Opvaskemaskinen…

Da jeg vidste jeg skulle købe lejligheden jeg bor i og at jeg samtidig blev udskrevet fra Psykiatrisk Hospital, vidste jeg med mig selv, at jeg måtte lave nogle radikale ændringer i mit liv, hvis jeg skulle overleve denne – for mig – store og stressfyldte omvæltning i mit liv.

Så jeg besluttede mig for at jeg måtte starte med at få nogle bedre spise vaner, som forhåbentlig ville fører til en bedre søvnrytme og et bedre forhold til min krop. Hvis jeg får sovet bedre og føler mig bedre tilpas i mig selv, når jeg er vågen, så er chancerne for at jeg får et mere positivt livssyn større end hvis ovenstående ikke sker.

Det er museskridt men noget skal jeg jo gøre og da jeg nærmest har prøvet alt, er det begrænset hvad jeg kan gøre mere eller yderlig.

Så jeg besluttede mig for, at jeg måtte finde mig selv en måde at få mere og bedre mad. Valget faldt på Find Måltidskasser, hvor jeg fandt et par måltidskasser der levere til enkle personer. Der er jo ingen grund til at jeg får leveret mad til 2 eller flere personer, når jeg knap kan huske at spise for 1 person.

Men mad er bare én ting af mange problemer, mit andet store problem er at jeg ikke gider gå i køkkenet, dels fordi køkkener generelt minder mig uafttelig meget om min Gudfar. Vi havde mange gode pandekage dage i køkkenet med min Gudmor, vi spillede meget kort (gris og wist) og jeg fik fortalt mange gode historier i det lune varme køkken på gården som senere blev min gård.
– men der er også ufattelig mange og langt flere sorte mørke og ikke mindeværdige minder fra køkkenet og køkkener generelt. Jeg er blevet voldtaget så mange gange i køkkenet, jeg er blevet slået eller fået en skabslåge åbnet op i hoved, jeg er blevet dasket til med bestik (lyder banalt men en ske oven i hoved kan faktisk gøre smertelig ondt) og jeg er blevet tvunget til at tage opvask mange mange gange.

Da jeg senere selv flyttede ind på gården, gemte jeg min opvask under håndvasken i køkkenet, fordi jeg ingen opvaskemaskine havde og ingen bakkede op omkring at jeg skulle have en – så min opvask var jo et synligt bevis på om jeg var hjemme eller ej. Jeg skulle stå til ansvar for begge dele. Der var rigtig meget vindueskikkeri på den gård. Ikke at jeg selv i dag er for fin til at kikke ind af folks vinduer, for det er jeg ikke. Jeg kikker ind hvor jeg kan og tænker på hvilket liv der mon leves derinde, pudsigt nok oplever min hjerne altid kun at der leves gode liv bag vinduerne, også selv om det statistisk ikke er korrekt.

I dag kan jeg have opvask stående i flere uger, til det stinker råddent (for jeg skyller heller ikke af) og bananfluerne oversvømmer min lejlighed. Og jeg er helt kølig. Jeg går sjældent ud i mit køkken. Når jeg skal have vand, tager jeg det var håndvasken på badeværelset og spiser jeg noget i løbet af en dag, er det med 100% garanti take-way. Ellers spiser jeg simpelthen ikke, men lever af væske. Og nej, jeg er ikke tynd og sporty og lækker. Tværtimod.

Så jeg besluttede mig for, at hvis måltidskassen skulle blive en succes, så måtte jeg også gøre noget ved min køkken situation. Jeg har kun haft opvaskemaskine i de knap 5 år jeg var sammen med It manden og det er mere end 20 år siden jeg flyttede hjemmefra. Så en opvaskemaskine måtte jeg have.

Men min køkken er lille bitte og en opvaskemaskine ville betyde at jeg måtte sløjfe 5 skuffer – hvis indhold jeg stadig ikke ved hvor jeg skal gøre af. Men jeg traf beslutningen endelig i midten af februar og gik igang for at være i god tid, til at min opvaskemaskine skulle leveres Fredag d. 28. Februar.

Min plan var at købe en ny bordplade. Den som ligger på nu, er ramponeret, med brændmærker og masser af vandskjold. Min søster og hendes dengang lægekæreste skiftede bordpladen fordi de skiftede vasken – hvorfor ved jeg ikke. Men bordpladen havde allerede dengang ikke samme farve som resten af køkken bordpladerne. Træls nok men jeg har vænnet mig til det.

Da jeg finder ud af hvor dyre selv små stykker bordplade er, vælger jeg at slibe bordpladen ned og gøre den lækker igen med bordpladeolie.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Mens jeg står og sliber på bordpladen ude ved mine storskraldsting og bruger 3 timer og 4 forskellige korn af sandpapir, ringer min søster og jeg hører ikke telefonen, pga. larmen fra min rystepudser (som er fra da jeg boede på gården dvs. mere end 20 år gl.)

Jeg ringer tilbage og fortæller at jeg ikke hørte telefonen pga. at jeg var igang med at slibe. Min søster siger at jeg da ikke behøver at tage bordpladen af, jeg kan da bare slibe den i køkkenet, det har hun før gjort. Og så giver hun mig en forklaring på hvordan hun gjorde og hvordan jeg kunne undgå støv i skabene ved at slibe bordpladen direkte i lejligheden.

Inde i mit hjerte ved jeg at jeg har gjort det korrekte ved at afmontere bordpladen, og tage den med ud i det fri for at slibe den. Jeg ved at den korrekte fremgangsmåde for få alle hak, alle mærker efter varme gryder, alle vandmærker omkring selve vasken til at gå væk, er at slibe bordpladen ordenligt ned – men alligevel ruller skyggen af tvivl om, hvorvidt jeg gør det rigtige ind over mig. Og det er på alle måder så latterligt.

Min søster kan ikke søsætte og færdiggøre et gør-det-selv projekt og når jeg ser på de ting hun har lavet dengang og det som jeg står med nu, så kan jeg se at det ikke er lavet korrekt.

Feks. har de, min søster og hendes daværende kæreste, valgt at købe den billige løsning af listerne langs bordpladen. But why? De originale, som nok er gået til da de vil skifte bordpladen, var i samme gennemfarvede træsort. Dvs. da jeg nu står og sliber bordpladen, vil jeg naturligvis også slibe listerne, så det hele bliver fint og ensfarvet – men ak, de har blot købt de billige naturfarvede trælister og så efterfølgende farvet dem med træolie. Det er en ok måde at springe over hvor gæret er lavest eller prisen er billigst men det er jo ikke ok, når det som var før, var en bedre kvalitet – og det betyder at jeg nu står med en fin lækker bordplade og lister som ligner noget der er løgn.

• 

• 

• 

Så, som nyslået lejlighedsejer (måske) må jeg igang med at købe nye lister i samme træsort. De koster 249 kr pr. meter og man kan kun købe minimum 3 meter i Bauhaus.

Men bordpladen bliver så fin og det samme gør listerne og da jeg får rengjort håndvasken og afkalket alting, ser det ud som nyt.

Jeg får – efter længere diskussion med ejerforeningen – udskiftet faldstammerøret i min lejlighed under køkkenvasken og får en vvs’er til at komme og klargøre til at der skal installeres en opvaskemaskine. Fodnote til mig selv: De 15 min. han brugte og den efterfølgende regning på 2200 + kr kan du selv udfører til 80 kr for rør i fremtiden. Han var der vitterlig kun i 15 min, for jeg tog tid. Han har fakturert mig for 2x time, men han stod 20 min. nede på gaden og talte i telefon, så frækt. Ham bruger jeg aldrig igen.

Nå, men så var vvs arbejdet udført og jeg ringede til Elgiganten hvor jeg har købt opvaskemaskinen og bad om at få den leveret tidligere end d. 28. Februar, da jeg jo kunne se at jeg var færdig hurtigere. Så jeg fik den bestilt til levering + indbæring d. 24. Februar mellem 06.00 og 08.00. Jeg fik 3 mails og 2 smser fra Elgigangen før levering, om hvad jeg skulle være opmærksom på, at jeg skulle huske at være hjemme osv.

Jeg er oppe kl. PIS fordi der i en af smserne står at de ringer 30 min. før ankomst fra ukendt nummer, dvs. de kan ringe kl. 05.30 og så må jeg jo være oppe og klar. Så det er jeg – efter endnu en nat uden ordentlig søvn.

Da klokken er 08.30 er der stadig ikke kommet nogen og ingen har haft ringet og Elgigantens kundeservice er ikke åben endnu. Da de åbner ringer jeg og klager og får mine 499 kr retur for levering og skriver enlæstelig omtale på nettet. De kommer kl. 09.00 og har ingen forklaring, de sætter bare opvaskemaskinen og går. Der var desuden ingen der ringede i forvejen.

Da jeg får opvaskemaskinen pakket ud, opdager jeg at den er våd inden i – jeg var bogstaveligtalt et spejderhagl fra at brænde sammen! Nu har de fandeme også leveret en brugt opvaskemaskine til mig…..Jeg ringer igen til Elgiganten, som fortæller mig at det blot er fordi den er blevet testet for om den virker, hvilket åbenbart er en god ting – jeg siger at det lyder til at være så god en ting, at de burde lave et klistermærke og sætte på opvaskemaskinen, hvor der står at den er blevet tested og derfor er våd!!

• 

• 

• 

Samme dag bestiller jeg en elektriker til at tilslutte opvaskemaskinen, da jeg har læst i det materiale jeg har fået fremsendt fra Elgianten at den skal tilsluttes med jordstik. Jeg kan sagtens selv sætte lamper op og tilslutte – tog engang et “tøse el-kursus” fordi jeg var så lost på gården hele tiden. Men at kunne er jo ikke det samme som at det er lovligt – og jeg er meget interesseret i at det skal være lovligt. Og okay.

Jeg får at vide at han (elektrikeren) vil komme “inden kl. 16.00” så jeg bruger hele mandag på at vente. Da han endelig kommer, stinker han så forfærdeligt af gammel uvasket mand at jeg måtte holde fast i min dørkarm for ikke at forsvinde ud af min krop og fysisk flygte ud af lejligheden eller springe ud af vinduet i rent flugt. Lugten af ham triggede ALLE ALARMKLOKKER i mit sind!! Flere gange så jeg dobbelt og mit syn var sløret og mit indre i total panik!

Hans grå hår var fedte i bunden, hans tænder tykke af emalje, han var så ulækker at jeg er overbevist om at lugten sidder i både hans tøj men også på hans krop, ergo er det ikke nok at gå i bad, han skal vaske alt sit arbejdstøj.

Da han går igen, efter 15 minutter, er der så eftertrykkelig tyk fæl stank i lejligheden, at jeg må lufte ud og fysisk forlade min lejlighed 2 timer før jeg kunne vende hjem igen og trække vejret uden at dø inden i – jeg tørrede alle flader af med probat, som han havde rørt ved.

Men de 15 min. han var der, brugte han på at snakke, pakke ledningen ud af posen, klippe den ene ende af og konkludere at den kunne han ikke få ind i stikket, da det stik opvaskemaskinen skal tilsluttes til, er det samme som mit komfur sidder i – og komfurets ledning er åbenbart en “norsk ledning” sådan at man også kan sælge komfuret i Norge, hvor de åbenbart har tykkere ledninger end i DK. Så der er fysisk ikke plads til et sæt ledningere mere ind i kontakten. Og det er jo typisk for en elektriker, at man ikke har ledning i bilen – så han må komme igen næste dag, altså tirsdag d. 25. Februar. Kl. 08.30.

Næste dag, kl. 08.01 ringer det på dørtelefonen og nedenfor står den ulækre elektrikere, 29 minutter for tidlig. Jeg har hverken fået skiftet natbind eller tisset af, børstet tænder eller noget. Mega UFEDT! Og MEGA STRESSENDE!

Jeg må smide mig selv ud af sengen og rede den hurtigere end hurtigt og lukke ham ind i mit hjem igen (ALT I MIT STRITTER!!) Jeg sætter mig ind i stuen og tager tid på ham, mens jeg forsøger ikke at trække vejret og ikke at gå i panik.

Efter 14 minutter og 67 sek. går han igen. Alt er ordnet siger han. Skønt siger jeg. Og så går udluftningskrigen igang mens jeg går i bad og gør mig klar til at gå igang med at samle køkkenet igen – og senere, mødes med en pensioneret chefjordemoder.

Efter jeg kommer hjem fra mødet med chefjordemoderen, går jeg igen i krig med køkkenet og da klokken er omkring 22.30 er jeg færdig med at montere dampspær, få hævet opvaskemaskinen så den er i niveau med køkkenbordpladen, få monteret vand, fuget, sat nye fine lister med et perfekt smig på og vasket alt rent og støvfrit igen.

• 

• 

• 

• 

• 

Jeg fylder min allerede højt elskede opvaskemaskine og sætter mig til at vente på at den skal kører sit første program mens jeg spiser rugbrød med pink kødpølse på – men intet sker. Der er intet liv i opvaskemaskinen. Intet!

Jeg sidder lidt på gulvet foran opvaskemaskinen og tænker på hvad fanden der lige er sket her. Jeg får afmonteret dele af køkkenet (igen – og selv om det er et lille køkken, er det et MEGA arbejde og jeg er helt smadret)

Jeg tænker at stikket kan være faldet ud, da jeg feks. har skubbet opvaskemaskinen på plads, eller at jeg ikke har fået sat stikket ind korrekt nok i opvaskemaskinen – for elektrikeren havde bare lavet stikket og lagt det på gulvet. Han havde end ikke tilsluttet det til opvaskemaskinen eller tjekket op på om det virkede – hvilket det så ikke gjorde. For da jeg tænder for komfuret og kogepladerne, virker kun halvdelen.

• 

• 

Jeg bliver simpelthen så træt af sådan noget, hvordan kan det være at faglig stolthed kun er noget jeg kender til? Jeg ville aldrig forlade et stykke arbejde før jeg vidste at det var okay til det niveau hvor jeg var købt og betalt til – og sikkert en tand mere.

Så jeg måtte gå i seng, efter at have tømt min opvaskemaskine igen så jeg kunne skille køkkenet ad – og her til morgen ringede jeg så og klagede. Jeg var ikke sur eller kældte ud, jeg var faktisk tættere på at græde fordi alting bare går imod mig. Jeg mener, hvor svært kan det være at tilslutte en opvaskemaskine? Han er fucking elektriker!!

Manden i rørert var nærmest ligeglad i hans stemme men ja de skulle nok komme og kikke på det. En time senere kommer den stinkende elektriker for 3 x på 3 dage og jeg må igen holde fast i mig selv for ikke at forsvinde bagover og ikke være til stede, jeg går fysisk ud af mit soveværelse som er ved siden af køkkenet, da jeg ikke magter at være så tæt på min seng med en mand som ham – syret tanke – men jeg kan love dig for at holde mig selv i nuet var sværere end at holde en flok bissende køer!! SÅ GRUSSOMT!!

Den stinkende elektriker laver noget og går så igen, da alt virker efter 11 minutter. Jeg tænker: ENDELIG og SKØNT!! Lufter ud mens jeg skubber alle tingene på plads igen og montere med skruer osv. Så fylder jeg opvaskemaskinen og tænder den og lægger mig ind i sengen og forsøger at finde mig selv igen Efter en times tid, tænker jeg at nu vil jeg stå op og vaske denne her følelse af ulækker af mig.

Opvaskemaskinen er færdig, så jeg går ud og tjekker den og glæder mig over hvor meget luksus-lethed mit liv har fået. Jeg er stolt af mig selv, fordi jeg har aktivt handlet på noget der forbedre mit liv og skubber alle kommentar inkl. min mors om at jeg jo bare er mig selv og derfor nemt kan vaske den kop eller den tallerken op og at det jo er sååå nemt fordi jeg er alene osv. SÅ trælse og total UBRUGELIGE kommentar at få og nu, efter 20 år, hvor ingen har villet lytte eller bare forsøgt at forstå mig, har jeg ændret noget svært for mig selv, til noget bedre. Det her her helt klart et skridt op af en meget sejl trappe, hvorpå der ikke er foretaget skridt fremad, i flere ÅR.

• 

Jeg tager tøjet af og gør klar til at gå i bad. Som altid så tænder jeg bruseren og drejer hoved mod vægen så det lige kan nå at blive varmt inden jeg træder ind under vandet. Jeg går ind i bruseren, trækker mit iøvrigt nyvasket og nystrøget badeforhæng for (Købt i Bed Bath and Beyond i Texas i 2011) Med venstre hånd tager jeg fat i brusehoved for at trække det over mod mig, mens jeg med højre hånd tager fat i armaturet for at justere varmen – handlinger jeg gør så ofte at jeg end ikke tænker over det.

Idet jeg røre ved de to ting, får jeg et stød så kraftigt at jeg bogstavelig talt ryger bagover og ind i væggen. Mine hænder og arme gør ond og summer og vandet jeg står i er elektrisk og gør ondt. Jeg stormer ud af bruseren, får lukket vandet under håndvasken i køkkenet – hvilket er svært da hanerne er over 20 år gammelt (længe leve gammelt lort) og jeg må bruge en tang og så må jeg løbe i kælderen med kun et håndklæde omkring mig (!) for at sluk for strømmen.

Da jeg kommer op igen, tuder jeg af raseri, sorg og frustration. Mit bæger er bare virkelig fyldt over og det hele sejler på bordet. Figuratively speaking.

Det er jo sindssygt det her – at jeg kan bestille en autoriseret elektriker til at komme og tilslutte en opvaskemaskine – det er ikke et eksotisk apperat men en opvaskemaskine som findes i så mange husstande i Danmark – og 3 dage senere får jeg stød i bruseren!!

Jeg ringer igen til elektriker firmaet (som er et stort lokalt Århusiansk firma) – og igen taler jeg med den samme mand som slet ikke lyder brødtynget. Faktisk fortæller han mig, at det er min egen skyld at jeg ikke har et jordspyd i min lejlighed. What? Jeg har jo netop bestilt en elektriker for at få det monteret og installeret korrekt, det er da elektrikeren der skal opdage at der ikke er et jordspyd eller what the fuck det er der mangler og så få det installeret. Specielt da jeg specifikt fortalte at der stod i mailen fra sælger, at den skulle have jordtilslutning.

Han ringede tilbage lidt senere og sagde at de kunne komme i morgen, torsdag kl. 07.30 – hvad fanden sker der for at alle skal komme så tidligt og total fucke med min døgnrytme? Kl. 07.30 er jo ikke tidligt tidligt men når man som jeg ikke har sovet før kl. 03.30-04.00, er det som at få tæsk at skulle være KLAR på det tidspunkt!

I morgen, torsdag, skal jeg også lave bestyrelsesarbejde kl. 08.00…. I’m so tired of this shit – så de skal virkelig ikke komme forsent.

Men det betyder at i morgen skal mit køkken afmonteres igen igen igen for at de kan sætte et jordspyd ind/op – hvilket de kunne havde gjort mandag INDEN køkkenet blev monteret. Det betyder også at jeg ikke kan gå i bad. Det betyder også at da jeg satte mig og tissede og ville trække ud på toilettet, så fik jeg stød. Da jeg ville vaske hænder i håndvasken på badeværelset fik jeg stød. Min lejlighed er åbenbart en elektrisk bombe lige nu, takket være den stinkende klamme ulækre vamle elektriker – og i morgen kommer han igen. Jeg kan næsten ikke magte det!!!!!!

Min Far har en gl. landbrugsskole ven, som er gift med en vidunderlig sød dame, der nu er 70 år. Hun har været chefjordemoder i mange mange år, efter at hun en dag besluttede sig for at hun ikke gad være lægesekretær mere og skrive noter for andre. Hun ville selv lave noterne.

Da jeg var yngre var jeg altid meget facinerede af hende her damen, som jeg jo kun mødte når mine forældre holdt fester. Hun og hendes mand har ingen børn og jeg ved ikke hvorfor, jeg overvejet at spørge men selv om man er 70 år kan man jo godt stadig være øm på det punkt og ikke føle det rager alle mennesker. Inkl. mig. Så jeg lod være. Men jeg har tænkt rigtig meget over hvad det er jeg skal bruge det her vidunderlige liv til (ironi kan forekomme) så frem jeg skal leve det.

Jeg ved jeg ikke vil være læge (eller psykolog for den sags skyld!) At være læge er nok et af de mest kvalmefremkaldende erhverv jeg kan komme i tanke om! Tænk at få patienter ind som min Gudfar, med deres bylder, sårskorper, knopper, nedgroet negle på klamme gamle fødder, modersmærker der dingler, hæmorider mv. Jeg har lige taget mig selv i at sidde med nedadkrænget underlæbe som et andet barn men jeg skriver det her! 🤮 Satme et klamt erhver!!

Sygeplejerske er ikke mig, igen, jeg har nul interesse i at helbrede eller hjælpe gl. mænd – lige med undtagelse af at jeg godt kan hjælpe mændene i min familie men kommer vi et kvart led udover familierelationer så stopper jeg. Jeg har 0 interesse i medicin og jeg har ingen interesse i de forskellige aspekter af et sygeplejerskestudie, når jeg læser omkring det.

SoSu Assistent er heller ikke mig, igen, der er alt for mange gamle mennesker man skal passe og pleje, alt for mange uhumske ting, alt for mange sorger. Rengøringsdelen er fint, men jeg tror faktisk de gør mindre rent end man sådan lige går og tror – og når jeg læser hele deres uddannelsesbeskrivelse igennem, så er det eneste der appelere til mig, rengøringsdelene.

Jeg har tænkt på Sundhedsplejerske, men det er en videruddannelse på en Sygeplejersker uddannelse, så det er udelukket.

Jo mere jeg tænker over livet og jo mere jeg indsnævre tingene, kommer jeg frem til at jeg gerne vil hjælpe andre mennesker. Den del har jeg altid vidst. Jeg har det bedst når jeg hjælper. Jeg vil også rigtig gerne arbejde med psykisk syge – det er noget jeg har fundet ud af henover de sidste par år – men jeg er åbenbart ikke egnet til at blive Peer-Medarbejder, og jeg skal ikke være psykiater, for det er igen læge + medicin og det kan jeg ikke overskue – ikke at jeg overhoved ville komme ind og kom jeg ind, ville jeg aldrig holde 12 års uddannelse ud.

Jeg ved også at jeg gerne vil arbejde med kvinder og gerne med deres underliv – og ja det lyder syret at sige sådan, men når jeg tænker på hvad jeg gerne vil hjælpe kvinderne med, så kommer “deres underliv” frem i mine tanker. Måske fordi jeg har så mange problemer selv?

Så min konklusion er at jeg gerne vil arbejde med kvinder, gerne sårbare kvinder, gerne psykisk syge kvinder og gerne noget med deres underliv. Umiddelbart tænker jeg at det jeg gerne vil arbejde med, er det jeg selv altid har følt jeg har manglet. Jeg kan jo sagtens se hvor de her “træk” jeg har, kommer fra. Hvis bare nogen havde lyttet og troet på mig, så ville mit liv måske se anderledes ud i dag – måske ikke, men måske og det er dét “måske” jeg tænker på.

Så hvis jeg nu “måske” kan gøre en forskel hos andre kvinder, så de ikke havner hvor jeg er – eller hvis de er hvor jeg er, så kan jeg måske hjælpe dem med at deres fødsel og alt omkring, før og efter, foregår med værdighed, respekt og integritet.

Og da Gynækologi også kræver en læge uddannelse + et spciale = 12 år og ikke ti vilde heste eller min Gudfars genfærd kunne få mig ind på lægestudiet (okay måske min Gudfars genfærd men ellers ikke andet) kommer det aldrig til at ske.

Så tilbage er “bare” Jordmoderfaget – som jeg har søgt ind på rigtig rigtig mange gange før. Og mine karakter bliver ikke bedre med årene. Da jeg gik ud fra HHx havde jeg 8,5 i gennemsnit på den gl. 13-skala. Jeg er selv forundret over at jeg overhoved blev student. Life was rough back then.

Jeg har derfor forsøgt at anskue tingene helt anderledes nu. Jeg har forsøgt at kontakte alle dem jeg har kendt i mit liv og alle dem jeg har arbejdet for, og fået dem til at skrive under på en arbejdsgivererklæring, sådan at jeg kan bevise at jeg har arbejdet her og der. Samtidig har jeg taget fat i feks. denne her gl. chefjordemoder og bedt hende om hjælp til at skrive en rigtig god levnesbeskrivelse. Og tror du ikke hun sagde ja. Jeg blev helt vildt forundret over at en kvinde på 70 som jeg kun kender igennem mine forældre, gider bruge en eftermiddag i mit selskab og gider sidde og rette min ansøgning til. Jeg mener – tænk lige over hvor mange røvhuller der er i verden og så findes der mennesker som hende?

Min Mor ville ikke syntes om at jeg har taget kontakt til hende uden om mine forældre, men jeg er fuldstændig kølig på det punkt. Faktisk er jeg så kølig, at jeg i dag gik og tænkte på hvor mærkeligt det egentlig er, at jeg ikke tænker på mine forældre, sådan i dagligdagen. Jeg tænker mere på Ella end jeg tænker på mine forældre. De fylder så dejlig lidt i mit liv og jeg håber de vil forblive en lille del af mit liv, så der ikke opstår mere uro – min familie er lige med uro og jeg magter det ikke. Jeg vil hellere være alene og ensom, end sammen med min familie og have panikstress inden i.

For mange år siden, inden Mormor døde, da fødselsstiftelsen i Århus var en ting og igen inden at den nye fødselsafdeling på Skejby stod færdig, var jeg ude og besøge hende her jordemoderen og hun viste mig rundt og fortalt mig alt muligt om faget, om sit job, om dagligdagen osv. Jeg husker det var rasende spændene men jeg husker også følelsen af at det var så uopnåeligt en drøm at jeg aldrig ville nå den. Og at det var en drøm jeg var alene om. Mine forældre har aldrig bakket op om, og hjulpet mig til at arbejde målrettet mod en uddannelses. Måske uddannelsen stadig er uopnåelig i dag, men nu forsøger jeg – for hellere forsøge 100% end at sidde som 50 årig og tænke: Bare nu hvis…

Så nu har jeg lagt en plan for mit liv, fra nu af og frem til Februar 2021 – så lang tid har jeg ALDRIG NOGENSINDE FØR planlagt frem. I fuck you not, det er så skørt at tænke på!!

Nu vil jeg søge ind her til 15. marts og håbe på optagelse til sommer, sker det ikke, har jeg meldt mig på et højskoleophold (!) med en masse 19-24 årige (wtf….) hvor linjen er rent anatomi, medicin osv. Ikke at jeg har en hed og heftig drøm om at bo på værelse med en 19 årig i 22 uger og bruge på den anden side af 31.000 kr fra min kassekredit på et sådan ophold, men hvis det er dét det kræver, så er det dét jeg gør.

I Politiken læste jeg for 4 dage side denne artikel, med overskriften “Fødsler er generelt blevet mere kompliceret” I artiklen står der bla. følgende “Generelt tager omsorgen for den enkelte gravide og fødslerne længere tid i dag, end det gjorde for bare ti år tilbage.” og “Overvægt, psykisk sårbare mødre og flere med tegn på graviditetssukkersyge.“

Og det er netop dét jeg ønsker. Jeg skal ikke være baby-guru. Jeg skal ikke håndtere små børn, jeg skal hjælpe mødrene med at blive okay med alt det nye der sker, i deres krop – specielt vil jeg gerne hjælpe dem som er psykisk sårbare og hvor alt sejler og specielt vil jeg gerne tage omsorg for dem og vise dem vejen til at båden ikke vipper så meget mere – den vejledning jeg gerne selv ville have haft. Så ville jeg måske selv en dag være blevet mor. Men sådan blev det ikke. Ikke i dette liv i hvert fald, måske i det næste.

Og derfor har jeg de seneste par måneder kontaktede alle mulige mennesker, tidligere chefer fra Dansk Supermarked, tidligere ledere og pædagoer fra de år jeg var medhjælper i en vuggestue osv. Det er pudsigt som alle siger “Ej har du aldrig fået en anbefaling fra xx og xx sted?” Og til det kan jeg kun svare: Nej…?

Det er åbenbart sådan noget alle har vidst at man skal få, undtagen mig. Jeg har altid troet at hvis jeg sagde at jeg havde arbejdet dér så ville folk tro mig eller også ville de ringe og spørge – men sådan foregår det ikke når man søger optagelse på en uddannelse. Jeg kan godt forstå at de ikke kan sidde og ringe og tjekke korrektheden af 1000 ansøgninger men det var bare aldrig logisk for mig at jeg skulle bede om anbefalinger eller dokumentation på at jeg har været dér.

Og alle har været så søde og hjælpsomme, egentlig er det bare hvad der manglede, da jeg jo kommer og spørger pænt om dokumentation på noget jeg har udført og ingen af stederne har jeg være en træls medarbejder, tværtimod.

Men da jeg så kontakter ham psykiateren på psykiatrisk hospital, som jeg siden 2018 har hjulpet, helt gratis og kvit og frit fordi jeg gerne vil og fordi jeg syntes det er meningsfyldt arbejde, selv om det er uden nogen former for betaling og faktisk har kostede mig penge at være en del af, så siger han nej. Han vil ikke skrive under på en arbejdsgivererklæring og dermed dokumentere hvad jeg har lavet af frivilligt arbejde.

Jeg var helt paf – jeg havde godt nok skrevet “at jeg kan godt forstå hvis du ikke kan-agtig” men det var mest for ikke at komme brasende og fordi jeg altid er en undskyldning for mig selv.

Men seriøst, jeg har jo lavet masser af frivilligt arbejde, men intet af det kommer til at tælle med, så frem jeg ikke kan dokumentere det og da han er den eneste jeg har arbejdet samme med og haft kontakt til, så er det jo ham der kan og skal skrive under – men han hæfter sig, åbenbart ved at det er en “arbejdsgivererklæring” men det er jo ikke noget jeg kalder den, det er hvad den hedder inde på optagelsen.dk ⬇️

Men nej – han vil ikke udfylde den for som han skriver, så er han ikke min arbejdsgiver men halløj kloge Åge, der er jo ingen der er arbejdsgiver når det er frivilligt arbejde, men ingen kan jo dokumenterer det, udover ham, jeg mener hvem skal jeg ellers få til at skrive under?

Jeg må indrømme at jeg er total paf – jeg havde virkelig ikke set ham, af alle de mennesker jeg har haft kontakt til, værende den som ikke ville hjælpe mig. Men hvor er det fucking typisk psykiatrisk hospital og personalet derude, de tror altid det væreste om de mennesker der kontakter dem.

Jeg har aldrig tænkt på ham som min arbejdsgiver, heller ikke da jeg kodet en hjemmeside for ham, fra A til Z på 2,5 dage. Jeg gjorde det bare, fordi det var vigtigt og jeg tænker ikke på at det jeg laver på Facebook er arbejde og han er min arbjedsgiver. Jeg har faktisk tænkt at vi var lige, med hver vores ekspertviden. At han var der for mig og jeg var der for ham og sammen var vi et godt team der faktisk kunne gøre en forskel. For psykiatrien i Danmark.
– og når jeg så har brug for at kunne dokumentere mit link til psykiatrien på en positiv måde – frem for at skrive i min ansøgning at jeg er fløjtende skør og netop nylig smidt ud af psykiatrien fordi jeg ikke ville makke ret – så siger han NEJ fordi han ikke mener han er min arbejdsgiver!! WTF!!

Jeg har lyst til at skrive til ham igen, til at bede ham om at genoverveje, til at sende ham links til hvor han kan læse nærmere om det, som han netop har sagt nej til – men det er netop dét som en person med Borderline ville gøre. En sådan person vil ikke kunne se andre menneskers grænser og vil derfor overskride dem igen og igen. En sådan person ser alting i sort og hvidt og kan ikke forstå – jeg ved hvordan det lyder og hvordan det vil komme til at lyde, for jeg har levet hele mit liv med de her problematikker uden at vide at det var “borderline” – men helt oprigtigt med hånden på hjertet, så forstår jeg ikke hvorfor han ikke vil hjælpe mig? Total ufint faktisk, at smide grus ind i andres drømme, når det er så nemt at putte olie på maskinen i stedet for – og for ham ville det endda være helt lovligt, helt ærligt, helt oprigtigt og helt uden nogen former for forkerte handlinger. Det han skal dokumentere er hvad jeg har gjort, allerede gør og forsat vil gøre.

Fuck ham, kæmpe fucking NAR!!!

Men hvad fanden gør jeg så? Jeg har jo skrevet det ind i min levnesbeskrivelse! Fordi det er den ærlige sandhed. Men nej, lad mig være et fucking røvhul og pis på hende der har knoklet i døgndrift med at hjælpe mig, med de mål jeg satte ud for at nå. 🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻🖕🏻

Nå men så kan jeg jo starte med at google hvor mange år i fængsel forfalskning af underskrifter giver…. hvilket ifølge mig er én ulovlig ting, altså dokumentfalskning men ifølge psykiatrien er det 2 x ulovligeheder: At google og at forfalske underskrifter. Så fuck dem oven i!!