Da jeg kørte fra mine storskraldsting på mine forældres gård, som nu mest af alt minder om en byggeplads, da alle bygningerne er revet ned og det eneste der står tilbage er en stor bliklade midt i det hele.
Anyway, da jeg kørte derfra, kørte jeg til højre ud af den lille forhadte by hvor folk altid snakkede om mig dengang min Gudfar levede. Hvor alle de gamle holdt øje med min bil, hvor ofte den var der, hvor ofte den ikke var der, hvor lang tid den var der, hvor lang tid der var imellem at den var der, hvor der blev kikket, peget, råbt og spyttet efter mig.
Jeg hader byen. Ikke sådan hader at jeg ikke kan rumme den, men jeg bryder mig bestemt ikke om at kører til venstre og ind i byen. Højre er væk og i retning mod Århus. Men først skal jeg igennem en anden lille by hvor hovedgaden er det eneste man ser fordi man ingen ærinder har i sidegaderne. En berømt dansk keramiker kommer fra byen, som også har en Brugsen.
Jeg kørte ind og afleverede for 101,4 kr flasker og tankede diesel for næsten 500 kr. Da jeg stod ved kassen og ventede på at indløse min flaskebon, læste jeg et skilt på plexiglasset der hænger ned foran kassen. Der stod noget i retningen af “Tal ekstra højt da mundbind og plexiglas gør det svært at hører. Mvh. Personalet”
Jeg ved ikke hvorfor lige netop den tekst fik mig til at tænke på min Gudfar, måske fordi han altid råbte? Eller talte meget højt? I hvert fald faldt jeg i staver lige der ved kassen og tænkte på ham. Og jeg må indrømme overfor mig selv, at jeg savner ham.
Jeg ved det lyder SÅ SINDSSYGT SINDSSYGT men jeg føler der mangler noget i mit liv. At han mangler. Jeg har tænkt på det før og faktisk tænker jeg nok på det en del mere end jeg skriver herinde, for det er SÅ flovt at tænke at jeg end ikke har fortalt det til min psykolog. Hun må jo tro jeg er fuldstændig skingrende sindssyg!!
Jeg stod og tænkte på, der i køen i den lille Brugsen, hvordan min Gudfar ville være kommet igennem Corona. Pga. hans lunger ville han nok havde været i risikogruppen. Jeg kunne se ham for mig, stå foran mig ved kassen med sine næsten 2 meter og sandfarvede kansas arbejdsbukser. Jeg kunne fysisk se ham for mig med mundbind på råbe endnu højre end normalt fordi han også havde læst skiltet.
Jeg savner at fortælle ham, at jeg har solgt for 1100 kr i marts måned alene og i dag skriver vi 5. marts. Mon han ville være stolt af mig?
Næsten kun lamper som sad i huset der nu er rykket ned. Eller dvs. den kegleformede krystal lyserkrone lå i en pose fra storskrald og var mega beskidt men den var fra et firma der hedder Ludvig & Co og deres lamper er dyre, så jeg skrev en røverhistorie om at den var glemt at blive pakket ind ved gulvafslibning og derfor var den støvet. Prisen var sat derefter, men ellers intakt og bla bla og sådan tjente jeg 550 kr. Den galvaniserede hylde lå i samme storskraldsbunke som krystallampen.
Den røde damixa vandhane (Vola laver en nu som ligner til 4000 kr+) købte jeg til 150 kr for et par år siden ikke langt herfra, fordi jeg var overbevist om at jeg ville have et rødt badeværelse. Det vil jeg ikke mere, nu vil jeg have et rosa med guld. Manden der solgte den havde haft den til at ligge siden 70’erne i orginal æske und alles. Jeg solgte den for 1000 kr og 45 kr i porto oven i.
Måske min Gudfar ville syntes jeg var sej?
Måske han ville se at jeg arbejdet for at skaffe penge – nu kan jeg godt nok ikke spare sammen og rede gården mere, det alene tilgav han mig ikke, så det er egentlig dumt at sidde og savne og tænke på ham, for han var kronisk vred på mig.
Men der er et hul inden i mig og jeg taler nogle gange med ham, om ting jeg ikke kan tale med andre om. Jeg savner at fortælle ham om mig liv og om min dag, jeg savner at spise kylling, brun sovs og kartofler med ham.
Jeg tænkte på babyen i dag, på hvor gammel han ville være – i min hjerne var det altid en dreng – og jeg forstår ikke hvorfor jeg gør det, for jeg har for MANGE år siden konkluderede for mig selv at det ikke gavner eller bidrager med noget til mit liv at tænke sådan. Men nogle nætter tillader jeg mig selv at fantaserere til jeg falder i søvn, og så ser jeg ham for mig. Høj, flot og hjerte god ind til knoglerne.
Men i går aftes kom min søster ned med sin datter og sad og snakkede lidt da jeg var ved at spise. Hun kom med en fiskefrikadelle til Ella, som så *vupti* fik dobbelt aftensmad, lun kylling, lun fiskefrikadelle og 3 små mozarella klumper. Needless to say at hun levnede nærmest alle sine fodderpiller. Til sidst lagde hun sig ind under min stol, fordi min niece lige her for et par dage siden har knækket “Ella koden” så nu er hun ikke længere bange for hende og tager i stedet for én af Ellas fodderpiller og går hen til Ella, med venstre hånd holder hun fast i halsen på Ella, det ser ud som om hun sømmer hende fast til gulvet med hånden ( i mangel af danske ord translated jeg lige “and she nails her to the floor) mens hun med højre hånd tvangsfodre Ella med én enkelt fodderpille af gangen.
Det er SÅ sødt og Ella er SÅ tålmodig og slikker hende sødt på fingerne, men på et tidspunkt har Ella fået nok, enten af mad eller af tvangsfodring og så lægger hun sig under min stol, for så er hun i sikkerhed fra den lille som ellers stavre rundt med fodderpiller i hånden for at fodre Ella.
Nå men min søster ville fortælle at hendes frisør, en mandlig homo, havde ringet til hende og fortalt at han havde gået og troet et helt år at han skulle være far, havde fået taget sædprøver mv. og så var pigen sprunget fra få dage før at det skulle ske (insimineringen) og han ville bare hører om min søster skulle have flere børn. Det er sådan at min søster spurgte ham om han ville være donor til hendes barn/børn for et par år siden men han sagde nej fordi han troede hun lavede sjovt med ham. Det gjorde hun bare ikke.
Min søster endte så med at få et donorbarn med en åben donor.
Anyway, nu ville min søster og mor, for min søster havde også fortalt det til vores mor, fortælle mig at han var på “marked” efter en donordame der kunne være mor til hans børn, sådan at han kunne få den lille familie han altid havde drømt om.
Don’t get me wrong, jeg tænker stadig på at få børn og jeg har drømmen inden i, men aldrig i mine 42 år har drømme om at få børn været en drøm om at få børn alene eller en drøm om at få børn med en mand der ikke elsker mig og som ikke vil ligge i ske med mig om natten. Naivt nok så har jeg en drøm om kærlighed.
En mand der en dag vil stå ved min side med vores barn og sin mand. Det fungere bare ikke rigtigt ind i mit hoved. Måske jeg er jaloux anlagt, det skrev min psykiater-lærling jo i mit journal at jeg var (sådan en person med tendens til jalouxi) men jeg ønsker ikke at dele min mand og faderen til mine børn med en anden. Hverken en mand el. En dame.
Samtidig er jeg bange for at stå med et barn på armen og en hund i snor og ikke kunne få økonomien til at løbe rundt. Jeg forstår kontinuerligt IKKE hvorfor mennesker med dårlig økonomi får børn?
Jeg TØR simpelthen ikke! Jeg har SÅ MEGET brug for økonomisk sikkerhed, brug for at vide at vi har penge nok til alt muligt crazy uforudset som jeg aldrig nogensinde kommer til at mangle, men frygten, FRYGTEN er så dybt dybt inde i mig at jeg konstant tager mig selv i at gemme penge rundt omkring. Nogle dage griner jeg over hvor tosset jeg opfører mig men for det meste gør det mig ked af det. Jeg mener, hvem går rundt og har en konstant frygt for at gå konkurs inden i? Hvem går og gemmer 500 krone sedler alle mulige steder?
Samtidig er jeg RÆDSELSSLAGENDE for at nogen skal komme til at eje mig igen, at jeg står i gæld til andre mennesker og ikke kan komme væk og i sikkerhed – det kan man også grine af men se hvor den frygt har bragt mig hen?
Jeg har givet kage og gaver til psykiatrien og mine tidligere behandlere og nu er jeg stemplet som en med intens interesse i mine behandlers privatliv. Det eneste jeg har gjort er at lave observationer. Min psykiater-lærling og jeg vandrede som normader fra rum til rum når vi havde samtaler og talte tit om kunsten eller manglen på samme på væggene i de kontore vi lånte fordi hun ikke havde sit eget kontor. Derfor fik hun billeder til væggen til sit nye kontor. En observation der blev vendt til en sød (i min optik) gave som tak for hjælpen, skubbet i livet og for at tro på mig.
Psykologen med den stille stemme var en rendyrket foodie og retro chick, så hun fik to meget retro og i min optik hylende grimme brune vaser, som jeg aldrig selv ville ha’ stående fremme. Til hele afdelingen inkl. de søde sekretærer gav jeg en lækker frisk sommerkage en varm sommerdag.
Og nu er jeg beskyldt for at havde skærpet interesse i mine behandlers privatliv og i at opsøge dem uden for hospitals regi. Jeg ringede begge gange i forvejen, det hele var aftalt, men yet here we are.
Og tænk hvis alle de her ting sker igen en dag og jeg står med en baby på armen og en mand der har flere penge end jeg (hvilket jo overhoved ikke er svært, Ella har flere penge på sin konto end jeg har!) og så tager han styringen og vores barn fra mig. Og så er jeg igen igen igen igen kørt ud på et sidespor hvor min stemme ikke betyder noget. Hvor min mening er lig nul. Og hvor jeg er tvunget til at kæmpe mod en overmagt der har flere penge end jeg, mere magt, mere gennemslagskraft.
Jeg orker det ikke og tanken alene gør mig trist og træt, udkørt og ked af det. Plus at jeg har mødt ham frisøren en enkelt gang og jeg syntes han var utrolig arrogant. Min mor ville give mig noget shampo, en dag jeg tilfældigvis gik forbi og hun sad derinde (hos frisøren). Det var så pænt at hende men jeg havde end ikke brug for shampoo og bla bla lang historie kort jeg måtte gå retur forbi hans salon for at hente shampoo på tilbagevejen inden han lukkede og jeg syntes han var mega bossy mht. hvad jeg skulle gøre ved mit hår and I’m like: Its my god damn hair!!!
Jeg vil gerne have børn. Men jeg vil ikke sætte børn i denne verden koste hvad det vil. Jeg tror slet ikke det er så rosenrødt som alle går og fortæller. Jeg tror det er fucking hårdt og der er ca. 100% chance for at du fucker op.
Så denne her på Instagram den anden dag og jeg har VIRKELIG tænkt over det siden. Jeg var slet ikke klar over at der var andre end mig der ser de samme film igen og igen og igen fordi det er hvad man kan overskue inde i hoved.
Hvorfor taler mennesker så lidt om de ting der faktisk betyder noget?
Betyder det noget at man får pasta til aftensmad eller hvor man befinder sig eller hvad man tjener? Nej. Men alligevel er det dét folk poster på de sociale medier. Det er dén side af menneskers liv derer anerkendt til fremvisning.
Betyder det noget at man taler om mental helbred, om de ting man tror man er ene om, men hvis man vidste der var en hel verden derude der følte det på samme måde, så ville morgendagen være nemmere at stå op til? Ja!
Jeg tænker jævnligt, dagligt nærmest at jeg er fucked up i mit hoved. Feks. har det taget mig flere uger at se filmen “The Dig” på Netflix. Der er zero % ondskab eller noget i den, men på en eller anden måde kunne jeg ikke overskue den, da jeg først havde set noget af traileren.
Mens jeg den anden dag så “Birds on a Wire” fra 90’erne 2 gange på samme dag, fordi det gav mig så meget ro inden i…… WEIRDO!!
Jeg har haft en god barndom på rigtig mange måder, men alligevel kan jeg sige ✔️ til samtlige af dem her – og jeg skammer mig over det. Jeg kan se mig selv i hver eneste slide. Jeg kan se lille Deirdre-Ann på gården tulle rundt alene med et hul inden i, som hun ikke kunne finde ud af at fylde. Et afsavn. En indre sorg.
Jeg har afleveret Ella hos mine forældre, eller rettere min Mor tog hende med hjem da hun tilfældigvis også var ude ved mine storskraldssting for at mødes med en PR person. Det var aftalt på forhånd at Ella skulle med dem hjem. Jeg er så meget bagefter med at læse Biologi og Psykolog.
Klokken er nu 20.02 fredag aften og jeg er SÅ træt. Jeg har vasket sengetøj i dag mens Ella var i børnehave – hvor det iøvrigt ifølge damen går rigtig godt med hende, hun løber rundt med halen højt løftet og har en fest. Jeg støvsuget i næsten 40 minutter, støvsuget/vasket sofaen og alle overflader af i varmt vand og brun sæbe og bagefter vaskede jeg gulvet. Shit det var beskidt!! Faktisk burde jeg nok vaske det en gang mere, bare fordi det VIRKELIG var beskidt. Men jeg orker det ikke.
Jeg har lyst til at sove men hver gang jeg går tidligt i seng her i ejendommen, så bliver jeg vækket efter et par timer fordi en eller anden stodder larmer eller smækker hoveddøren som er lige ud for mit hovedgære på sengen. Og så er den nat ødelagt. MUST stay awake.
På torsdag (11. marts) skal jeg til frisør, så er det 1 år siden jeg sidst var afsted. Jeg har set nogle billeder af mig selv og jeg må bare konkludere at jeg ikke er blond mere og det ser virkelig trashy ud at have så stor en udgroning som jeg har, så nu får jeg fjernet de lyse striber og får farvet mit hår sådan som det er fra naturens side. Time to grow up og acceptere at jeg aldrig får min ungdom og barndom og liv generelt igen. Inkl. Mit blonde hår.
Den 10. Marts er Michelles 43 års fødselsdag. Jeg savner hende, hver dag.
Hvis jeg ikke snart taber mig, så skal jeg igang med kolesterol medicin siger min læge. Burde dét motivere et vægttab?
Jeg forsøgte at fortælle min psykolog at jeg føler jeg har mistet mit liv. Det var kompliceret at fortælle og jeg tror ikke helt hun forstod hvad jeg mente og jeg var (og er) meget forsigtig med at bruge hende og hendes liv som eksempel på at forklare noget som andre ikke forstår. Det kommer bare SÅ meget tilbage og rammer mig.
Men det føltes som om, da jeg boede på gården, da jeg læste på hhx, da jeg flyttede til københavn, da jeg flyttede til London, da jeg flyttede til københavn igen, da jeg flyttede til Spanien osv. som om at jeg kunne se bagud, over min skulder og se at jeg faktisk fysisk men også psykisk havde flyttet mig, fået det liiidt bedre. Det VAR sket forandringer i mit liv.
Så fortalte jeg far og mor om min Gudfar 1. juni 2018 og det er ligesom det satte en skillevæg, synlig eller usynlig, you pick ned gennem mit liv.
Det er som om nogen kørte med en grønthøster og total fræsede ALT i stykker på sin vej. Så når jeg nu kikker bagud, så kan jeg ikke sammenligne livet NU med noget fra FØR, for det FØR der var før 1. Juni 2018 er definitivt væk og kan ALDRIG komme igen. Det liv som er EFTER 1. Juni 2018 er fuldstændig kaos. Smadret drømme, smadret familieliv, smadret psykiatrisk hjælp. Der er INTET godt i det liv. Jeg kan heller ikke tage mig liv NU og se ud i fremtiden hvordan det kan udvikle sig. For der er INTET at se. Der er INGEN udvikling. Kun kampen for overlevelse og kampen for ikke igen at give op og lade andre definerere mig og mit liv.
ALT er smadret og det føles som om jeg driver rundt på et stort hav i en robåd. Jeg har årer og motor men jeg ser aldrig land. Jeg ser bare den samme horisont hver evig eneste dag. Dag ud og dag ind. Den samme horisont og den samme udsigt til ændringer.
Og det er her alle andre har så travlt med at fortælle mig at jeg SKAL leve…. because? Hvad er det nøjagtigt jeg skal leve for, ud fra det jeg ser i horisonten?
P.S: Havde lige trykket “udgiv” og gik så ind og deaktiveret opslaget igen. Der er noget jeg har glemt at fortælle, noget jeg også tænkte på i dag da jeg kørte bil og stadig tænkte på min Gudfar og sad og tænkte på hvor fucked up det vil være i andres hoved at jeg stadig savner ham på trods af alt. Det er som om der er et hul i mit liv dér hvor han plejede at være.
Jeg vil gerne fortælle det her korrekt og ordentligt men jeg har det SÅ svært med det at jeg bevist har udeladt det i flere måneder og jeg har end ikke fortalt det til min psykolog fordi det er SÅ skamfuldt og jeg kan sagtens se hvordan det KAN se ud for andre, at “sådan noget” altid sker for mig.
Specielt med alt det andet der foregår i mit liv, så er det som om jeg bare er en magnet af problemtiltrækning.
Men, før jeg tog til Spanien, dvs. engang i november 2020 købte jeg en Biografpakke til Balimanden. 2 x biografbilletter med stor popcorn og stor sodavand til fra Biografen i Bruuns Galleri. Fordi han ofte har fortalt om hvordan han og hans kone elsker at gå i biografen. Det blev pakket ind i en kasse der lignede en filmrulle. Jeg kan ikke huske om jeg skrev et kort men i hvert fald aftalte vi at mødes på min yndlingsbar, hvor der så blev vist fodbold lige den dag, så der var mange mennesker der.
Anyway, jeg gav ham gaven som et stort varmt tak fordi han tog med mig ud på psykiatrisk hosptial til Dialogmødet. Jeg gav ham to billetter fordi han er gift og har en kone og jeg vil super gerne anerkende at han har en kone og vise både hende men også ham at jeg respektere ægteskabet og privatlivet mellem dem.
Jeg sagde oprigtig TAK og så ham ind i øjene og lagde min hånd oven på hans et øjeblik og gav den et lille klem og sagde at jeg var SÅ taknemmelig for hans hjælp, hele vejen igennem. Og jeg mente det. 100%.
Jeg havde kun fået 2 øl, så jeg var ikke fuld.
Balimande skulle på toilet og da han kom retur skulle jeg på toilet, så da jeg ser ham komme gående med mundbind hen mod vores bord, rejser jeg mig op, tager mundbind på og går hen mod ham (for at gå på toilettet) Da han er lige ud for mig tager han fat i mig (foran en propfuld bar) og giver mig et stort kram med hånd ned af ryggen/lænden og trykker mig ind til sig mens han siger: “Nu gør jeg lige noget jeg har haft lyst til siden den første dag jeg så dig” og så kyssede han mig midt på munden. Med mundbind på. To gange.
Jeg blev fuldstændig slået ud af det inden i, men smilede og lo, både med øjne og mund og gik grinende og glad videre ud på toilettet hvor jeg stod og tænkte: Shit Shit Shit!! Mens jeg kæmpede med den varme skamfulde tsunamibølge af følelser der væltede indover mig.
Det SKER ALTID for mig. Jeg har endnu ikke haft én drengeven som ikke har forsøgt på et eller andet, hvis ikke fysisk så ved at sende breve, kort, beskeder mv. hvis indhold og billede materiale ikke er til at misforstå.
Jeg kan slet ikke forstå inde i mit hoved, hvad det var der skete og hvad det er der har ledt op til at en gift mand får lyst til at kysse mig? Jeg har vitterlig ikke lagt op til ham, tværtimod. Hver gang jeg har været hjemme hos Balimanden har jeg insisteret på at sige farvel til hans kone og jeg har bogstavelig talt sagt “Tak for lån af ægtemand” til hende hver gang. Jeg har aldrig lagt an på ham, måske det var for meget at lægge hånden oven på hans, men det var ikke ment som noget seksuelt, blot som et varmt venskabeligt tryk. Og nu dette.
Lidt efter skulle Balimanden hjem og jeg løj og sagde at jeg skulle et eller andet så jeg blev. Men grunden var at jeg ikke kunne rumme at følges ad med ham selv om vi skulle samme vej. Da han var gået sagde manden der sad ved siden af bordet: Er i gift?
Mig: ? NEJ!
Manden var også mega mærkelig og begyndte at stille alle mulige spørgsmål og hver gang jeg svarede et lukket svar og kikkede intenst op på storskærmen stillede han et nyt. 10 min. efter pakkede jeg mine ting sammen og gik hjem. Og græd. Og siden da har jeg 100% ignoreret Balimanden.
Ikke for at være ond, men fordi jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal gøre. Af alle mennesker burde han vide hvad jeg har gået igennem og hvad det sidste jeg har brug for er. Jeg er så ked af at jeg måske har sendt forkerte signaler for jeg har virklig ikke ment noget med det. Jeg ved ikke hvad det er der sker med gifte mænd, Kunstmaleren tror også bare han kan tage mig på numsen og presse sin stive diller op af mig. Jeg tænder ikke på ham overhoved. End ikke 1%. Jeg tænder ikke på nogen. End ikke Norman. Der er ikke en eneste mand i denne verden jeg gerne vil, i hvert fald ikke som andet end 100% venner.
Mit liv er noget rod.
Hvad har DU på hjertet?