Hvordan kommer jeg ud herfra?

Nogle gange så sidder jeg i sofaen og tænker over, hvor jeg skal ende.

Hvis jeg aldrig får modet til at dø, til at begå selvmord, så er jeg tvunget til at leve videre, leve livet til den dag jeg automatisk dør skråstreg til Hr. Gud beslutter sig for at jeg skal dø.
– og hvad skal jeg bruge livet til i den tid?

Jeg ville ønske jeg havde om end bare en svag idé eller følelse af hvad jeg skal bruge livet til, men desværre er det ikke sådan. Jeg er helt blank og jeg har ingen INGEN føling inden i, retning eller tanker om, hvordan jeg bedst lever livet, for mig selv.

Jeg er klar over at jeg ikke skal leve livet for andre. Det har jeg gjort nok og det har absolut ikke bragt noget godt med sig. Men nu da jeg selv har roret og selv kan bestemme, så er jeg helt blank på hvor jeg skal gå hen – og hvad faktisk er endnu mere trist at tænke på, er at jeg ikke har så meget som én eneste person at tale med om det. Der er ikke én eneste person som jeg kan sætte mig ned og tale med, vende pros and cons, fordele og ulemper med.

Jeg er helt alene i verden, jeg er en tillægsvare, en person folk skal ønske at vælge til i deres liv. Jeg tilhører ingen. Jeg har ingen mand. Ingen børn. Jeg har en måske-min-hund (som jeg har svært ved at overskue) men jeg har ikke én eneste person i mit liv og det gør det svært at se en fremtid, for hvem skal være en del af min fremtid og ikke mindst hvad skal være en del af min fremtid.

Jeg ved det simpelthen ikke.

Jeg ville ønske der fandtes et sted, hvor mennesker som jeg kan gå hen og bede om hjælp – når der nu ikke findes et sted hvor jeg kan gå hen og lægge mine nøgler og kort og sige jeg giver op.

Selv den danske regering med vores indkompetente statsminister Mette Frederiksen i spidsen, i tæt samråd med den usle Århusianer Nicolai Wammen og den “se hvor god en far jeg er” sundhedsminister Magnus Heuniken, er ligeglade med mennesker som jeg. Vi betyder ikke noget, det beviser de jo så tydeligt ved at svigte Psykiatrien i Finanslovsforhandlingerne. Og det er endda på trods af at Socialdemokraterne lovede en kvart milliard til Psykiatrien ved sidste valg – men her knap 6 måneder efter valget har de på magisk vis glemt dem som ikke fungere optimalt mentalt – og der må man sige at jeg hører til. Også selv om jeg ikke ønsker at se mig selv som syg eller som en med psykiske problemer.

Det væreste er faktisk, at jeg ikke kan føle noget inden i. Jeg kan ikke føle om noget er korrekt og godt for mig, eller om det bare er naaaa. Det hele føles ens. Der er ikke noget som kan tænde mig, jow for en stund. Jeg kan blive vred og ked af det, glad og le men det stikker aldrig rigtig dybt, det er som om det “bare er” og så går det over igen. Og så er jeg tilbage i sofaen, hvor jeg sidder og tænker på hvor mit liv skal ende.

Hvordan kommer jeg ud herfra?