at jeg slet ikke tænker på Norman mere, blot fordi jeg inden i et sted i min sjæl, er kommet frem til at jeg er fri af ham. For det gør jeg, tænker på ham altså. Hele tiden faktisk.
Okay måske ikke hele tiden, men meget af tiden eller ofte, ja ofte er måske et bedre ord at bruge. For jeg tænker ikke på ham hele tiden men det sker ofte at mine tanker kredser om noget og *bum* så er Norman i mine tanker. Enten fordi min hurtigarbejdende hjerne linket mine tanker sammen med noget Norman har gjort, sagt eller noget som på én eller anden kringlet måde, relatere til Norman.
Andre gange så tænker min hjerne på, hvem jeg kan fortælle om denne her oplevelse – og ofte, ikke altid men ofte tænker jeg at dét ville Norman havde grinet af – og det er jo total gak gak at jeg har det sådan!
For når jeg tænker efter, sådan helt efter og er 100% ærlig over for mig selv, så har Norman ALDRIG som i vitterlig A L D R I G N O G E N S I N D E E V E R gjort noget bevist godt for mig. Han har ALDRIG givet mig noget fysisk, som en gave, en middag, et smykke, et knus eller noget som helst fysisk, med tanker på, at dét ville Deirdre-Ann blive glad for eller dét ville hjælpe Deirdre-Ann. Han har heller aldrig nogensinde ever sendt noget i min retning, blot for at hjælpe mig, fordi han tænkte venlige tanker om mig. Han har aldrig nogensinde ever ringet til mig, bare for at hørere hvordan det går, om jeg har det godt eller noget helt femte – ALDRIG NOGENSINDE EVER.
Jeg fandt for flere måneder siden et gl. blogindlæg fra 2011, hvor jeg kan læse – hvilket jeg total havde glemt – at jeg havde mødt Norman og at han havde tilbudt at hjælpe mig til et job, i et af hans firma, hvor han vidste der var en ledig stilling. Jeg skriver at vi aftalte at jeg skulle sende ham en kort mail og minde ham om det. Det kan jeg se at jeg har gjort dagen efter – jeg fandt endda mailen i min udbakke da jeg søgte på hans navn. Jeg har aldrig nogensinde ever fået et svar tilbage på dén mail, jeg har aldrig nogensinde været til samtale eller så meget som indsendt mit cv til dét firma.
At hjælpe mig til et job, i tiden efter alt med Gården ville havde været enormt generøst og jeg ved at jeg ville havde været den bedste medarbejder nogensinde – men for Norman var dét han sagde da vi mødtes, netop bare noget han sagde. Ikke noget han mente eller noget han havde planer om at følge op på. Sådan er Norman. Varm luft. Snik snak – når det passer HAM.
Og som udgangspunkt er der jo ikke noget dårligt i at være sådan, slet ikke. Mennesker må jo være som de gerne vil være, vi har jo kun ét liv og det skal vi helst set fra min synsvinkel, leve som vi finder bedst for os selv. Men JEG skal ikke omgive mig med menneske, som ikke kan omsætte ord til handling, mennesker som bare snakker for en sludder og ikke lægger betydning, vægt og mening bag.
Hvis jeg havde sagt at jeg ville hjælpe et andet arbejdsløst menneske til et job, så ville jeg lægge mig så hårdt i selen, at sveden sprang for at hjælpe dét her menneske. For jeg husker godt hvordan det er at stå dér med hjertet i hånden og bede nogen om hjælp. Dét er ubærligt – og når man så afvises igen og igen og igen….. for fanden Norman!!
Jeg har efterfølgende slettet alle mails til (og fra – der var dog ingen) Norman, i både indbakke, udbakke, sendte mails osv. Min computer er helt clean for mails der er relateret til ham – og hvor er det vildt hvor mange søde ting jeg i tidens løb har sendt i hans retning, bare fordi. Det slog mig et øjeblik om det kunne virke creepy at jeg altid har været så sød ved ham, men jeg kom ret hurtig fra tanken igen, da jeg jo 1. ved jeg ikke er en creepy person og 2. Norman kunne så nemt havde afsluttet “det her” ved at mødes med mig én enkelt dag ud af de sidste hmmm 13 (?) år og givet mig den afslutning jeg savnede. En slags hjælp til selvhjælp.
Men enten er han for fin til det, eller også ser han sig for god til det eller også er han bare en yderst egoistiske selvcentreret menneske der ikke har overskud til andre – udover når det lige passer ham.
Det sjove er, at når jeg ser tilbage på hvordan Kunstmaleren var, så var hans mønster meget lig Normans – jeg fik heller aldrig en afslutning på Kunstmaleren og det tog mig 4 stive år før jeg var ovre ham. 4 år hvor jeg ikke – mere eller mindre – tænkte på andet end ham. Norman situationen var lidt anderledes, for jeg har kendt andre fyre ind imellem og jeg har helt sikkert bollet en del i de mellemliggende år og han har ikke altid fyldt lige meget hele tiden, det har været i perioder. Men sådan over all, så har det været de samme træk, de samme mønstre.
Mænd der bare havde nok i sig selv, men i ny og næ kunne de godt bruge en sød smuk pige ved deres side, grundene var forskellige men konklusionen ens, de havde nok i dem selv og deres egen nosser 99,99% af tiden.
I dag feks. hvor jeg har fri fra mit lagerarbejde, hvilket var mega tiltrængt – startede jeg med at løbe en tur, så gik jeg i krig med en masse mails og papir arbejde som bare har hobet sig op. Jeg har vildt mange boner som bare ligger, som skal skrives ind i mit budget, så jeg kan holde styr på hvad jeg bruger mine penge på. Der var boner helt tilbage fra Marts før jeg tog på pilgrimsvandring.
Jeg har også fulgt op på dommen over mine tidligere lejere, den skal håndhæves for ikke at blive for gammel, så jeg har også talt med en advokat omkring dét – jeg var dog ikke særlig imponeret af ham, så nu prøver jeg en anden advokat på onsdag, hvor jeg heller ikke skal på lageret, det skal jeg derimod i morgen, hele dagen.
Så jeg har egentlig haft mega travlt i dag og så har Norman ikke fyldt så meget i mit hoved, jeg har tænkt lidt på ham, men det skyldes at han har ansat min rengøringsdame i Spanien til at passe hans hus og hunde mens hans egen rengøringsdame (som er min veninde) er hjemme i Philipinerne. Og hun skrev lidt om at hun var i hans hus og han sov stadig men i teorien skulle hun være inde i min lejlighed og lukke Gæsterne ud og gøre rent….. jeg kunne lave et farlig ballade ud af det, hvis jeg ville. Både overfor hende og overfor Norman men jeg orker det ikke, hvad ville det gavne? Og ikke mindst, hvad ville jeg få ud af det?
Det som er så tankevækkende og som bare bekræfter det jeg har skrevet om Norman øverst oppe, er at da jeg engang i hmmm 2012 -2013 spurgte Norman om jeg måtte bruge min veninde, hans rengøringsdame i min lejlighed i spidsbelastede perioder, var svaret blankt NEJ!.
Grunden til at jeg overhoved spurgte, var fordi min veninde på det tidspunkt var nyansat hos ham og var nervøs for at spørge ham, jeg foreslog at hun bare hjalp til på sine fridage men hun ville gerne have klare linjer – så jeg spurgte. Det endte også med at hun hjalp mig i en periode og stadig gør det når det brænder på men i mellemtiden har jeg jo fået en anden fast, og nu endnu en. Tankevækkende at han ikke overvejer ét eneste øjeblik at hjælpe mig, men samtidig heller ikke overvejer ét eneste øjeblik at han måske tager en arbejdskraft fra andre – men nu er den “andre” tilfældigvis mig og jeg under gerne at min rengøringsdame tjener de penge hun kan hos Norman, ligesom jeg gerne under hende at tjene de penge hos mig som hun kan.
Jeg skrev blot til Gæsten at de skulle lukke sig selv ud, lægge nøglerne på bordet og smække døren efter dem. Og så skrev jeg til min rengøringsdame at hun bare kunne gøre rent i morgen eller en anden dag, der er 7-9-13 ikke nogen som skal ind i lejligheden i dag eller i morgen, så den tager ikke skade af at stå ikke-rengjort imens. Men TANKEN om at han er sådan en navlepillende skumhat, dén er svær at sluge eller var engang svær at sluge. Nu er jeg bare sådan *pyt* agtig.
Ordet skumhat har Anika fundet på. Hun bander sjældent men bruger i stedet for andre ord – jeg prøver at følge trop for jeg har virkelig til tider et famøst ordforråd af vulgære-du-havner-i-helvede-gloser, det virker dog ikke særlig godt……
Hvad har DU på hjertet?