I dag har jeg været på Psykiatrisk hospital (igen) til samtale nr. 2 i forbindelse med min gen-henvisning. Jeg optog naturligvis samtalen, som foregik sådan her:
Jeg ankommer, og sætter mig på min “vante plads” på den lange lyserøde gang hvor alle de andre mennesker med triste skæbner sidder. Jeg kom, desværre til at sætte mig sådan at en ung pige der stod op af vægen og som gik uroligt frem og tilbage og som angiveligt var med hendes far (som sad 2 stole fra mig) blev endnu mere urolig og de gjorde mine til at flytte sig.
Jeg skyndte mig at sige “Undskyld, kom jeg for tæt på? Det må du virkelig undskylde, jeg flytter mig med det samme” og så flyttede jeg mig ned på den første stol, hvilket svarer til at sidde på forreste række i klasseværelset. Det er der ikke rigtig nogen der gider.
Jeg sad med maske på, fordi der i min indkaldelse stod at jeg skulle have maske på – dét memo var jeg åbenbart den eneste der havde fået men jeg var død og pine på at jeg ikke ville tage den af uden at være sikker, for så kunne det nemt lægges til listen af ting jeg gør forkert i psykiatriens øjne.
Som jeg sidder der helt blottet, kommer psykoedukationspsykologen og henter en patient, hun kikker på mig og forsøger derefter ihærdigt ikke at kikke på mig, faktisk drejer hun rundt nærmest på stedet som lavede hun en pioette, hun fik fat i sin patientklient og gik, men lige dér kikkede hun igen på mig. Jeg fortrak ikke en mine men fastholdt hendes blik i et “you fuckede with the wrong person bitch” blik.
Så kom Nordmandspsykologen og hentede mig. Samtalen varede 17 minutter og 14 sekunder hvilket inkludere turen ned af gangen. I would’t miss a beat.
Det var den samme psykolog som sidst der deltog i mødet. Hende alle taler så sødt om, hun er helt drengekorthåret og farvemæssigt ligner hun Gunn-Britt. Jeg kommenteret på at jeg havde maske på og ingen andre og ifølge dem var det pga. at brevet der var sendt ud til mig, var kommet for et stykke tid siden og retningslinjerne havde ændret sig. Jeg var liiiige ved spydigt at tilføje at det nok var et fint pejlemærke på, at en måned mellem to samtaler er uhensigtsmæssigt lang tid, men jeg bed min spydige tunge i mit.
Ude på gangen, da jeg sad på “første række” og ventede, bad jeg til Hr. Gud om at han ville hjælpe mig til at træffe de rigtige beslutninger. Måske han var fraværende i dag, måske han bare har en syg form for humor eller måske det her er en del af en plan for mit liv, som jeg ikke kan se en ide med.
Gunn-Britt Psykologen startede med at sige: at sådan som de (hvem der så end ligger bag “de) havde hørt mig så havde jeg ikke den store lyst til at komme på psykiatrisk hospital og derfor havde jeg afsøgt (hendes ord) mange andre private muligheder før jeg kom ud til dem (psykiatrisk hospital)
Mig: (inden i) Jeg sad vitterlig og tænkte på om hun havde tænkt sig at re-cap hele sidste samtale, med det formål at få deres beslutninger til at lyde som om jeg havde truffet den….
Gunn-Britt Psykologen fortsatte: og dérfor var “de” kommet frem til, at med den verserende sag og mine tidligere erfaringer med psykiatrien (som jo er en og samme ting, så i teorien er der kun tale om 1 ting og ikke 2 ting som hun fik det til at lyde som om) så havde “de” besluttet at “de” ikke kunne hjælpe mig på psykiatrisk hospital i Skejby.
“De” ville derfor henvise mig til Silkeborg-Viborg psykiatrisk hospital – her afbrød jeg hende og sagde, som jeg også kraftigt sagde sidst (men åbenbart ikke kraftigt nok…) at jeg IKKE skal til Silkeborg – ejjjj sagde hun, det var bare noget det hed, altså “Silkeborg-Viborg Regionspsykiatri”
Mig: (inden i) 🙄 så drop dog Silkeborg navnet når du nu VED at det trigger mig, dit veluddannet menneske….
Gunn-Britt Psykologen: Hvad siger du til det?
Mig: Det må jeg lige tænke over (fast besluttet på ikke at træffe beslutninger på stedet…)
Nordmandspsykologen: Ja det indebærer jo noget transport…..
Mig: (Inden i) Noget transport? Er du helt væk? Der er sku da mere end 60 km til Viborg! HVER VEJ!
Nordmandspsykologen: En klagesag som din, kan komme til at forstyrrer det terapeautiske rum og være skadelig for den terapi du gerne skulle modtage…
Mig: (inden i) Ahhh så det faktum at I har fucked op, gør at det terapeautiske rum her på matriklen er ødelagt….
Nordmandspsyklogen: Og derfor vurdere vi at du vil kunne stå mere fri – og behandleren vil kunne stå mere frit i Viborg
Mig: (inden i) Så med andre ord, du mener jeg vil have merer anonymitet i Viborg end her? Fordi I er bias og ikke kan være nøgtern og neutrale? Nu hedder jeg jo ikke Mette Nielsen, så jeg er ret bevist om at alle – ALLE der læser mit journal vil huske mit journal og da I (psykiatrien) har svinet mig journal til med usandheder, vil jeg ikke en skid være bedre stillet og mere “fri” i Viborg, da de jo vil læse mit journal og læne sig op af det. Fuck you sideways bitch! Pga. jer/psykiatrien, vil jeg altid være patienten med en øget interesse i sine behandlers privatliv.
Her var jeg simpelthen ved at koge over indeni, jeg kunne hører hvordan mit indre sprog begyndte at blive sprængfyldt med bandeord, jeg orker simpelthen ikke mennesker der forsøger at dække deres egne fejl med ord som “frihed” og “bedre behandling.” Save that for the Indigenous people.
Og så fortsatte Nordmandspykologen med at fortælle om de forskellige regioner og deres behandling og om at jeg havde brug for længerevarende tilstrækkelig behandling på et mere specialiseret niveau bla bla bla. Altsammen information jeg kunne havde fået via en e-boks, så den lange ventetid på 30 dage fra samtale til samtale var undgået. Du ved, hensynstagende til mennesker der i forvejen sidder i pressede situationer og har det svært….jeg tror man også kalder det empati og empatisk tilgang til behandlingsmåden. Correct me if I’m wrong.
Desuden var der ingen tvivl om at det var gået op for Gunn-Britt Psykologen, i forhold til sidste gang, at jeg optog samtalen. Hun blev ved og ved og ved med at skelne ned til min røde telefon som lå på bordet med bagsiden opaf.
– og her, 05.06 minutter inde i samtalen skulle jeg bare været gået.
De havde sagt hvad de havde på hjertet, hvad de var kommet frem til og så burde jeg være gået. Men som en anden flue fløj jeg direkte ind i lyset fra lampen. 1-0 til Psykiatrien.
I stedet for begynder jeg at diskutere diagnoser med dem. Jeg var simpelthen SÅ vred inden i, at jeg nærmest kunne mærke mine blodåre boble. Ikke bare sådan fiktivt eller ordsprogsagtigt men bogstavelig talt. ALT i mig kogte af vrede!!
SÅ fordi Psykiater-Lærlingen vælger at tage en ansøgning IKKE-stilet til hende, sendt til et firma hun IKKE-fremgår som ejer af og frisk nok tager dét som et personligt kontaktforsøg fra en tidligere patient (riimelig livlig fantasi sådan at kunne konkludere dét!) og frisk nok tager dén information med tilbage til psykiatrien i April 2019.
OG
Fordi Fede Dorit er fuldstændig blottet for resonans i hendes behandling (hvilket er en del af de etiske grundprincipper for psykologer) ikke overholder journalføring (hvilket er lovpligtigt) og vælger at klage over at jeg googlede hende i Maj 2019
– vælger Psykiatrisk Hospital og “de damerne” i Juli 2021 at de IKKE kan tilbyde mig den psykiatriske hjælp jeg retsmæssigt har krav på. Dét er jo en ret interessant beslutning.
Hvis du lige som læser, bruger 4 minutter på at læse “kræftsyg patient” eller “mavetarm patient” alle de steder hvor der står eller burde stå “psykisksyg patient” – så kan du jo selv regne dig frem til hvad der sker, på sigt – ikke i dag eller i morgen – men på sigt, med kræftsyge mavetarm patienter der ikke får den behandling de har ret til og krav på…..
De dør.
I vores efterfølgende 11 minutters diskussion omkring diagnoser, som jeg slet ikke aner hvorfor overhoved startede, siger jeg bla. at alle kan se lidt af sig selv i alle diagnoser, ligesom alle kan se lidt af deres egne overbevisninger i politiske partier. Det betyder IKKE at man er alle diagnoser eller at man er alle de politiske overbevisninger. Man må læne sig op af det man føler sig mest som, og sætte sig kryds dér og få sin behandling dér.
Et af mine eksempler går på at “de damerne” nok også selv kunne se lidt af sig selv i de forskellige psykiske diagnoser afhængig af hvilken dag de læste diagnosen på
Gunn-Britt Psykologen: (som svare prompte) Arghhh det tvivler jeg på….
Mig: (indne i – hvilket jeg burde havde sagt højt) Søde, man vurdere fra Psykiatrifondens side at mellem 85-87% af ALLE DANSKERE (uden indregning af mørketallene) kan diagnostiseres med en eller flere psykiske diagnoser hvis man gik grundigt til værks (hvilket gør at psykiske diagnoser ikke burde være så stigmatiserende, når nærmest alle har en eller flere) så hvad får dig til at tro at jeg skulle være den eneste i dette rum med en psykisk diagnose, sådan rent procentmæssigt? 🙄
09.06 minutter inde i samtalen siger Nordmandspsykolgen at hun, i det famøse opsumerings notat over samtalen, vil skrive at jeg ikke er interesseret i behandling i psykiatrien…
Jeg var simpelthen lige ved at eksplodere – for dét er NØJAGTIG DET SAMME som de skrev i afslutningnotatet og som jo flere gangen siden er blevet hevet frem, smidt i mit hoved og gentaget; at JEG ønskede at blive aflsuttet i psykiatrien. It’s a fuckie lie!
Jeg har ALDRIG ønsket at blive afsluttet i psykiatrien. Aldrig. Men det blev jeg og nu er jeg 18-måneder-senere-dårligere og nu er “de damerne” kraftedme ved at skrive i mit journal (IGEN!) at jeg IKKE ønsker behandling. I never said that!!
Og det er fuldstændig ligegyldigt om jeg bliver udredt igen eller ej. Det er fuldstændig ligegyldigt hvad de sender til min læge. Det hjælper mig jo ikke. Jeg tager ikke til min egen læge og sidder og græder. Jeg er ligeglad med hvad min diagnose er. En ny diagnose hjælper mig jo ikke. Jeg vil bare gerne have et bedre liv. Eller bare have et liv.
Men på grund af 2 damers ikke-beviselige-antagelser og beviselig-inkompetance (Psykiater-Lærlingen og Fede Dorit) og et helt voldssomt dominerende psykiatrisk hospital som rygklappere, så sidder jeg her. Som taberen på alle punkter. Selv den dag jeg får medhold bliver jeg taberen. Og i forhold til psykiatrien, er jeg den som taber mest.
Jeg har tabt retten til et værdigt liv.
P.S: Indsat senere på dagen: Jeg BURDE helt klart havde været mere skarp og klar til kamp end jeg reelt var og da “de damerne” sidder og siger at jeg ikke kan få behandling hos dem på Enhed for Personlighedsforstyrrelser pga. sagen bla bla, da BURDE jeg havde flippet i hoved på dem, at min selvbetalte psykolog jo har lavet nogle virkelig fine skriftlige udredninger på mig, hvor jeg viser 100% klare tegn på Stress og Kompleks PTSD, så i teorien kunne de jo sende mig i behandling for dét – men nej, de papir har de nok heller ikke liiige fået læst. Jeg er simpelthen SÅ rasende over deres måde at behandle mig på!!
Jeg kan ikke se hvad jeg har gjort, der gør at jeg fortjener denne her form for behandling. Dét kan jeg virkelig virkelig ikke. Jeg kan kun se en måde hvorpå jeg kan få psykiatrisk hjælp fremadrettet og det er ved at begå selvmord og fejle og tro mig, tanken har floreret i mit hoved hele dagen. HELE DAGEN.
Hvad har DU på hjertet?