hvor og med hvad du arbejder, om du er psykolog, læge, psykiater, jordemoder, pædagog, bankdirektør etc. Du bliver NØD til at se mennesket du arbejder med/overfor, før det bliver godt. Nogle kalder det anerkendelse. Andre resonans. Jeg kalder det noget så simpelt som at se mennesket. Rigtig se.
Hvis jeg tager ud på psykiatrisk skadestue nu vil de måske bide mærke i dagens dato og mene jeg er der pga. dén. Måske vil de bide mærke i at jeg snart har fødselsdag og mene at jeg er der pga. dét. Måske vil de bide mærke i at jeg har en sag kørende hos Styrelsen for Patientklager og mene at jeg er der pga. dén. Jeg er slet ikke i tvivl om at de vil drage konklusioner ud fra mit journal og ud fra hvad deres kollegaer har skrevet ind, frem for hvad der sidder overfor dem. Før har jeg nogle gange tænkt med gys og gru på, at jeg måske kunne støde ind i ham psykiateren jeg arbejdede sammen med, hvis jeg kom derud igen, forstået på den måde at hvis min læge tvangsindlagte mig. Det kan jeg ikke mere da han har flyttet region.
Men jeg kan feks. ske at støde ind i Indianerlægen eller i min psykiater-lærling eller i hende psykiateren som jeg så absolut ikke kender og aldrig har set, men som har været inde og rette i mit journal. Pga. dét kan jeg hendes navn i søvne. Fucking Twat.
Efter at havde tænkt på ovenstående, kom jeg frem til at jeg alligevel ikke ville kunne hjælpes, så frem jeg kom derud. Enten ville de drage deres egne konklusioner, eller også ville jeg, med mit held und all, risikere at en af de 3 psykiatre har vagten i aften og ville ingen af de to scenarier udspille sig, hvad ville min pointe og mit ønske og mit slut mål egentlig være, med at tage derud? At komme tilbage i psykiatrisk behandling? Min diagnose er den samme og jeg ville havne hos de samme moralsk korrupte kvinder og måske ville de overtale mig til at starte på medicin igen og så sende mig hjem igen, fordi jeg jo ikke ønsker at blive indlagt og jeg ønsker heller ikke at starte i psykiatrien igen – såååååå resultatet ville være hvad?
En skulder at græde op af? Tag dig sammen Deirdre-Ann!!!
Og appropo at tage sig sammen, så har jeg købt noget virkelig kvalitetsagtig til mig selv – jeg har købt et par joggingbukser fra Australske UGG som er SÅ lækre at det er som at gå med skyer omkring benene (hvilket er noget nær et mirakel, da min hud er SÅ øm på benene!) Samtidig købte jeg et par pink hjemmesko med fåreuld inden i – de fåes i 8 farver og kostede 799 kr, hvilket i min verden er rasende mange penge men OMG hvor er det som at gå på den blødeste pinke græsplæne!
Så hvis du trænger til et par nye joggingbukser, til at gå hjemme i men som også er pæne nok til at du kan blive set i den lokale et eller andet og hvis du ved at vinteren bliver fucking lang og mørke og kold og gulvarmen ikke eksistere eller du altid har kolde tær eller dine hjemmesko fra 2012 er så glatte under bunden at de er sundhedsfarlige at gå i, så skal du shoppe UGG!
I dag er forresten også dagen hvor Michelles lillesøster bliver 40 år. Jeg har brugt 95$ på at sende blomster til hende, i min optik lignede buketten ikke nær noget den pris men so be it, hun blev HIMMEL HENRYGT og dét var alle pengene værd!
Jeg har også fået endnu et brev fra forsikringen (modpartens) fra skaden 31. August 2019, de nægter stadig at betale for min doula uddannelse og jeg ved at deres spil er at kører mig træt, og selv om jeg har lovet mig selv at jeg ikke kan køres træt af mennesker der viser dominans, så virker det faktisk på mig. Jeg orker ikke mere – jeg har ingen advokat, jeg har ingen hjælp. Der er åbenbart bare kun mig der syntes det er forkert at jeg mister 24.000 kr på at blive påkørt bagfra mens jeg overholder færdselssloven og fartgrænsen for slet ikke at nævne hvor meget min bil har været i stykker lige siden. Det kan faktisk ikke betale sig at lave mere på den, men jeg har ikke råd til en ny/anden.
Life sucks so so hard. Fuck dig Hr. Gud! 🖕🏻
Hvad har DU på hjertet?