kunne være overskriften. Eller også kunne overskriften være “Ville du gå til læge?!” – jeg er i tvivl fordi jeg plejer at give en overskrift efter hvad der presser mest på i mit liv (mine skrivende fingerspidser LIGE NU)
Og i skrivende stund sidder jeg og har (igen) probelmer med at fokusere. På teksten jeg skriver. På rummet. Det er som om jeg er fuld – hvilket jeg ikke er – det er som om mine øjne svigter mig og et eller andet sted frygter jeg at jeg er ved at blive blind. Dét er jeg nok ikke, men det er min frygt inden i -og alligevle har jeg ikke hverken bestormet lægevagten eller min egen læge. Og det har stået på længe nu.
Mine øjne løber i vand (og mit FUCKING TASTATUR LAVER IKKE MELLEMRUM 98% AF TIDEN!!) hele tiden, jeg opdager det først nårjeg haren tåre hængende på kindbenet og den falder ned og rammer mig – mine øjne er sløret hele tiden og jeg kan ikke finde ud af hvad det skyldes….?
Skyldes det min natcreme? Skyldes det min medicin? Skyldes det min psyke? Skyldes det at mine øjne er ved at blive gamle? Er jeg ved at blive blind? Hvad skyldes det?
Jeg ved det ikke og jeg får nok ikke et svar med mindre jeg faktisk tager til læge eller får en henvisning til en øjenlæge – men jeg har aldrig brudt mig om at tage til læge og jeg føler mig udstillet nu, da jeg er patient på Psykiatrisk Hospital og tagertil min egen læge. Det står jo i mit journal, sort på hvidt, at jeg er skingerende sindssyg. Jeg ved godt inderst inde i min lille sane normale kerne, at ingen af de ældre som sidder i venteværelset (total pensionist læge) ved at jeg er kugleskør, i så fald ville de nok rykke rollatoren tættere på sig og løfte deres tasker op på skødet og følge mig meget mere med øjenene – men jeg føler at de kan se på mig at jeg er en VIP patient og nej, at være en VIP patient hos en læge der hovedsagelig behandler Fru Nielsen grå stær, Hr. Pedersens inkontinens og Frøken Sille Hovedgårds kriller i halsen er IKKE fedt.
Jeg vil for altid være hende der blev eksorteret ud af to herde brede ambulance mænd, jeg kan end ikke fremkalde mig deres ansigt for mit indre. Jeg kan derimod huske trapperne ned udvendig på bygningen, fordi jeg nægtede at gå ind i elevatoren med dem, så vi gik på trapperne udvendig, en foran mig, en bag mig og trappernen var pisse glatte, jeg frygtede at jeg ville falde og slå mig. At de ikke ville gribe mig – men jeg fokuserede også på flugt, hvilket gjorde det svært at fokusere generelt.
Hvis jeg tager til læge og siger at jeg er Deirdre-Ann, vil lægesekretæren gispe lidt når hun slår mit navn op, det gjorde hun sidst og først var der ikke en tid til mig, da hun så slog mig op var der en tid samme dag, ca. 20 min. senere. Not cool!!
Men jeg har heller ikke lyst til at blive blind – men så igen, får man ikke tilskud til feks. husleje og mad hvis man er blind? Jeg mener, hvor mange vil ansætte mig med synet intakt? Nada. Så uden et fungerende syn vil absolut nada nada ansættem mig, ergo vil jeg nok få økonomisk hjælp og dét må være dét som de dyre coaches siger man skal gøre; se det positive i det negative.
– pudsigt nok giver ingen mig en sticker-star for at være positiv midt i noget negativt.
Og appropo negativt så kunne overskrivten også være “Kære Psykiater-Lærling” og lige præcist i dag, har jeglyst til at skrive hendes navn. At sætte en person, et menneske (hendes ord) på hendes titel som Psykiater-Lærling – jeg ved ikke hvorfor jeg har det sådan – men måske fordi jeg er ved at tude mine øjne ud af hoved hele tiden….og har brug for en RIGTIG person i mit liv?
Men Kæreste Deirdre-Ann, din psykiater-lærling er ikke en rigtig person. Hun er en person der bliver betalt for at tale med dig. Hun ville end ikke skræve over dig hvis du lå på jorden foran hende og gaggede, hvis ikke det lige var fordi hun havde givet en læge ed på at hun “Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret, at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser“
selv om jeg er en fattiglem, så vil forsøge at hjælpe mig efter hendes bedste evne, og at hun ikke vil skelne mellem rige og fattige patieneter og at hun ikke vil fortælle vidt og bedt (fortrolighedserklæring) omkring hvad jeg fejler og hvad jeg fortæller hende (she better not!!) eller hvad hun oplever i sit erhverv som læge.
ERgo skal du ikke sidde og få veninde tanker omkring hende. Det gavner hverken hende eller dig. Heller ikke hvis tankerne om hende som veninde, i virkeligheden er tanernek om at haveen du kan stole på, en du kan læne dig op af, en som tror på dig, en som vil dig, en som ikke sivter…….
Og appropo svigter, jeg VED at hun vil svigte mig og er du klar over hvor HÅRDT det er at vide at den person du har vrænget din sjæl ud til, om 117 dage vil vende dig ryggen og gå fra dig, for aldrig at vende sig om igen?
DET ER SÅ HÅRDT AT JEG GRÆDER BARE JEG TÆNKER PÅ DET.
Jeg ved det, fordi jeg har læst om hendes uddannelse og hvordan den er opbygget. Jeg ved det fordi jeg kan se at der ikke er plads til mig i hendes fremtid. Hun skal videre og det skal jeg også, men hun kan sagtens gå når jeg ikk er i hendes liv mere. Jeg kan end ikke stå uden hendes hjælp.
– og måske jeg kan, for jeg har altid klaret mig selv. Jeg har altid ordnet altidng selv. Jeg har altid været alene. Men jeg følermig så svækket, så svag og så sårbare og om 117 dage, aka 19 tirsdage, så går jeg ud af døren fra det anti-hyggelige rum, som altid er koldt og 50/50% af tiden mangler et spejl til at tjekke for løbet mascara og hvide bussemænd, før jeg går ud på gangen, forbi venteværelset og ud i friheden til de normale mennesker – jeg FRYGTER den dag mere end jeg overhoved kan forklare med ord.
Jeg har opdateret min liste over hvad der skal ske når jeg dør. Hvem der skal have besked om min død. Jeg har lavet én kode alt online, alt elektroniske, alt hvad jeg ejer og har, via One Password Appen. Jeg mangler bare at sortere de sidste af mine ting på mine forældres gård. Plastkasserne er købt, det skalbare ordnres når det ikke er så sindssygt marg-til-ben-koldt mere. Jeg er mere og mere afklaret med hvilken vej jeg skal, så det er lidt ironisk at tænke på, at jeg kl. 06.45 i morgen tidlig tager en færge til Sjællands Odde for at mødes med en “Ding Ding” fra Væksthus Hovedstaden som min super søde mentor Karen har sat mig op med, for jeg er faktisk, hvis ikke 100% så i hvert fald 98% sikker på at jeg ikke driver min virksomhed videre efter 21. Juli 2018.
Ikke fordi jeg ikke vil men fordi jeg ikke kan. Fordi jeg er død. Måske det jeg skriver er mærkeligt for udenforstående at læse, men for mig, Deirdre-Ann, giver det så god mening. Det giver ligefrem en ro inden i, at vide at jeg har en plan. At planen så ikke er af den slags og den type som andre har, er jo ligegyldig. En plan er en plan og planer giver ro – og jeg læææænges sådan efter ro, at jeg er ved at blive sindssyg.
Min plan er også den type plan som ikke afhænger af andre. Jeg kan ikke UDSTÅ at være afhængig af andre! Jeg HADER at mit liv, min vej afhænger af andre menneskers evner, vilje og medmenneskelighed. Specielt fordi jeg ikke har oplevet særlig meget af ovenstående vilje, medmenneskelighed og lyst til at hjælpe fra folk generelt – undtagen fra min Psykiater-Lærling – hvilket så gør at min fuckedup hjerne får lyst til at flytte ind i hendes liv, eller ej, det er faktisk ikke korrekt, for jeg gad ikke bo sammen med hende. Dét ville være pænt nedern at bo med en psykolog eller faktisk endnu værrer at bo med en psykiater-i-spe!!
Men min hjerne tænker bare ALT FOR MEGET på hende og på vores samtaler og jeg kan ikke se en løsning på livet, på at alt det jeg fortæller hende + alt det jeg endnu ikke har fortalt hende + det jeg ALDRIG kunne drømme om at fortælle nogen, nogensinde skal kunne blive til gavn for mig og min fremtid. Jeg ser det ikke ske. Uanset hvor meget jeg googler, søger og leder, så har jeg ikke fundet beviser på at nogen med ca. samme baggage som jeg EVER er kommet videre i livet og har fået et “normalt liv” – hverken i Danmark eller i udlandet. Måske Lisbeth Zorning har, men så er hun et unicorn og dém ser man alt andet lige ikke særlig mange af. Så med alle mine talenter for googleling, kan jeg ikke se at denne her vej jeg er på, nogensinde kan blive til en lykkelig grøn eng på en forårsdag. Jeg ser kun sort mudder og brun plæver.
Min hjerne koger, Norman er i mine tanker 99% af tiden og jeg kæmper og kæmper og i morgen skla jeg til et vigtigt møde som jeg ikke kan se en grund til, da planen allerede er lagt, men jeg svigter heller ikke folk (min mentor) som har lagt hoved på blokken formig.
Kære Hr. Gud; gid jeg dør i nat.
Hvad har DU på hjertet?