Måske du tænker at mine maridt omkring gården og min gudfar er væk, nu da gården er rykket ned. Rationelt, logisk og fysisk er det ikke muligt for mig nogensinde ever, om jeg så blev 1 milliard år gammel, at komme tilbage til gården for den er fysisk jævnet med jorden. Min gudfar er fysisk blevet til jord.
Alle de ting er væk og kan ALDRIG genskabes. Ergo burde min hjerne rykke med, forstå, acceptere og ikke mindst leve efter de hard core videnskabelige fakta, at stedet og personen der skabte mine barndoms og ungdoms og voksen maridt, er gone forever.
Men sådan foregår det bare ikke. Ikke inde i mit hoved.
Da mine brødre var små, drømte jeg ofte, nat efter nat at vi var ombord på Estonia eller Skandinavian Star, det brændte og jeg fik kun udleveret én voksen redningsvest og én barne redningsvest. Men jeg havde to brødre og jeg kunne i mine drømme (og i virkeligheden) ikke ofre en af dem, så nat efter nat efter nat efter nat i måske 15 år, druknede vi, sammen. Igen og igen og igen.
Indtil den da jeg fik en åbenbaring af dimentioner – jeg puttede min ældste lillebror i redningsvesten til børn og strammet stroppen mellem hans ben så han ikke faldt nedenunder. Så tog jeg min yngste lillebror og puttede ind på min bryst, med ansigtet væk fra mig og så lynede jeg den voksne redningsvest og spændte stroppen mellem mine ben, så han ikke smuttede nedenunder. Herefter tog jeg min venstre arm ind igennem armhullet på min ældste lillebrors redningsvest, fra venstre mod højre på rygsiden, sådan at jeg havde min arm henover hans skylderblade, bare inde i redningsvesten.
Herefter sprang vi sammen, ned i det frådende larmende hav med bølger så store som højhuse. Jeg var ikke bange i ét sekundt, for jeg er en habil svømmer og vi var bundet sammen, enten ville vi alle dø, eller også ville vi alle leve. Uanset udfaldet ville vi være sammen. Jeg skulle ikke træffe et valg mht. hvem jeg ville ofre. Og den nat drunknede vi ikke, for første gang. Vi overlevede og kom op i en semipunkteret redningsbåd og derefter stoppede drømmen.
Næsten hver nat de seneste mange måneder, er jeg tilbage på gården. Jeg er stadig ung, ca. midt slut 20’erne. Min Gudfar rasere og kommer hvornår det passer ham, han skælder mig ud igen og igen og igen og efterlader sure telefonsvarebeskeder, han råber af mig, han slår mig og han misbruger mig. Sex delen er faktisk, tro det eller ej, ikke det væreste. Det er slemt nok, misforstå mig ikke men det væreste og det som sidder længst i mig, er ydmygelserne. De nedværdigende ord. Handlingerne han gjorde som fik mig til at lave handlinger jeg ellers aldrig ville gøre. Ydmygende. Nedværdigende. Undertrykkende.
I mine drømme er jeg tilbage på gården men nu er Ella med mig. Hun fælder og går ind på MIT tæppe med beskidte poter. Men det er min Gudfar der bliver rasende, det er ham der jagter Ella, det er ham der truer hende når hun gør af ham, det er ham der siger han vil slå hende ihjel. Jeg er fuldstændig panisk kold inden i når jeg vågner, blot for at falde i søvn igen, drømme samme eller ligende drøm igen, indtil jeg vågner og starter forfra.
Nætterne er virkelig noget skrammel og jeg har det så svært med at Ella skal lide sådan hver nat. Nogle nætter når hun ikke at flytte sig og så sparker han hende så hun piber og hyler og jeg kan intet gøre, i drømmen. Det er en ondskabsfuld og ulidelig drøm.
Når jeg vågner, ved jeg godt at jeg er vågen. Jeg ved godt at det er en drøm. Jeg VED DET. Men det ændre ikke på at jeg drømmer drømmen igen, så snart jeg lukker mine øjne. Jeg kan ikke finde ud af at komme ud af drømmen. Det er som en loop der kører igen og igen og igen.
De få nætter jeg ikke drømmer om gården, drømmer jeg andre uhyggelige nedværdigende drømme, som jeg desværre ikke kan huske når jeg vågner (måske det ikke er så “desværre agtigt” når man tænker over det…) men jeg ved det er dårlige drømme, fordi jeg vågner og er helt koldt og i panik inden i.
Og med de følelser i kroppen, starter jeg en ny dag. Som arbejdsløs. Alene. Single. Barnløs. Til et liv uden fremtid.
Jeg glemte at fortælle, i mit sindssygt drændende sidste indlæg, at min Far blev indlagt med hjerteproblemer d. 25 december om morgen. Jeg var ikke hjemme da jeg havde lovet mine to naboer (det lesbiske par) at tjekke op på deres kat og om der havde været indbrud (det har de haft før, dog ikke mens jeg har boet her) Da jeg så står og er ved at gøre mig klar til at tage ind til min onkel (min mors yngste lillebror) til julefrokost – det er vi altid d. 25 og det er en killer for mig, da jeg er så punkteret efter d. 24 rent mentalt, at jeg ikke kan overskue at jeg skal mere før jeg er ladet op, men som altid er jeg jo et egoistisk menneske hvis jeg ikke kommer……
Så mens jeg står på badeværelset, kradser Ella på døren og vil ud, sammen går vi ud i haven og hun har total ræser mave, fordi hun er blevet fodret med alt muligt dagen før, som hendes mave ikke kan tåle. Hun lavede 5 gange tyndt d. 25 = 5 x bad.
Da jeg kommer ind igen har min telefon ringet 2 gange, så jeg ringer tilbage og får besked om at lægeambulancen pt. arbejder på Far derhjemme. Da jeg kommer hjem, er de kørt og Mor er taget med.
Lang historie kort, han kom hjem dagen efter eller dagen efter igen, jeg kan faktisk ikke huske det mere. Hans puls gik fra 30 til 249 på få minutter og han har siddet med elektronisk måler, der måler hjerterytme mv. Pt, her slut januar 2022 venter de stadig på besked. Far er meget træt hele tiden og Mor er max stresset – og så er der hele firmaet og byggegrundene og alle de andre ting de har gange i. Mine forældre arbejder jo fuld tid, trods deres alder (70 + 76)
Jeg kunne godt afhjælpe nogle af opgaverne, men jeg tør ikke blande mig. Jeg har før i livet forsøgt at hjælpe mine forældre og deres firmaer men det er aldrig gået godt, så jeg holder mig langt fra det hele.
På mandag skal jeg starter på et kursus i 3 uger, hvor jeg skal lærer at “sige goddag og lave kaffeaftaler”…….. det er hjernedødt. Jeg har haft mit eget firma. Jeg har fået tilsagn om million investering fra Innovationsfonden, jeg har pitchet mit firma tusind gange. Jeg kan sagtens de her ting. No offense.
Alle de kurser (8 stk. i alt) jeg har søgt om at få lov til at komme på, så som kommunikations kurser, SoMe kurser, opgradering af turisme certifikater mv. har jeg fået afslag på. Så blev de ikke afholdt pga. corona, så blev de afholdt online pga. corona og derfor var der begrænsninger på hvor mange der kunne deltage osv. ALT hvad jeg har foreslået de snart 2 år jeg har siddet her i det her helvede, har jeg fået afslag på. Ting som eventuelt kunne havde opgraderet mig til et bedre liv. Og nu, fordi jeg ikke har været på kurser og ikke har landet et job, så skal jeg bruge 3 uger fra 09.00 til 16.00 på at snik snakke med alle mulige mennesker i ligende situationer men ikke mennesker der kan skaffe mig et job…..
Jeg skriver ca. hver uge 1 til 4 mails til forskellige mennesker og spørger om de vil mødes til kaffe (selv om jeg ikke drikker kaffe, det føles så løgnagtig når jeg spørger, når jeg nu godt ved at jeg ikke kommer til at drikke kaffe) Oftest får jeg intet svar, når jeg får svar, er det enten et der viser de ikke har læst hvad jeg skriver og spørger om eller et svar der er helt hen i skoven. People are nice like that 🙄
Ella er hos Far og Mor i dag til i morgen, måske jeg kan presse den til henover weekenden. Det er som om jeg er så langsom til at “lande” i mig selv når først jeg er fri for hende. Det er et fuldtidsjob at have hund og jeg hader det og bagefter så hader jeg mig selv for at hade at have hund. Der er ikke den ting jeg ikke vil gøre for Ella, og mit hjerte græder ved tanken om at hun måske føler sig forladt, efterladt og svigtet når jeg går fra hende, hos mine forældre, men jeg har bare så meget brug for RO.
Hvad har DU på hjertet?