Jeg har drukket 4 x store Fransikaner Weissbier, spist 2 cheeseburgers, 3 chilli cheesetops, en McFlurry med smarties og en burger fra Burger Shack. Plus 3 cola zero og én cola light i dag.
Jeg startede kl 15.00 og var hjemme kl. Ca 21.00.
Jeg har ikke talt med nogen, udover når jeg afbrød fremmed i deres private samtaler, for at byde ind med noget (i min optik) uundværelig viden/info.
Jeg er så ensom at min krop skriger på venner, selv i mine maridt.
De sidste par nærter har jeg slåsset i mine drømme, voldsomme kampe, jeg har mødt mænd jeg havde glemt jeg kendte, jeg er vågnet med blodsmag i munden men ingen blod.
Jeg er vågnet med lyden af fingre der knaser, når jeg bider hårdt til. Men det er ikke lyden af knogler der flækker men lyden af tænder der bider igennem negle der knuses.
Hele dagen i dag har lyden og følelsen af knust negl, den delvist hårde og delvist bløde fornemmelse af finger, blomme, negl og sener som giver efter, forfulgt mine tanker og været i min mund.
Det er en GRUSOM følelse at vågne med!!!
Helt klart jeg drikker for meget, men hellere drikke end springe, det sagde den mandelige psykolog til mig. Men med de her tanker og følelser i min krop, efter 4 x 750 ml. Øl, så vil jeg faktisk hellere springe.
Jeg kan fysisk ikke drikke mere, men tankerne går ikke væk som de plejer. Og nu ligger jeg som altid, piv vågen kl 00.32 søndag nat, hvor jeg burde være gået kold pga. druk.
Jeg føler mig SÅ svigtet, SÅ efterladt og SÅ alene at jeg ikke magter at tænke følelserne og tankerne til ende.
Psykiatrisk Hospital var mit sidste stop, nu er der ikke flere og jeg kan ikke se fremtiden ændre sig.
Jeg er stiv i mine led, hele kroppen værker og jeg er begyndt at trappe ud af min medicin for en uge siden (på min 41 års Fødselsdag)
Jeg tager én pille hver anden dag i 3 uger og så skifter jeg over til hver 3. Dag osv. Jeg kan se mig selv helt pille fri i slut august.
Til den tid har jeg haft mødet med de 4 stikkende damer på Psykiatrisk Hospital, jeg ved allerede nu at jeg deltager, alene. At jeg siger ja ja til deres tilbud og at jeg til Februar udskrives.
Jeg ved de mener problemerne er hos mig Vs. Min tidligere nyebehandler / tidliger behandler og at jeg er forkert på den mht. At jeg googlede hende og læste hendes speciale.
Jeg skal nok være medgørelig. Jeg er ekspert i medgørelighed. Jeg ved kamp intet godt bringer (til mig) og at hvad end der kommer efter en kamp, altid er værrer end det man kæmpede imod. Så best to just follow along.
Jeg kender deadlinen. De har selv sat den og tak for dét, så behøver jeg ikke tage ansvar for dén del.
Nu skal tiden bare gå, og som en dårlig joke, er nætterne ultra lange, søvnen minimal, drømmene ikke til at slippe ud af og alting gør ondt.
Selv ikke alkohol jan hjælpe mig mere, og det er faktisk første gang, så vidt jeg husker. Gad vide hvordan man får fat i stoffer? Hvad mon det koster? Skal man bruge kanyler eller skal man sniffe, sluge eller ryge? Jeg er total uviden på det her punkt – og oprigtigt har jeg 0 interesse i at begynde men jeg har på den anden side heller ingen interesse i at ha følelsen af knasende negl og smagen af blod i min mund, at vågne op med kæberne så spændte at kunnet koben kan skille dem ad og som skrevet, så var Psykiatrisk Hospital sidste stop.
Der er ingen steder jeg kan gå hen mere. Selv Hr. Gud har forladt mig.
Hvad har DU på hjertet?