Jeg har lige onaneret med min pinke Fun Factory dildo. Den lå renvasket i posen i nederste skuffe på mit kyllingehule chatol, med pudderpink indersider.
Jeg havde dog glemt at den døde pga. manglende opladning sidst jeg brugte den og åbenbart fik jeg den aldrig ladet op igen. Så for første gang i årevis har jeg onaneret manuelt aka med fingerne og en dildo smurt i glidecreme mellem ballerne. Oppefra og ned. Liggende på ryggen.
Det gik (som altid) hurtigt med at komme og et my sekundt derefter blev jeg så overfølsom at alting gør smerteligt ondt. Og så græd jeg mens jeg tørrede mit underliv i min natkjole – og det første jeg tænkte på mens jeg græd var – jeg er næsten skamfuld ved at skrive det – min Psykiater-Lærling.
Jeg tænder ikke på hende. Jeg er ikke til kvinder (desværre) Jeg tænkte ikke på hende da jeg onanerede. Så jeg har ingen forklaring på hvor hendes navn og ansigt var det første mine øjne så og mine tanker tænkte.
Men jeg brød fuldstændig sammen og græd. Selv nu mens jeg skriver via WordPress appen græder jeg.
I weekenden da jeg mødtes med BogBali manden, forsøgte jeg at forklare ham at jeg ser verden i farver (I know, jeg er skingrende skør) I slushice farver. Og at han er vesterhavsblå. I alt den tid jeg har kendt min psykiater-lærling har hun været solgul. Varm. Lys. Tiltrækkende. Lokkende. Varmende. Alle de ord du kan sætte på en sol, kan du sætte på de følelser og tanker jeg havde omkring min psykiater-lærling. Hun var solen i mit liv. Og pga. BogBali Manden skrev jeg et par linjer ind omkring hendes betydning i mig liv. (i klagen til Styrelsen for Patientklager)
Havde han ikke opfordret mig, havde jeg udeladet det. Det er ikke relevant for sagen at hun var min sol men han mente at hun fortjente lidt credit før hell broke loose.
Så jeg skrev det ind. Og siden da har jeg gået og tænkt på en stor problematik i mit liv.
Mennesker, steder, oplevelser, dyr, lugte mv. som ikke har en farve, kan ikke kategoriseres og indexseres i mit liv og dét er noget skrammel. Virkelig. Så ved jeg ikke hvor jeg har dem og dét er forfærdeligt! Hvis folk ikke har en farve er det nærmest farligere at møde eller tænke på dem end det er at møde og tænke på en som er helt kulsort som feks. Fede Dorit og min Gudfar.
Min Psykiater-Lærling har misted sin farve.
Ikke fordi jeg har frataget hende den gule farve eller fordi hun ikke må være min sol mere men en dag da jeg tænkte på hende kunne jeg pludselig ikke se hende mere. Hun var usynlig. Hun var der stadig, jeg kunne mærke hende men ikke se hende.
Og i weekenden slog det mig at hun ikke har en farve mere. Hun har ingen kategori. Hun ER der bare. Og dét har fuldstændig knust mig på en ubeskrivelig måde. Hver gang jeg har tænkt på selvmord har jeg hørt hendes stemme bag mig, kalde mig tilbage til virkeligheden. Hun er som et støvet blåt genfærd bag mig. Jeg kan hører min psykolog med den stille stemme sige: “don’t commit suicide when you are suicidal” mens jeg ser min psykiater-lærlings genfærd.
Men pludselig er hun der ikke mere.
Jeg så i stedet for hendes mand for mit indre. Jeg vil ikke kunne genkende ham i virkeligheden og han havde intet ansigt. Men han var dominerende på en dårlig ubehagelig måde. Hovmodig. Bedrevidende. Uvenlig. Og skrækindjagende.
I stedet for min lysende sol trådte der pludselig en høj tynd halvskaldet mand med et brysk ansigt og en dårlig auroa frem. Han emmet af problemer. Af forklaringer. Af undskyldninger. Af dominans.
Jeg vidste det var hendes mand men jeg kunne ikke se ham selv om han var lige foran mig. Jeg vidste bare han var der. Og i et kort sekundt gik der et sug af frygt igennem min krop.
Og lige dér gik det op for mig at jeg for første gang siden jeg blev indskrevet på psykiatrisk hospital 31. Januar 2017, er helt helt alene igen, med hele verden imod mig.
Skrækkelig skrækkelig følelse af rædselsvækkende frygt!!
Min flugtmentalitet er i mortal combat gear. Og min sol har forladt mig.
Hvad har DU på hjertet?