Kan man drukne i fiktiv gæld?

I sidste uge fik jeg at vide at jeg skylde mine forældre et ukendt, men forholdsvis stort beløb, se her inkl. kommentar og mit svar til kommentaren https://deirdreannroberts.dk/den-usynlige-gaeld/

I går, Tirsdag d. 6. Februar var jeg ved revisor og fik på få timer lagt 1,8 MILLIONER til min GÆLD – for efter verdens største tudetur med snot, hiksen og mascara striber, at blive 1,8 MILLONER KRONER GÆLDFRI. 
– livet er i sandhed forunderligt og jeg ville bare virkelig ønske at det ikke var forunderligt overfor mig. Lige ud af landevejen og leverpostej er nok for mig.

Lang historie kort, min revisor var ved at forberede sig til vores møde, da hun opdager at jeg pludselig har, for hende, ukendt gæld på 1,8 millioner i SU Lån til en rente på 11,11% (heftig nok alligevel) Så sammenlagt vil det sige at jeg skulle have været fuldtidsstuderende i mere end 15 år og fået udbetalt mere end 10.000 kr pr. måned – i mere end 15 år.

Dét ved vi alle ikke er tilfældet. Men hvorfra kommer der så pludselig et så giga beløb i mit cpr. nummer?

Igen lang historie kort, det viser sig at SU/Udbetaling Danmark har en – i min optik – GRAVERENDE FEJL – i deres system, som gør at alle der har fået SU eller SU lån i 2017, har fået tilskrevet 1,8 millioner i GÆLD. Men at de først var blevet opmærksom på fejlen Mandag d. 5. Februar 2018 og håbede at de kunne nå at rette fejlen inden nogen fandt ud af det og derfor har de ikke informeret nogen om fejlen aka BRØLEREN.
– havde de gjort det, var jeg blevet sparet en del revisortimer…… kan jeg mon sende regningen til dem?

De lovede at sende mig et brev, hvor i det ville skrive TYDELIGT at jeg ikke havde en FIKTIV GÆLD til det offentlige på 1,8 millioner.

 

Så, sådan kan man også tilbringe en Tirsdag. Med at slette million gæld. Er det ikke ABSURT at det offentlige kan lave SÅDAN en fejl? Og at det så oven i købet sker for mig, er bare endnu mere syrealistisk.

Min revisor er så sød, at jeg ville ønske jeg kunne spole tiden 20 år tilbage og have så hjertevarm en kvindelig revisor mens jeg kæmper med gården. Jeg forstår ikke halvdelen af det hun siger men jeg knuselsker hende, fordi hun prøver. Hun prøver virkelig at forklare mig hvad det er jeg ser på skærmen, hvad det er som foregår i min økonomi. Hun har sådan en orange firkant stående under hendes computerskærm. Der står noget med hvide bogstaver på hver kant. Den side som vendte ud mod mig, havde påskriften: Kommunikation. Tilpas din kommunikation – og det er nøjagtig dét hun gør. Hun taler på mit niveau.

Jeg er slet ikke i tvivl om at hun godt kunne tale på et meget “højere” og mere økonomi/revisor agtigt sprog end hun gør – men netop fordi jeg ikke taler dét sprog, så målretter hun sin kommunikation til mig. Og alene det at hun gider forsøge, gør at jeg får tårer i øjene når jeg skriver det her.

Der er aldrig nogen som har forsøgt at forklare mig hvad det er jeg ser når jeg ser på min årsopgørelse hos SKAT. Der er kun én før hende, der har fortalt mig at jeg har den vildeste orden i mine excelark. Der er ingen før hende, der har fastholdt mig blik, når øjene fyldes med tåre og jeg er lige ved at bryde ud i gråd og må bide mig selv i læben, se væk og blinke som var jeg i en sandstorm. Hun er ikke bange for mine følelser, hun er ikke bange for mig – og dét er så så uendelig dejligt.

Sidste år havde jeg over 200.000 kr i minus i min virksomhed. I år ender jeg på ca. 8000 i minus – så det går fremad og dét er dejligt at hører, for jeg føler 99% af tiden at jeg går baglæns hver dag.

Bagefter kørte jeg fra min søde kvindelige Rvisor i Viborg til min søde kvindelige Psykiater-Lærling i Århus. Kontrasternes tid er ikke forbi.

Vi startede med at tale om, hvorvidt jeg skal sygemeldes. Jeg har det så stramt med det – jeg vil ikke nasse på det offentlige, men så igen, det er jo en forsikring jeg selv som selvstændig, har tegnet, netop til situationer som denne. Lægeerklæringen skal jeg have af min egen læge, men hun syntes dels det var en rigtig god ide, og dels at det ikke ville være et problem at få den.

Så talte vi om at jeg blev overfuset af en sygeplejerske da jeg var ude for at få taget blodprøver i forbindelse med min medicin. Jeg skal have taget blodprøver hyppigt for at tjekke om hmmm min lever? Nyre? Et eller andet organ i min krop, kan klare presset – men da jeg kom var prøverne der skulle tages ikke lagt ind i system. Min dag var dårlig med dårlig på og det var sygeplejerskens åbenbart også, for hun blev mega irriteret på mig over at jeg ikke havde “orden på mine prøver” som jeg jo under ingen omstændigheder skal have styr på. Jeg har blot fået at vide hvornår og hvor jeg skal dukke op.

Venteværelset var fyldt med skæve eksistenser der også skulle have taget blodprøver, mange havde en støtte med – jeg var helt alene og følte mig i den grad udstillet og jeg valgte at gå før mine øjne igen løb over. Note til mig selv, jeg skal have fat i lægen der står for min medicin og få styr på den del – eller også skal jeg bare leve on the edge og måske dø af Nyre/Lever/Organ svigt? Faktisk lyder det ikke så tosset, for jeg orker faktisk ikke at skulle løse ovenstående ret basale kludder…..Havde det været på en god dag, så havde jeg bed sygeplejersken om at vaske sin mund og huske på hvor fanden det lige var hun arbejdet – på psykiatrisk hospital! KOST!
– syv ni tretten er hun den første kælling jeg møder i mit år på Psykiatrisk Hospital- og dog, jeg så faktisk hende trunten fra da jeg gik til udredning for en personlighedsforstyrrelse. Jeg ved ikke om jeg har fortalt om hende?

Der var to psykologer og den ene var super søde og den anden, ja hun fik ALT i mig til at råbe til kamp!! Og to gange når jeg er gået fra denne her lave to etagers bygning med solbriller på for at dække mine smadrede røde øjne og hævede ansigt (store solbriller just saying) har jeg stødt på hende udenfor. Hvilket jeg også gjorde i tirsdags.

Jeg tænker hun må være et eller andet sted om tirsdagen som gør at hun valser ind af døren omkring kl. 15.00 når jeg går ud – what’s the ods for that by the way? Jeg ved godt at det i teorien er ligegyldigt men hun er mega fed og jeg har sådan en lyst til at kalde hende fed kælling, men hendes vægt har jo ikke noget at gøre med hendes personlighed, men fordi jeg ikke kan lide hende, får hendes vægt pludselig betydning. Mærkeligt og shame on me, så jeg nøjes med at kalde hende KÆLLING med stort K.

Min psykiater stiller sjældent spørgsmål uden at jeg starter med at fortælle – jeg kan dog rigtig godt lide når hun gør det, for så “slipper” jeg for at tænke så meget. Så skal jeg “kun” svare og igen, det lyder basalt men min hjerne er altid på overarbejde, så at komme lidt nemmere rundt om tingene gør absolut ingenting.

Hun spurgte ind til min Gæld til mine forældre – noget som er så absurd at jeg helt glemte at fortælle hende om mine 3 timer med 1,8 millioner i ekstra fiktiv gæld – men nu kan hun så læse om det her, en dag, hvis jeg udgiver bloggen som bog. Mon der findes et forlag der tør udgive mig og det jeg skriver?

Damen fra mit skrivekursus har aldrig vendt tilbage på min slut opgave. Jeg gider ikke kontakte hende, jeg har en helt klar mening om hendes måde at drive firma på og en dag tager jeg mig måske sammen og laver en Trustpilot review på hendes firma. Jeg er sikker på at hun vil sige noget i retningen af at hun aldrig har fået min opgave, men redaktøren for forlaget lovede at give den til hende personligt, så selvfølgelig har hun fået den. Dér kan man tale om en KÆLLING.

Men tilbage til min Psykiater-Lærling. Jeg kan ikke finde ud af om hun er 100% Dansk eller måske er Norsk eller Svensk? Hun har som jeg også to navne. Det ene er ærke dansk og det andet er egentlig også ærke dansk men måden det staves på, er ikke dansk. Det kunne godt være Norsk eller Svensk. Hendes hår er nok egentlig ret langt, men det er altid sat op i en lav knold i nakken. Hendes hår er mørkebrunt som barken på et egetræ lige efter et regnskyld mens solen står ind på det og får det våde bark til at skinne. Hendes øjne er blå og hun har lange øjenvipper. Hun er højre end jeg, men det siger jo heller ikke så meget. På hendes højre kind har hun en “gevækst” ligesom jeg havde mellem øjene og engang på siden af næsen. I gamle dage blev det kaldt en vorte men i dag kalder man det vist et modersmærke med farve.

Det lyder ucharmerende men det er faktisk ret charmerende og passer rigtig godt til hendes praktiske men også utrolig kvindelige stil. Hendes yndlingsfarve er blå, mørkeblå, kongeblå. Hun har sukkersyge og hendes lille regulator sidder øverst i hendes bh – en dag midt under vores session stak hun hånden ind i bh’en og trak den frem og trykkede på en knap. Jeg var ikke helt sikker på at hun havde sukkersyge før det men tanken havde strejfet mig.

Min Dansklærer i Folkeskolen havde sukkersyge og hans negle var altid lige ved at gro ud og i alt den tid jeg har gået hos hende, har hun manglede begge sine tommeltotsnegle. Da jeg mødte hende første gang, dengang jeg kom ind i et lokale og så sad der 3-4 kvinder omkring bordet og ventede på mig, gav jeg hånd hele vejen rundt. Hendes håndtryk var bestemt og varmt og jeg bemærket at hun havde hård hud på fingerspidserne og at hun måtte havde været i haven i weekenden, for der var “jord” i fugerne på fingerne – og så manglede hun neglene på tommeltotten.

Ergo, et have menneske. En bestemt kvinde. En sukkersygepatient. En person der ejer en have. En person der sikkert også ejer et hus. Et håndtryk siger meget….. Og alt det bemærket jeg dengang på få sekundter. Plus en millon andre ting som jeg sikkert ikke kan huske at jeg bemærkede, men som kommer frem hvis min hjerne får brug for oplysningerne.

Når hun går, min Psykiater-Lærling, så tager hun lange skridt. Hun spilder ikke tiden. Hendes jakke er en oversize koksgrå ulden ting og jeg tror hun generelt har det varmt, for jeg ser hende aldrig med lukket jakke og feks. i tirsdags var der minus 4 grader udenfor.

Hun er håbløs – som i virkelig HÅBLØS til alt med strøm, minus en hårtørrer – men ellers alt andet. Og det er faktisk ret sjovt, for sammen med hende er jeg mega sej til elektronik. Det er jeg også sammen med mange andre men sammen med hende, så er jeg tusindmeter mester! Jeg kan faktisk ikke huske om hun har ring på i skrivende stund?

Min Revisor har to ringe på den ene hånd, vielsesringe og på den anden hånd har hun en sølvring med en Davidstjerne, hvilket altid får mig til at smile. Jeg ved ikke om hun er jøde eller hvad stjernen betyder for hende, men jeg kan virkelig godt lide jøder, både som personer og som religion, så for mig symbolisere ringen varme og det passer jo også ret godt til hende.

Min Psykiater-Lærling er ikke åleslank eller buttet – hun er et sted i midten. Hun har talje, bryster og numse men ingen af delene er over eller under dimensioneret, det hele passer rigtig godt til hendes smukke hår, blå øjne og varme smil. Jeg tror at hun – selv om hun bliver betalt for at tale med mig – er et oprigtigt godt menneske, sødt og varmt med værdier der passer på de svageste i samfundet. Og det er jo ikke nødvendigvis de værdier en læge eller psykiater-i-spe besidder.

I næste uge er der Vinterferie og i ugen efter er jeg i Spanien for at betale for Aircon installation og få lejligheden op og stå igen, så vil skal først ses om 3 uger. Dét er allerede hårdt at tænke på. Jeg har lyst til at tale med hende hele tiden – eller nej, dét har jeg faktisk ikke, men jeg har lyst til at tale med hende når MIN lyst er der og den er der ikke altid på Tirsdage mellem 14.00 og 15.00. Feks. når jeg nu sidder og skriver mine tanker ned, så gad jeg godt tale med hende, fortælle hende om mine tanker, drømme og følelser og om hvorfor nogle ting gør så frygtelig ondt, men jeg ved også at jeg vil have forskubbet de her tanker om 3 uger og derfor ikke kommer til at tale med hende om dem – og det kan jo både være godt og skidt.

Vi talte om også om, de forholdsvis mange gange, hvor jeg har stået i mine forældres gamle køkken, før de fik bygget om, og fortalt min Mor om at min Gudfar gik ind i huset mens jeg var i bad, om hvordan badeforhænget var for lille/for kort (det var fra Farfars gl. badeværelse og med grå måger på) så min høje Gudfar kunne stå udenfor og kikke ind af badeværelsesvinduet og se på mig nøgen mens jeg var i bad.

Hånden på hjertet, jeg fortalte aldrig hvad der derefter skete – det har jeg aldrig fortalte til nogen – udover min psykiater lærling – men alene ovenstående burde, i min optik og nu også i min Psykiater-Lærlings optik, være nok til at en Mor burde råbe vagt i gevær.

Hvis din datter på 18, 19, 20, 21 eller 25 kom og fortalte dig om at en gammel mand stod og luret ind af vinduet til hendes eget hus mens hun var i bad, og sagde dybt upassende ting og om en gammel mand der låste sig ind i hendes hus når hun lige var kommet ud af badet og stod nøgen med verdens mindste håndklæde, fordi hun trods hun var alene i huset – ville du så ikke samle 5-10 store mænd og tage ud og besøge svinet?

Jeg ville – eller retter, med min nuværende viden, så ville jeg besøge ham alene. Med min Whinchester og en kasse patroner og en feltspade.
– min min Mor sagde bare at jeg jo så måtte lade være med at gå i bad når jeg vidste han kom, eller at jeg bare måtte trække badeforhænget til, i enden, så han ikke kunne kikke ind. At jeg måtte bruge større håndklæder. Løsninger som jeg ikke ser som brugbare. Løsninger som ikke forholder sig til problemet – og problemet var jo ikke mig – problemet var min Gudfar. Men det blev altid til mit problem.

Og min Psykiater-Lærling var enig med mig. Jeg er stadig lidt skeptisk over at hun er enig med mig, det er ikke noget jeg er vant til, men det var hun og det føles rigtig rigtig varmt og dejligt. Og mærkeligt. Usædvanligt.

Jeg har lyst til at hade min Mor og min Far men de er også mine forældre og de har jo, som de også selv påpeger, gjordt det så godt som de kunne. Og jeg tror dem. Og jeg skammer mig over at jeg har lyst til at hade dem og jeg skammer mig over at jeg føler at de har svigtet mig når de vitterligt har forsøgt at gøre hvad der var bedst for mig. Jeg er bare hende der altid er faldet igennem og jeg føler mig som en person der altid falder igennem. Jeg føler mig som en nittegevinst. En af dem man ikke rigtig ville have men endte med at få alligevel. Tombolaens øv-hylde.

Jeg fortalte hende også om min liste over Senfølger af Seksuelle Overgreb https://deirdreannroberts.dk/senfoelger-af-seksuelle-overgreb/ 

Noget jeg aldrig havde hørt om før. Jeg tvivler ofte på om hun (min Psykiater-Lærling) sådan RIGTIGT tror på mig, jeg tvivler også på om læseren her på bloggen tror på mig, men det betyder mindre, fordi jeg ikke kender læserne og nok aldrig kommer til at blive konfronteret med dem – men min Psykiater-Lærling, hendes mening betyder noget for mig og jeg tænker på om hun mon er så skarp i hendes uddannelse og i hendes fag, at hun kan sortere i hvem der fortæller løgne og hvem der fortæller sandheden? Kan hun hører at det jeg siger er sandheden? Mon hun nogensinde står og tror jeg lyver?

Jeg har så mange mange gange i mit liv fået smidt tilbage at jeg nok lyver, at jeg nok ser blå mænd, at jeg nok digter, at jeg nok fantasere – ingen har nogensinde sagt til mig “Deirdre-Ann jeg tror på dig” når jeg har fortalt om hvor forfærdelig min Gudfar er – og jeg har jo OFTE og TIT fortalt andre om min Gudfar og om hans dårlige sider, der var jo nok at tage af uden at jeg behøvede at tage de dårlige sider der drejede sig om sex.

Jeg tror det gjorde hende frustreret at jeg tvivlede og stadig tvivler, på hende. Men jeg kan virkelig ikke gøre for det. Hver gang jeg har sagt noget, så sidder jeg og tænker på, på hvilket et niveau hun tror mig…… er det sådan “jeg tror dig lidt” hvilket vil være en 2’er på en skala fra 1-10 eller er det sådan “jeg tror helt sikker på det du siger” som vil være en 10’er…..? That I’ll never know.