Festival

Som du ved så er jeg frivillig på Festival for første gang og det er helt fantastisk!!

Jeg har ofte tænkt på at lave frivilligt arbejde, men jeg mangler penge så derfor er det blevet ved tanken. Jeg har ikke råd til at arbejde gratis. Jeg har dog lovet mig selv at jeg vil arbejde som frivillig i en Genbrugsbutik når jeg bliver gammel = dejlig tanke at jeg i det mindste har en plan for min alderdom 🙂

Det er dog mærkeligt at tænke på, jeg har en Master i Broadcast Journalism fra et af verdens mest anerkendte universiteter, jeg er arbejdsivrig, villig og ihærdig. Jeg har masser af erfaring, jeg er ikke en quitter og jeg giver aldrig op – men jeg kan end ikke få et afslag pr. Mail langt mindre en samtale. 

Men her på Festivallen er de helt vilde med mig! I tirsdags malede jeg en skurevogn alene i 12 timer, jeg har total taget JA-Hatten på og sagt JA til alt hvad de tilbyder, bla har jeg været inden i deres maskot 🙂 

Her lytter de til mig, de syntes jeg er sej, hårdtarbejdende, sjov og sød – jeg fandt et par piger på ca. 6 år som gik rundt bagved mens deres forældre arbejdet, vupti fik jeg dem med i at male skurevogn og bang så var der pludselig 4 børn beskæftiget og en lille skovbørnehave var opstået. 

Jeg elsker det! 

Alle er så venlige ved mig, de taler pænt til mig, inviteret mig med i deres grupper og til deres fester. Det er så uvant for mig.   

Igår var jeg til Kim Larsen og blev væk fra min Fars vens datter og hendes venner – der var så mange mennesker!!

De skrev de stod ved Vodka Juice baren, så Popcorn maskinen og så Førstehjælpsskiltet. Jeg bevæggede mig muselangsomt rundt men fandt dem aldrig. 

Bagefter opdaget vi så, at de der 3 punkter også fandtes i den anden ende af pladsen… 

Mens jeg ledte efter dem i mikro tempo ud og ind mellem mennesker, så jeg Norman. 

Han så mig før jeg så ham, havde han ikke sagt Hej tror jeg ikke jeg havde set ham. Det var jo halvmørkt og jeg kikkede efter en lille pige (højdemæssigt) og ikke efter en mand. 

Norman var meget forandret i forhold til hvad jeg husker. Det slog mig at jeg ikke ved hvornår jeg sidst har set ham, men han var forandret og ikke smilende og glad som jeg husker ham. 

Jeg prøvede at være venlig men han startede ud med at påpege ting fra fortiden, vitterligt de første ord var negative. Mærkeligt at tale sådan, jeg må virkelig ha sat et ubehageligt aftryk i ham!

Det var dog tydeligt at han stadig elskede sine søstre, han havde den ene med og han stod og nusset hende i nakken og i håret, ligesom mine brødre kunne finde på. Det så dejlig hjertevarmt ud og fik mig til at smile – men jeg vidste vitterligt ikke hvad jeg skulle sige til ham.

Han virkede så kold og ja næsten ondskabsfuld men han var jo ikke ond, han var bare så slukket at se på, ingen smil, glimt eller hjertevarme, så da de gik videre for at spise en burger var det en ret stor lettelse. 

For et pat uger siden var der en fyr der likede et billede på min Instagram. Han var fra Århus og et af hans billeder var fra Startuplab, lidt søgen viste mig at det er et kontorfællesskab og med lidt held kan jeg få plads der om en uges tid, så jeg kan få arbejdsro mht. Mit lille projekt. 

Det er knald eller fald, der er ikke en Plan B. Det skal lykkes. It’s all I got. 

Inde på det her kontorfællesskabs Facebook var der et link til en iværksætter konkurrence. Der var få dage til deadline da jeg så den, så jeg gik total i foretningsmood og da jeg var færdig med dey jeg skulle sende ind, lod jeg It Manden se det igennem og først da opdager jeg at en af dommerne er Norman. 

Det var It mande der så det. Dommerne står på en linje som kører frem og tilbage, hvis man som jeg bare konstaterede at der var dommerne og ikke ventede på at linjen slided, så ser man ikke de to sidste dommere. 

It manden mener dog ikke det har en betydning, det er business og ike privat. 

Jeg valgte at sende mit oplæg ind alligevel, jeg ved jeg har et godt produkt, jeg ved det!

Det er som til eksamen, selv hvis læreren ikke kan lide eleven og det man fremlægger, så er der stadig en sensor. Der er 5 andre Jury’er som potentielt kan se det store potentiale mit firma har – og hvem ved, måske selv Norman kan se det? Han et jo skarp. 

Nå men anyway jeg får at vide på mandag om jeg går videre til finalen. Jeg var 100% sikker på at jeg gik videre OG vandt inden jeg opdaget at Norman var dommer, fordi det er så gennemført og genialt et koncept og fordi jeg jo har testede det i Spanien i 3 årog det virker!!

Barbara er hjemme fra Schwiz og hende og Anika skal jeg mødes med senere – jeg ved stadig ikke hvad der er sket mellem Anika og jeg men vi taler sammen og det er det vigtigste. 

Skriver igen mandag når jeg ved mere om konkurrencen