Min Mor har fået den fikse ide, at jeg skal på Single Rejse til Club La Santa i Januar. Jeg skal danse min trished væk med musik og sol og varme og nye mennesker.
Jeg kan sagtens se hvor det kommer fra. Men jeg er så træt af alle de ting jeg kan SE, nogle gange føler jeg mig så large at jeg har lyst til at græde. Jeg kan åbenbart se, rumme og favne alle mennesker, alles tanker, alles følelser. Selv når folk er røvhuller for mig, som feks. Jonas eller Norman eller min Gudfar, så forstår jeg.
Måske ikke “forstår” men jeg SER hvor de kommer fra, hvor deres handlinger kommer fra. Jeg SER hvad det er som sker, når deres handlinger går ud over mig. Bevist eller ubevist.
Jeg SER hvad min Mor vil. Hun vil se sin datter danse, være glad og fyldt med liv. Hun vil se sin datter med nye venner og en kæreste og barn. Hun vil se sin datter trives og leve livet til sit fulde potentiale. Og min Mor tror at Club La Santa er vejen dertil.
Jeg tror at vejen dertil er langt mere simpel. Og langt billigere.
Jeg tror at vejen til at jeg får det bedre, dels går igennem masser af intensiv terapi, markant mere intensiv end den jeg får nu. Jeg tror vejen til et bedre liv, går igennem størrer eller bare realistisk forståelse fra min families side for, hvad det er jeg fejler og hvad det er jeg går igennem.
Jeg er efterhånden kommet til den konklusion at der må være noget galt med mig, om end jeg ikke kan sætte en finger på hvad det er, men noget er der galt, når det her kan slå mig ud – “det her” er hvad jeg fortalte min Mor i går, søndag.
Jeg fortalte hende om, hvordan jeg kæmpede med mad og vægten. Min Mor syntes jeg bare skal gøre noget ved det, for nu når jeg er klar over problemet så er det jo så nemt at tage fat på. Jeg fortalte hende hvordan jeg kan handle ind til 5 dage i træk, forberede madplaner, morgen middag og aften og så opdage omkring kl. 14.30 at jeg har glemt (at spise) min morgenmad og min frokost fordi mad og mit køkken ikke er i mine tanker + at min krop ikke kræver mad.
Jeg glemmer det, og når jeg kommer i tanke om det, om at jeg har glemt at spise og dermed er kommet “bagud” i forhold til min plan og derfor har “ødelagt” min plan, så ryger jeg fuldstændig ud af kurs! Jeg mener FULDSTÆNDIG! Jeg kan bruge flere dage på at samle mig selv op – og JA! Jeg kan godt hører hvor fucking crazy det lyder og jeg ville ØNSKE det ikke var sådan her!! Jeg ville faktisk være villige til at få amputeret min højre hånd ved håndleddet uden bedøvelse, hvis jeg kunne slippe for at have sådan en sygdom, der gør at jeg tænker sådan her. Og som gør at jeg bliver slået ud af kurs i FLERE DAGE på baggrund af hvad der burde være, banaliteter.
Jeg stod i døren i min Fars firma mens mor satte vandflasker i køleskabet til folkene mandag morgen. Jeg talte længe med hende og forsøgte at forklare mine følelser i DETALJER, virkelig i d-e-t-a-l-j-e-r men det prellede af som vand på en regnjakke.
Som skrevet, så har min Mor og min søster først for ca. 3 år siden og så for ca. 1 år siden (da jeg stadig gik hos min Psykiater-Lærling) talt om at jeg skal flytte, at jeg skal have en størrer og anden lejlighed. Hver gang har det bragt mit indre i en fuldblods panik. Og nu igen taler de om at jeg skal flytte.
Da jeg talte med min Mor lørdag aften efter konfrontationen med cykeltyven, talte vi igen kort om at jeg skulle flytte og for første gang tænkte jeg “Ja, måske jeg skal bo et andet sted, måske jeg skal se om de ikke har ret i deres tanker om at et sceneskif ville være godt” og jeg brugte derfor flere timer henover natten (hvor jeg alligevel ikke kunne sove) på at ligge og kikke mere end 400 salgsopslag på ejerlejligheder igennem og finde 7 lejligheder der opfyldte MINE kriterier for et nyt hjem.
Jeg indsatte links i mailen og under hvert link til lejlighederne, skrev jeg Ulemper og Fordele. Jeg er et fucking grundigt menneske og jeg vil gerne gøre det så nemt som muligt for min Mor.
Mine kriterier er: Beliggenheden. Lysindfald. Følelsen af ro. Badeværelse med vindue. Altan. Opvaskemaskine. Parkering. Krea-rum/ekstra rum. Vaskemaskine. Tørretumbler. Pejs.
– og det er ca. i den rækkefølge.
Jeg fandt et par stykker der næsten opfyldt dem alle og så fandt jeg én som kun havde ligget på i 2 dage, som opfyldte dem alle inkl. at den havde en 15 kvm. stor hems som ikke måtte bruges til beboelse og derfor ikke var med i BBR. Lejligheden stod derfor til at være 60 kvm. Pris: 2,5 millioner.
Det er mega billigt (i forhold til mine søskendes lejligheder) og så indeholder den alt hvad jeg ønsker og er nærmest dobbelt så stor som det jeg kommer fra.
Min Mor brugte under 3 minutter på at afslå den (og resten af min mail) fordi den “du skal have minimum 80 kvm” og “vi skal du og se en masse” Øhhhh?
HVORFOR ER DER INGEN DER LYTTER?
HVORFOR ER DER INGEN SOM KAN HUSKE HVORDAN DET GIK SIDST DE VOKSNE BESTEMTE HVOR JEG SKULLE BO?
HVORFOR ER DER INGEN SOM LYTTER TIL HVAD JEG ØNSKER?
Jeg ønsker som udgangspunkt slet ikke at flytte!! Men når det nu igen er bragt op og har skabt uro i mit indre, så kan jeg ikke “se en masse” og få en masse tvivl ind og jeg kan ikke “se om et til halvandet år” og gå med (unødig) uro i kroppen i så mange år. Men der er ingen som hører mig. Ingen som lytter.
Jeg lå i nat og kunne næsten ikke sove fordi jeg skummede inden i, ikke over at jeg ikke får altan her hvor jeg bor og ikke over at jeg ikke selv må vælge hvor jeg vil flytte hen – men over at INGEN HØRER MIG!!
Beslutninger, ideer mv. høvles ned i min familie, i en sådan grad, at fra en ide er sagt ud højt, så går der end ikke 4 minutter før den er forkastet. Høvlet ned. Der er ingen tid til at lytte, tænke, drømme, fantasere og mærke efter.
Et knald godt eksempel: Jeg kørte op for at hjælp min søster i hendes nye lejlighed, hvor min Mor var igang med at fuge badeværelset (fordi min søster ikke vil betale en for at gøre det) og min søster var igang med at sætte skuffer ind i skabene mens babyen lå i en stol på gulvet. Jeg satte mig og legede med hende (aka vi kikkede på grene ude foran vinduet) og hører min søster sige:
“Når jeg står her og skruer de her hylde skinner ind i skabet, så tænker jeg på hvor mange af mine veninder der ikke ville vide hvordan man gjorde” (min søster griner og vi har en fælles kort snak omkring hvor handy vi egentlig er i vores familie, lige med minus af min yngste lillebror som ikke kan se forskel på en Svensknøgle og en Unbraconøgle)
Min søster forsætter: “Jeg tænker på, her går jeg og er arbejdsløs, min bror i Sverige er arbejdsløs, min ældste lillebror er arbejdsløs og Deirdre-Ann er arbejdsløs, vi burde købe et hus og sætte i stand og sælge…”
Mig: Fucking god ide! Ligesom Fætter H har gjort (min ene Fætter købte et hus til ca. 100.000 kr til sin kone på Valentines dag og nu går de og sætter det i stand selv) Jeg er så klar!
Og herfra så tager min Mor og min søster over, jeg lyver ikke når jeg siger at der ikke gik solide 5 minutter før ideen (som de selv var kommet op med) var flået så meget fra hinanden at fragmenter af nanopartikler lå og flød i atmosfæren, tanker og idér væltede sig i skam….
Vi havde ikke evnerne alligevel. Alt det man skulle have hjælp til (som min Fætter jo også har fået hjælp til) Alle de penge det ville koste Vs. arbejdsindsatsen. Liggetiden mv. De blev ved og ved de to damer i Roberts familien. *Bang! Bang! Bang!* ideen blev skudt ned i så omfattende vendinger at jeg hørte mig selv sige: Og sådan døde endnu en god ide i Familien Roberts….
Fastforward en 20 minutters tid og min søster gik amok fordi hun selv havde pakket en kasse med bøger og ting hun havde gemt til babyen sammen med en 1 liters sæbe, som var løbet ud – og da jeg tilbyder at hjælpe slår hun mig ihjel med ord. Da jeg samtidig har fået noget til at sidde fast i tænderne og forsøger at få det ud (ved hjælp af en ørenring – yep, ørenringe er the best toothpick!) hvæsr hun af mig: Og SÅ lader du bare dét sidde!!
Jeg pakker babye ind og går en tur i parken og kikker på flere grene, da jeg kommer tilbage, piller jeg liften af barnevognen og løfter liften/kalechen op i soveværelset og satte den på sengen og kørte min vej.
Inden i græd jeg lidt over min søsters ord og over at min Mor bare sådan afviser mine ønsker om at TAGE UD OG SE de her lejligheder, bare fordi de ikke opfylder min Mors krav, som er: 80 kvm. som minimum “fordi du skal kunne bo i den i mange år….” øhhh nu har jeg boet ca. 20 år on og off på max 40 og alle de andre steder jeg har boet, har jeg boet meget meget mindre. Nogle steder bare på værelser.
Da jeg var knap myndig, ejet jeg mere end 100 kvm (tror gården var måske 110-130 kvm) og jeg har aldrig været så ulykkelig og haft så lidt liv i de mange kolde stuer og rum. Da jeg igen fik masser af plads, var da jeg boede med It manden i Spanien. Det var aldrig vores hjem, vores udlejers lort stod over alt og det var bare ikke et hyggeligt sted.
For mig er store steder kun til udlejning og fester, ikke til at bo i. Jeg ønsker kun at bo steder hvor jeg har råd til at varme op og lave hygge. Ro og en masse andre følelser. Men sådan ser mine forældre og min søster ikke på det. I stedet for står min søster lodret og siger – på trods af at hun burde enten være neutral eller på sin søsters side, ligesom jeg altid er på hendes: “Alt under 80 kvm. dur ikke”
Prøv og hør her til to fucking dominerende damer!! Bare fordi små rum ikke tiltaler jer og bare fordi min søster ikke kan leve i rod og hun roder af HELVEDE TIL og kræver derfor space til at vade imellem hendes rod, så er det ikke dét som er mit ønske!!
HVOR VOVER I AT SÆTTE URO I MIT SIND, bare fordi det er jeres holdning som I ønsker at ytre?
Jeg vågnede her til morgen og måtte flytte min bil kl. 07.50 for ikke at få en bøde – som jeg ikke har råd til. Så lavede jeg bestyrelsesarbejde, en narkopåvirket beboer fra 2 sal havde trængt ind i lejligheden på 1 sal fordi han trode det var hans lejlighed og det var end i en omfattende politirapport, narkotest, anholdelse mv. Og der skulle sendes et brev ud med en advarsel, godkendt af Bestyrlsen (men først skal det jo sættes igang, mails skal sendes frem og tilbage og beslutninger træffes)
Så skulle jeg rykke for en dørtelefon der på 3. uge stadig ikke virker og 114 lejligheder der brokker sig og to lejligheder der ikke kan lukke deres hjemmesygeplejerske ind uden at skulle gå i undertøj (!) og rollator ned i foyen – der er så mange små ting, at man slet ikke tror det når man står udefra. Jeg tror eller jeg er af den fulde overbevisning at mine forældre tror jeg laver nul og niks hver dag.
Da jeg havde arbejdet og søgt og arbejdet noget mere og forsøgt at lægge planer for mit liv (fremtiden) gik jeg i bad og så kørte jeg over i min lillebrors lejlighed for 9 gang siden Fredag, efter aftale med lejeren for at måle en fucking væg, som nye potentielle lejere vil kende målene på – for 9 gang siden fredag var den fucking irriterende lejer ikke hjemme (SOM AFTALT) når jeg stod udenfor og hamrede på døren. Jeg endte med at lægge en seddel og en tommestok (når jeg nu ikke har fået tilladelse til at låse mig selv ind) og så tog jeg et billede af måtten, sedlen og tommestokken og sendte til lejeren OG cc’et hende der havde skaffet hende lejligheden fra universitetet og skrev at nu var det virkleig URGENT og bum, så fik jeg målet. 207 cm. Next problem.
Min Far vil gerne at jeg låner en bog til ham fra biblioteket – hvorfor fanden ikke købe den?? Nå men det er en bog om hvordan man reperare hans Jaguar fra 1955’erne eller sådan noget. Funny fact, man kan ikke pt. låne bøger online fra Det Kongelige Bibliotek da de er ved at få nyt booking system. Ergo måtte jeg tage min bil, kører ned på dokk1, parkere i deres lorte underjordiske system, trave op til receptionen, finde vej til Bibliotekaren (som på gammeldagsvis havde mega mega dårlig kaffeånde) bestille bogen online – har stadig ikke fået en bekræftigelse på bestillingen, så jeg tænker allerede nu at han har lave en fejl….ned igen, finde bilen, kører mod Nykredit Bank.
Fordi….. i April forsøgte jeg at lukke min firmakonto, det kunne jeg ikke dag CVR nummeret ikke var lukket endnu. Nu er CVR nummeret lukket og fandeme om de så ikke sender mig et nyt visa kort (i mit firmas navn) og vil opkræve mig 250 kr for kortet! Fuck nej! Jeg ved der var ca. 831 kr på kontoen, ca. 400 kr mindre efter at jeg har sendt blomster til Forsikringsdamen. Dem ville jeg fandem have og ikke give til Nykredit Bank som gave – damen i omstillingen var i lige så meget krigshumør som jeg, sikkert efter en lorte weekend uden sex, så det var ordkløveri af fornnemmeste skuffe! Jeg vandt.
Og faktisk vandt jeg af flere omgange. Dels fordi hun måtte æde at de havde lavet en fejl. Dels fordi jeg tog en hel trodsig håndfuld (som et lille barn) bolcher af deres skål, da bankmanden som hun tilkaldte da hun opdaget at de havde lavet en fejl, sagde jeg kunne tage en kop kaffe mens jeg ventede. Nope, drikker ikke varme ting men jeg tager gerne jeres bolcher – jeg havde endnu ikke spist og klokken var ca. 14.
Da bankmanden kom igen, skulle jeg skrive under der og der og så fik jeg overført knap 15.000 Kr (!) fordi SKAT havde tilbagebetalt nogle penge jeg havde betalt for meget – jeg fik at vide jeg måtte havde fået brev om det….. hmmmm…. efter 2 timer kom jeg i tanke om at jeg godt nok havde fået nogle notifikationer om at der lå brev til mig i min Virksomheds e-boks men *kloge SKAT Danmark* når mit cvr nummer er lukket, mister jeg min medarbejder log in og når cvr nummeret er lukket, lukkes e-boksen også. Ergo, kunne jeg ikke læse beskederne eller logge ind og jeg endte med at tænke: Fuck det lort. Men det “lort” var altså penge tilbage.
Jeg trak mit sorte Luna Way kort op af pungen og sagde at jeg gerne ville have pengene sat derind. Det er min hemmelige opsparing. Jeg bruger aldrig kortet. Jeg har det bare fordi det følger med at have en konto hos Lunarway (online banking) Da jeg trak det op af pungen, kunne jeg se at bankmandens øjenbryn vippede to gange – jeg ligner jo ikke umiddelbart en som har et sort kreditkort vel…..
– han stod og vendte og drejet det og sagde så højt: Hvilken bank er det her fra? Jeg kikket tørt på ham og sagde: Det er LunaWay, som hører ind under Nykredit Bank – inden i tænkte jeg *moran*
Da jeg gik, sagde min mund til bankdamen ved skranken “Farvel og tak” – inden i sagde min stemme *kælling* Det er så skønt med to personligheder!!
Så kørte jeg på McDonalds og kværnede 2 cheeseburgers, tog en del af Motorvejen ud til mine forældres gård, hentede salgsting for 730 kr. Alle delene minus 200 kr blev afhented i dag mellem kl. 17.30 og 19.00. 200+250 kr blev betalt i cash, så nu har jeg 1250 kr i kontanter i min bindskuffe (hørte du det potentielle fremtidige tyv?? 🖕🏻)
Da jeg stod ude på mine forældres gård og fandet de her ting frem, fik jeg mail nr. 3 (plus jeg har fået 2 postbreve) fra Alm. Brand forsikring om at jeg mangler at anmelde min bilskade – igen, for 5 gang kontakter jeg dem og fortæller dem at jeg HAR anmeldt begge de skader der har været på min bil og at jeg ikke forstår hvorfor de bliver ved med at skrive til mig, når jeg har kvitteringerne på at jeg har indberettet alting?
Jeg har hverken energien eller psyken til at kæmpe mod overfolk – jeg mindes skræmmende klart hvor hårdt jeg kæmpede mod Nykredit Forsikring dengang alt det med Gården skete og hvor hårdt de smed mig på jorden økonomisk – jeg fik ikke 20.000 kr i erstatning for HELE MIN GÅRD!! Feks. kunne jeg kun få erstattet min vaskemaskine og kummefryser, hvis der var nye bygninger til at sætte dem ind i, dvs. de ville kun udbetale produkter ikke penge – da jeg jo ikke havde bygninger at sætte nye varer ind i, well guess what, så fik jeg ingenting. Ikke én eneste krone i erstatning. Tak for lort.
Alt det her vælter bare frem når jeg skal tale med forsirkingen. Jeg sagde som sandt var, at jeg blev nød til at vide hvilken dato den skade de omtaler, er sket på – dét vidste hun bestemt ikke! Dét burde jeg vide for der var indberettet 3 skader men de har kun fået anmeldelser på 2. Øhhh hvem har lavet indberetningen? Det har taksatoren. Nå men jeg har jo ikke mødtes med taksatoren nogen af gangene så hvordan kan det være mit problem hvad han har indberettet? Jeg kan jo ikke så godt indberette noget jeg ikke har en skade på, det er jo forsikringssvindel.
Fuck hvor en omgang lort – jeg tænker den samtale endte uafgjort. Jeg fik hendes navn, hun har allerede mit + optagelse af samtalen. Jeg sendte en mail til forsikringsmanden og cc’et mine forældre på og bagefter sendte jeg den til den øverste i Bilskader og lagde den op på deres Facebook inkl. beviserne for at de fucker op. 🖕🏻
Da jeg kørte hjem mod Århus ringede jeg til min Mor og græd, fordi jeg var så ked af det mht. bilen og beskyldningerne af at jeg ikke indberetter når det eneste jeg faktisk gør er at gøre alting korrekt. Mor var ikke særlig interesseret i at tale med mig og jeg kunne hører babyen i baggrunden.
Jeg blev så frustreet fordi jeg allerede var så gal og vred og skuffet på min mor over alt det med at jeg skal flytte, at jeg råbte af hende – Mor sagde bla. “problemet er at jeg har været ALT for sød ved mine børn! Alt for længe! Hvorfor går du ikke bare ud og får dig et arbejde Deirdre-Ann og tager dig sammen, så du kan få opfyldt alle dine dyre drømme!! Jeg bestiller ikke andet end at tænke på dig hele tiden hver dag”
Jeg næsten gispede efter vejret – mine drømme er jo ikke dyre, det er jo IKKE mig der vil flytte, faktisk vil jeg helst blive boende. Ja jeg vil gerne have en altan og ja den er dyr, men det har været planen i 20 ÅR (!) og er ikke opfundet i går eller af mig, det er en plan gennem årtier (!) men ellers har jeg ingen drømme som skal indfries – det er mine forældre der har dyre drømme på mine vegne – ny lejlighed, single ferie på La Santa osv. Jeg vil fucking bare gerne have en altan og en blå cardigang af Mohair uld fra min Fars kusines får. Førstnævnte har jeg ønsket mig i 20 år, sidstnævnte har jeg ønsket mig siden 2014.
Jeg råbte tilbage om alt det hun gjorde for mig, var at deltage i pårørende møder og om det var at forsøge at forstå mig, om det var at lytte til mig og mødes med mig dér hvor jeg var, frem for der hvor hun mente jeg var?
– Mor lagde på.
Jeg græd hele vejen hjem, men nu er jeg faktisk mega lettet over at jeg fik sagt hvad jeg havde på hjertet. Udfaldet var ikke planlagt men forventelig. Mor og Far mener ikke at jeg fejler noget, de mener jeg bare skal tage mig sammen – de ved ikke at jeg ville give min højre hånd, amputeret ved håndleddet uden bedøvelse, for ikke at være syg og for at kunne tænke 14 spors motorvejstanker igen og dermed have overskuddet til at tage mig sammen.
Jeg er så træt af at Mor kan få mig til at være problemet på 2 minutter, når jeg netop har brugt næsten 40 minutter på at forklare hende hvordan ét glemt måltid kan slå mig ud i flere dage – hvad tror hun så at halvandent ÅR i uvished om min bopæl kan gøre ved mit sind? Og så er det min skyld? Mig som er problemet (igen) og som prikken over i’et; hvor er det sørgerligt at en Mor siger at hun tænker på sin datter “hele tiden, hver dag” når datteren overhoved ikke, med streg under ikke, kan mærke det…..
Jeg kan overhoved ikke hverken mærke eller fornemme at min Mor eller mine forældre generelt, tænker på mig. De mødes aldrig med mig på mit niveau. Det eneste tidspunkt jeg kan blive enig med min Mor, er når jeg brokker mig over Psykiatrisk-Hospital. Dét er vores eneste fællesfront – og den fællesfront er dejlig at have, men jeg ved også at det er som at tisse i bukserne og at det kommer til at skade mig på sigt.
En dag vil mine forældre bruge de (sandheder but still) ting jeg har sagt mod Psykiatrien og helt sikkert mod deres medarbejder. Enten en dag når de får nok og kræver et møde eller også den dag jeg er død og de lægger sag an mod Psykiatrien. Jeg har fortrudt mange mange gange at jeg har fortalt mine forældre om Psykiatrien til at starte med, men jeg har lige så mget fortrudt at jeg har fortalt dem om alt fra Maj 2019 og frem til nu. Om Google Gate, De Stikkende Kvinder, om Stikker-Grethe, om Rammebrud osv. Det enest jeg ikke har fortalt dem, er at jeg er stoppet med medicin.
Og så skal jeg, fodnote til mig selv, jeg SKAL stoppe med at fortælle mine forældre (min mor) om mine frustrationer omkring Psykiatrien, det er som at tisse i bukserne og Mor er i virkeligheden ikke på min side, hun er på ingens side og er bare imod psykiatrien. Periode. Hun er ikke oplyst nok til at se deres fejl OG at jeg har brug for dem. Ellers dør jeg.
Faktisk vil jeg gerne dø. Jeg tænkte at i nat var en fin nat at dø. Udover at jeg ville dø, ville jeg også kunne tage grusom hævn over Mor og Far ved at dø mens at vi ikke taler sammen (igen) De ville leve resten af deres liv, som forhåbentligt ville blive langt, velvidende at deres datter havde begået selvmord og at de ikke havde haft evnerne til at beskytte hende som barn og ikke havde formået at læse sig til et minimum af fakta om hvordan man hjælper et psykisk sygt menneske. Og nu var det forsent.
Måske det gør mig endnu mere psykisk ustabil og måske endda både sindssyg og psykopatisk, men det er okay. Det er nøjagtig sådan jeg tænker. At de fortjener at jeg dør. Jeg fortjener at dø, fordi det er hvad jeg gerne vil, inderst inde – men de, mine elendige forældre, fortjener at jeg dør og faktisk fortjener de også at finde mig. De billeder vil følge dem resten af deres liv og selv om det aldrig ville opveje hvad de har ladet ske mod mig, så er det en fin start på en hævn.
Jeg har slettet mig selv fra de Whats’App tråde vi har i familien – jeg gider ikke være en del af babyer, karatebørn, hjerteemoji og kys kys. Det er så falsk. Whats’App er sådan som andre ser vores familie. Stor, flot, rig og fyldt med kærlighed og forståelse og rummelighed og fuck mig hvor er vi bare ingen af delene. It’s all about appearence.
Jeg kan lugte frost igennem det åben vindue. Frostnætter er de bedste.
The Lord will provide siger de, in due time. Gad vide hvornår kommer til mit navn i alfabetet?
Hvad har DU på hjertet?