Ovenstående er en sms kommunikation jeg har haft med min Far – helt sikkert skrevet af min Mor – min Far er ikke den store skribent og det er min Mor’s ord, specielt “dit valg” “være en del af fælleskabet” “hermed” Jeg får vitterlig lyst til at lave himmelvendte øjne og stikke to fingre i halsen. Det er simpelthen SÅ falsk – i min optik.
– jeg er rasende bevist om, at samtlige af mine søskende er på mine forældre side, hvilket bestemt ikke gør beslutningen nemmere. Jeg sætter helt bevist mig selv 100% alene og udenfor min familie.
Men for det første, hvor er det mærkeligt at skrive: “Der er en p-plads ud for XXXX (min adresse)” Okay, hvor vil I hen med den besked?
Er det fordi de holdt nedenfor? Er det fordi de så mig kører forbi? Hvad skal jeg tolke ud af den besked, som jeg iøvrigt først så, da besked nr. 2 tikkede ind og afbrød min Spotify musik.
Typisk mine forældre, eller typisk min Mor, hun skal altid være så kryptisk, hvorfor ikke bare kalde en fucking lort for en fucking lort?
Så næste besked. Om jeg vil være med til at fejre min ældste nevø fra Sverige’s Fødselsdag? Ja selvfølgelig vil jeg være med til at gøre en 14 årig glad og lykkelig, specielt fordi jeg ved han har det svært – ingen andre ser det åbenbart udover mig, men når man er overvægtig, 14 årig og isolere sig på sit værelse med sine skydespil som egentlig kun må spilles af mennesker over 18+, og man lidt efter lidt opgiver vennerne, de velbetalte jobs som fodbolddommer, ikke går til fester, ikke interesserer sig for piger osv. så kan jeg se selv med lukkede øjne, at det her er en trist udvikling for et barn. Men ingen andre kan.
Men jeg vil ikke være med til at fejre min nevø, i mine forældres hus hvor 1. Min ældste storebror Norman også er. 2. Hvor min yngste lillebror også er 3. Hvor ingen taler om de reelle problemer vi har i familien – og med de problemer mener jeg de problemer jeg har og som min familie burde bakke op om, men som de bevist vælger IKKE at bakke op om.
I dag kørte jeg ud og gav Lotte en gave, et par ørenringe jeg selv har lavet. De er i forgyldt sølv og ikke noget specielt. Hun havde et par ørenringe på, som jeg havde lavet til hende i måske 2004, da vi mødtes første gang for et par måneder siden. Jeg kunne se på dem at jeg har været uerfaren da jeg laved dem – men jeg har fortalt mig selv mange gange siden, sidst i dag da jeg kørte til Veri Centret, at ja måske jeg var en uerfaren guldsmed, men jeg var også en veninde der brugte ufattelig meget tid, mange penge på sølv materiale og guld lagering på en gave til min veninde. I dag fik hun nogle pænere og nyere.
Mens jeg kørte derud, tænkte jeg på om jeg kunne risikere at møde min Psykiater Lærling. Jeg sagde til mig selv at en Mor nok har alting ordnet og dermed er derhjemme og at jeg desuden har nøjagtig lige så meget ret til at være dér som hun har, hvis ikke mere, da jeg havde et æriende der før jeg handlende ind.
Anyway, nu har jeg glemt hvad jeg ville skrive. Hvorfor? Fordi min Mor skriver igen, via min Fars telefon. Jeg BLIVER SÅ TRÆT!!
Hele det her med min familie handler jo ikke om én ting, men om mange ting.
Har jeg fortalt at jeg meldte min Mor og søster ind i Psykiatrifonden og i Bedre Psykiatri – For Pårørende? Det tror jeg at jeg har fortalt, men et som er så ironisk er at min søster for et stykke tid siden sagde til mig, at hun ikke så sig selv som pårørende, at hun ikke kunne få de ting hun læste til at passe med hverken hende selv eller med mig.
– og dét er hele kernen i problemet!!
Min familie nægter at acceptere at jeg har problemer og fordi de nægter at se og anerkende at jeg har problemer, bliver det ufattelig svært for mig at komme hjem (hvor end “hjem” så er) og fortælle om mine sorger, om mine maridt, om mine problemer på psykiatrisk hospital, om mine følelser og om mine milliarder af tanker.
Hvis min familie ikke er pårørende til en psykisksyg person, så er den psykisksyge person jo heller ikke psykisk syg. Dvs. jeg er ikke psykisk syg.
Nu skal de ikke lyde som om jeg er ved at kløjse i det, for at få lov til at være Psykisk syg. Jeg ville VIRKELIG ønske jeg var helt almindelig og velfungerende og havde livet foran mig og det bare kørte på skinner. Men jeg er bare kommet til en erkendelse af, at uagtet om jeg er psykisk syg eller ej, så kører mit liv ikke for mig. Jeg ser ikke verden som andre gør. Jeg hører ikke verden som andre gør. Jeg oplever ikke verden som andre gør. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om én ting som jeg gør, siger, ser eller oplever som kan trækkes direkte over til andre menneskers gøren-sigen-seen-og-oplevelse.
Så hvis jeg ikke er psykisk syg, hvis jeg ikke har en personlighedsforstyrrelse, hvad er det så der gør, at alting – vitterlig ALTING er så så så svært for mig?
Jeg har ingen følelser inden i mht. de beskeder jeg får fra min familie. Ingen sorg. Ingen glæde. Hvis de gør noget, så irritere de mig. Jeg har ingen planer for fremtiden men det gør mig ikke ked af det eller glad, det er bare irriterende og frustrerende, for uden planer kan jeg ikke handle på fremtiden og hvis jeg ikke kan handle mig ud af noget, hvad kan jeg så gøre? Sidde og vente? På hvad?
Jeg håber virkelig min familie vil lade mig være de næste 9 dage. Deres kontakt gør mig bare ked af det, fordi når jeg bliver irriteret og frustreret og føler mig presset, så bliver jeg ked af det. Når jeg er eller når jeg har været ked af det, tager det forholdsvis lang tid at komme tilbage op til overfladen igen. Lige nu er jeg på overfladen og jeg er okay med hvordan tingene ser ud.
Jeg har sørget godt for mig selv i de her dage. Jeg har købt mere end rigeligt ind, så jeg ikke går kold i hvad jeg skal spise, jeg har planlagt en masse ting, bla at jeg skal motionere. Det er MEGET VIGTIGT for mig, at de her dage kommer til at gå godt – for de vil sikkert danne præcedens for mange andre højtider i min fremtid (så frem I live to see them) hvor jeg også vil komme til at være alene.
Jeg vil virkelig hellere være alene, og uden kontakt til min familie, end jeg vil være en del af noget som er så forkert og i min optik, falsk. Opstillet og kunstigt. Og jeg ved godt at ingen rigtig kan forstå mig.
Den eneste jeg savner er Ella. Og jeg ville virkelig ønske jeg kunne håndtere hende 24/7, så hun kunne være her hos mig hele tiden. Men at tage en hund fra et 300 kvm stort hus med vinduer fra gulv til loft og masser af ting at se på, med en 3 x så stor have, ind i en 40 kvm lejlighed, med højtsiddende vinduer og ingen altan, er ikke fair. Hverken for Ella eller for mig.
Jeg er træt af at argumentere for hvorfor jeg ikke gider min familie. Faktisk er jeg så træt af det hele, at når jeg forsøger at argumentere, så lyder jeg mega lameass men når jeg er alene i min bil og sidder og tænker, så giver det hele mening. Både mht. min familie og mht. psykiatrien. Jeg kan bare ikke formulere det ud, hverken i en sms eller på skrift her på bloggen.
Jeg kan godt hører hvor idiotisk jeg lyder, når jeg forsøger, ret klunket og ikke særlig højt begavet eller velformuleret, at formulere mine tanker og følelser ned. Det bliver til en masse ordbræk, hvilket også er okay, jeg ville bare ønske at jeg havde evnerne til at formulere mig mere korrekt, mere nøgterne. For inde i mit hoved, der har jeg alle argumentationerne klar, der har jeg liste op og liste ned med dokumenter, opstillet i punktform, over alle de gange jeg har følt mig overset, overhørt, misforstået eller ignoreret – og hver evig eneste gang er smertelig. Og hver evig enste gang tilføjer et hak i den stamme, der danner fundamentet for mit rodnet.
Og uanset hvor stærk og sej jeg er, så kan selv jeg, kun tage et vist antal hak og et vist antal hug her i livet. Jeg er allerede dér hvor mit rodnet er begyndt at dø ud, nøjagtig som en orkide der lidt efter lidt går ud.
Førhen når jeg følte mig SÅ FORTVIVLET som jeg gør lige nu, så ville jeg sætte mig ned og skrive mine fortvivlelsespunkter op i min Note app, så jeg fik dem ud af mit system og ned på “papir” og så ville jeg tage dem med på Psykiatrisk Hospital i Risskov, til mit næste møde med min Psykiater-Lærling, sådan at vi kunne tale om, de her konkrete ting som var konkrete problemer i mit konkrete liv, frem for bare at sidde og snakke i 45 minutter om alt lige fra tumbleweed and sandstorms til støv og støvregn. Nøjagtig som vinden blæser, så er sådanne ting fucking ligegyldige i det lange løb og den dag du lægger dig ned for at dø, er det ikke de samtaler der vil have gjort en forskel i dit liv.
Men til noget helt andet, som jeg også har tænkt på i dag. Er der egentlig nogensinde nogen og dermed andre end mig, som har tænkt på hvor heldig Jomfru Maria egentlig var, at hun fik lov til at føde i en stald?
Hvis myterne er korrekte, så blev Jeus født 25. December år 1. Dvs. at det om 2 dage er 2019 år siden Maria trak op i skørterne, lagde sit hovedtørklæde under numsen og fødste sit barn, som viste sig at være en dreng, oven på en bunke halm, som højst sandsynlig var frisk fra høst, hvilket vil sige ca. September samme år.
Myterne vil, at de, Maria og hendes mand, hvis navn jeg har glemt, blev afvist på samtlige herberg i Betlehem, som ligger i Israel.
Jeg er ret overbevist om, at selv om Romerriget havde eksisteret i mere end 700 år og de både havde offentlige badeanstalter og toiletter, hvis kloaker blev gennemskyllet dagligt, så var der ikke Romersk kloakering i Betlehem i år 1. Ergo har menneskelort, dyrelort, menneske urin, dyreurin, køkkenaffald og alt muligt andet snask ligget direkte og frit på gaderne. Der er jo en grund til at bøger og film sælger så godt, det er fordi der ikke er lugte med!!
Stanken fra alt det her affald, ekskrementer mv. må have været RÆDSELSFULD to say the least!
Menneskers generelle hygiejne niveau må ha været meget beskeden – det samme gjorde sig sikkert gældenede med deres vask af sengetøj, udskiftning, antallet af udskiftninger af halm i sengene osv. Jeg ser for mig sengelus over alt, mus, muselort, lagner, tæpper, puder mv. hvis overside var blank af sved fra andre mennesker hovedhår, jeg ser numsesaft, prut drys og menstruationssnask hist og her på ALT i sengene og for at sove dér, betalte folk penge??? WTF!!
Jeg ville til enhver tid vælge at sove i stalden!! Ja der var sikkert både får og geder og køer og heste og de skider, prutter og pisser men dét kan du skrabe til side og lægge bunker af frisk halm, hvorpå du kan sove – samtidig med at du har alt den varme du har brug for – for hvem har nogensinde kommet ind i en kold stald fyldt med dyr?
I’m just saying, jeg skulle fandeme ikke ligge og føde mit barn i en seng hvor x antal suspekte mennesker havde ligget før mig. Ligge dér med mit underliv åbent og vente på at alle mulige bakterier væltede ind i mig. Nope. Jeg springer over.
Og her 2019 år efter at Jesus var født, er der stadig toiletter i den vestlige verden som er så klamme og uhumske og uhygiejniske at jeg til enhver tid heller ville gå på toilettet i grimningen i en stald, og gå derfra uden at vaske hænder og STADIG være renere end hvis jeg havde brugt et offentligt toilet.
Men som skrevet længere oppe, jeg regnede heller ikke med at der var andre end mig der havde tænkt på hvor heldig Jomfru Maria egentlig var.
Hvad har DU på hjertet?