Nedenstående er sendt til den øverste ledelse på Psykiatrisk Hospital, Skejby Mandag d. 3. Februar kl. 09.06. Jeg har ikke modtaget en bekræftigelse på at de har modtaget min mail, men jeg ved den er kommet frem.
Ca. 11 minutter senere sendte jeg det samme til Styrelsen for Patientklager og ca. halvanden time senere, modtog jeg en e-boks besked på det indhold der var skrevet i mit journal allerede 31. Januar 2020.
Hvis dette bliver det sidste jeg gør i mit liv, så er det et godt last move.
Hændelsesforløb
31. januar 2017 henvises jeg til Psykiatrisk Skadestue i Risskov fra min egen læge.
7. februar 2017 starter jeg i et forløb på Enhed for Selvmordsforebyggelse i Risskov. Jeg starter samtidig op på antidepressiv medicin med mange bivirkninger.
15. maj 2017 stopper jeg hos Enhed for Selvmordsforebyggelse i Risskov, efter at jeg forlod min terapisamtale og blev efterlyst af Politiet. I samme forbindelse blev mine pårørende kontaktet og fik besked om at jeg var tilknyttet Psykiatrisk Hospital, på trods for at jeg både skriftligt og mundtligt havde frabedt mig deres involvering.
2. juni 2017 er jeg til min første udredning i Risskov, hos psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen) og psykolog (Psykoedukations Psykologen). Udredningen foregår over et par samtaler. Jeg bliver efterfølgende mundligt informeret om, at jeg ikke passer kriterierne for at have en personlighedsforstyrrelse.
——
I denne periode er jeg utrolig alene, ked af det og forvirret over den omvæltning mit liv har taget, ligesom jeg kæmper med massive bivirkninger af min medicin.
——
23. august 2017 starter jeg i et nyt forløb hos læge (Psykiater-Lærlingen) på Enhed for Personlighedsforstyrrelser. Lægen er på daværende tidspunkt under uddannelse til Psykiater. Jeg skriver under på at vores sessioner må videooptages til undervisningsbrug. Jeg starter samtidig op på et nyt antidepressivpræparat (Cymbalta) med færre bivirkninger.
29. maj 2018 fik jeg mundligt stillet diagnosen ”Blandet Personlighedsforstyrrelse” af læge (Psykiater-Lærlingen). Halv narcissist og halv borderline.
1. juni 2018 fortæller jeg, efter utallige opfordringer fra læge (Psykiater-Lærlingen) , mine forældre om at jeg forsat går på Psykiatrisk Hospital, at jeg får medicin, og at jeg har fået stillet diagnosen ”Blandet Personlighedsforstyrrelse.” Læge (Psykiater-Lærlingen) mener, at mit liv vil blive nemmere hvis mine pårørende ved besked. Mine forældre vælger ikke at tro på det, jeg fortæller.
11. juli 2018 er mine forældre til samtale hos læge (Psykiater-Lærlingen) , som forsøger at få dem til at forstå min diagnose og mit behov for at være tilknyttet Psykiatrisk Hospital. Uden held.
17. juli 2018 slutter mit forløb hos læge (Psykiater-Lærlingen) , efter de tildelte sessioner er gennemført. Min tid hos XXX (Psykiater-Lærlingen), står som nedslagspunkter af solskinsgult lys i et ellers sort liv, til trods for de enormt tunge og svære emner vi talte om. XXX (Psykiater-Lærlingen) er det første menneske jeg i mine, på daværende tidspunkt, 39 år har mødt, der fra dag ét og uden at stille spørgsmålstegn ved min troværdighed, ubetinget tror på mig. Selv med min viden anno 2020 er dét noget jeg aldrig vil glemme.
21. juli 2019 bliver jeg 40 år, noget jeg aldrig havde troet jeg skulle opleve. Jeg er stærkt skuffet (på mig selv) over at jeg stadig lever og at det liv jeg lever på ingen måder indeholder fremtidsperspektiv.
29. august 2018 starter jeg i et nyt forløb hos psykolog (Fede Dorit) under Afdeling for Personlighedsforstyrrelser.
——
Gennem mine to tidligere forløb, har jeg skrevet tanker, følelser og oplevelser ned i en app mellem samtalerne, hvorefter det var muligt for mig at bringe emnerne op til den efterfølgende session med mine behandlere. Det er min opfattelse, at dette fungerede som gode samtalestartere, for både mig og mine behandlere, ligesom det gjorde perioden mellem samtalerne ”kortere.” Fra august 2018 til maj 2019 forsøger jeg flere gange at inddrage denne proces i mine sessioner med psykolog (Fede Dorit). Uden held. I samme periode forsøger jeg af flere omgange at få arrangeret en pårørendesamtale med min familie og psykolog (Fede Dorit) med henblik på en afklaring af min families massive spørgsmål og negativitet mod Psykiatrisk Hospital og min behandling. Dette er ifølge psykolog (Fede Dorit) kun muligt hvis min familie vil deltage i en pårørendeaften på Skejby Sygehus, hvilket min familie ikke er interesseret i, da de kun er interesseret i information vedrørende mig. Jeg modtager ingen dokumentation på, at en pårørendeaften er et krav, før en samtale kan komme på tale.
Mit forløb med psykolog (Fede Dorit) er præget af mange aflysninger. Nogle får jeg besked om, andre finder jeg først ud af, når jeg er ankommet. Ens for dem alle er, at jeg ikke får tilbudt ”erstatningsdatoer” selv når jeg spørger efter det. Derfor er der ofte langt mellem vores samtaler og terapien er ikke kontinuerlig og flydende. I samme periode ringer jeg 3 gange til (Fede Dorit) uden for vores sessioner via omstillingen (kun én gang ringer (Fede Dorit) tilbage) og sender hende 2 gange mails via omstillingen.
Der er som oftest ikke noteret noget i mit journal, efter vores samtaler.
——
5. November 2018 sender jeg den første mail til (Fede Dorit) gennem omstillingen, hvor i jeg har lavet en 5 punkts prioriteringsliste over emner vi kan tale om.
Jeg skriver: ”Jeg har tænkt meget over hvordan vores videre forløb skal foregå, for at jeg får mest muligt ud af vores samtaler, flytter mig og på sigt bliver rask. Jeg er ikke kommet frem til en gylden løsning, men jeg har forsøgt at lave en liste med ting der er vigtige for mig, at vi får talt om. Ting som jeg bruger alt for meget tid på at tænke over i dagligdagen, på et sådan niveau at jeg selv begynder at tænke at det er usundt”
Jeg afslutter mailen med at skrive ”jeg håber du vil hjælpe mig med at få talt om ovenstående” Psykolog (Fede Dorit) mente efterfølgende ikke at vi skulle tage udgangspunkt i min mail og dets indhold, og ingen af emnerne blev taget op. Mailen er ikke noteret i mit journal og er ikke arkiveret internt, ligesom mail nummer to er. Mailen er vedhæftet som bilag ”Mail #1 (Fede Dorit)”
——
I starten af 2019 deltager jeg i et interessant Psykoedukations forløb med psykolog (Psykoedukations Psykologen). Forløbet indeholdt bla. Et oplæg fra en psykiatrisk sygeplejerske XX omkring sammenhængen mellem søvn, kost og medicin samt almen læring omkring diagnoser. Jeg spørger efterfølgende psykolog (Fede Dorit) om jeg kan få samtaler med en diætist. Det er ikke muligt.
——
10. april 2019 spørger jeg psykolog (Fede Dorit) om fri i Maj måned, så jeg kan gå en Camino (30 dage) i Spanien, da jeg trænger til at komme væk, til ferie og til ro. Jeg har gået Caminoer af flere omgange og desuden boet i Spanien i 5 år. Jeg spørger under vores ugentlige samtale. Spørgsmålet bliver afværget og overført til, at vi kan tale om det næste gang.
26. april 2019 ringer jeg for 3. gang på 9 måneder til psykolog (Fede Dorit) uden for vores aftalte behandlingstider via omstillingen. Jeg vil gerne bede hende om at genoverveje mit ønske, sådan at jeg kan tage af sted i en af de kommende dage. Psykolog (Fede Dorit) ringer ikke tilbage men sender mig en e-boks besked og henviser igen til at vi kan tale om det til næste samtale. Se bilag ”E-Boks 26. April 2019”
29. april 2019 lukker jeg mit firma gennem 6 år. En beslutning, jeg hverken kunne finde opbakning til eller modstand mod gennem mine samtaler med psykolog (Fede Dorit). Mit firma, som fyldte stort set alt i mit liv, var ikke et emne, vi kunne tale om under vores samtaler, selv om jeg ofte bragte det op. Psykolog (Fede Dorit) fokus var på relationer.
1. maj 2019 er jeg til min ugentlige samtale hos psykolog (Fede Dorit). Jeg fortæller, at jeg er virkelig skuffet over den manglende forståelse for at jeg gerne vil have fri til at komme lidt væk og få alt det, jeg tumler med, på afstand. Psykolog (Fede Dorit) henviser til, at jeg ”kan gå en tur i sommerferien”, og er i øvrigt ikke interesseret i at diskutere det yderligere, da hun mener, ”at 30 dage fri vil skade min behandling betragteligt.” Derudover diskuterer vi meget, at min søster har haft ringet til Psykiatrisk Hospital, og at min familie gerne vil have en samtale med psykolog (Fede Dorit), hvilket hun fastholder ikke er muligt. I min journal er der ikke noteret noget for denne session.
8. maj 2019 er jeg igen til min ugentlige samtale hos psykolog (Fede Dorit). På vej ud af døren, mens vi står og giver hinanden hånden til afsked, siger psykolog (Fede Dorit) ”jeg kan godt forstå du ikke kan kende dig selv helt i borderline beskrivelserne, da du både har lidt narcissistisk og histrionisk i dig……” Det var en meget speciel oplevelse at få en diagnose mere, på vej ud ad døren. Her er heller ikke noteret noget i mit journal, omkring vores diagnosesamtale, ligesom vi efterfølgende heller ikke talte mine diagnoser igennem.
14. maj 2019 modtager jeg en e-Boks besked om, at jeg er tilmeldt et Pårørende arrangement d. 21. maj 2019. Min families fokus er at få arrangementet overstået, så de kan få en samtale med psykolog (Fede Dorit).
15. maj 2019 fortæller jeg psykolog (Fede Dorit) at jeg har googlet hende (professionelt) og læst hendes speciale omkring borderline, der ligger på nettet. Jeg fortæller jeg har googlet hende, fordi jeg føler, hun ofte opfører sig uprofessionelt, og at jeg ofte er i tvivl om, hvorvidt hun er nyuddannet, har manglende kommunikationsevner, er uerfaren med min type diagnoser/patienter eller om vi bare er et virkelig dårligt match. Jeg fortæller hende at jeg blev positivt overrasket over at læse hendes speciale. Det er tydeligt at psykolog (Fede Dorit) bliver vred over hvad jeg fortæller. 4
15. maj 2019 sender jeg min 2. mail til psykolog (Fede Dorit) via omstillingen efter midnat. Det faktum at mailen er sendt efter midnat, skulle senere vise sig at blive fremhævet anklagende i den efterfølgende temasamtale 22. maj 2019. Jeg sover altid efter mine sessioner på Psykiatrisk Hospital af ren og skær udmattelse. Det gør, at min døgnrytme er forskubbet i forhold til normen. I mailen forklarer jeg (igen) psykolog (Fede Dorit), hvorfor jeg har googlede hende, samt hvad jeg har googlet helt specifikt. Jeg lægger også op til emner vi kan tale nærmere om ved næste session. Min mail til psykolog (Fede Dorit) var en opfølgning på vores samtale og skal ses i lyset deraf. Se bilag ”Mail #2 (Fede Dorit)”
17. maj 2019 (Store Bededag) Kl. 10.13 modtager jeg et e-boksbrev, dateret 16. maj 2019 fra psykolog (Fede Dorit) om, at jeg har lavet rammebrud ift. Terapien fordi jeg har googlet hende, og pga. min mail. Jeg skal derfor deltage i et temamøde med flere unavngivne kollegaer og hendes unavngivne leder d. 22. maj 2019. Brevet er sendt, så jeg modtager det på en helligdag, hvor jeg ingen muligheder har for at søge hjælp eller viden om, hvad ordet ”rammebrud” i det hele taget dækker over. Brevet slår mig fuldstændig ud af kurs, og jeg bruger efterfølgende hele Bededagsferien samt mandagen og tirsdagen efter på at finde ud af, hvad et ”rammebrud” helt konkret er, samt finde en bisidder. Grundet den korte frist (mandag og tirsdag med møde onsdag kl. 08.30) lykkes ingen af delene. Jeg taler til sidst med min advokat, som ikke mener, det er nødvendigt for ham at deltage. Han opfordrer mig til at optage samtalen og kontakte ham bagefter, hvilket jeg gør. Jeg er på intet tidspunkt blevet præsenteret for rammerne for terapiforløbet og føler mig derfor anklaget for overtrædelser, som jeg ingen forudsætninger havde for at vide, var en overtrædelse. E-boksbeskeden er vedhæftet. Se bilag ”E-Boks 16. Maj 2019”
——
I de dage stopper jeg med at tage min medicin (Cymbalta), fordi jeg føler, jeg bliver nødt til at være klar i hovedet og – mest af alt – rask, så jeg bedre kan forsvare mig selv.
——
21. maj 2019 er dagen for pårørendearrangementet. Jeg melder afbud, da jeg grundet temasamtalen dagen efter ikke kan overskue, at der måske er medarbejdere til arrangementet, som næste dag skal deltage i temasamtalen hvor jeg skal stå til regnskab for min påståede ukorrekte opførsel over for psykolog (Fede Dorit).
22. maj 2019 Kl. 08.30. Første temasamtale i forhold til det rammebrud, jeg er under anklage for at have lavet på terapien. Med til samtalen er overlæge og klinikleder (Indianerlægen) og psykolog (Fede Dorit) samt to psykologer jeg ikke kender. Jeg optager samtalen efter aftale med min advokat. Psykolog (Fede Dorit) siger ikke ét ord under hele samtalen, hvilket virker mærkeligt, da det er hende, der har bedt om samtalen, fordi hun føler, jeg har lavet et brud på hendes terapirammer. Rammer jeg aldrig har modtaget beskrivelser af. Der bliver fra overlæge og klinikleder (Indianerlægen) side lagt stor vægt på, at vi skal undersøge, hvorfor jeg havde behov for at google psykolog (Fede Dorit), hvad jeg følte jeg fik ud af det, hvorfor jeg sendte en mail til hende om natten, hvornår jeg er retur i Danmark, om jeg flytter permanent samt hvorfor psykolog (Fede Dorit) privatliv er vigtigt for mig. Overlæge og klinikleder (Indianerlægen) er insisterende og gentager ofte de samme spørgsmål på nye måder. Formentlig i et forsøg på at presse mig til at reagere eller presse mig til at svare på et spørgsmål, som jeg vitterlig ikke har et svar til, hvilket jeg gentager flere gange.
Det slår mig, at det faktisk er muligt at presse et menneske til en falsk tilståelse, hvis bare man er insisterende nok og sætter rammerne tilpas ubehageligt op, så den eneste vej ud af situationen er at indrømme og give efter. Jeg husker, at min krop ”flyver” ud af rummet, til venstre, til højre, til venstre, hen ad gangen, ned ad trappen, gennem forhallen og ud til parkeringspladsen. Det ville tage mig 2 minutter at komme i sikkerhed i min bil. Jeg husker intet af selve samtalen, udover at jeg hang oppe under loftet i højre side af rummet og så ned på 4 repræsentanter fra Psykiatrien med front mod mig. Jeg husker heller ikke, da jeg slår over og svarer på engelsk, eller de gentagne insisterende spørgsmål om, hvorfor jeg googlede, hvad jeg ville have ud af det, samt om jeg flyttede permanent osv. Jeg får desuden forbud mod at ringe, skrive eller på anden måde tage kontakt til Psykiatrisk Hospital uden for mine sessioner.
I mit journal står der efterfølgende, at min mail fra 15. maj 2019 til psykolog (Fede Dorit), er arkiveret internt. Mailen er vedhæftet som bilag ”Mail #2 (Fede Dorit)”
22. maj 2019 samme dag, efter temasamtalen, rejser jeg ned til min lejlighed i Spanien.
29. maj 2019 modtager jeg et e-boksbrev underskrevet overlæge og klinikleder (Indianerlægen) og psykolog (Fede Dorit), hvori jeg bliver bedt om at melde tilbage til Afdeling for Personlighedsforstyrrelser inden 11. juni 2019 om, hvorvidt jeg ønsker at forsætte min behandling hos psykolog (Fede Dorit) frem til august 2019, hvorefter jeg skal overgå i gruppeterapi i 1,5 år. Vender jeg ikke tilbage, udskriver jeg mig selv fra Psykiatrien. Se bilag ”E-Boks 29. Maj 2019”
2. juni 2019 melder jeg tilbage via omstillingen, at jeg gerne vil forsætte – hovedsagelig fordi jeg ikke har et alternativ og ikke ved, hvor jeg ellers skal gå hen for at få hjælp.
——
I denne periode ved jeg ikke, hvad der skal ske med mig, mit forløb og min videre behandling. Jeg hører intet, før jeg d. 11. juni får en påmindelses-sms om, at jeg har en tid d. 12. juni 2019. Jeg er fuldstændig overladt til mig selv, fordi jeg har googlet mig til indsigt i min behandlers professionelle kompetencer. Reaktionen forekommer mig at være ude af proportioner.
——
12. juni 2019 har jeg første session med psykolog (Fede Dorit), efter at jeg d. 15. maj 2019 fortalte, at jeg havde googlet hende og læst hendes speciale. Sessionerne imellem er alle blevet aflyst. Samtalen er nr. 27 ud af de 30 samtaler jeg har fået tildelt, hvorefter jeg ifølge brevet fra 29. maj, skal overgå til gruppeterapi. Til samtalen bliver jeg informeret om, at mit antal sessioner med psykolog (Fede Dorit) nu er steget til 60, hvilket jeg dels finder mærkeligt, at jeg ikke er blevet informeret om før, f.eks. i brevet af d. 29. maj. Vi aftaler, at jeg skal tænke over, hvad jeg gerne vil, inden vores næste samtale ugen efter. Psykolog (Fede Dorit) fortæller mig desuden, at jeg bliver udskrevet fra Psykiatrien efter de 60 samtaler, hvilket vil være 22. januar 2020. Jeg modtager også min første behandlingsplan nogensinde. I den står der, at evalueringsdatoen er 29. februar 2020. Behandlingsplanen er ikke at finde i mit online journal og er derfor scannet ind af undertegnet og vedhæftet som bilag ”#1 Behandlingsplan 11. Juni 2019” og ”#2 Behandlingsplan 11. Juni 2019” ligesom bilag ”Journalnotat 6. Juni 2019” og ”Journalnotat 12. Juni 2019” er vedhæftet. I notaterne omtales behandlingsplanen men jeg kan ikke finde den online.
——
I denne periode mellem sessionerne hører jeg igen intet fra Psykiatrien. Jeg modtager ingen sms-notifikationer om, at jeg skal møde op til næste samtale, jeg modtager ingen aflysninger, jeg modtager ingen e-boksbeskeder. Jeg ender med at køre ud på Psykiatrisk Hospital til aftalt tid onsdag d. 19. juni 2019 kl. 08.30 blot for at blive informeret om, at der ikke er registreret nogen tid i systemet til mig.
——
26. juni 2019 møder jeg ind til session nr. 28 ud af 30 (nu 60) med psykolog (Fede Dorit). Min tillid til psykolog (Fede Dorit) som person og autoritet som psykolog er meget begrænset. Psykolog (Fede Dorit) er undrende over min manglende tillid og oplyser mig, at hun vil vende min manglende tillid til hende, på et møde næste dag (27. Juni) hvorefter jeg vil få besked pr. E-boks.
——
I denne periode mellem samtaler hører jeg igen intet fra Psykiatrien. Jeg går og venter på besked fra psykolog (Fede Dorit) efter det møde, hun skulle have dagen efter vores sidste session. Efter 13 dage med uvished, kommer beskeden.
——
9. juli 2019 modtager jeg et e-boksbesked fra overlæge og klinikleder (Indianerlægen), hvor hun informerer mig om, at ”de” har besluttet sig for et behandlerskifte, og at mine nye behandler vil deltage i den næste temasamtale, som jeg via brevet også indkaldes til. Temasamtalen er 14. august 2019. Jeg bliver desuden for første gang oplyst om, at jeg har mulighed for at tage en bisidder eller pårørende med. Jeg bliver informeret om, at alle mine samtaler er aflyst frem til temasamtalen 14. august 2019. (Citat fra 1. maj 2019:”psykolog (Fede Dorit) henviser til, at jeg ”kan gå en tur i sommerferien,” og er i øvrigt ikke interesseret i at diskutere det yderligere, da hun mener, at 30 dage fri vil skade min behandling betragteligt.”) Se bilag ”E-Boks 9. Juli 2019”
——
I denne periode hører jeg intet fra Psykiatrien og er fuldstændig overladt til mig selv. Jeg kontakter CSM og kommer til visitationssamtale og samt 2 opfølgende samtaler, da de er stærkt bekymret for mine selvmordstanker og planer. CSM kontakter psykolog (Fede Dorit), som melder tilbage til CSM at ”det bare er sådan jeg er” og at vi, psykolog (Fede Dorit) og jeg, desuden har en sikkerhedsplan. Det er løgn. Vi har aldrig talt om mine selvmordstanker eller -planer, og vi har derfor heller aldrig lagt en sikkerhedsplan. CSM kan ikke hjælpe mig, så længe jeg har selvmordstanker.
——
21. juli 2019 bliver jeg 41 år. Få dage senere har jeg et mislykket selvmordsforsøg. Jeg føler der konstant tvivles på det korrekte i hvad jeg siger, at jeg ikke bliver taget seriøs, at jeg bliver efterladt og ignoreret. Det er min klare opfattelse at forværringen opstod som en direkte følge af den behandling jeg er udsat for. At stå fuldstændig alene midt i en krise, hvor der i den grad sås tvivl om min integritet og person er uværdigt og samtidig havde jeg et udtrykkeligt forbud mod at henvende mig til Psykiatrien uden for mine sessioner – som nu er aflyst. Alt sammen på baggrund af at jeg fortæller sandheden, efter at jeg googlede psykolog (Fede Dorit). Til sidst så jeg ingen anden udvej end at forsøge selvmord. Den dag i dag, i 2020, er jeg stadig ked af at det ikke lykkedes.
14. august 2019 møder jeg op til 2. Temasamtale, siden jeg fortalte min psykolog (Fede Dorit), at jeg havde googlet hende og læst hendes speciale. Med til samtalen er psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen), psykolog (Psykoedukations Psykologen), psykolog (Fede Dorit) samt en psykolog jeg ikke kender. Overlæge og klinikleder (Indianerlægen) er syg og på hendes vegne deltager i stedet for psykolog (Psykoedukations Psykologen), som skriver følgende i mit journal:
”Der er indkaldt til temasamtale med formål, at drøfte pt.s behandlingsforløb set i lyset af pt.s egne aktuelle ytringer omkring utilfredsheden med hendes behandler, samt primære behandlers oplevelse af at det er vanskeligt for pt. at holde rammer for terapiforløbet ift. Optagethed af primær behandlers privatliv, samt bruge de terapeutiske samtaler efter formålet”
Jeg ser mig endnu en gang nødsaget til at understrege, at jeg på intet tidspunkt har spurgt ind til, undersøgt eller talt om psykolog (Fede Dorit)’s personlige eller private forhold i vores samtaler, hvorfor jeg er dybt uenig i 2. del af ovenstående journalføring.
Jeg har hele tiden været ærlig omkring, at jeg har googlet psykolog (Fede Dorit), ligesom jeg har fastholdt, at jeg ikke ser noget forkert i at google min behandler (eller andre) eller i at læse specialer (eller andet materiale) liggende offentlig tilgængeligt på nettet.
Jeg har på intet tidspunkt talt om psykolog (Fede Dorit)’s private liv eller interesseret mig for det. Det står heller ikke et eneste sted i min journal, at det er tilfældet. Psykolog (Fede Dorit)’s klagepunkt er først blevet fremført mundtligt til det første temamøde, efter at jeg havde informeret hende om, at jeg havde googlet hendes faglighed.
Psykolog (Psykoedukations Psykologen) har i dagens anledning overtaget overlæge og klinikleder (Indianerlægen)’s insisterende spørgsmål. Ca. 10 minutter inde i samtalen siger psykolog (Psykoedukations Psykologen), at pga. ovenstående ”…og det at du søger jobs er et klart bevis på, at du ønsker at være tæt på din behandler privat.” Jeg følte det som om alt luft blev sparket ud af mig, da det faktum at jeg i april 2019 har søgt et job som XXX på et Hostel i Århus, bliver bragt op, i Psykiatrien i august 2019. Angiveligt som et bevis på at jeg ønsker at være tæt på psykolog (Fede Dorit) privat. Et job jeg er uddannet til, fra Turistakademiet. Jobbet var offentligt opslået. Jeg fik afslag på jobbet uden samtale. Jobopslaget, job ansøgningen samt job afslag er vedhæftet som bilag og dokumentation.
Det er mig en gåde, hvordan det faktum, at jeg har søgt job i en virksomhed, hvis tidligere ejer er gift med min tidligere psykiater (Psykiater-Lærlingen), kan opfattes som et bevis på, at jeg ønsker at være tæt på psykolog (Fede Dorit).
Jeg har på intet tidspunkt kontaktet eller opsøgt psykiater (Psykiater-Lærlingen) eller psykolog (Fede Dorit) privat.
At jeg søger et job som privatperson Deirdre-Ann Roberts, får afslag og svare pænt tilbage på afslaget og ikke gør mere ved dét, før jeg hører om min forgæves jobsøgning 5 måneder senere, når jeg sidder som patienten Deirdre-Ann Roberts på Psykiatrisk Hospital til en temasamtale, er mig ubegribelig.
Det undre mig, at ovenstående viden overhoved er kommet til psykiatrien, fordi det er i direkte strid med god dataskik i henhold til GDPR. Der må derfor være sket et brist både hos xx hostel og i psykiatrien, siden viden om min ansøgning kan komme ud i 4. led.
Psykolog (Psykoedukations Psykologen) ser (åbenbart) dette som en øjenåbner for, at jeg jo netop er sådan en patient der ønsker at være tæt på sin(e) behandlere og føler sig derfor i sin gode ret til at bruge en privat handling – i privat regi – mod mig på Psykiatrisk Hospital.
Oven i købet spørger hun på intet tidspunkt om korrektheden af denne konklusion.
Resten af samtalen husker jeg ikke. Jeg følte det, som om jeg faldt bagover og så hele rummet og deltagerne i temasamtalen nedefra og op. Efterfølgende føltes det, som om jeg deltog i samtalen fra hjørnet ved døren bag mig. Fysisk sad jeg dog på en stol i et meget lille rum med 4 repræsentanter for Psykiatrien foran mig. Psykolog (Fede Dorit) forholder sig igen tavs under hele samtalen. Jeg får at vide at min nye behandler, som jeg ikke ved hvem er, vil ringe til mig ugen efter. Jeg optog samtalen efter opfordring fra min advokat, og stiller selvfølgelig gerne optagelsen til rådighed for jer, hvis I ønsker at forsikre jer om, at ovenstående er korrekt.
——
I perioden mellem møderne hører jeg igen intet fra Psykiatrisk Hospital og er fuldstændig overladt til mig selv og til at bearbejde det massive chok, som det er at opdage, hvordan rammebrud kan fører til brud på tavshedspligt som igen fører til magtmisbrug og fuldstændig tilsidesættelse af de etiske principper for psykologer.
——
19. august 2019 ringer jeg til afdeling for Depression og Mani og beder om at tale med psykiater (Psykiater-Lærlingen). Jeg er ikke 100% sikker på at det er hendes afdeling, før jeg ringer op. Det er desværre ikke muligt at træffe hende, så jeg lægger en besked i omstillingen, og fortæller at jeg gerne vil ringes op, da jeg har et ret presserende spørgsmål jeg gerne vil stille. Jeg siger det max tager 10 minutter og efterlader tydeligt mit fulde navn og telefonnummer. Jeg ringede, fordi jeg havde behov for at få klar besked om hvad der faktisk er sket, siden min jobsøgning nu bruges imod mig.
22. august 2019 får jeg et opkald fra min nye behandler, psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen). Hun fortæller mig at ”de” har besluttet sig for at jeg kan få 14 x samtaler hos hende, hvorefter vi skal finde ud af hvad der så skal ske med mig, til en ny temasamtale. Hun siger at jeg bare kan ringe eller skrive hvis jeg har spørgsmål.
——
I denne periode hører jeg igen intet fra Psykiatrisk Hospital og er fuldstændig overladt til mig selv og mine massive selvmordstanker og -planer, samt chokket efter at blive hængt ud for at ville være tæt på mennesker gennem jobansøgning.
——
26. august 2019 ringer jeg igen til afdelingen for Depression og Mani, da psykiater (Psykiater-Lærlingen) ikke har ringet tilbage. Jeg spørger i omstillingen om de kan garantere mig at hun har modtaget min besked. Det kan de ikke, men de fortæller at de er meget omhyggelige med at beskeder ikke går tabt.
3. september 2019 møder jeg ind til min første samtale med min nye behandler, psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen). Jeg fortæller hende at jeg har mistet alt min tillid og alle mine varme følelser for Psykiatrien. Jeg fortæller at jeg føler jeg har fået en ekstremt voldsom og unødvendig behandling på baggrund af en meget banal 2019-handling. Jeg fortæller desuden psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen), at jeg fremover vil sørge for at dække min egen bevisbyrde, så jeg ikke havner i lignende situationer igen. Efterfølgende optager jeg de næste 9 samtaler med psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen) efter aftale med min advokat.
——
Perioden fra 15. maj til 3. september (111 dage) har fuldstændig slået mig ud af kurs. At opleve, ovenstående samtidig med at alle mine samtaler er aflyst, er en voldsom oplevelse og følelse af total svigt!
Hovedtemaet i psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen)’s og mine efterfølgende samtaler er mit store chok over, hvordan Psykiatrien har håndteret sagen, og hvor meget der kan brygges videre på én historie, sådan at det til sidst lyder som om, jeg er fikseret på psykolog (Fede Dorit)’s – og på mine andre behandleres – privatliv. Og ikke på ét eneste tidspunkt er jeg blevet spurgt, om dét faktisk er korrekt. Det er bare blevet antaget, at jeg gerne vil være som mine behandlere.
Samtalerne med psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen) skal munde ud i en ny temasamtale og jeg tænker næsten ikke på andet, hvilket jeg også ofte giver udtryk for. Hver samtale er ét skridt tættere på at få en afklaring af, hvad min fremtid i systemet bringer, efter at jeg i mere end 111 dage har oplevet det, jeg opfatter som nedværdigende, fordømmende, nedladende og traumatiserende behandling.
Ved samtale 10 taler psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen) og jeg om, at jeg ikke stoler på psykiatrien mere (generelt) og specifikt heller ikke stoler på hende. Jeg venter bare på, at hun falder mig i ryggen, som de andre henover tid, har gjort. Jeg fortæller, at jeg optager vores samtaler, så jeg ikke havner i en lignede situation igen, hvor det pludselig hedder sig, at jeg indblander min psykologs privatliv i vores sessioner, ikke kan holde fokus fra min psykologs privatliv og ikke har mulighed for at modbevise sådanne absurde påstandene. Psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen) syntes ikke særlig godt om dén handling, og jeg lover at jeg efterfølgende ikke vil optage vores samtaler.
——
10. december 2019 spørger jeg psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen) om det er muligt, at jeg kan få tilknyttet en Diætist, så jeg kan få hjælp til at kontrollere min mad og min stærkt stigende vægt. Dette indvilliger psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen) i. Der følges dog aldrig op på dette og jeg starter aldrig i et forløb.
17. december 2019 har jeg sidste samtale med psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen) inden jul. Jeg gør opmærksom på, igen, at jeg ser frem til at vi kommer i mål med de 14 x samtaler, så jeg ved hvad der skal ske. Næste samtale er 3 uger senere.
7. januar 2020 mødes jeg igen med psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen) til vores 12. samtale. Jeg gentager, at jeg ikke ønsker at forsætte i Psykiatrien, såfremt jeg ikke kan få et langt forløb. Et forløb hvor jeg kan nå at finde ro, få skabt tillid og genvinde respekten for både min behandler og for Psykiatrien. Jeg har desuden ikke hørt yderlig ang. Diætistforløbet, hvilket for mig er et ret godt pejlemærke for, hvad Psykiatriens videre plan er.
14. januar 2020 er samtale 13 ud af 14 og endte med at blive min sidste samtale i Psykiatrien, efter næsten 3 år. Temasamtalen er blevet slettet fra programmet. Psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen) tilbyder mig ét års terapi med hende som behandler.
Et tilbud som jeg takkede ja tak til, indtil jeg bliver oplyst om, at de 14 x samtaler fra 3. september 2019 og frem til 21. januar 2020 tæller med i forløbet. Dvs. Mit nye forløb skal snart slutte igen, og jeg vil i august/september 2020 vil stå i nøjagtig samme forladte situation, som jeg har stået i, i 2017, 2018 og 2019. Ydermere har de 14 forudgående samtaler ikke på nogen måder føltes som terapi, men mere en konstant overlevelseskamp hvor jeg trådte vande, for at komme frem til endnu en frygtelig temasamtale. Det eneste jeg ønsker og beder om, er ro, stabilitet, tillid og kontinuerlighed.
21. januar 2019 samtale nummer 14. Jeg møder for første gang ikke op til min samtale. Dette havde jeg informeret psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen) om, da jeg ikke så nogen grund til at optage hinandens tid, når vi er så langt fra hinanden rent fremtidsmæssigt.
Det er forsat uforståeligt for mig, at jeg har overtrådt nogen som helst rammer ved at google psykolog (Fede Dorit) professionelt, samt læse hendes speciale, som jeg oven i købet fandt interessant. Det er noget, alle oplever, når vi offentliggør materiale online samt gør brug af nettet generelt. Jeg har heller ikke forstået hvordan 30 dage fri, kan skade min behandling betragtelig, mens 111 dage uden behandling er helt acceptabelt.
23. januar 2020 modtager jeg en e-boks besked fra psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen), hvori der står at jeg ikke mødte op til min planlagte samtale d. 21. januar 2020. Der står også, at jeg har frem til 31. januar 2020 til at acceptere tilbuddet fra 14. januar 2020. Et tilbud jeg allerede mere end én gang har takket nej tak til, da jeg ønsker et forløb hvor jeg kan nå at finde ro, få skabt tillid og genvinde respekten for både min behandler og for Psykiatrien.
Da hverken jeg eller psykiatrien ændrer holdning, bliver det mig, der udskriver mig selv fra Psykiatrisk Hospital ved at takke nej tak til en uacceptabel løsning på et uacceptabelt forløb. Se vedhæftet bilag ”E-Boks 23. Januar 2020”
30. januar 2020 meddeler jeg psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen) via en mail til omstillingen, at jeg fortsat takker nej tak til tilbuddet fra e-boksbeskeden af 23. januar 2020, fordi jeg føler, at jeg har behov for ro og et længere sammenhængende forløb. Jeg informerer samtidig om, at jeg påtænker en skriftlig klage til Styrelsen for Patientklager over psykolog (Fede Dorit), psykolog (Psykoedukations Psykologen), psykiater (Psykiater-Lærlingen) samt overlæge og klinikleder (Indianerlægen). Se bilag ”Mail 30. Januar 2020”
31. januar 2020 skriver psykolog (min nye psykolog/nordmands psykologen) følgende ukorrekte udsagn i mit journal:
”Der sendes brev til pt. (jf. korrespondancebrev) med bekræftelse af modtaget mail. I relation til pt. ønske om at blive afsluttet pga. tidsperspektivet gøres pt. opmærksom på, at den tilbudte behandling er med mulighed for forlængelse. Pt. orienteres ligeledes om, at såfremt hun på et senere tidspunkt skulle være interesseret i behandling her, kan hun genhenvises via e.l.”
Jeg har ikke modtaget et brev, som beskrevet i mit journal ligesom jeg på intet tidspunkt har sagt at jeg ønsker min behandling afsluttet. Jeg har sagt at jeg ikke ønsker at forsætte i Psykiatrien, når det tilbud jeg får, er sat op omkring samme usikre rammer, som jeg har levet med siden Maj 2019. Det jeg beder om, er et langt forløb, hvor jeg kan finde ro, få skabt tillid og genvinde respekten for både min behandler og for Psykiatrien. Hvilket jeg tænker vil være værdig psykiatri. Se bilag ”E-Boks 31. Januar 2020”
——
Efter at have brugt mere end én måned på dette Hændelsesforløb, for at få alle detaljer, hele sandheden og alt fakta med, er det på tide at få det sendt afsted, så jeg kan lægge de sidste 9 frygtelige måneder bag mig.
Der er ingen tvivl om, at mit Hændelsesforløb samt klagebrev vil blive læst med professionelle øjne af højtuddannet mennesker velvidende at afsenderen er psykisksyg. Faktum er dog, at et mentalt rask menneske, aldrig ville være havnet i en lignende udskældt situation for at havde gjort brug af en søgemaskine samt søgt et job. At blive anklaget, mistænkeliggjort, udskældt og til sidst udskrevet til ingenting, er for mig en enorm falliterklæring for velfærds Danmark og for psykiatrien generelt og mit hjerte græder over den behandling jeg har tilladt mig selv at modtage. Mest af alt græder jeg dog over, at jeg ikke kan forhindre dette scenarie i at udspille sig igen i morgen, mod et andet sårbart og psykisk sygt menneske.
Jeg er ikke ude på hævn og fortiden kan ikke gøres om, uanset hvor inderligt vi ønsker det, men vi kan sikre os at den ikke gentager sig i fremtiden. Og på dén baggrund vælger jeg at klage til Styrelsen for Patientklager.
Hvad har DU på hjertet?