Lørdag før Juleaften

I dag er det Lørdag d. 21. December 2019. Det er sen eftermiddag og jeg sidder i min sofa med både tæppe og dyne henover og radiatoren ved min venstre side, står på 5 – og har gjort det hele dagen. Men alligevel er jeg gennemkold. Vildt mærkeligt at tænke på, når jeg er vant til at sove med åbent vindue året rundt.

Sidst jeg skrev, deaktiveret jeg mit indlæg efter ca. 7 timer online. Ikke fordi jeg skammer mig over hvad jeg skrev (på engelsk) eller fordi jeg ikke kan stå inde for det, mem fordi det var så massivt fyldt med stavefejl at jeg ville rette det til (da jeg blev ædru igen) men nu syntes jeg opslaget er irrelevant, hvilket er faren ved at være perfektionist. Man skal huske at handle på nu’et og ikke bagud.

Jeg har lovet mig selv at jeg ikke går på druk igen, før d. 25. december, hvor jeg har en måske aftale med Lotte kl. 21.00 om aftnen. Jeg har så meget lyst til at drikke nu – og i går og sikkert også i morgen, men jeg forsøger at holde igen med alkoholen og med min cola light. Min mund er et inferno af smerte uanset om jeg drikker cola light eller ej. Cola light lindre i øjeblikket og har få gange, fået det til at gå væk igen. Men hvis jeg skal være ærlig over for mig selv, så er det oftere at det ikke har en effekt, udover en lindring i smerteniveauet her og nu.

Min yngste lillebror blev ikke vred over at jeg satte pink pote-klistermærker og stickers på hans bil, han er vred over alt muligt andet og sidst jeg talte med nogen i familien, stod han i stuen og råbte af mig mens jeg sad på gulvet med Ella. Han stod op henover mig og råbte mig ned i hoved. Bag ham kunne jeg se mor sidde i sofaen ud mod haven og kikke lige frem for sig, hun sagde ikke ét ord. Hverken til hans forsvar eller mit. Hun sad der bare.

Jeg kunne også hører mig ældste lillebror, hans kæreste og deres lille datter på 1,5 år. Kun hører dem. Jeg kunne ikke se dem, da jeg sad ned og spisebordet var i vejen, men de sad ca. overfor Mor i sofaen og sagde heller ingen ting. Jeg tror jeg hørte min svigerinde sige noget i retning med: Skal vi kører i XXXX? til min lillebror, altså om de skulle kører i Bauhaus eller Bilka.

For mig, betyder det at de ikke tager stilling til hvad der sker foran dem. Min Mor tager ikke stilling til hvad der sker. Og min lillebror bare råber ting, som jeg håber han fortryder – ting som jeg altid vil have i mit hoved, ligesom dengang for nogle år siden, da jeg kørte ham og alle hans venner ind til byen i Far og Mors Chrysler, jeg tror det var hans fødselsdag. Jeg satte dem af foran Hovedbanegården ved McDonalds. Min lillebror sad på forsædet ved siden af mig, han er fuld, jeg er ædru. Jeg siger noget i retningen af: “Hyg jer nu og gør ikke noget jeg ikke ville have gjort” mens jeg blinker til dem der er på vej ud af sidedøren.

Inden jeg når at reagere, har min yngste lillebror givet mig en syngende lussing hvortil han siger “Vask din mund kvinde!!” Jeg græder end ikke, så forbavset og overrasket blev jeg. Den fysiske smerte var én ting, tried worsh many times before, men den følelsesmæssige smerte var uendelig – jeg har aldrig nævnt episoden for nogen, jeg tvivler på at min lillebror overhoved kan huske den – men faktum er, at når han står og råber mig i hoved og bla. siger: “Og når du så skal have hvalpe på Ella, hvor har du så tænkt dig at de skal være?”

Mig: “I min kolonihave…”

Ham: “Nej du har helt sikkert planer om at dumpe dem her hos Far og Mor, ligesom du har gjort med Ella”

Mig: ….

Ham: “Og nu tager jeg ned i Fars firma og gør rent!!! Fordi det kan jeg nemlig godt finde ud af, så byrden ikke ligger på min Mor!!”

Mig: ….

Ham: “Ved du hvad du har brug for? Du har brug for et reality tjek..”

Mig: “Ved du hvad jeg har brug for XX? Jeg har brug for aat min Far kommer retur med min bil nu. Jeg er 41 år og behøver ikke stå og lytte til dig.”

Så tog jeg Mors bil og kørte ned i fars firma, hvor far var kørt ned for at skife en pære i baglygten som var sprunget. Jeg byttede bilerne om uden at sige noget, men med tårerne løbende ned af mine kinder. Siden da har jeg ikke været hjemme.

I Torsdags havde mor bestilt tid til at vi skulle i banken og skrive under på papir til at købe lejligheden her. En lejlighed jeg ikke har lyst til at købe. Det er som om det er min skæbne at jeg altid omringes af opbakning til at skrive under på køb af ting jeg ikke har interesse i.

Jeg ønskede ikke at købe min udlejningslejlighed. Jeg er glad for at have den i dag, da den bidrager til min økonomi, men jeg er ret overbevist om at mit liv ville være nøjagtig lige så fucked hvis jeg ikke havde den.

Jeg ønsker ikke at købe denne her lejlighed som jeg bor i men banken har ingen problemer med at låne mig 1,2 millioner, så længe mine forældre står bag. Det er SÅ forkert!!
– men når jeg gerne vil låne 100.000 kr til at købe en kolonihave, sådan at jeg kan bo i den 7 måneder om året og udlejne min lejlighed som jeg bor i nu, bruge indtægterne fra udlejning, til at afdrage på min gæld og beviseligt skabe mig selv en bedre fremtid med en bedre økonomi, når jeg beder om dét, så er svaret 100% NEJ!!
– for at låne 100.000 kr, skal jeg tjene minimum 5000 kr mere hver måned. Men for at låne 1,2 milloner skal jeg bare skrive under dér og dér. 🖕🏻

Jeg nægtede at tage med i banken. Dels fordi jeg ikke har et ønske om at købe lejligheden her, men mest fordi min Mor ikke har kontaktet mig én eneste gang, siden min lillebror 5 dage før, havde stået og svinet mig til. Altsammen fordi jeg havde sat klistermærker på hans bil – påsat mens det støvregnet, så de var pillet af på kort tid. Jeg VIDSTE jeg skulle havde vented til det var tørvejr og varmt i vejret, så der havde været klister på hele hans bil!!

Min mor sender en sms onsdag om at vi skal mødes torsdag, eller var det tirsdag eller anyway, hun sender en sms med klokkeslæt, jeg skriver retur at jeg ikke er interesseret. At de kan sælge den til hvem de vil, jeg skal bare vide en dato for hvornår jeg skal være ude.

Så ringer Mor, jeg tager den ikke og skriver igen en sms at jeg ikke er interesseret. Og så begynder min Mor med hendes what-ever det er, som gør mig så uendelig træt.

“Det hele er naturligvis min skyld, jeg er klar over at det altid er min skyld, vi er klar til dialog når du er, lad os hører fra dig bla bla bla”

Det eneste jeg kan tænke er; hvorfor er det at der skal være dialog lige op til og før mine forældre ønsker at opnå noget? (Underskriften)

Hvorfor er det at når jeg melder ud i slut Oktober/start November at jeg ikke holder Jul, at ingen reagere men så rammer vi 18. December og SÅ kommder der en tsunami af reaktioner?

Jeg prøver helt nøjgtern og uden at blande mine følelser ind i det, at fortælle min Mor om flere episoder som gør at jeg ikke har lyst til at være hjemme i Julen. Bla råbte min lillebror til mig “Det er altid dig som skaber problemerne – senere råbte han: Og hvorfor vil du ikke være hjemme i Julen? Du er bare ude på at gøre mor ked af det og ødelægge julen”

Kan du se det misvisende i det? Eller er det bare mig?

Det er altid mig der ødelægger alt. Ergo er jeg problemet. Jeg vælger derfor at fjerne mig fra de ting jeg altid ødelægger. Til glæde og gavn for alle andre (skulle man tro)

Men når jeg så fjerner mig fra de ting jeg altid ødelægger, så er det mig som er ude på at ødelægge Julen og gøre Mor ked af det. Ergo er jeg igen problemet.

Går jeg, er jeg et problem. Bliver jeg, er jeg et problem.

Det prøver jeg at fortælle Mor, ligesom jeg fortæller om episoder hvor min bror Norman har været voldelig mod mig, og at jeg ikke bryder mig om at tænke på de ting – hver gang han er hjemme, er det som at gå på æggeskaller. Jeg er åbenbart en elefant, så det er en ret uheldig kombo.

Ud af ALT DET JEG SKRIVER TIL MIN MOR, bider Mor kun fat i at jeg skriver, at min yngste lillebror end ikke har sagt undskyld til mig.

I stedet for at favne at jeg har det virkelig dårligt, er virkelig ked af et, er virkelig presset, så skriver min mor (har slettet hendes beskeder og blokeret hende, så jeg har ikke screendumps af de præcise ord) “Du tager fejl. Beviserne kommer her”

Det eneste jeg hører er: Du tager fejl…..
– ligesom alle de gange hvor jeg kom hjem og fortalte hvordan min Gudfar var nærgående, hvordan han luret ind af vinduet, hvordan han gav mig penge, hvordan jeg gerne ville flytte tilbage til USA, tilbage til England, tilbage til København, altid altid altid var det mig som tog fejl, mig der overreageret. ALDRIG VAR DER NOGEN SOM TRODE PÅ MIT ORD.

Jeg ved vitterlig ikke hvad det er jeg har gjort, siden mit ord, både overfor min familie men også inde i Psykiatrien, ikke har ét gram sandhed og slagkraft bag?

Sidst jeg oplevede nogen der trode på mig, var i Juli 2018, da jeg stoppet hos min Psykiater-Lærling. Hun trode på mig, hun stolede på at hvad jeg sagde var korrekt – lige indtil den dag ca. et år senere, hvor hun så ikke gjorde det mere og hang mig ud.

Så når jeg siger og fortæller hvorfor jeg ikke ønsker at holde Jul, så er der ingen som tror på at dét jeg siger, de tanker jeg har, de følelser jeg føler, er korrekte.

Mor’s såkaldte beviser kom i form af screendumps af sms’er min yngste lillebror åbenbart har skrevet og sendt afsted til mig.

Jeg ved ikke hvad jeg kan bruge det til?

At en person har sat sig ned og skrevet en sms og sendt den afsted, er jo ikke – som i overhoved IKKE det samme som at personen har modtaget den. Og jeg har ikke modtaget nogen smser. Det siger jeg ærligt. Det siger jeg højt, af flere gange. Men mit ord har ingen slagskraft. Mit ord har ingen sandhed bag.

Jeg lyver, som altid. Modparten har, som altid, ret.
– og her kan modparten være min Psykiater-Lærling, min tidligere Nye-Behandler, Psykiatrien, Min Gudfar, Anika, Anabel og i dette tilfælde, min yngste lillebror.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op mod sådan en overmagt af mennesker der har ret. De sidste 41 år har lært mig, at uanset hvor mange beviser jeg samler sammen, for at bevise min uskyld, så er det eneste der lykkes for mig, at grave mig egen grav og på magisk vis komme til at fremstå endnu mere skyldig.

Men back to basic; jeg har ikke modtaget nogen smser fra min lillebror. Hvilket sikkert skyldes at jeg blokeret ham den dag han råbte af mig, og kaldte mig “sindssyg”.

Inden for det næste år, 2020, vil der ske mange ting. Enten skal jeg flytte ud, fordi mine forældre sælger lejligheden, eller også får jeg lov til at blive boende. Jeg har også lovet mig selv, at jeg ikke vil sidde sådan her, i december 2020. Det er simpelthen ikke et fair liv at leve, overfor mig selv. Det er ikke okay eller acceptabelt at jeg år efter år efter år efter år, fra årti til årti skal være SÅ ulykkelig og SÅ alene.

Mit ord burde – i en alder af 41 år – have bare lidt mere pondus, lidt mere respekt og lidt mere slagskraft bag. Men i stedet for ser jeg min stemme blive mindre og mindre værd. Mindre og mindre respekteret.

Når jeg siger noget, om det så er som formand for Ejerforeningen, eller om det er aftaler jeg indgår med min revisor eller bogdamen, så ser jeg min stemme, mine krav og mine ønsker bliver negliceret. Umyndiggjort. Og det på trods af at jeg altid betaler for de services jeg ønsker at købe.

Jeg vil simpelthen ikke sidde her om 365 dage. Jeg ved jeg ikke har modet til at begå selvmord. Men jeg har modet til så meget andet, og flere af de veje kan også fører til døden og dem må jeg kikke nærmere på – for I’ll be damn hvis jeg vil udsætte mig selv for det her liv år efter år efter år.

Det er virkelig ikke fair. Og det er bestemt ikke værdigt. Ikke for mig, og ikke for andre mennesker.

Jeg søgte et job for nylig, jeg kontaktede ham Psykiateren jeg hjælper med SoMe, jeg kontaktede min tidliger mentor fra mit lille firma og jeg kontaktede It manden. Jeg spurgte dem alle om jeg måtte sætte dem på som referencer til jobbet. Det var 20 timers arbejde pr. uge for Regionen, med at skrive nyhedsbreve til deres 4000 medarbejdere. Det var piece of pie job. Jeg ringede inden jeg søgte, jeg brugte ufattelig lang tid på at lave en helt ny ansøgning fra bunden af, med ny opsætning, nyt billede, nyt alting, jeg lavede mit benarbejde mht. referncer og så sendte jeg den afsted. Deadlinen var mandag d. 16. December Kl. 12.00.

Jeg ringede dagen efter for at hører hvornår jeg skulle til samtale; guess what? Samtalerne VAR afholdt, kandidaten VAR fundet og jobbet VAR besat…. tirsdag morgen kl. 08.30 da jeg ringede…..
– how is that even possible??

Jeg tænkte længe over det, og jeg tror jeg er kommet frem til, at de simpelthen må have haft en kandidat i tankerne, som de har ansat uden at afholde samtaler. Det er FYSISK IKKE MULIGT at afholde samtalER på under 24 timer, udvælge en kandidat blandt andre og lave en ansættelseskontrakt. Faktisk har de kun haft mellem 4,5 til 5,5 timer til at afholde samtalerne i, fra deadlinen indtraf til jeg ringede, idet man må gå ud fra at arbejsdagen slutter senest kl. 17.00 og starter kl. 08.00. Det er vitterlig fucking ikke muligt.

Jeg ved godt der er mennesker som søger hundred af jobs om måneden og som får afslag på hele trækken – jeg er bare ikke de mennesker og jeg kan bare ikke finde 100 job, eller bare 4 jobs som jeg kan se mig selv arbejde i. Jeg tror ikke min hjerne kan klare fuld tid fra dag 1, måske fra dag 30, men ikke fra dag 1. Jeg skal have tid til at omstille mig, jeg skal have tid til at tilvænne mig og mest af alt skal jeg have tillid til at der hvor jeg skal arbejde, er et sted hvor de ikke vil mig det ondt.

Jeg ved de fleste vil sige at ingen arbejdspladser gør medarbejderne ondt, men min erfaring siger desværre det stik modsatte. Min erfaring siger mig også, at jeg aldrig kommer til samtaler, uanset hvor meget hjælp jeg får fra andre mennesker og fra min a-kasse til at skrive og redigere i min ansøgning. Det eneste jeg har fået ud af alles meninger omkring min ansøgning er, at alle har forskellige meninger omkring hvad der virker.

Så her sidder jeg – lørdag aften og søger på jobs, i Spanien og i England. It’s so time to leave. Livet her i Danmark gør mig intet godt. Psykiatrisk Hospital gør mig intet godt. Min familie gør mig intet godt. Og mit liv generelt skaber ingen fremdrift og jeg har ikke én eneste jeg kan tale med. Ikke én.

Der er vitterlig ikke én eneste person derude, som jeg kan tale med, være ærlig og åben overfor, som ikke vil dømme og vurdere mig fra alle vinkler. Jeg har ingen i mit liv og jeg kender igen som ønsker tjansen med at være min ven. Det eneste jeg kender til, er mennesker der svigter, forlader mig og ikke tror på mig.

Jeg trænger til at være et sted hvor mennesker tror på mig, ikke forlader mig og ikke svigter mig. Og jeg er 100% sikker på at dét ikke findes her. I Århus eller i Danmark generelt.

Selv døden kan jeg ikke regne med.