Så kom brevet ⬇️
- Jeg forstår ikke hvorfor de psykologer som jeg også har klaget over, ikke skal deltage i samtalen, burde de ikke forklare sig og forklare deres handlinger til mig?
- Jeg forstår ikke hvorfor en ledende sygeplejerske skal deltage i samtalen når jeg på intet tidspunkt har klaget over en sygeplejerske eller haft kontakt til en sygeplejerske.
- Jeg tager både en bisidder med og en advokat.
- Jeg kører klagen videre 100% uanset udfaldet alene af den grund, at de burde være professionelle nok, til ikke at lade det komme hertil i første omgang.
—
I torsdags var jeg hos min nye psykiater. Det var okay. Jeg tør ikke beskrive vores møde med andre følelser end at det var okay. Jeg ved jeg lyder som en sortser og en kælling men jeg forventer bare at hun vender på en tallerken, det er egentlig ikke noget jeg går og er bekymret for, for jeg ved det sker. Spørgsmålet er blot hvornår.
Og egentlig fik jeg ikke lov til at vente så længe, for jeg kom til samtalen kl. 09.20, Ella sad i bilen og jeg havde luftet hende i 30 minutter inden og sat vand og en godbid frem til hende i bilen inden jeg gik, så jeg vidste hun var okay.
Jeg forlod samtalen ca. kl. 10.15, vi gik åbenbart over tiden. Ikke mit problem, jeg aner ikke hvor lang tid jeg har samtale i, jeg ved faktisk intet da jeg knap kunne hører noget i vores første samtale og til denne her samtale svarede jeg blot på hvad hun spurgte om.
På vej ud af døren sagde hun: Har du en ny tid?
Mig: Nej.
Hun: Jeg får sekretæren til at skrive til dig, så du kan få en ny række tider. Mig: Okay.
Det var som skrevet torsdag kl. 10.15. Nu har vi søndag kl. 23.20 og jeg har ikke hørt noget. Så enten er sekretæren indkompetent ligesom dem på Enhed for Personlighedsforstyrrelse på Psykiatrisk Hospital eller også så gør hun ikke sit arbejde – eller begge dele. Who knows and who cares.
Det tragikomiske er dog, at min nye psykiater spurgte hvad mine forventninger til hende var inden jeg gik og jeg svarede som sandt var at jeg ikke havde nogen. Udover at jeg forventede at hun var perfektionistisk med de ting hun gjorde (mine nøjagtige ord) Dvs. at når hun sagde noget, så gjorde hun det.
I said THAT. Those excact words. 👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻👆🏻
– and yet here we are…. 🤦🏼♀️
Jeg tror jeg er forbandet. Vitterlig. Forbandet. Forfulgt af en ondsindet neverending joke.
En anden ting jeg bed mærke i til samtalen med min nye psykiater var, at jeg på et tidspunkt siger noget i stil med (jeg kan ikke huske den korrekte sætning) “…..det var dengang jeg boede på gården…..” hvortil hun BURDE havde sagt, fordi det var og er det mest naturlige at sige til den sætning, i den kontent og den forbindelse: “hvilken gård?” men dét gjorde hun IKKE. Hun nikkede og samtykkede omkring det jeg sagde, på en måde man kun kan samtykke, når man allerede ved hvad det er jeg taler om, henviser til og mener.
Fun fact: She don’t.
Hun ved INTET om gården, for jeg har INTET fortalt hende om gården. Så derfor BURDE hun intet vide. Not a damn thing.
Jeg vidste bare det her var for indspist. I just knew it og alligevel gik jeg videre, måske fordi jeg underbevist er så uendelig desperat efter at finde forståelse og et par lyttende øre, at jeg er parat til hvad som helst for at få hjælp, selv at ansætte en psykiater der kommer fra psykiatrisk hospital i Skejby, som på FB er venner med damen fra psykiatrisk hospital og min psykiater-lærling. Det så jeg inden jeg blokerede hende.
(Jeg har naturligvis også blokerede hende den ledende oversygeplejerske der skal deltage i mødet)
Jeg tror simpelthen der er for få kvindelige psykiatre i mit område og i Danmark generelt. Jeg kunne lige så godt have ansat Kunstmalerens søster, resultatet ville blive det samme tror jeg. Indspist.
Jeg har for længe siden, da jeg fandt ud af at en anden psykiater var inde og rette i min medicin på mit online journal, en jeg vel og mærke ikke har haft nogen kontakt til overhoved, haft mit journal låst. Det kan man nemlig gøre via sin borger.dk profil. Det betyder at kun de mennesker eller de sunhedspersoner du giver tilladelse til at kunne læse og tilgå dit journal, kan tilgå det. Jeg stoler 0% på alle mennesker, så jeg låste det komplet.
Jeg ser ingen grund til at hun (min nye psykiater) skal læse det. Kan hun ikke bare starte fra 0 og behandle mig som om jeg ikke har en diagnose og så kom frem med sin egen konklusion omkring min diagnose eller manglen på samme? Men nej, hun kunne nærmest ikke arbejde uden at have adgang til mit journal, så jeg ophævede det torsdag, så hun kunne få adgang. Samtidig gik jeg dog ind og blokerede samtlige læger og sundhedspersoner som jeg kunne søge mig frem til – der er sådan en liste man kan skrive folks navne i, så kommer de frem og så kan du vælge at skrive “blokere” ud for dem. Jeg blokerede rub og stub af hvad jeg kunne finde. Heller 10 for mange end 1 for lidt. På den måde har man generelt givet tilladelse til at hospitaler, speciallæger mv. kan læse mit journal, mens dem som er nævnt med navne ikke kan.
—
I fredags hold min nabo fest. Eller hans datter gjorde. Åbenbart kom hun i tanke om at hun havde fødselsdag fredag efter kl. 18.02, for da jeg var ude og hente min sushi i opgangsdøren hang der ikke nogen seddel på døren, det gjorde der derimod næste dag, da jeg gik ud med skrald.
Det var sikkert en fin fest, men udover at den ikke var varslet, så parkerede cirka 50 personer deres cykler foran mit soveværelesvindue som er i stuehøjde (parcelhus-stue-højde) når Stive 1 skulle have sin cykel, væltede 20 andre cykler og når Stive 2 så skulle hente sin cykel, væltede yderlig 30 osv. Cykler der vælter larmer en del, cykler der vælter ind i vinduer og vinduesrammer 20 cm. fra mit hoved larmer en del.
Læg dertil at halvdelen af festen foregik foran mit soveværelsesvindue som jo ligger ud til gaden, hvor alle dem med kærestesorger, alkohol problemer og som skulle tale i mobiltelefon sad. Og drak og røg og græd og snakkede.
Ellers var de i fælleshaven, og når de blev trætte af det, ville de ud igennem porten som er lige ved siden af mit køkkenvindue i forlængelse af soveværelset, men porten er låst, så de ruskede i træmmerne så hele vægen, ruderne og skabslågerne gyngede og når de forsøge at kravle over, brugte de min vindueskarm til at sætte af mod. Sådan noget foregår heller ikke lydløst.
Der var også et par som valgte at sætte sig til at lave heavy petting på min teresse der ligger lidt i mørke fra resten af festen – altsammen noget som fik Ella til at gå gø-amok. Hvilket hun naturligvis skal, da hun skal passe på mig, men jeg er rædselsslagende over at få klager over en gøende hund.
Så der røg den nattesøvn. Men skidt, der kommer jo en nat mere, så da det blev lørdag aften var jeg lykkelig og dumpede ned i sengen så snart klokken ramte 21, blot for at vågne til lyden af en der brækker sig i stride strømme. Jeg sukker og vender mig om og sover videre.
Søndag morgen vil Ella UD UD UD i haven, da jeg åbner døren til haven, er min teresse, træet på teressen, mit storskraldssofabord og store dele af græsplænen foran min teresse overspulet med bræk. Sofastolene på teressen havde stænk af bræk og brædderne er nu fyldt med “fedt mærker” efter bræk. FYI så er det ret svært at fjerne bræk fra græsplænen, efter 5 store spande med varmt vand var det nogenlunde spulet væk, men ikke mere end at jeg stadig ser fuglene pikke i græsset efter mad og stanken er heller ikke helt væk. Mågerne flokkes nu omkring min terasse og æder lystigt løs af opkast…. SÅ KLAMT!
– fik jeg nævnt at jeg fucking hader at bo her?
Jeg har sat gang i boligsøgningen nu. Jeg orker ikke mere, jeg smider håndklædet i ringen og er bare træt. Jeg vil bare så gerne have ro og stilhed og et liv med sollys, uden narkomaner foran mine vinduer, uden mennesker på min teresse, uden folk der klatre i mine vindueskarme, mennesker der bruger min teresse som var den deres, uden folk der fester 20 cm. foran mit hoved osv. Jeg er ikke sur og gammel, jeg er bare fyldt op.
—
I dag er det desuden mandag, jeg har været til Kranio Sakral og har stadig ikke hørt fra min nye psykiater ang. ny(e) tider. So here we go again.
—
How lucky am I?
Det er i dag tirsdag. Intet nyt fra min nye psykiater.
Og som prikken over i’et er min bil gået i stykker igen. LAAANG historie kort, i fredags gik min bil i stykker. Bare sådan, midt i det hele. Eller foran banegården i Århus. Jeg havde stoppet for at sælge en storskralds vandpibe til en fyr, da jeg sætter mig ind i bilen igen vil den intet.
Samtidig ringer min yngste lillebror, han skal til læge om 40 minutter og “kom i tanke om” at han manglede mundbind. Jeg har i bilen, naturligvis, og siger vi kan mødes foran banegården da hans læge ligger tæt på.
Da han så kommer er min bil død. Jeg får tømt min bil for storskrald, da det netop er om fredagen jeg har (ofte) har min store afhentningsdag og i fredags var ingen undtagelse. Så ind i min brors bil med mine ting, katestrofeblinket på min egen og så hjem og mødes med en dame der skulle hente en stumtjener hjemme hos mig selv. Jeg parkere min brors bil og venter på at han kommer retur fra lægen. Der går længe. Jeg er nervøs for at min bil får en parkeringsbøde, selv om jeg har lagt en seddel i vinduet og ringet til politiet og informeret dem om at den holder dér, ulovligt.
Jeg smser til min bror flere gange. Intet svar. Da jeg ringede til Far og Mor for at spørge om hjælp til af hente bilen var deres kommentar at de liiige var kommet hjem fra byen, hvor de har været til noget bankmøde ang. byggegrundene og ikke orkede at kører igen midt i myldertiden på en fredag.
Til sidst smser jeg min bror at jeg tager hans bil ned og køber startkabler, så jeg kan få bilen started og kørt på værksted og få et nyt batteri. Han svare ikke, så jeg hiver Ella med mig og ud til hans bil (som holder her hvor jeg bor og hvor han også har en parkeringsplads+lejlighed) Udenfor står min lillebror i fuld gang med at tale i telefon – han taler ALTID i telefon og mark you mig words, en dag bliver det for meget for nogen og det får enorme konsekvenser for ham, at han ikke kan forstå at fatte sig i korthed, ikke at tale i telefon når man er på ferie, fødselsdage eller som i fredags, når en søster faktisk har reelt brug for hjælp.
Min bror vil have sin bil, jeg vil gerne låne den, så jeg spørger om han ikke kan sætte sig ind og så kører vi sammen hen og henter startkabler, kører op og starter min bil og så kan han få hans egen bil igen, men nej, han kan end ikke sige et øjeblik men laver mærkelige ansigter af mig. Jeg giver ham nøglen til min lejlighed så han kan gå ind og vente dér.
Så kører jeg hen og køber startkabler i min brors bil, smser til min bror om han vil komme udenfor om 5 minutter, så jeg kan hente ham og vi sammen kan kører op og hente min bil. Intet svar. Jeg venter. Intet svar. Så kører jeg selv op til banegården og sætter startkabler til min bil, mens min brors bil nu også holder deroppe, på en 15 min. p-plads. Jeg forsøger at preje et par biler, men uden held. Alle har fredagstravlt, indtil jeg får stoppet en “far type”, han er udlænding (så til alle indvandre hadere 🖕🏻) og har sin store søn i bilen. På 10 min. har han fået liv i min bil. Jeg takker og får hented Ella i min brors bil, sat hende ind i min bil og sammen kører vi ned på det nærmeste værksted.
De har ikke et nyt batteri der passer, så jeg skal kører op til butikke (T-hansen) hvor jeg købte startkablerne og købe et nyt batteri, det gør jeg, med Ella i bilen og uden mulighed for at stoppe bilen, som så holder i tomgang med Ella og nøglerne i den. Jeg løøøber ind, køber et batteri til 899 kr, løber ud igen og kører ned til værkstedet. De skifter mit batteri rundt gratis (mod at jeg lover at komme med en 6-pack coca cola) en dag.
Så smser og ringer jeg igen til min bror. Intet svar. Jeg kører hjem, får hented ham, kører ham op til hans egen bil som 7-9-13 ikke har fået en bøde og vores veje skilles. Og ikke på ét eneste tidspunkt har den lille lort gidet at sige til hvem end han talte med, at “min søster har brug for min hjælp, så må jeg ringe til dig senere eller på mandag?” Nej, tænk sig hvis man skulle udvise lidt næstekærlighed.
Jeg kører hjem – efter en dag som allerede var dårlig FØR det her skete!! I kid you not!
Nu har jeg så været ude og kører og bla. lige hented fodder til Ella i Maxi Zoo og gået tur i skoven/kolonihaven og noteret at der er 2 nye haver til salg. På vej hjem tænkte jeg, at jeg hellere må få hented den pakke som ligger og venter på mig (en fugl til at hænge på væggen i porcelæn som jeg har købt på FB Markedsplads) Da jeg kommer ud i bilen igen efter at have hented pakken, vil bilen INTET. Nada. Nothing.
Jeg får samlet mit lort sammen og går hjemad med Ella – og naturligvis skal jeg tisse helt vildt. Hjemme får jeg ringet efter vejhjælp, som sms’er da de er på vej. Jeg går retur til bilen og mens jeg sidder i bilen og venter, kommer der en cyklist forbi, som stjerner direkte ind i sidespejlet på min bil, men flot og fint kører videre, selv om jeg råber efter hende. Da jeg kikker på sidespejlet, har lakken en mega rids. En til samlingen af idioter der kører uden at anerkende deres skader.
Vejhjælpsmanden kommer og konstatere at mit fine batteri stadig er fint men at fejlen ligger hos starteren til bilen. Som han ikke kan finde, så han tager bilen med sig. Jeg pakker Ella sammen igen og går hjem.
Blot for at konstatere at min opvaskemaskine er gået i stykker. Og ja at klokken nu er langt over alm. arbejdstid og at jeg heller ikke i dag hører fra min nye psykiater.
Det tragikomiske er, at jeg på den ene side sidder og hepper på at hun fucker mig total, så jeg kan hade på hende i evighed over hendes indkompetance og sætte hende i samme bås som de Stikkende Damer og min psykiater-lærling, mens jeg på den anden side sidder og græder over at jeg igen føler mig ignorert af et menneske jeg har 0% resonans, tilknytning eller følelser for.
Jeg ved ikke, fik jeg fortalt om festerne fredag og lørdag? Jow det gjorde jeg kan jeg se.
Nå men så kan jeg fortælle, at damen fra psykiatrisk hospital (blomsterdamen) har skrevet ikke mindre end 8 gange siden jeg sidst kørte hende ud i hendes kolonihave og spurgt om jeg vil “drikke kaffe” igen. Og svaret er nej. Det vil jeg ikke.
Dels kan jeg ikke overskue det mentalt, dernæst så bryder jeg mig ikke om at være hendes udgang og så vide alle de ting hun efterhånden sidder og fortæller mig – som jeg simpelthen ikke tør nævne herinde, da jeg ved at Fede Dorit har linket til bloggen her og med hendes kompetancer har hun nok trygt det på bagsiden af det årlige julekort og sendt det rundt til alle hendes psykolog veninder.
Anyway – jeg føler at jeg med den viden jeg får, sidder som en lus mellem to negle og jeg har i forvejen – uden denne her viden – problemer nok med psykiatrien. Det sidste jeg har brug for, er at aflevere et narkopåvirket menneske retur til en psykiatrisk afdeling. Jeg kan levende forestille mig de problemer der vil hagle nedover mig.
Så jeg har sagt nej og nej og kan ikke, har ikke tid og alt muligt andet. Men hun er virkelig insisterende, så i sidste uge efter at havde brugt min tid hos psykiateren som undskyldning, sagde jeg at jeg måske kunne fredag eller lørdag, selv om det også var løgn, specielt fredag fordi jeg var så max presset med alle de handler jeg havde skubbet til én dag i stedet for at gå skulle håndtere 2 handler om dage. (Solgte for 1700 kr i fredags)
Men jeg siger at jeg kan hente hende (for at få ro fra hendes konstante beskeder på FB) fredag mellem 11.30 og 13.30. Ella kommer med.
Jeg henter hende et sted hvor hun er til sang eller noget, min bil er proppet med ting der skal afhentes samme dag, men jeg får mast et af bagsæderne op, så hun kan komme ind. Ella sidder på forsædet som altid.
Vi kører ud i hende have, hvor hun også skal klage til et taxi selskab fordi hun allerede i denne måned har brugt 900 kr i taxi på at komme i haven (jeg fornemmer hurtigt at jeg er hendes gratis-taxa) og en af dem havde kørt en forkert vej med hende.
Mens hun klager, køber hun 2 kjoler på FB Markedsplads som skal hentes i Gjellerup samtidig med at hun ryger. Da vi kører derfra skal vi hente kjoler men da jeg jo også har planer for dagen, skulle vi noget andet først (men tilbage til det senere)
Da mit æriende er ovre, og som iøvrigt bliver forkortet fordi blomsterdamen sidder i bilen og venter og har kvalme pga. medicin, kører vi til Gjellerup, henter kjoler og så retur til psykiatrisk hospital, af helt specifikke veje som hun ønsker at kører da hun ellers får det dårligt.
Jeg følger hende op til hendes afdeling, med Ella i snor. Dels er jeg hamrende nervøs for at møde nogen jeg kender på gangene og derudover kommentere damen meget på at Ella har for lang snort (hendes optik, hun gik 2 skridt foran mig) at Ella fældet og at der var hår på hendes tøj og for at runde en fortræffelig chauffør tur af, siger damen at hun ikke kan lide hunde generelt og heller ikke Ella….
I’m fucking speachless!!
Så mens jeg skal bærer på hendes hemmeligheder, kører gratis rundt osv. så skal jeg også lægge øre til hvor lidt hun kan lide min hund, som iøvrigt ikke har gjort hende noget. 🤦🏼♀️ Humans….
Da jeg kører derfra, altså fra psykiatrisk hospital, kører jeg op til banegården og *bum* så stopper min bil med at kører og ovenstående scenarier udspiller sig.
Jeg har for lææænge siden besluttet mig for at jeg ville give vores kontaktpersoner hos ejendomsadministrationsfirmaet en blomst plus en blomst til vores vicevært. 3 personer i alt som jeg har haft et kanon samarbejde med i den ejerforening hvor jeg netop er trådt ud af bestyrelsen. De har virkelig hjulpet mig og jeg syntes det er så hamrende vigtigt at anerkende andre menneskers arbejdsindsats og dernæst så har jeg en aftale med mig selv om, altid at behandle andre som jeg selv ønsker at blive behandlet. Med respekt og anerkendelse.
Derfor købte jeg 3 buketter hos Magasin blomster netop denne fredag, jeg skulle lige sunde mig oven på Generlaforsamlingen før jeg kunne se på nogen uden at græde. Og knap har jeg hentet blomsterner, før blomsterdamen skriver klokken 09.30 om jeg kan hente hende – og det er så her jeg føler mig fanget og bare siger ja for at få det overstået.
De 2 af dem når jeg at aflevere inden hun skal hentes, den sidste måtte jeg aflevere mens hun var med i bilen, det var til viceværten – som så både sødt og desværre, også havde en gave til mig. Den ligger her på bordet i køkkenet og er stadig ikke udpakket.
Jeg ved jeg er et horriblet menneske men jeg kan vitterlig ikke understrege nok hvor lidt jeg ønsker at modtage gaver. Jeg kan af uransagelige årsager ikke overskue at forholde mig til gaver og derfor får jeg dem ikke åbnet og ikke værdsat og ikke sat pris på.
(pt. i skrivende stund har jeg så voldssom kvalme at jeg ikke aner om jeg skal kaste op, tømme mine tarme på den onde måde eller måske begge dele….men faktum er at jeg har det forfærdeligt)
Jeg får talt lidt med viceværten, han er ved at tage jagttegn og glæder sig og spørger ind til mit jagttegn (som jeg knap kan huske jeg tog) men jeg stresser fordi damen i bilen skal være tilbage på hospitalet på xx klokkeslæt og vi skal jo også til Gjellerup først og hente kjoler og pludselig er det min fejl pga. mit æriende, at vi er forsent på den. Ikke pga. hendes kjolekøb. . Hun max stresser mig. Helt vildt, men jeg siger til mig selv at hun er syg og ikke mener det som jeg modtager det. Jeg er måske ikke syg syg men jeg er nok finfølende og det skal hun jo ikke nødvendigvis klantres for. Men jeg har lovet mig selv at jeg skal blive bedre til at sige nej.
—
I dag er det onsdag (og nej, jeg har ikke hørt fra min nye psykiater endnu) Jeg tænker om hun har droppet mig fordi hun syntes jeg er en træls klientpatient? Jeg kan kun kontakte hende gennem hendes hjemmeside, det har hun nævnt flere gange, men hendes hjemmeside er under opbygning eller nærmere gået i stå og den er mildt sagt horribel!! Linket til kontakt virker i hvert fald ikke og 90% af alle fanerne er ikke udfyldt og telefontid er kun mellem 08.00 og 09.99. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det?
Hun har sms’et mig tidligere på et nummer, men jeg frygter at det er hendes private nummer og tør derfor ikke svare tilbage på det. Tænk nu hvis hun er ligesom min psykiater-lærling og “bare” bruger sit private nummer til arbejde = klient patienter og så fast-forward om 1 år eller ligende så hænges jeg op som en stalker type. Dét vil jeg simpelthen ikke udsætte mig selv for igen. Første rundte er end ikke slut og jeg syntes det er forfærdeligt mildt sagt.
—
Mor har lige været her, hun havde været ved tandlæge. 0 huller. Jeg har heller ikke et eneste hul i mine tænder. Never had one. Men jeg har også den ondeste mundhygiejne.
I ren frustration, fordi jeg jo hverken har nogen at brokke mig til eller at dele glæder med, vende tanker og ideér og bare tale med generelt, fortalte jeg Mor om min nye psykiater og hendes manglende kontakt. Mors kommentar var at jeg skulle lærer at styrer min vrede og lade være med at lade småting gå mig på.
I’m baffled. How come things in my world always be small things in others peoples mind?
How come my problems always be made obscure and insignificant when they are real to me?
Det både frustrere mig, gør mig vred og gør mig utrolig ked af det, at Mor (måske ubevist) neglicere mine problemer. Hvorfor er det ikke okay for mig at syntes at det er problematisk at min nye psykiater ikke vender tilbage til mig med en ny tid som aftalt? Jeg har jo brug for og har bedt om et kontinuerligt forløb, og i morgen er det en uge siden jeg var hos hende. Selv om jeg ikke ønsker at sige det, så har jeg allerede fået håbet op og håbet forsigtigt på, at hos hende her, kunne jeg få vendt mit indre livs-tankskib og komme på rette kurs igen.
Hvis det nu viser sig at hun har ombestemt sig efter at ha læst mit journal feks. så er det naturligvis ærgerligt men måske mere i retningen af hvad jeg havde forventet af hende – men så BURDE hun melde klart ud at hun ikke kan hjælpe mig!
Jeg fik en mail allerede fredag formiddag om at mit journal var låst op og tilgængelig, så hun har haft riigelig tid til at læse det og til at træffe beslutningen om at hun ikke kan eller vil være min psykiater fremover.
Men tilbage til min Mor, hvorfor er det at det er småting jeg lader mig gå på af, når det virkelig og oprigtigt fylder i MIT LIV? Mor fik det sagt på en måde, så det også inkluderede at de ting jeg lader mig gå på af og bliver vred over, feks. det faktum at folk brækker sig foran og på min altan, at folk holder hæmningsløst mange fester, bruger min altan som var det deres, narkomaner foran mit soveværelsesvindue osv. Dét ER RELLE problemer for mig – men andre som feks. min familie, neglicere dem. HVORFOR kan de ikke se det fra min side af?
Min søster mente at det ville hun da lige fortælle vores opgangsformand (det er bla. hans datter der har holdt fest) og *vupti* tager hun (min søster) styring på mine problerm og når jeg nu ikke ønsker at konfrontere mine naboer (det har jeg simpelthen ikke psyken til i øjeblikket) så skal der være opgangsmøde hvor jeg naturligvis ikke ønsker at deltage men det er mine problemer der skal diskuteres til mødet = hvordan tror du jeg kommer til at se ud i mine naboers øjne, når klager fra mig skal behandles på et opgangsmøde hvor jeg ikke selv deltager?
– jeg kommer til at ligne en idiot!
Krydder det med at min søster for lidt over 2 år siden sagde direkte til mig, mens hun sad i min bil: “Deirdre-Ann, du skal tage dine problemer og sorger og gå et andet sted hen med” Jeg kommer aldrig til at glemme de ord.
Hvilket var den absolutte grund til at jeg ville gå via bestyrelsen og lade bestyrelsen tage fat på naboerne og bede dem rette ind. Det er dét en bestyrelse gør. Jeg er ikke flyttet hertil for at få flere nabokonflikter. Jeg er ikke flyttet hertil for at holde opgangsmøder og sidde og græde foran mine naboer fordi mit sind er flosset efter årtier i konstant kamp. Jeg er flyttet for at få mere plads, RO, opvaskemaskine og vaskesøjle.
Jeg har hele tiden tænkt at jeg ville tage min advokat fra da alt det med gården skete, med til mødet på Psykiatrisk Hospital. Men det viser sig, hvilket jeg ikke vidste, at han også er advokat for Styrelsen for Patienklager/Styrelsen for Patientsikkerhed. Dvs. han og hele hans firma er inhabile.
Han anbefalede mig at tage fat i nogle Kaptain nogen og OMG hvor en fucking FEJL!!
Jeg ringer til omstillingen, præsentere mig og siger at jeg ikke er helt sikker på hvem jeg skal tale med, bliver stillet om og får en mand i røret. Det lyder som om om han sidder og taler i telefon mens han skider og har telefonen på medhør. Jeg må gentage mig navn 3 gange før han pludselig siger: DIG kender jeg!!
Lad mig sige det sådan, der er få ting der kan få mig til at løbe hurtigere end Nielson Kipkater, men når folk jeg ikke kender, siger at de kender mig, så tændes ALLE de røde alarmknapper og de røde advarselslamper snurrer rundt som et roserblink på et langsomtgående kørertøj!!!
Abort Mission!! Abort Mission!!
Så, udover at det er mega uprofessionelt af en advokat at sige sådan i første omgang, så gør det jo ikke noget godt for et eventuelt samarbejde. Han begynder at spørge ind til hvor han kender mig fra og jeg er total febrilsk og har ikke lyst til at tale med ham mere. Han siger han ikke kan huske hvorfra han kender mig, men som han siger: Dit navn er jo ret usædvanlig. Jeg kender dig et sted fra…
Jeg får sagt noget i stil med at jeg håber det er for noget godt han kender mig, men at jeg umiddelbart ikke tænker det er til gavn for et fremtidig samarbejde at han kender mig og jeg ikke kender ham. Jeg siger fravel og tak.
2 minutter, vitterlig max max 2 minutter senere får jeg en notifikaton på min telefon om at xx advokat har besøgt min Linkedin profil. Jeg forstår ikke verden, han må gerne google mig og skræmme mig i telefonen og slippe ustraffet fra det, men jeg må ikke google min psykolog og fortælle hende ærligt og åbent om det? WTF is wrong with this world!!
I dag får jeg så fat i en anden advokat, en kvinde hvilket hele tiden har været mit ønske og jeg har netop sendt hende alt materialet fra sagen, indkaldelsen mv. og i morgen ringer hun og følger op på om Psykiatrien er ok med at jeg tager en advokat med. Hun mener at det er de højst sandsynlig ikke – cowards – men så er det godt at jeg har en Plan B. Og desuden helmer jeg ikke når jeg ved jeg har ret. Jeg har bukket hoved for sidste gang i mit liv.
Jeg kom til dem for at få det bedre og se mig nu.
Men hvis ting flasker sig, så har jeg en badass bisidder og en advokat med og så kan de satme bare komme med alt det lort de vil. De skal få deres taletid, men de skal dæleme også komme på arbejde for mig.
* Jeg vil ikke finde mig i de ting de har skrevet i mit journal omkring mig.
* Jeg vil ikke finde mig i at de siger jeg ikke kan få fri i 30 dage da det vil ødelægge terapien men det er helt cool at de så aflyser 111 dage i træk.
* Jeg vil ikke finde mig i at blive hængt ud for at google min psykolog når google i 2019 er hvad Lademands Leksikon var i 1960’erne.
* Jeg vil under ingen omstændigheder finde mig i at handlinger jeg foretager som privatperson bliver brugt imod mig i psykiatrien.
De to ting har INTET med hinanden at gøre.
Og som prikken over i’et vil jeg vide hvordan de har tænkt sig at håndtere sådanne sager fremadrettet, for alle googler uanset om de syntes om det på psykiatrisk hospital eller ej.
Og er de helt firkantet, så går jeg til pressen med det her. Korrekt vinklet så er det en virkelig god historie som kommer til at gøre ondt på rigtig mange. Inkl. mig selv, men jeg er allerede så smadret at det ikke kommer til at gøre en forskel i mit liv. Men mediedækning får helt sikkert visse mennesker til at tænke sig ekstre om inden de en anden gang nærmest lyncher en psykiatrisk patient for noget så banalt som at google og bagefter trækker patient baglænds gennem glasskår uden forsvar ved ikke ét men hele to møder.
Jo mere jeg tænker over det, jo mere grusomt og inhumant virker det her på mig. Vitterlig umenneskeligt.
—
Jeg har skrevet til Norman, udfaldet er naturligvis det samme som tidligere og det gør stadig ondt. Jeg har så meget brug for en at spørge til råds, til en som kan tale med mig indtil jeg selv er færdig med at tale og ikke bare en som kan tale i 45 minutter (psykiateren) eller som balimanden jeg mødtes med i mandags i en time, inden han skulle hjem og spise.
Jeg har fysisk ondt inden i, når jeg tænker på hvor ensom og ensformigt mit liv ser ud. Jeg forstår ikke alle de mennesker der hepper så gevaldigt på at mennesker bare SKAL LEVE videre for alt i verden.
Verden er IKKE et godt sted at leve og bo for alle mennesker. Fint at den er god for nogen, men ligeosm sko ikke passer alle fødder, så passer verden heller ikke til alle mennesker – nogle af os er bedre stillet ved at dø. Verden er bedre stillet ved at vi dør.
Jeg er en af dem som er bedre stillet ved at dø. Jeg er en af dem verden er bedre stillet med dør.
Desværre har jeg misted min tillid til at Hr. Gud vil gøre den opgave nem for mig. Of course not. Han har til dato ikke gjort mit liv nemt. But I’m working on that part.
Hvad har DU på hjertet?