Min Psykiater-Lærling

I dag så jeg min Psykiater-Lærling for første gang i én måned og det var SÅ hårdt. Klokken er nu 21.13 og jeg har kun været ud af min seng to gange i dag.

I morges kl. 09.00 tog jeg op til min Kranio Sakral terapeaut mirakelmager på Trøjborg. Uret ringede kl. 08,00, jeg væltede ud af sengen kl. 08.33, hev tøjet der lå på gulvet fra i går, inkl. de brugte trusser på, fik iset bilen af og kørte derop. Jeg græde da vi startede og min underbevisthed var helt flosset. Hendes timepris er steget fra 550 Kr til 600 Kr.

Naturligvis er hun alle alle pengene værd og naturligvis skal hun også leve – jeg har bare næste ikke råd til 550 Kr langt mindre 600 Kr, så der går nok et stykke tid før jeg kommer dér igen. Jeg tog kun derop fordi min krop er helt slidt, mine skuldre gør ondt og det værker i min højre arm – det bedste og mest dækkende ord er faktisk “slidt”

Da jeg var færdig, kørte jeg direkte hjem, tog tøjet af og gik i seng. Dér lå jeg til klokken var 13.25, så stod jeg op, tissede af, vaskede hænder, tog tøj på og gik med, om muligt, endnu større hævede øjne end om formiddagen (brugte hele mandag aften og den halve nat på at græde) og så kørte jeg ud på Psykiatrisk Hospital.

Min Psykiater-Lærling er altid stille når jeg kommer, som om hun venter på at jeg skal starte med at tale, men jeg ved aldrig hvor jeg skal starte, så jeg er også stille – men inden i mig råber min krop, den skriger alle mine sorger i hoved på hende – lidt ligesom i Disney filmen “Indside out” (på Dansk “Inderst Inde”) og jeg kan se hendes hår blæse bagud fordi min ordstrøm er så intens. Jeg kan se huden på hendes kindre blafre – alt dét ser jeg for mit indre, som havde jeg et par google briller på.

Men i realiteten sidder hun blot foran mig med hendes grå ørenringe, bygget op af 4 små grå firkanter i forskellige grå oxyderet nuancer, sat sammen på en række. Hendes grå strikke bluse, sikkert mohair, med v-hals ser hyggelig, varm og behagelig ud, på højre skulder/bryst sidder hendes navneskilt “Psykiater-Lærling. Læge” (ca.) Jeg kan faktisk ikke huske om hun havde sorte bukser på, det tror jeg. Hendes sko var brune, sådan nogle ridestøvler agtige sko. Jeg tænker hun har mange par sko, jeg har i hvert fald set hende i 4 forskellige par – alting er jo relativt, men i min optik er det 2 par mere end jeg ejer (med mindre man ser bort fra højhælet sko, som jeg har mange af men aldrig bruger – måske jeg skulle smide dem ud?)

På hendes venstre hånds ringefinger, sidder der en tyk guldring med tre små brillianter i. Det er den korrekte finger, fingeren der går direkte op til hjertet og forbinder to mennesker med blodets bånd. Sådan var det i gamle dage, indtil man skiftede til højre hånd, da man begyndte at give hånd, sådan at man kunne se om en kvinde var gift eller ej. Før den tid var højre hånd til forlovelser, fordi ringefinderens blodåre havde en længere vej til hjertet, dvs. båndet kunne brydes, det kan et ægteskabeligt blodsbånd ikke.

Så blev Kronprinsen gift med Mary og satte vielsesringen på hendes venstre hånd og dét var dér omkring at moden skiftede tilbage til sådan som det burde være. I like.

Hendes telefon, som hun optager vores samtaler med – kameraet er i stykker og åbenbart tager ting sindssygt langt tid i det offentlige, jeg mener, i stykker idag, køb et ny og være køreklar i morgen men altså, hun optager vores samtaler på hendes hvide firkantet Huwai telefon i et hvidt cover – hun har skiftet sit baggrundsbillede ud. Før var det to smilende lyshårede piger, eller var der tre? I don’t remember, men nu er det noget neutralt.

Jeg er græsk katolsk men forstår hende godt. Ufedt at få en lettere personligheds-fucked-up-patient til at rande rundt efter hende eller hendes døtre – ikke at jeg NOGENSINDE ville gøre det, men hun kan jo have andre patienter. Er ordet “patienter” i øvrigt ikke et forfærdeligt ord? Som om jeg er syg?

Jeg er jo ikke syg eller diagnoseret, jeg er bare dybt dybt ulykkelig og jeg kan slet ikke navigere i livet. Måske jeg sidder her i sengen igen i morgen. Hele dagen. Så behøver jeg ikke tænke så meget.

Jeg fortalte hende om mine tanker, om de slørede billeder fra stalden som jeg ikke kan få rigtig “fremkaldt” i mit hoved. Jeg fortalte at jeg havde tænkt på hende nøgen, at jeg havde tænk på om hun onanerede, om hun barberet sin tissekone – jeg følte mig som et sindssygt, kikset og fucked up menneske men hvis jeg nogensinde skal blive normal i mit hoved, må jeg få alt “pusset” ud (betændelsen) og det kan jeg kun, hvis jeg er ærlig.

Hun smilede lidt og spurgte om mine tanker skyldtes at jeg så og definerede hende som “normal” og mig selv som unormal – jeg svarede ja selv om jeg ikke er sikker på at det er sådan det hænger sammen, men det lød meget rigtigt da hun sagde det.

Jeg græd så meget at snot løb ud af min næse, da jeg kom ud i bilen kikkede jeg mig i spejlet og håbede inderst inde at jeg ikke havde en hvid bussemand i næsen. 7-9-13 var jeg bussemandsfri.

Jeg fortalte hende om min frygt for at dø, som jeg ellers ALDRIG har haft før, men som er kommet. Min frygt går ikke på at dø dø, men på at når jeg er død, så bliver jeg måske straffet for alt det dårlige jeg har gjort her i livet. For mine løgne, for de mennesker jeg har behandlet dårligt. Måske jeg bliver straffet så hårdt at jeg kommer samme sted hen som min Gudfar og dén tanke alene, kan få mig til at søge efter evighedskilden – jeg vil ALDRIG se min Gudfar igen. Aldrig nogensinde ever. Jeg kan mærke at jo mere jeg taler om ham, til mig selv, min Psykiater-Lærling og til Jonas, jo mere frygter jeg at møde ham igen.

Jeg fortalte hende om Lotte, som er apoteker og om at hun en dag viste mig hvilken piller jeg kunne bytte om på, så ville han dø af hjertestop mens han sov. Jeg fortalte hende at jeg faktisk engang havde byttet om på pillerne, sådan at han kunne dø. Lotte fortalte mig at gamle mennesker taber deres pilleæske hele tiden og samler dem op og selv lægger dem tilbage og så glemmer de hvilken der skal hvorhen og så dør de af en overdosis eller af forgiftning.

Jeg fortalte min Psykiater-Lærling at jeg fortrød min handling og byttede dem tilbage igen og at jeg den dag i dag stadig fortryder at jeg ikke gennemførte min handling. Jeg var simpelthen bange for at havne i fængsel pga. ham. Han er ikke og var ikke fængselstid værd, i hvert fald ikke dengang. Men med dagens øjne, så er jeg overbvist om at jeg kunne være sluppet fra det. Engen ved aldrig at blive opdaget eller også ved at blive afhørt og gå til bekændelse om hvorfor jeg gjorde det, at han misbrugte mig og så havde det være en affekt handling og jeg var højst sandsynlig sluppet med ingenting eller et par måneder.

Feks. er ham bandelederen fra Loyal to la Familia lige blevet idømt (i dag) en latterlig mild dom for at true en politibetjent. Forældrene til Tønderpigerne er jo allerede løsladte igen. En far slog moderen ihjel og fik efterfølgende fuld forældremyndighed over parrets to børn frem for moderens søster. I Danmark har vi de mest fucked up straffe for horrible ting, så mon ikke jeg var sluppet ganske nemt ved at forgive min Gudfar?

Jeg ville ønske at jeg dengang havde set og måske endda indset, hvor stor en skade mit forhold til ham egentlig havde på mit liv. Alle syntes jo jeg lægger for meget i “min tid på gården” og at jeg bare skal komme videre – trust me, jeg KÆMPER den sejeste kamp for at komme videre, jeg laver faktisk ikke andet hver dag end at kæmpe. Mit sind er ét åbent væskende sår og uanset hovr meget jeg nurser det, presser på det, så vil det hverken hele, gå væk, stoppe med at bløde eller på nogen måde blive bedre.

Det er forfærdeligt.

Jeg fortalet min Psykiater-Lærling om Kaspers død og om hans smser til mig som jeg aldrig fik svaret på, jeg fortalte hende om mit savn til Synnøve, om Michelles dødsdag og kommende 40 års fødselsdag på lørdag. Jeg fortalte hende om alt det jeg havde tænkt på i den måned der er gået siden vi havde talt sammen sidst.

Da jeg gik, gav hun mig hånden og sagde at hun ikke følte sig stalked af mine mange milliarder tanker. Neglende på hendes tommeltotter er næsten groet ud igen.

Vi skal desværre først ses om 10 dage igen, da hun ikke kan på næste tirsdag. Jeg var ved at knække inden i, da hun sagde det. Jeg ved at hun har et liv udover mig, gudsketakoglove for det, men jeg føler lige nu at jeg hænger på en klippekatn og dingler med benene frit hængdende i luften, mine hænder kan snart ikke holde min krops vægt mere, mit hoved er så tungt at det falder bagover og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv de næste 10 dage.

Da jeg kørte hjem, gik jeg forbi bageren og købte en børne bamse bolle med brun glassur og en rød vingummi på og en trøffel med chokoladeovertræk. Og så gik jeg direkte hjem og tog alt tøjet af og på med natkjolen og jeg har ligget her i sengen lige siden, om lidt vil jeg slukke lyset og lægge mig til at sove. Jeg er så udmattet at jeg næsten ikke kan holde mig selv oprejst, faktisk er jeg ikke oprejst, jeg sidder i min seng med 4 puder (3 fra sofaen og min hovedpude) bag mig, man kan vel næsten sige jeg ligger halvt ned. Kan man ligge ned en kvart?

Jeg har downloaded en app der hedder “Dreamdays 365” I dag er det præcist 9 dage siden jeg talt med Norman sidst. Der er 293 dage til Juleaften og 137 dage til jeg bliver 40 år, så i teorien har jeg 137 dage til at beslutte mig for, om frygten for at møde min Gudfar er SÅ stor, at jeg vælger at leve frem for at dø.

Jeg ved jo nu hvordan dagene, ugerne og livet efter min sidste samtale med min Psykiater-Lærling i Uge 29 i Juli 2018 vil blive. Horribel er vist det mest dækkende ord.