Insomina

Klokken er nu 04.36 og jeg kan ikke finde ro og sove igen……..og jeg har en snigende fornemmelse af hvorfor og jeg har også en voldssom lyst til ikke at fortælle det. Normalt er jeg altid ærlig og åben herinde, det er mit fri rum hvor jeg kan gøre og sige alting, uden beregning. 

Ingen læser med over min skulder og dem der gør, de kender mig ikke og skulle de få en snert af “hmmm I wonder….” så syntes jeg selv jeg er skarp til at kamuflere steder, mennesker osv. Og så dog, måske jeg ikke er men så længe jeg selv tror jeg er, så er jeg. I like the sound to that.

Jeg kan høre en traktor i det fjerne, på denne tid af døgnet? Det kan kun betyde at de er ude og salte. Vinduet ud til står på klem og der er IS koldt herinde i mit lille kammer, men under dynen er der varmt og godt og det er kun mine hænder der fryser mens fingerne flyver henover de iskolde taster på min iskolde computer.

I går nat vågnede jeg ved at jeg i drømme drømte så livagtigt om min Morfar som døde for over 21 år siden, først var det min Farfar som lå og var døende og jeg ville ikke la ham være alene mens han døde, så vi talte sammen, måske ikke verbalt men i mine tanker vidste jeg at han fortalte mig om sin barndom og om vores liv sammen.

Men da tankerne gik igang så var det Morfars liv med mig der afspilledes. Og så døde han. Jeg varmede hans højre fod og masseret den og den var så tynd og spinkel og han lå der i sit three-piece jakkesæt og var helt død og pludselig fik jeg masseret liv i ham igen! Morfar vågnede!!

Jeg strøg ind til telefonen og ville ringe og fortælle det til Mormor, min familie sad rundt om mig og jeg ringede op, i mit hoved kunne jeg pludselig Mormor og Morfars gamle fastnettelefonnummer og jeg vidste at Mormor ikke ville tage telefonen. Hun var hjemme og ulykkelig fordi Morfar var død. Første gang ringede telefonen og ganske som forventede tog Mormor den ikke, så jeg ringede igen – det var jo vigtigt det her. Og så tog Mormor den!!!!

Inden hun tog den vidste jeg hvad hun ville sige. Mormor ville præsentere sig ved sit efternavn, det gjorde hun altid og dét kunne jeg pludselig også huske, 20 år efter at hun var død – og så *klik* blev røret taget og jeg kunne høre min Mormors grådkvalte stemme sige hendes efternavn og da jeg hørte Mormors stemme så brød jeg ud i gråd.

Ikke bare sådan *hulk hulk* men helt vildt meget ud i gråd, der hvor ansigtsmimikken nærmest krakkelere og man bare slet ikke har styr på følelserne mere. Rationelle tanker forsvandt og det eneste jeg kunne tænke på var at jeg netop – efter 20 år – havde hørt min elskede Mormors stemme i telefonen og jeg græd og græd og græd og da jeg vågnede kl. 03.58 lå jeg og græd i sengen og min pude var helt våd af tåre…….

Telefonen var væk, Morfar var væk og værst af alt, Mormor var væk. Helt væk. Jeg var både ked af det og rasende – HVORFOR udnyttede jeg ikke det faktum at jeg havde en telefonlinje direkte til min elskede højt savnede Mormor?? Jeg kunne ha spurgt hende om tusinde ting, om hvor jeg kunne finde hende igen, hvornår jeg får hende af se igen, om det hele nok skal gå, hvad der skal blive af mig, venter der mig noget godt, er hun der for mig som jeg så ofte føler, kan jeg mærke hende igen……….

Men jeg gjorde intet udover at græde så meget at jeg vågnede af det – og så meget at hele drømmen har forfulgt mig hele dagen……

Og så vågner jeg igen i nat, samme tid og samme sted og jeg kan igen ikke hitte ud af hvorfor jeg er vågnet. Jeg har ikke drømt om Mormor eller Morfar eller Farfar og jeg ved i mit hjerte at der kommer til at gå år før det sker igen. Dybt dybt sørgeligt men jeg ved det er sådan.

Sagen er også den at It manden og jeg talte sammen i lørdags, længe. Søndag ringede jeg til ham men han tog den ikke. Klokken 01.38 har jeg så fået en mail fra ham.

Jeg svaret på den i dag og han har stadig ikke svaret tilbage. Uvished. Jeg hader hader HADER uvished!

I lørdags, eller nej i fredags da jeg var i byen med Lita, hvor jeg talte med it manden i telefonen aftalte vi at tale sammen lørdag, det gjorde vi og her talte vi om “fremtiden” hvor corny det end lyder. Men vi talte om hvordan vi begge tænkte om hinanden (!) vildt syrealistisk – men han startede og så fulgte jeg trop.

Anyway, nu aner jeg jo ikke hvor jeg har ham. Slet ikke. I mailen fra søndag nat/aften skriver han bla. (hvilket er helt abnormt betænktsomt og sødt)

HELT DYBT SERIØST, ingen mand eller intet menneske (udover Mormor) har nogensinde ever sagt at jeg tænker for meget og ingen mand eller intet mennesker har nogensinde taget konsekvensen af at jeg tænker for meget og kommet mig i forkøbet og sagt noget så pænt til mig – OG aldrig før har jeg haft bevistheden om at et andet menneske tænker på mig!!!

Hvem i alverden skulle dog gå rundt og bruge hverdagen til at tænke på M I G ?????

Nada. Nobody. Ingen. Men It manden gør – eller det skriver han at han gør…..

Sagen er så bare den at jeg ikke har hørt fra ham siden. Intet.

Og dét er jo uvished. No me gusta uvished at all!!!! Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre af de tanker jeg får – udover at skrive dem ned herinde – men jeg tænker også, for så overtroisk er jeg, at skriver jeg nogle gange mine inderste vilde drømme, ønsker og tanker ned, så bliver det aldrig til noget eller også går det galt. Derfor har jeg ikke turde skrive det her ned før nu – og nu frygter jeg at jeg helt har ødelagt alting (som så overhoved ikke består af andet end ovenstående mail og ét telefonopkald!!) og at det aldrig bliver til noget……

Hvilket det så sikkert heller ikke gør alligevel da han bor i Spanien, jeg bor i Danmark, han har arbejde, jeg er snart arbejdsløs, han tjener penge, jeg er et sort økonomisk hul og tusinde andre ting……

Men værst af alt er dog uvisheden og søvnløsheden…..