I dag var jeg så til min 2. samtale hos mine nye psykolog, som jeg stadig ikke ved hvad jeg skal kalde herinde – hvilket måske virker banalt men dét irritere mig, for det er som om, når folk, mennesker og steder ikke får et navn eller en titel, så er det som om det ikke er vigtigt, men desværre er det sådan jeg ser på Psykiatrisk Hospital nu.
Jeg går dér fordi jeg ikke har andet alternativ. Alternativet til Psykiatrisk Hospital er for mig døden. Jeg har ikke helt luret hvordan jeg skal invitere den indenfor på en måde der gavner mig selv mest muligt, samtidig med at den skader andre mindst.
Alle har spurgt mig hvad jeg tænkte da jeg kørte galt og bilen snurrede rundt. Jeg lo naturligvis og sagde hver gang: “….jae jeg er sådan en person som sidder og tænker “Åhhh nu kommer jeg aldrig til at se Ella igen” ikke “Århhh nej nu ser jeg aldrig XX (niece) XX (baby niece) og XX (ufødte baby niece) Nej nej jeg tænker simpelthen på min hund!!!” (Ha Ha og masser af latter og folk syntes det er SÅÅÅ SJOVT)
For jeg kan jo som altid ikke så godt sige sandheden, og sandheden er, at jeg tænkte, da jeg så bilen i bakgspejlet og jeg vidste at vi ville ramme hinanden, at nu døde jeg endelig. Helt bogstavelig talt, så var min tanke: “Vi rammer. Nu dør jeg endelig” Jeg kunne se han kørte voldssomt stærkt og at han sad og så ned på sin telefon. Jeg var ikke bange. Jeg var ikke hysterisk. Jeg var helt rolig og SÅ klar til at dø. Hvis han havde ramt mig frontalt var jeg helt sikkert død på stedet, men da jeg har eller havde en lang bil (Opel Meriva) ramte han mig bagfra og skubbede hele bagenden ind under bilen og jeg blev presset frem, ind i rettet og selen hakkede så hårdt i, at jeg stadig har et brandmærke på halsen. I går efter jeg var i bad, rørte jeg ved min venstre side af kroppen med højre hånd og pludselig tænkte jeg: “hvad er det?”
Dét var så klister fra de pads de satte på min krop for at lytte til mine organer eller hvad de nu gjorde for at se hvor smadret jeg var inden i. Og igen tænkte jeg at det var en skam at jeg ikke døde, sikke meget jeg allerede ville have været foruden…..
Jeg kan ikke komme på én eneste god ting der er sket i mit liv siden min Fødselsdag, bare for at sætte en skæringsdato. Ikke én eneste ting. Jeg behøver ikke leve hver dag, hver uge og hver måned, for at leve et liv som alle mener jeg skal være SÅ HAMRENDE taknemmelig for, når det eneste som sker i mit liv er ting som den samtale jeg havde på Psykiatrisk Hospital i dag.
Min nye psykolog fastholder at Stikker Grethe ikke har brudt sin tavshedspligt, men pudsigt nok, kan hun ikke fortælle mig hvordan det faktum at jeg for 8 måneder siden (!) søger et job i privat regi fra min private email stilet til et firma udenfor Psykiatrien, pludselig 8 måneder senere bliver et tema på et af de frygtelige Stikkende Møder jeg er indskrevet til at deltage i, på baggrund af at jeg har googlet min behandler fordi hun viser sig at være en kæmpe twat der behandler mig som man behandler en 4 årig der altså nu SKAL lærer ikke at ringe mere, efter at 4. årigen har ringet 3 gange på 9 måneder.
Tingene, handlingerne har så absolut intet med hinanden at gøre!! Intet. Men alligevel så er det mig som står for skud som om jeg har begået kriminelle handlinger – og bagefter så sidder de alle sammen og danner ring og fælles front mod mig, som man jo gør som kollegaer for at støtte hinanden – men ingen kommer og siger feks. “Undskyldg! At vi har skræmt the living daylight ud af dig. Undskyld at vi har behandlet dig rigtig dårligt. Undskyld at vi har været ufølsomme. Undskyld at vi har været dybt uprofessionelle” Sådanne ord kommer jeg aldrig til at hører – og det er godt det samme for jeg er ikke et sted hvor det ville have nogen former for betydning for mig.
Jeg tror ikke på undskyldninger. Jeg tror ikke på tilgivelse. Jeg tror ikke på second chances. Jeg tror ikke på psykiatrien. Jeg tror ikke på tillid. Jeg tror ikke på tavshedspligt og mest af alt, så tror jeg ikke på at jeg nogensinde får et anderledes liv end det jeg lever nu.
Hvis jeg lever i år 2020 eller år 2023, så tror jeg i store hele træk mit liv ser ud som det gør nu. Jeg tror ikke på at sår kan heles, for tankerne og følelserne vil altid være dér, så måske de fysiske sår går væk, men de inderste, dem kan man lade som om går væk – og det er måske det jeg vil ende med at gøre, for at kunne navigere i denne verden, men jeg tror simpelthen ikke på at mit liv bliver anderledes.
Jeg har også søgt job, som jeg vist har fortalt, på den nye landsdækkende radiostation som skal sende ud fra Århus fra 1. November. Jeg har søgt tilbage i juni (tror jeg det var) jeg ringede først, jeg emailede først (som der stod i annoncen) Jeg sendte ansøgningen og jeg rykkede for den, jeg fulgte op og jeg var virkelig opsøgende på den søde og venlige og professionelle måde. Jeg har end ikke fået et svar fra dem. De går i luften om under 2 måneder sååå jeg konkludere at jeg nok ikke har fået jobbet.
Min Mor, som er det økonomiske geni vores familie, syntes jeg skulle sige mit lån i min udlejningslejlighed op, og få det lagt om og så kunne jeg både spare penge og komme til at tage et ekstra lån, som jeg kan bruge til at købe en kolonihave for. Nykredit er åbenbart mega bebyrdet eller hvad deres problem er – jeg modtager i hver tald først mails osm er stilet til min søster, med mine private detaljer i. Ikke den store skade sket der, men come on, være nu professionel. Vores navne er end ikke i nærheden af hinanden alfabetmæssigt.
Så modtager jeg mails om at jeg skal sende lejlighedsbudget, privatbudget, lønsedler for det seneste år osv. jeg sender det hele samme dag som jeg modtager mailen. Månederne går og om får dag skal jeg betale en termin jeg ikke har, da jeg ikke har et lån – så ringer en dreng så ung at jeg stadig kunne hører hans skægstubbe folde sig ud, for at spørge mig om alle mulige personlige ting; som hvor jeg boede, hvad jeg arbejdet med, hvad min jobtitel er osv. Og er der noget jeg IKKE gider, så er det at dele personlige ting om mig selv!!!! Og slet slet SLET IKKE uden forberedelse!!!
Send en fucking mail – men problemet bunder jo i, at jeg ikke laver noget hos min Fars firma for de penge jeg får og jeg ikke var forberedt på at skulle svare for mig – og jeg må jo for guds skyld IKKE sige sandheden, dén er jo ilde hørt – det har Psykiatrisk Hospital jo lige bevist så elegant.
Da jeg så står i Kvickly i morges for at købe en printerpatron (mere om det senere) så ringer drengen med de bløde skægstubbe igen, han vil blot informere mig om at mødet i morgen (torsdag) ikke kommer til at omhandle et lån til mig, da jeg ikke kan få lov til at tage et lån, dertil skal jeg tjene 5000 kr mere pr. måned and I’m like: Nå.
Da jeg fortæller min Mor dét er hendes første kommentar: Vi kan også bare sige at du er blevet syg…… øhhhh hvorfor kan vi ikke bare sige at jeg ikke gider møde op, når jeg ikke kan få et ekstra lån og at de jo bare kan sætte lånet igang for der er jo ingen grund til at afholde et møde, hvis det er sådan de ser på det, så kan de jo bare trykke på deres knapper og sætte min lånerente efter dét de allerede har regnet sig frem til – fik jeg nævnt at Nykredit Forsikring var dét forsikringsselskab som opsagde mig som kunde, da alt det med Gården skete og dermed lod mig i stikken rent økonomisk og retsligt? Også selv om jeg havde retsdækning med i min forsikringer.
Og nu sidder jeg og betaler til dem, og pga. min dårlige økonomi, kan jeg ikke tage et lån, til et kolonihave, så jeg kan leje min egen lejlighed ud i sommermånederne og tjene flere penge for at forberedre min økonomi, en økonomi som de ↩️ var medvirkende til blev så dårlig som den blev…..
Hvis det ikke var SÅ TYPISK for mit liv, så ville jeg grine, for hold nu kæft hvor er det komisk!! Top it off med at mine forældre vil at jeg skal købe lejligheden jeg bor i her, altså min private lejlighed. Ja tak, så jeg kan godt få lov til at købe en LEJLIGHED til et par millioner, men jeg kan ikke få lov til at låne 100.000 kr til en kolonihave?
Dét giver SÅ god mening, nøjagtig lige så god mening som alt andet i mit liv!!
Har du nogensinde set blade der hvirvles op, når en bil kører hurtigt forbi? Næste gang du ser dét ske, så tænk på at jeg er bladene der hvirvles op og aldrig helt ved hvor de landet, når bladene så lige er landet og fundet sig til rette i de nye omgivelserne, så kommer der endnu en bil susende og bladene hvirvles op igen og måske når de denne gang ikke at finde hvile, fordi der også kommer en modkørerende og sådan tumler bladene fra side til side – uden nogen tager hensyn til hvad der sker med bladene.
Dét er mig. Dét er mit liv.
Kunstmaleren har skrevet til mig, jeg har endnu ikke svaret, for jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Jeg vil så gerne snakke med et normalt udenforstående menneske som ikke er familie og som ikke er psykiatrisk hospital og få et glimt af verdnen udenfor. Jeg er altid klar på en øl. Men hvad er prisen?
Er prisen bare et kram? Eller er prisen at han forsøger at kysse mig? At han tager på mig? At han gider sig op af mig? Jeg kan sagtens leve med det, jeg har gjort meget værrer ting, for meget mindre. Han vil helt sikkert også fortælle om hvor sexet jeg er, om hvor lækker min fedladen krop er, hvor skønt det er at jeg går i g-string fra Primark, hvor flot mit hår med udgroning er osv. Han vil helt sikkert gerne tale om sex og om hvor ringe hans kone er og hvor lidt der er nogen “hjemme” i baglokalet i deres ægteskab – og selv om jeg overhoved ikke burde have ondt af hende, hun bollede sig selv gravid med min kæreste, så har jeg ondt af hende.
Og det er (sygt nok) kun hende jeg tænker på, og hvilken konsekvenser det kan få for hendes ægteskab, jeg tænker ikke på mig selv og på hvilken konsekvenser det kan have for mig, at jeg tillader en (gift) mand at være sådan overfor mig. At overskride mine grænser, følelser og tanker.
Stikker Grethe sagde til mig at jeg skulle droppe kontakten til ham, så det gjorde jeg. Men det er så nemt at sidde og være klog på andre beskostning (og så bagefter falde dem i ryggen) så selv om hun måske har ret, så har hun lige sat gang i det helt store viskelædder, alt hvad hun stod for i mit sind, i mit hoved og i mit liv, er på vej væk. I hastig tilbagetrækning.
Jeg sutter heller ugegammel uvasket pik og lader mænd rage på mig for at få selskab i en time, end jeg vil lytte til og efterleve noget der kommer ud af munden på mennesker, der når arbejdsdagen er slut, går hjem i deres lune stue og sidder og falder folk i ryggen.
Når jeg en dag får mere overskud, så går jeg videre med det her. Ikke bare om Stikker Grethe, og Freuds Runken Lærling, men også om Twatbitchen og alle de andre. Meget muligt at jeg skal dø af det her og at jeg aldrig kommer til at leve det liv jeg har spejdet efter, men jeg kommer ikke til at dø i tavshed. Jeg skal nok få det sidste ord – hvad det så bruges til, eller ikke bruges til, er ikke mit problem, for jeg vil være død og borte.
Og hvis alle på Psykiatrisk Hosptial har ret, så er døden lig med død. Der er intet mere og er dét sandt, så behøver jeg ikke frygte at møde min Gudfar. Er det forkert og møder jeg min Gudfar, så er det ikke værrer end at jeg allerede har bevist at jeg kunne overleve 35 år i hans hænder, så mon ikke jeg kan tage 35 år mere? I’m stronger than I look.
Grunden til at jeg købte printerpatroner i Kvickly kl. 10.02 i morges, var fordi jeg eller min printer, løb tør for blæk, mens jeg var ved at printe ca. 60 sider ud. Jeg kan også samle beviser og jeg syntes de fortjener, at se den anden side af verdnen. En verden der bestemt ikke deler deres verdenssyn.
Og det var dét ⬆️ jeg ville printe ud til min nye Psykolog. Og jeg gik det naturligvis også gjort, men endte med at misse offentlig trasport (damn eller NOT) og måtte tage en taxi på Psykiatrisk Hospital. Pris: 200 kr, men taget i betragtning af at jeg har brugt mere end 30.000 kr på at blive påkørt, så er det peanuts – du kan som bevist ikke plukket håret af en skaldet.
Min nye psykolog ville dog ikke have papierne, så jeg smed dem i skraldespanden, hvorfra hun så samlede dem op og sagde noget med at det ikke var en god skraldespand at bruge. Jeg kikkede på hende med et 臘♀️ blik (hvilket faktisk ikke var meningen) og sagde: Jeg har fjernet navnene.
– jeg kunne naturligvis IKKE, i modsætning til visse andre, finde på at namedroppe andre mennesker.
Men fint nok at hun ikke vil have dem, selv om jeg ligefrem tilbød hende at arkivere dem i mit online journal, hvor de efterhånden må have arkiveret en anselig mængde terrabites, tænker faktisk det eneste de mangler at arkivere er billeder af mit underliv, så har de en – i deres optik – komplet samling af beviser om hvordan jeg er. Fucktards.
Jeg gjorde hende eftertrykkelig klart at jeg også kan samle beviser og at det netop er hvad jeg har tænkt mig at gøre fremadrettet. Fra jeg går ind af døren til jeg går ud, optager jeg ALT.
Da jeg startede på Westminster var det første som min lille lærerinde fortalt os: Always make 3 copies of everything. 1 copy for the editor. 1 copy for you and 1 copy for the vault. Og det er dét safety moode jeg er gået over i. Beviser Beviser Beviser.
Jeg må og skal holde min ryg fri – jeg vil ikke finde mig i at være hende der igen ikke har en stemme og jeg vil ikke være hende de andre, af uransagelige årsager, vælger at tale med deres kollegaer om.
Min nye psykolog, var mest interesseret i, at hører om jeg ikke skulle til en lægesamtale ang. min medicin eller det faktum at jeg er trappet ud af det. Jeg er faktisk fuldstændig ligeglad men gik med til at se en læge – det sker så nok om 3 måneder ligesom sidst. Måske jeg er så heldig at være død inden, 3 måneder fra nu er jo nærmest 2020. Woop Woop.
Hun sagde at hun havde fået fortalt at der var nogle kraftige bivirkninger ved at stoppe – og til det kan jeg jo kun sige, at jeg ikke ved om de er kraftigere end andre, men de er der, ingen tvivl om det. Jeg kan ikke huske hvilken dag jeg startede med at trappe ud og jeg kan ikke huske hvornår jeg gik fra hvilket niveau til næste niveau og jeg kan ikke huske hvornår jeg glemte at tage dem helt og så besluttede mig for bare at have det dårligt, da lidt dårligt oven i det dårlige jeg havde i forvejen, ikke kunne gøre den store forskel. Og jeg kan stadig mærke det i min krop.
Men jeg ved også at jeg må og skal være rask NU – for hvis jeg ikke passer på mig selv og drager omsorg for mig selv, så er der ingen som gør. Der er ingen som forstår hvordan jeg har det og der er helt åbenlyst ingen som interesserer sig for det. Hvis jeg tager medicin er jeg afhængig af medicinen og jeg skal ikke være afhængig af nogen eller noget. Jeg skal være klar til flugt med et split sekundts varsel, klar til at efterlade alt bag mig og hvis min hjerne er sløret af abstinenser efter medicin jeg ikke fik med mig, så fungere det ikke.
Jeg skal være skarp og klar – hvilket også var grunden til at jeg stoppet med medicin da jeg boede på gården. Medicinen gjorde mig sløv og jeg havde ingen føling med min krop, så når min Gudfar gik igang var det som om jeg var et andet sted – hvilket jo umiddelbart var dejligt men jeg kunne ikke fremtvinge i min hukommelse hvad han havde gjort, det var som om det hele sejlede for mig og selv om det var ekstremt smertefuldt at være en del af hans liv, så vil jeg hellere føle mærkerne omkring min hals, føle min skede svide og mærke huden revne lidt efter lidt og den, på en måde, forløsende varme følelse af blodet der løb ud. Blod er også en slags glidecreme. Hellere dét og være skarp end at tvivle på sit eget sind, fordi man er sløvet.
Hvad har DU på hjertet?