Min skrivelyst er næsten definitivt væk. Det er så mærkeligt, for i alle årene jeg har skrevet, hvilket er siden jeg ca. var 7 år gammel, har det at skrive været mit frirum. Min ting. Andre havde heste, håndbold og venner, jeg skrev.
Det er kommet så vidt at jeg næsten ikke tænker over at jeg ikke skriver mere. Normalt når jeg ikke har skrevet i en periode, har jeg dagligt “skrevet” inde i mit hoved men det gør jeg ikke engang. Jeg lever bare dag for dag. Ingen planer for i morgen eller næste uge, bare i dag til i morgen og så starter jeg forfra igen.
I dag er det lørdag d. 9. oktober 2021. Jeg har netop været til lagersalg i Ridehuset hos Sofie Schnoor. Min søster var med sammen med min niece og jeg havde VIRKELIG set frem til det, ene og alene af den grund, at da jeg blev 40 år i 2018, da købte jeg mig 2 par (for mig) hamrende dyre støvler fra Sofie Schnoor, et par sorte ballarinaer med guldnitter og en bi på og et par grå støvletter med guldnitter. Jeg har kyselsket dem lige siden.
Måske det var i 2019 at jeg tilfældigvis var til lagersalg for samme mærke og så de her ballarina sko igen, sat ned fra 1800 til 800 kr og jeg købet dem ikke 🤦🏼♀️fordi 800 kr er mange penge og så slidte var de heller ikke, dem jeg havde. Men jeg har lige siden fortrudt at jeg ikke købte dem, fordi det er noget nær mine yndlingssko.
Jeg stod rask væk i køen kl. 09.30 (de åbnede kl. 10.00) for at se om jeg kunne være så ekstremt heldig, at et par sko fra 2018 kollektionen stadig findes i 2021 og så i en str. 38…… Guess what, Hr. Gud findes.
Der var ét par i hele modellen. Ét par. Det var en størrelse 38. How Lucky am I?
—
I sidste uge blev jeg smidt ud af min studiegruppe. Jeg vidste slet ikke at det var noget man kunne blive. At det var en ting.
Vi er eller var 5 i vores gruppe. Vores alder er 43, 43, 47, 52 og 57 år. Jeg var SÅ glad fordi vi var “samme alder” og dermed voksne (i min optik) Jeg var naturligvis den eneste uden børn men det vil jeg nok altid være og det er så noget jeg må lærer at leve med.
Jeg er – i al beskedenhed – mega god til at skrive. Jeg skriver lynhurtigt, jeg skriver med 10 finger-systemet og jeg kan læse i en bog på bordet eller fra tavlen mens jeg skriver og 95% af hvad jeg taster er korrekt. Engang, i 1995 da jeg boede i en trailerpark i Texas var jeg den 2. hurtigste i klassen til at skrive på computer. Kun overgået af Damtient fra Togo.
Jeg elsker at skrive – også selv om jeg ikke blogger mere, så elsker jeg at skrive, det kan jeg jo mærke når jeg sidder her nu og skriver.
Jeg er en person som handler. Jeg handler mig ud af ting. Jeg laver opgaver så jeg kan blive færdig og komme videre. Enten med næste opgave eller bare i livet. Jeg er ikke et dårligt menneske eller et ondt menneske eller et træls menneske. Jeg lyver ikke. Jeg stjæler ikke. Jeg bander og jeg taler måske for meget men jeg er over all en af de slags mennesker man godt gad møde i livet (men desværre aldrig selv møder)
Alligevel blev jeg smidt ud. Fordi – hold fast: Jeg skriver for hurtigt.
Ja, jeg blev smidt ud af en studiegruppe (godt nok sammen med en anden også) og argumentet var at jeg skriver for hurtigt og det er stressende for de andre og så gider jeg ikke diskutere tingene….. øhhhh?
En dag i forrige uge var vi kun 4 i studiegruppen, vi mødtes online og havde et google dokument som vi alle arbejdet i. Det gik så godt og vi var alle 4 helt høje af at det gik så hurtigt og godt.
Så var vi online i onsdags, alle 5. Det gik helt af helvede til. Domina Mette på 52 år vil hele tiden snakke om opgaverne, hvilket er fint – for vi skal tale om opgaverne, vi kan jo komme til eksamen i dem alle. Men vi har 18 opgaver fordelt på 2 cases. Hvert svar må max være 500 anslag – ikke ord, men anslag hvilket vil sige at kommaer, mellemrum mv. tæller med. Så det er virkelig ikke ret meget skriven der skal laves.
Men alligevel formår Domina Mette at bruge 1,5 time (!) på 2 spørgsmål….. jeg var total ved at brænde sammen og da en så spørger hvad jeg syntes siden jeg er så stille, så svar jeg at jeg syntes det er lige voldssomt nok at vi skal sidde og bruge så lang tid på ingen vegne at komme. At vi skal videre og igang, for udover denne opgave (med de 2 cases og 18 delopgaver) så får vi 2 opgaver mere i ugen der kommer, altså i næste uge + vi har en mere der skal afleveres d. 25. Så vi har nok af opgaver, ikke store opgaver men opgaver og de skal laves og afleveres før vi kan gå til eksamen og komme i praktik (har stadig ikke fået svar på hvor jeg skal hen i praktik, hvis jeg kan komme et andet sted hen end Afdelingen for Psykoser, det får jeg besked om næste fredag)
Jeg siger at vi jo ikke kan bruge 1,5 time på 1000 anslag, at sådan fungere det jo heller ikke i den virkelige verden, der skal vi jo også arbejde mod et mål – så jow jeg vil gerne tale om opgaverne men jeg kan ikke se at vi skal sidde og diskutere ord, altså hvilket ord der er bedst at bruge, lave ordtælling mv. Vi SKAL VIDERE.
Næste dag: Bum du og XX er smidt ud af gruppen, vi har besluttet os for at gå solo. Og nej vi vil ikke lave de opgaver færdig med jer som vi er igang med og ja vi tager vores FÆLLES materiale med os. Farvel.
Så Domina Mette har taget to andre kvinder, på 47 og 57 år med sig. To som jeg vil omtale som “flydende cement” ifølge de personlighedstest vi har taget. De kan passe ind alle steder, fordi de flyder ind mellem fliserne og tilpasser sig.
Måske jeg burde være sådan også men det er jeg desværre ikke – jeg kan simpelthen ikke bruge så lang tid på ingenting og på at ordkneppe omkring kommaer, ord mv. Og derfor blev jeg smidt ud.
Så det…..
Havde det her været i folkeskolen ville jeg havde tænkt at det passede perfekt til alderen og mentaliteten, men vi er voksne, virkelig voksne og opgaven vi arbejdet på, var i faget “Kommunikation”. Det siger virkelig meget om mennesker (syntes jeg)
På skolen har jeg nu, indtil videre, taget 5 forskellige personlighedstest STÆRKT MOD MIN VILJE may I add. Jeg er 200% modstander af personlighedstest, da de dels – ligesom biblen – er skrevet af mennesker med en mening (som ikke nødvendigvis er korrekt) og dernæst er der kæmpe forskel på hvor du er i livet, når du tager en test.
Mange firmaer, feks. Bestseller hvor min søster har arbejdet i mange mange år, bruger 200% personlighedstest til at ansætte folk – og selv om testene kan være vejledende, så er det virkelig forkert at bruge en test til at vurdere hvem der er bedst egnet til at få et giveNT job.
Jeg har altid korset mig når jeg har hørt om personlighedstest og jeg har til dato aldrig taget en, fordi jeg simpelthen ikke mener at det fortæller korrekt, hvem jeg er og hvad jeg kan. Men så starter jeg på skole og nu skal vi åbenbart testes i hoved og røv og tage test i et audiatorium på 10 minutter. De her test skal så diskuteres i et væk og danne defination og grobund for vores videre udvikling – det er overhoved IKKE sådan test skal bruges og jeg korser mig indvendig – for hvis man tester nogen og man “falder igennem i en test” så kan det, desværre, definere et menneske. Både fra omgivelserne mod mennesket men også menneskets egen defination af sig selv. Og det kan være så misvisende og forkert at det er til at tude af arrigskab over.
Jeg kan huske engang i Bilka, hvor jeg ELSKEDE AT ARBEJDE, der blev jeg testet i en måske time lang personlighedstest før jeg kunne få et job som afdelingsansvarlig. Åbenbart dumpede jeg testen for jeg husker at den viste at “jeg var så forsigtigt et menneske at jeg ikke turde gå over for rødt eller stå under et træ af frygt for at få et æble i hoved” og på dén baggrund, kunne de ikke bruge mig, i Bilka. Hvor jeg kontinuerligt havde arbejdet fra jeg var 14 år, uden så meget som 2 sygedage. Overhoved. Jeg tog alle feriedage, alle skæve dage, jeg arbejdet både i textilafdelingen OG ved kasselinjen, hvor jeg fyldte vare op før og efter lukketid. Jeg knoklede og jeg ELSKEDE stedet, indtil en af deres test fortalte at jeg ikke var egnet til at være dér mere.
Siden dengang har jeg ikke taget én eneste personlighedstest, indtil nu. Hvor Domina Mette var meget interesseret i at hører hvad jeg “var” og ud fra det kunne hun så (åbenbart, klog som hun er) konkludere at vi ikke passede sammen og ind i deres gruppe, som for 10 minutter siden var vores gruppe….
—
Sidste weekend kom dette skilt op i Kolonihaven
Så det blev heller ikke i 2021 at jeg blev kolonihaveejer – hvilket måske er meget godt (hvis man skal finde en positiv side ved det) da jeg er fuldstændig blanket af. Jeg får kun 3020 kr pr. mdr. i SU, dem på den gamle uddannelse får 20.000 kr pr. mdr. i lærerpenge. Rimelig stor forskel.
—
Der er sket så meget siden jeg skrev sidst, men min hjerne kan virkelig ikke følge med – det hjælper når jeg ser på billeder men ikke altid. Jeg forsøger at tage 3 billeder hver dag, så jeg kan huske mine dage fra hinanden. Gad vide hvordan andre mennesker husker deres dage fra hinanden?
Den dag jeg blev smidt ud af gruppen, gik jeg op på min yndlingsbar og drak 2 x Weissbier og spiste en af deres sandwiches. Jeg tog Ella med så jeg ikke følte mig så alene, vi nåede lige akkurat ind før sluserne åbnede sig og i 2 stive timer regnede det bare ned. Jeg løb op til Kebabmanden og købte lidt kød til Ella og så retur. Vi hyggede os med varmelampe, tæpper til mig (at sidde på) og Ella var viklet ind i min uld cardigan og sov tungt og dejligt.
Skoene jeg har på, har jeg iøvrigt fundet til Storskrald…. sålen inden i var ødelagt og de trængte til nye hæle, men da de først fik det var de perfekte.
—
Nabodamen her i ejendommen, hende der også har en hund som er en sindssyg gøbandit, en kastereret et eller andet brun racehund der hedder det samme som den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, ja hende. Hendes hund er voldssomt dårligt opdraget, hvis overhoved opdraget. Den sjatpisser over alt – den tisser op af mine havemøbler, på min terasse, op af mine fine urtepotter fra Spanien (som jeg er MEGET glade for – specielt fordi de er solgule men også fordi de er håndmalet og overlevede turen herop, viklet ind i håndklæder og tæpper)
Hendes hund har før tisset inde i min lejlighed og det stinker, selv om den er kastereret. Jeg ved vitterlig ikke hvordan jeg skal få det sagt til hende, fordi jeg jo ved hvordan hun taler om alle der bor i ejendommen. Hun mener sikkert ikke noget ondt med det, men det gør at jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvad hun siger om mig når jeg vender ryggen til og dét er ubehageligt.
Den anden dag var min søster her, hun sad og fortalte mig at hun ikke kunne få flere børn, det havde lægerne kommet frem til. Det er (åbenbart) noget nært et mirakel at min niece er blevet til, for min søsters æg er åbenbart skrøbelige og stopper med at udvikle sig på 3. dagen. Anyway, vi sidder med havedøren åben og Ella ligger og soler sig på måtten – har købt den mest pinke af den pinkeste måtte (mere om den senere)
Frisk kommer ambassadørhunden løbende og letter ben op af mine store spanske urtepotte….. igen. Jeg er efterhånden begyndt slet ikke at kommentere på det. Min søster derimod, hun er hardcore og sagde straks noget til damen da hun kom gående. Senere sagde damen til mig, at hun var blevt helt flov.
Anyway, to dag senere, efter denne dag, sad jeg og talte med naboerne (de to lesbiske) på kanten af deres terasse mens Ella løb og legede med deres lille kat. Min havedør stod åben, ikke piv åben men åben nok til at en hund kan gå ind og ud og dét benyttede ambassadørhunden sig af…… 🐶🔫
Den ene pøl opdagede jeg med det samme da jeg kom ind. Den anden opdaget jeg først dagen efter, da Ella begyndte at nægte at hoppe op i sofaen fra den side af. Tiståren op af posen, er fra en tredje dag…
Jeg har besluttet mig for at NU må jeg simpelthen sige til hende, at hendes hund ikke må løbe frit i haven, når hun ikke kan garantere at den ikke løber ind i folks huse og tisser. I teorien kan jeg ikke bestemme at den ikke må løbe frit – men jeg må da kunne bestemme at den ikke må løbe ind i min lejlighed og tisse på mit gulv? Må jeg ikke?
Min hund løber aldrig ind til de andre beboer og tisser på gulvet eller på deres terasse. Faktisk er hun ALDRIG løbet ind i folks haver – undtagen den eneste ene gang hvor hun løb ind i psykiater-lærlingens have fordi hun så en kat. Og derefter er det sket én gang mere, ikke i psykiater-lærlingens have men i en anden have (en kolonihave) hvor hun strøg ind, igen pga. en kat. Men ellers er hun total fredelig, velopdragen og sød.
En god ting ved at gå i skole, som jeg ikke kan huske om jeg har fortalt om, er min madpakke. Banalt. Simpelt. Og alligevel mega kompliceret for mig. Mad er bare noget mærkelig noget i min verden og jeg har det så ambivilent, fordi jeg skal have mad for at leve men mad siger mig generelt ikke noget.
Men jeg er så mega sulten når jeg er i skole og det var hårdt at sidde og se de andre spise i en hel lang time – ja vi har EN TIME til frokost hver dag. Så jeg begyndte at øve mig i madpakker. Jeg har ikke haft en madpakke med siden jeg forlod folkeskolen, hvor mor ALTID sørgede for at der var madpakker til os alle.
Jeg kan dog ikke huske at jeg nogensinde har haft en madkasse udover i det helt små små klasser. Og efter at havde set en dame i Australien vise hendes børns lunch boxes frem (helt sikkert en reklame – det var på Charli_Kate) gik jeg ud og osede madkasser, the american ones.
Eller faktisk så begyndte det med at jeg havde fundet en plastbøtte med indbygget bestik til storskrald engang i 2020, den fandt jeg frem i skabet da jeg så ovenstående IG reklame/fremvisning af lunch bokses og tilfældigvis var det samme mærke og så tilkøbte jeg 2 stk. mere – and I love it!
Aldrig gå ned på udstyr!
Og dét ⬆️ er det eneste billede jeg har af min madkasse/kasser – anyway, jeg tror faktisk det bedste ved skolen er at jeg har knækket koden til madpakker. Nu mangler jeg bare at få styr på at få handlet ind og ikke være utilpas over at jeg går fra Ella når jeg endelig er hjemme – jeg får det max dårligt over at hun skal være alene og tænker hele tiden på hvor et lorte-hunde-liv hun må have. Det er en evig dårlig nagende samvittighed.
—
Det vil nok ikke pynte på mit journal, hvis jeg fortalte på psykiatrisk hospital at jeg har et gevær hængende over min seng, men det har jeg…
Geværet er min Oldefars, altså min Farfar’s Far’s gevær. Det har så mange reperationer på sig at det er helt vildt. Desværre er det ædt op af træmider, så jeg har haft det i min mors kummefryser i knap et år fo rat være sikker på at de var døde og borte.
Egentlig ville jeg først male geværet pink eller sådan noget, så gik jeg over til at jeg ville pudse det op og slibe træet, men i sidste ende gik jeg efter den “nemme” løsning, at pudse messing og kobber delene, købe nogle fine guldkroge til at hænge det på og så “bare” sætte en masse porcelænsfugle op rundt om det.
Jeg har yderlig 7 fugle der skal op, men min yngste lillebror har lånt alt mit værktøj og jeg har ikke fået det retur endnu – det er et par uger siden (og det irritere mig) Han er flyttet sammen med sin kæreste gennem 5 måneder i lejligheden skråt ovenover mig, samtidig er han flyttet til København hvor han er blevet headhunted til en af Danmarks største fodboldklubber – de stiller en lejlighed til rådighed og der skal han så bo i ca. 2 år. Altså han kan bo i lejligheden i 2 år og derefter skal han flytte, selv hvis han fortsat arbejder for klubben. Til den tid har de to nok fundet ud af om det skal være dem eller ej.
Jeg er personlig lidt undecided…. fordi:
- Til min lillebrors fødselsdag 13. august spurgte jeg min lillesøster, som bor nabo til vores lillebror, altså dør mod dør på samme etage (jeg bor i stuen) om vi ikke skulle gå op og banke på og ønske ham tillykke med morgenmad osv. Hvortil min lillesøster svare at dét var da allerede planlagt af XXX (hans kæreste, som ikke var flyttet ind på det tidspunkt) for hende og min søster havde skrevet sammen på Facebook i en tråd, som XX havde startet…… Øhhhh…. okay så I har lavet en tråd uden mig? Ikke at de ikke må det, men det er jo også min lillebror og vi bor jo lige oven på hinanden, så hvad får en person til at kontakte den ene søster og ikke den anden, når vi bogstaveligtalt bor oven på hinanden? Det gjorde mega ondt. At ingen af dem så var klar kl. 07.00 på selve dagen er en helt anden historie. Jeg sad på trappen ude i opgangen kl. 06.45 og ventede. Ingen kom. Og da vi endelig mødtes var min søster ikke klar med morgenmaden og vi skulle alle i skole/arbejde/videre.
- På min fødselsdag (21. juli) hvor de heller ikke boede sammen, sad jeg i min bil og var ved at købe porto til en pakke jeg skulle sende. Ofte er det sådan at hvis jeg har en tung ting der skal sendes, så tager jeg indpakningsmaterialet med UD i bilen, frem for ind i lejligheden og så ud igen. Så pakker jeg det på bagsædet af min bil, som ikke er opslået. Dvs. hele bagenden af min bil er en stor flad plade. Her vejer jeg det, måler mv. og køber porto gennem coolrunner appen (billigste fragt) Her sad jeg så på min fødselsdag, efter at jeg havde målt og vejet alting og var så lige ved at købe porto – XX kæreste kommer ud af hoveddøren og går hen til sin egen bil som holder ved siden af min. Min dør var åben, det var varmt og hun så mig udemærket men gik forbi uden at hilse og satte sig ind i sin bil og kørte væk. Ella hang ud af vinduet på min bils passagerside, som vendte op mod hendes førerside – uanset hvordan du vender og drejer det, så kan hun ikke havde undgået at se mig. Ja jeg ønskede ikke at holde fødselsdag eller blive fejret, men det er langt fra det samme som at jeg ikke ønsker at blive hilst på af min kommende svigerinde. Hun ignoreret mig totalt. Og dét gjorde ondt. Og dét glemmer jeg ikke. Heller ikke selv om hun kun er 25 år og jeg kunne være hendes mor.
De har ikke været sammen i mere end 5 måneder så det kan i min optik, gå begge veje selv om min bror er virkelig hårdt ramt kærelighedsmæssigt. Bliver de sammen er det fint for mig, jeg kan acceptere og leve med de fleste mennesker, så længe de behandler mig pænt.
Nåe ja, jeg har også skifte min vindueskarm ud, så den er blevet dobbelt så bred. På den måde kan Ella bedre ligge i den og se ud i haven når jeg ikke er hjemme. Det holdt hårdt at få den skåret til, malet, sat op, fuget mv. Jeg har også malet min gardinstang Guldfarvet med spraymaling fra storskrald. Selve gardinstangen har jeg også fundet til storskrald. Jeg har senere fundet ud af at den er fra Jysk til 599 kr og oprindelig var den krakkeleret hvid, men nu er den altså højglands guld – lige bortset fra at den så også er ved at falde ud af væggen, sikkert fordi rawplugsen sidder dårligt i eller er løs.
Så når jeg får mit værktøj igen, skal der bores et nyt hul og så skal skidtet sættes godt fast, så jeg kan trække fra og for uden at frygte for at få lortet ned i hoved.
—
Efter at jeg blev smidt ud af gruppen, har jeg gået nogle lange ture med Ella og re-thinking my life. Jeg vil SÅ GERNE have et fast job med nærmest noget nær jobgaranti, forstået på den måde at jeg både er arbejdsivrig, arbejdsvillig og mega sulten efter en løn jeg kan leve af, uden at frygte for hver evig eneste termin.
Men jeg syntes det er så svært at få en uddannelse. Jeg troede tingene ville være anderledes nu da jeg helt definitivt ikke bare føler mig voksen men også er voksen på dåbsattesten. Jeg trode desuden at kvinder ville være kvinder nærmest. At det ville blive godt med så mange kvinder samlet om ét mål og én uddannelse. Jeg er en af de ældste og nærmest en af de eneste uden børn. Der er naturligvis andre som ikke har børn, men de er 26 og nedefter, så ud af 82 kvinder er jeg en af de få uden børn. Det betyder at størstedelen har børn og dermed er mødre. Hvilken mor ville ønske at hendes eget barn blev behandlet som jeg er blevet behandlet?
– ingen tænker jeg.
Samtidig er der sket noget andet, lidt specielt. En dame som i 2018 kom og købte en del gamle reservedelskasser i pap af mig – som jeg fik lov til at sælge for Far, skrev helt tilfældigvis på en af mine annoncer på dba.dk om at købe et gl. skiltebogstav til en reklamefilm.
Damen finder rekvisitter til Danmarks Radio og andre firmaer der har brug for settings, props og rekvisitter. Igen, super lang historie kort og kikset. Jeg glemmer ALDRIG aftaler men denne her aftale glemte jeg, så en lørdag stod damen hjemme hos mine forældre for at hente bogstavet og jeg stod 35 km væk derfra. Damen var kørt fra Djursland….. fuck me sideways at jeg glemte det. Men det gjorde jeg. Hun ringede mig så op senere, efter at vi havde lavet en ny aftale og spurgte om hun måtte komme ud til mig og hente bogstavet i stedet for, så det gjorde hun.
Jeg sendte hende en sms med adressen osv. Da jeg trykker “send” popper en gl. besked/sms op fra 2018 og på den måde ved jeg så at jeg har handlet med hende før. Men jeg kan ikke huske mht. hvad så jeg lader den bare ligge. Men da damen så kommer, ved hun pludselig alt muligt om mig – jeg tænker jeg må ha været i mit es den dag i 2018 for hun kunne huske alt muligt jeg havde fortalt.
Hun blev i 2 timer og snakkede og syntes alt det jeg havde samlet sammen var guld og ikke skrammel som alle andre siger. Hun syntes jeg skulle blive freelance hos Danmarks Radio og gå efter at lave kulisser mv. Anyway, der er jo langt til at ønske noget og så at det bliver en levevej – men med alt det der sker i skolen, hvor jeg altid dukker op 30 minutter før hver time, altid er smilende, altid er sød, altid er hjælpsom, altid bare er enormt dér og tilstede, men alligevel ender med at få lesterlige tæsk, så er jeg virkelig bare et spejderhagl fra at springe fra uddannelsen.
Ikke nok med at jeg får praktikplads det eneste sted jeg ikke hverken ønsker eller må sætte mine ben, jeg bliver også smidt ud af en studiegruppe i en alder af 43 år, FORDI jeg skriver for hurtigt og det stresser kvinder der er ældre end jeg.
Så er det virkelig meget mere tillokkende at gå i en kold lagerhal uden isolering og med dårlig belysning og gøre storskraldsting rene.
Mor og Far har flere gange ytret at de syntes jeg skal finde en anden uddannelse. Selv før det med psykiatrien kom op. Jeg taler så lidt som muligt om uddannelsen, jeg er total bange for at jinxe det. To rock the boat. Så jeg siger bare at “det går fint” når folk spørger. Jeg går ikke i dybden, jeg fortæller ikke noget. Jeg lever bare, dag for dag. Og alligevel ramler det hele.
Jeg bliver aldrig til noget…..
Og imens kan jeg se på Lotte, som ignorer mig i ugevis for så at kontakte mig når hendes kæreste igen igen igen har skrottet hende og hun sidde ruden planer. Hun ligefrem siger at hun nu ikke har nogen planer og derfor gerne vil lave noget – og hvis det så ikke lige passer mig, så kimer hun mig ned selv når jeg har sagt pænt nej tak og forklaret pænt hvorfor jeg ikke kan/vil ses.
Hun vil hele tiden lave noget der ikke koster penge – nu er det ikke fordi det skal koste penge at være sammen med mig, men det er svært at gå på cafe uden at bruge penge og jeg kan ikke betale for hende hver gang, hvilket jeg tit gør. Og da jeg sidder rigeligt i min egen stue, vil jeg gerne ud når jeg har mulighed for det, men Lotte har allerede her i Oktober måned købt et hotelophold i Ålborg med kæresten (som så droppede hende deroppe) og købt en sodastreamer…..men hun kan ikke gå ud og få en øl med mig. I’m the backup girl når alt fucker.
Lotte fortæller hvordan hun havde været til et møde med hendes psykiater, hendes psykolog, hendes 2 x mentore, hendes rusmiddelskonsulent, hendes sagsbehandler, en fra hjemmeplejen, hendes mor og hendes kæreste. Hun nød virkelig at fortælle om det og siger: Ja så sidder vi alle der rundt om bordet med mig for bordenden. Velkommen til min fest!!
Måske det ikke lyder skørt men det er helt fucked når hun fortæller det – hun NYDER den opmærksomhed hun får. Måske jeg er jaloux men jeg er ved at brække mig over det.
Hun fortæller hvordan hun har et modersmærke på brystet som er begyndt at vokse, hun lufter over for lægen at hun frygter det er kræft og for 2 x i 2021 bliver der, ifølge Lotte “trykket på kræftpakken og Deirdre-Ann, SÅ går det hurtigt!!”
Det viser sig (heldigvis naturligvis) at det bare var en gammelmandsvorte – det er jo ikke sådan at jeg ikke under Lotte opmærksomhed og massiv hjælp. Men det er virkelig svært for mig at sidde og se på alt den hjælp der hagler ned over hende – hovedsagelig fordi jeg fik hende indlagt og sladrede (Lottes ord) om hendes pillemisbrug til hendes psykiater – mens jeg sidder i en ligende svær situation og jeg kan ikke få en eneste person på min side. Ikke én vil hjælpe mig. Ikke én vil stå op for mig. Ikke én vil være der for mig.
Konstant og hver dag behandler jeg andre som jeg ville ønske jeg selv blev behandlet og igen og igen og igen bliver jeg pisset i hoved, sparket på, efterladt, smid ud og beskyldt for alt muligt – og jeg skal bare acceptere det. Åbenbart.
Det er meget muligt at jeg ikke egner mig til noget og at jeg aldrig bliver til noget. Men den dag jeg dør, så vil jeg i det mindste vide i mit hjerte, at JEG kæmpede for MIG. Selv da jeg var en lille pige, kæmpede jeg for mig. Min fantasi om en anden verden, min evne til at rejse væk i tankerne, bygge alfehuse i græsset og lukke øjenene og flyve over kontinenter før jeg overhoved kunne læse et atlas, har holdt mig i live i alle de her år.
Jeg har de vildeste børnefantasihistorier inde i mit hoved. Historier som jeg digtede videre på hver aften når jeg skulle sove. Jeg kunne ligge i flere timer og “male” huse, “plante” blomster og opfinde dufte inde i mit hoved, i mit fantasiland. Det var min barnlige måde at kæmpe for MIG.
I dag kæmper jeg helt anderledes, juridisk, hårdt og uden skyggen af frygt for at tabe. I tirsdags fik mine to tidligere lejere på gården en 10 års hilsen fra min nye advokat.
No wonder at jeg altid er på røven økonomisk.
Jeg er god klar over at jeg ikke får 1 million i lommen fra mine tidligere lejere. Jeg ved godt at jeg blot får (endnu) en advokatregning men jeg er 100% indstillet på at bruge penge på at betale advokaten og selv gå sulten i seng, når bare jeg ved i mit sind at de nu modtager et brev, som alt andet lige, fucker lidt med den båd de sidder i.
De har for altid smadret mit liv. Ødelagt så store dele af min økonomi og af mit sind – de gjorde sådan at min Gudfar nær havde slået mig ihjel den aften i januar 2010, så rasende blev han. Det var ene og alene deres skyld. Jeg kan stadig lukke øjene og mærke hans hænder om min hals og føle hvordan panikken breder sig i mit bryst fordi jeg ikke kan få luft og ikke kan få ham af, lige indtil det slår mig at det er okay at dø nu. Jeg kan huske hvordan min krop gik fra at kæmpe og være spændt, til at “slippe” på én gang og bare flyde (det føltes som om jeg flød) og så stoppede han. Og jeg levede. Med pletter i øjenene i flere uger efter. Faktisk husker jeg det som måneder men jeg ved ikke om det er korrekt. Jeg kan huske jeg sad i Aftenshowet og fik make-up på hvor damen der lagde mascara spurgte ind til hvad der var sket.
—
Jeg fik dette brev retur fra Datatilsynet, efter at Ombudsmanden havde haft fat i dem. Endelig et grundigt svar, men også et rimelig fucked svar. Hvad tænker de dog på?
Specielt er jeg imponeret over de her dele af deres skrivelse: “ikke har klarhed over hvilken konkrete oplysninger om dig, der måtte være overdraget fra den påglædende psykiater til hospitalet. Der er heller ikke klarhed over, hvordan overdragelsen af oplysningerne konkret måtte være sket, herunder om der måtte være sket en overdragelse fra din tidligere psykiater som privatperson eller som psykiater, ligesom det er uklart i hvilken form oplysningerne eventuelt måtte være videregivet”
Det er sku da fuldstændig hamrende fløjtende ligegyldigt om hun har overgivet oplysninger om mig som privatperson eller psykiater – grundlinjen er at det IKKE ER LOVLIGT at dele oplysninger mellem to instandser. Punktum. Om hun så var fucking monark af Danmark, så var det stadig ulovligt.
Min jobansøgning som jobsøgende må aldrig havne i mit journal på et offentligt hospital. Det siger sig selv. Det her er demokratiske Danmark anno 2021.
Yderemere skriver Datatilsynet “Tilsynet har forstået det således, at oplysningen om din jobsøgning kan være anset som relevant for hospitalets behandling“ – jeg er måløs!!
Hvordan kan det nogensinde være relevant hvor en patient har søgt job??
Jeg har, naturligvis, klaget til Ombudsmanden igen. + sendt et dryppende sarkastisk brev retur til den sikkert pissestresset advokat hos Datatilsynet, som iøvrigt burde holde sine sociale medier og lidenskab for parker, lukket.
Til den dag jeg får ret og retfærdighed, vil jeg for evigt ånde de her mennesker så tæt i nakken at de kan lugte belægningen på mine fortænder!
—-
So alone in love like the world had disappeared.
Oh, I won’t be silent and I won’t let go.
Hvad har DU på hjertet?