Som med alting kommer ting altid i stimer. I går (22/23. December) var forfærdelig – det er stadig 23. December lidt i endnu. Klokken er 23.09 og jeg har ligget i sengen hele dagen. Jeg sov af mig selv helt til klokken 13.45.
Jeg havde sat telefonen på flytilstand da jeg gik i seng og det var dejligt at sove, uden at blive forstyrret i søvnen af feks. snurren, vibreren osv. Selv når telefonen er på lydløs, kan jeg høre i min søvn, hvis der er en sagte vibreren på min telefon….
Mor kom kort efter at jeg vågnede, hun havde blomster med og ville tage hjem og lave risengrød. Jeg hader risengrød og ris’alamande. Faktisk kan jeg kun lide ris på sushi og når de er kogt helt almindeligt – alt andet med ris er mærkeligt i min mund.
I går aftes (natten fra d. 22 til d. 23) sad mor her i lejligheden med mig indtil klokken var ca. 01.30. Efter at jeg havde kørt fra Sverige Kl. 17.06, forbi Vejle med den computerskærm som jeg har solgt for min bror og så videre hjem. Hele vejen sammen med Ella, min lille rejsemakker. Så længe hun kan få lov til at hvile hoved på min hånd/arm mens jeg kører, er hun glad. Vi så på mange fugle, busser og heste på turen og da det blev helt mørkt, så vi på lys.
Det tog nøjagtig 4 timer og 14 minutter at kører turen. Jeg skyndte mig at tømme bilen da jeg kom hjem til mine forældre, tænde sterinlys og gøre det hyggeligt for min lillebror – jeg tænkte at det var en dejlig velkomst at få efter så lang tid i udlandet.
Da mine forældre kom hjem med min søster og lillebror, snakkede vi lidt og så kørte min søster med mig hjem – og det var så her det hele (igen) eskaleret. Min søster kan simpelthen være så skarp og strid at det gør helt ondt i mit indre når hun taler!!
Bla. sagde hun følgende https://deirdreannroberts.dk/glaedelig-lille-juleaften-2018/
Og jeg blev simpelthen så knust. Det hele startede med at jeg ville fortælle hende, at jeg på vejen hjem fra Sverige havde tænkt på, hvordan jeg skulle fortælle mine brødre om Psykiatrisk Hospital, Gården og min Gudfar etc. Det føles vigtigt for mig, at vi er “lige” i familien. Forstået på den måde at lige nu, er det som om mine forældre, jeg og min søster ved “noget” og drengene ikke ved det – og det gør os ulige. Det skaber – for mig – en ubalance, så når der er episoder hvor jeg ikke fungere, hvor jeg er ked af det eller på anden måde ikke er “mig” så forstår drengene ikke hvad der sker og det skaber lidt udfordringer i det daglige.
Jeg har derfor gået og ventede på at min yngste bror kom hjem, så jeg kunne have mine brødre samlet og fortælle dem det hele, så vi igen kunne blie “lige”.
Og det var dét jeg ville fortælle min søster i bilen på vej hjem. Jeg kom dog aldrig så langt, da min søster afbrød mig. Hun mener jeg er dybt dybt egoistisk og har ødelagt mine forældres liv ved at fortælle dem om Psykiatrisk Hospital. At det ikke har gavnet noget.
På dét punkt er jeg 100% enig. Jeg vidste det ikke ville gavne mine forældre at jeg fortalte dem om min Gudfar og om Psykiatrisk Hospital osv. Jeg vidste det. Jeg har altid vist det. Men jeg lod mig overtalte af min Psykiater-Lærling som mente at det ville gavne mig at der var andre som vidste besked, så de kunne hjælpe mig.
Jeg ved at hun mente det i bedste mening, men det fik bare ikke det udfaldt som hun havde håbet på. Mine forældre tvivler på hvad der er sket og det samme gør min søster. De kan ikke se hvordan det fysisk kan have fundet sted, som først min søster og senere min mor sagde. Det var jo ikke som om han ville komme ned til Spanien da jeg boede dér og da mine Gudforældre flyttede fra Gården til et hus, var der jo ikke uanet plads til at “gøre det” – jeg er enig i meget af hvad de siger men jeg tror ikke rigtig de fatter hvad “overgreb” dækker over.
Et overgreb kan feks. være at få et par fingre stukket op i underlivet, at blive tvunget til at kysse en 50 år ældre gammel mand, at blive tvunget til at give blowjobs – det kan også være noget så banalt som at blive raget og gramset på, at blive truet over flere måneder indtil en dag hvor lejligheden byder sig og man er alene og så falder alt brændet ned.
Overgreb kan være mange mange ting – men størst af alt i mit hjerte, var frygten. Frygten for min Gudfar var så stor, at jeg først den dag jeg så ham i kapellet forstod hvilken magt han havde haft over mig.
Ved at fortælle mine brødre om min Gudfar, Psykiatrisk Hospital etc. mener min søster (og også min mor) at jeg er egoistisk og blot vil ødelægge deres liv. Og måske jeg ER egoistisk. Måske jeg vil ødelægge deres liv ved at fortælle dem om det. Men hvad nu hvis dét at jeg fortæller dem om ovenstående, vil gavne MIT liv?
– er det så ikke okay at være egoistisk? Eller er det aldrig okay at være egoistisk?
Alternativet kan blive, at jeg en dag går på nationalt tv og fortæller om det, eller at jeg udgiver en bog – og så vil mine brødres måde at få besked, være på dén måde. Er det bedre?
Min mor mener jeg er meget fintfølende og nærtagende og derfor tog alt det min søster sagde til mig på en forkert måde. Det fortalte hun mig da hun kom ind til mig i går aftes. At min søster var ked af hvad hun havde sagt, men, som Mor tilføjet, så var jeg jo netop meget finfølende og derfor blev det hele pisket op – jeg føler ikke jeg er specielt fintfølende, måske det skyldes min personlighedsforstyrrelse, jeg ved det ikke men jeg ved at jeg ikke bryder mig om at mine behov hele tiden skal gøres forkerte.
Aftalen helt til at starte med, mellem mig og mine forældre, var at det blev mellem os – og så pludselig vidste min søster besked, og så min Fars sekretær osv. osv. osv. Min mor fortalte at hun har besluttet sig for at skrive et brev til min Gudfar’s 2 søstre (halvsøstre/stedsøstre) så de kan få besked om hvordan han var. Jeg kan ikke se nogen grund til det. Hvad vil det gavne?
På den anden side er jeg ligeglad med min Gudfars halvsøster og stedsøster. 100% ligeglad. Jeg er end ikke sikker på at jeg ville kunne genkende dem hvis jeg mødte dem, men jeg forstår stadig ikke min Mors lyst eller behov for at skrive til dem. Men jeg vælger ikke at gå ind i det. Det er ikke en diskussion værd, for de kvinder betyder intet for mig. Intet. Jeg har ingen minder om hvornår jeg sidst tænkte på dem.
Men at jeg vil fortælle mine brødre om ovenstående, er meget meget forkert og egoistisk. Mener både min søster og min mor – og sådan gik det til at jeg igen, for 4 år i TRÆK formået at ødelægge julen i familien Roberts.
– personligt ved jeg ikke helt hvordan det er, at jeg formårer at bærer mig ad. År efter år.
Men jeg ved at jeg føler mig frygtelig alene. Frygtelig ensom og at jeg ikke kan se en vej ud af det her liv jeg lever.
Jeg kan ikke se hvordan der skal kunne ske positive forandringer i mit liv inden for de næste feks. 3 måneder eller 6 måneder, som vil kunne radikalisere mit liv så meget, at jeg kan finde fodfæstet igen og starte med at bygge mit liv op igen fra bunden.
Jeg forsøgte at fortælle Mor at jeg ikke ser anden udvej end at dø, fordi det ikke er synligt for mig, hvordan jeg skal kunne få det bedre, få et mere indholdsrigt liv. Mor næsten fnøs da jeg fortalte om selvmordstanker, det var tydeligt at hun fandt det dybt latterligt og at hun mente at jeg var alt for sortseende og negativ i min måde at tænke og leve på.
Og måske jeg er – men i går aftes sad jeg for anden gang i december og tænkte på, hvordan det mon fungerede hvis jeg kørte ud på Psykiatrisk Skadestue og talte med nogen. Ville de mon lukke mig inde på ubestemt tid? Ville de mon tro på mig? Ville jeg blive stemplet som en der tager plads og spilder deres vigtige tid? Ville jeg blive taget seriøs eller ville jeg være en i mængden der ikke kan håndtere højtider?
Jeg sad længe i sofaen efter at Mor var kørt og tænkte over hvad jeg skulle gøre. Mit indre liv var i flugt-panik og jeg havde ingen at tale med, som ville tro på mig og forstå mig ubetinget. Dét findes kun på Psykiatrisk Hospital og dér skal jeg ikke ud før 9. Januar igen, da min Nye Behandler har ferie. Der er 16 dage til – og dét er fordi klokken nu er efter midnat og vi officielt skriver 24. December 2018 aka Juleaften.
Jeg har her til aften måttet spærre mit nye visa dankort som jeg har modtaget fra Nordea for måske max en uge siden. Jeg brugte en hel aften på at sidde og skifte kort på alle de platforme hvor kortet ville udløbe her i slutningen af december – og nu er kortet pludselig væk. Pist væk.
Jeg brugte det sidst (som jeg kan huske) d. 22. December på McDonalds ved Storebæltsbroen. Jeg var inde og tisse efter at havde luftet Ella og samtidig købte jeg en flaske vand og en Cheeseburger (som jeg delte med Ella) og herefter kan jeg ikke finde det. Så her til aften gik jeg i Netto med mit visakort til min kassekredit – men da jeg stod dernede og havde puttet alt muligt op på kassebåndet kunne jeg ikke huske koden.
Jeg bruger aldrig kortet til at handle med og selv om jeg kan huske at koden er let at huske (!!) så kan jeg ikke huske den……daaaaaa…… koden er noget i retningen af 1234 eller 0001 eller sådan (jeg har fået koden af banken, så det er ikke noget jeg selv har fundet på) men den er åbenbart stadig så svær, at jeg ikke kan huske den. Og så stod jeg der med en Netto bon på knap 560 kr og kunne ikke betale….
Mine øjne er så hævet af gråd, at øjenlåget inderst inde ved øjenvipperne er dækket af hævet hud fra øjenbrynet (syret ikk!!) som igen er så hævet at der ikke er ret meget niveau forskel mellem min næse og mine øjne – det er som om det hele går ud i ét. Og jeg var udemærket klar over hvordan jeg så ud i hoved, så hele min indkøbstur havde foregået med hoved bøjet uden at se op og ligefrem. Men nu stod jeg dér ved den eneste kasse som var åben og en kø af juleglade mennesker hobende op bag mig….. følelsen af at være en fejltagelse havde nærmest ikke været tydeliger de sidste 8 timer…..
En mand i køen sagde om det ikke var nemmere at han betalte og så overførte jeg via mobilpay til ham? Jeg sagde jow tak og skyndte mig at kludre min mobilpay app frem, som jeg også måtte bruge 2 forsøg på at få åbnet. Jeg fik overført beløbet og manden sagde glædelig jul til mig 3 gange og endte med at klappe mig på skuldren da han gik. Jeg var ét grynt fra at stortude for enden af kassen i min lokale Netto.
Jeg kan ikke se om der er hævet penge på mit kort/konto men jeg har spærret det. Sad i kø til Nordea i 23 minutter for at få kortet spærret indtil jeg fandt computeren frem og spærret det via netbank med 3 klik.
Jeg har næsten ingen penge på min konto, selv om jeg havde regnet ud at der burde være mere end rigeligt – men det var naturligvis også før jeg kørte til Sverige med færgebillet, øresundsbroen x 2, storebælt, tankning x 2 osv. Så jeg har overført de 6800 kr jeg havde sat over på min “Fremtidsdrømme Konto” til min lønkonto. Magter ikke at skulle holde øje med kontoen hele tiden for at se om der er penge nok.
Samtidig har jeg, siden jeg blev ansat i min Far’s firma, betalt rengøringsdamen 325 kr pr. mdr. for at gøre rent. Alternativet er at jeg ellers selv skulle gøre det eller at min Mor skulle – så jeg har fundet en pige igennem mit eget firm, som gør rent – og jeg betaler. 325 kr. pr. uge. Pengene går fra min private konto til min firma konto, hvorfra hun så betales.
Jeg har sat mit SUP medlemsskab på hold, så spare jeg ca. 300 kr (kan end ikke huske prisen….) og med min opsparing på kontoen, burde jeg kunne holde skansen indtil terminen er betalt og derefter, når jeg har betalt termin i slut december venter et nyt økonomisk kvartal pr. 1. Januar med husleje, ejendomsskat, wifi og tv i min udlejningslejlighed og i min egen lejlighed, A-kasse kontigent, Sygesikringen Danmarks kontigent, AM bidrag og som prikken over i’et skal jeg til at afdrage på mit SU lån som jeg optog i hmmmm 2017 eller hvornår var det jeg startede på en uddannelse som jeg knap kan huske jeg gik på? Det hele er som en tåge
Bare jeg kan overleve økonomisk første kvartal 2019…
Hvad har DU på hjertet?