Min Indre Sorg

Nogle dage er det som om mit bryst er ved at springes af sorg, som om øjene bare løber over, som når man sætter proppen i håndvasken og glemmer at slukke for vandet…..

Smerten inden i er ikke håndgribelig og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv – hvis jeg turde, ville jeg søge trøst men jeg tør ikke. Hvem vil trøst mig? Hvem vil holde om mig og sige at alting nok skal gå?

Jeg er ingens hjertebarn, jeg er ingens kæreste, ingens bedste veninde – jeg er bare mig og ofte, langt ofte er det også nok.

Men på dage som disse, så er det langt fra nok.

I morges kørte jeg min ældste lillebror på arbejde, han arbejer som leder trainee hos Coop Danmark, et job jeg har skaffet ham gennem en af mine gamle kollegaer fra Dansk Supermarked. Bagefter kørte jeg op i min søsters hus – her dufter som der, engang, duftede i min lille elskede lejlighed i Århus, dengang jeg flyttede ind på en madress på gulvet fordi jeg ikke turde fjerne møbler fra gården af.

Lejligheden havde jeg i smug gjort i stand sammen med min mor i næsten 7 måneder og da jeg endelig kunne lægge en bunke håndklæder, en madress og sengetøj på det nyvaskede gulv, ja så duftede der som der nu dufter i min søsters nyistandsatte hus.

Her dufter af frihed og ny begyndelse.

Om det skyldes duftende eller om det skyldes min chef, skal jeg la være usagt. I sidste måned fik jeg ikke min bonus udbetalt for oktober (jeg er bagudbetalt rent bonus mæssigt) fordi min chef ikke havde “tid” til at regne den ud, så i denne her måned skal jeg have to bonusser udbetalt.

Men min chef mener ikke jeg er berettiget til at få bonus – han mener ikke jeg har “sparket røv” og skabt medieomtale – jeg er både rasende, arrig, vred, såret og utrolig ked af det!

Hvis jeg ikke har gjort det godt nu, hvornår kommer jeg så til at gøre det godt? Jeg har skaffet os taletid af to omgange på landsdækkende tv, vi har fået henholdsvis 2 og 3 hele sider i to af de største aviser i Danmark, jeg har skaffet os medieomtale i England og i Spanien – plus alle de små medier, aviser og blade……..jeg ved af alle mennesker hvor svært det er at skabe en sådan omtale, hvor mange mennesker der skal kontaktes, hvor mange afslag man skal tage men stadig forsætte med at smile og blive ved og ved og ved – men det gør min chef mere og mere åbenlyst ikke.

Ikke nok med at han tror jeg har knaldet it-manden, så skriver han også til mig på skype i dag “du blev ansat fordi vi trode du kunne løfte opgaven, men det kan du åbenbart ikke og derfor kan vi ikke udbetale dig bonus for de sidste par måneder……”

I’m like………what?! Why? I don’t understand? Please explain! Haven’t I done enough, haven’t I worked my arse off doing my best and a bit more and now you come along and tell me that I ain’t worth the money?

Jeg forstår det ikke……….Really I don’t.

Hvis landsækkende tv ikke udløser en bonus, hvad gør så? Han er altid så svævende i hans forklaringer – han vil se “medier og forsider” men når det så sker, så er han ikke tilfreds, så er det ikke dét han mente alligevel……

Til sidst knækkede filmen for mig og jeg tudbrølet her i min søsters tomme (kolde) hus, jeg ligner en tam vild med håret i en hottentot knold og helt røde øjne. Jeg tror jeg har fået nok af jylland og af samhørighed og alle mennesker der danner par (to og to) Jeg vil hjem til min egen lejlighed hvor jeg føler mg tryg – hvor ingen kan såre mig.

Jeg vil hjem til det sted hvor ingen kan se mig græde – selv om jeg sjældent græder, jeg vil hjem og forberede mig på at være alene nytårsaften. Jeg har lovet mig selv at jeg vil hygge den aften, køre mig selv træt sådan at jeg kan sove tidligt – bare sove og glemme at hele verden fester og vågne op til en ny dag og et nyt år som 200% skal blive mit år!

Jeg VIL klare mig, jeg vil arbejde – jeg vil være til stede i nuet. Jeg vil – og jeg kan.

SHE BELIEVED SHE COULD, SO SHE DID!

Puuu hvor er jeg dog ked af det lige nu, jeg fryser og min næse er helt kold og jeg kan simpelhen ikke stoppe med at græde……hvad ville jeg dog ikke give for et venligt opkald lige nu? Lidt positivitet og varme fra et andet menneske kan gøre mere forskel end en lottogevinst.

Men som altid, when needed the most, så er jeg alene………

Århhh jeg syntes ellers altid jeg er sej, jeg knyer ikke, jeg holder hoved højt og ranker ryggen når stormen rejser sig – jeg knokler og jeg kæmper og hvad får jeg? Ingenting.

End ikke en venlig sms, et smil eller en opringning – det eneste jeg har, er en utilfreds chef der ynder at pointere at “han godt kan lidte at kneppe i bund så han kan mærke bunden af skeden og sin kones pessar” og “at han har været chef fra han var 27 år gammel og derfor ikke finder sig i noget…”

Arghhhhhh Copenhagen my love, I so miss you!

Jeg vil hjem, hvor ingen kan se mig græde…