Facebook Svigt.

Kald mig bare en smålig kælling, en snæversynet ko, en der går med for små sko og alt muligt andet.

MEN, faktum er at jeg aldrig ville poste opslag på min Facebook og Instagram, om at jeg var i København, uden at havde kontaktet mine veninder først og hørt om de kunne eller ville ses.

Og ja, jeg har hørt og jeg har tænkt alle scenarier igenne, om at de jo måske var optaget af familie, ikke havde tid osv. Men faktum er, at jeg holder af alle mine veninder og af alle deres børn og de ved det.

Der ville feks. ikke være noget galt i at jeg kom forbi i én time til en kold øl/sodavand med 3 bakker Jordbær til børnene, når jeg pludselig ser et sådan opslag fra Sofie på Facebook ⬇️

Det føltes total som en mavepumper at læse det her – jeg har ikke set Sofie i mere end ét år, hver gang jeg skriver at jeg er i København, kan hun ikke ses, selv om jeg skriver flere uger i forvejen og er ultra ultra fleksibel. Selv på min 40 års fødselsdag, med alle de digitale notifikationer man får nu om dage, fik jeg end ikke en sms….

Jeg har desuden én kusine, på min Fars side. 9 dage ældre end jeg. Hun har et sommerhus, som hun har arvet. Hun tjekker regelmæssigt ind i Århus og i sommerhuset (hun bor i København) Hver gang vi mødes til familie tamtam aftaler vi at vi skal mødes og drikke en øl. Hver gang jeg foreslår at vi mødes, svare hun ikke eller også kan hun ikke. Det er så her jeg tænker at min personlighedsforstyrrelse sætter ind, for jeg ved ikke hvor mange gange man må spørge, før det bliver for meget?

Jeg mener, hun siger jo hun gerne vil, men hun svare ikke – og nu kan jeg se at hun har inviteret hendes Københavnske veninder på ferie i sommerhuset. Ikke at jeg har den mindste lyst til at sove i sommerhus med hende, men jeg ville da gerne inviteres til en øl på terrassen eller en tur i havet… ⬇️

Og det her er bare hvad der kommer op, uden at jeg søger eller gør noget.

Derudover har jeg virkelig svært ved at lade være med at tjekke hvad Norman laver – og han er total en insta-person som deler alt. Sjovt hvis man er inkluderet. Knap så sjovt hvis man, som jeg, er total ikke inkluderet.

På en måde er jeg vred på ham, for hvis han virkelig foragtede mig så meget, så ville han blokere mig fra alt, så jeg intet kunne se og aldrig svare mig. Men det gør han ikke. Og det forvirrer mig.

På den anden side, så burde jeg være klog nok til IKKE at kikke med over skulderen, for hver gang jeg gør det, bliver jeg ked af det. Føler mig svigtet, forladt og alene. Men dét er min egen skyld, også selv om det får mig til at føle mig helt piftet for livsgnist.

Men hvor ville jeg dog give meget, for at være inkluderet i livet, frem for at være ekskluderet og være tilskuere til det liv de andre lever. Men med 41 år bag mig (lige om lidt) og i hvert fald ét år med intensive tanker omkring livet, så ved jeg at intet har ændret sig og jeg ved at intet vil ændre sig på sigt og i den nærmeste fremtid – så alt ovenstående, tilføjer blot mere til min manglende livsgnist og jeg ser mindre og mindre grund til at leve.

I dag har min mors lillebror, min onkel, fødselsdag. Så vi var alle derinde, også selv om min lyst var lig 0, så tog jeg med, for at fejre ham og være familiemenneske. Lang historie kort: Min lillesøster har ikke besluttet sig for et navn endnu, jeg vidste at det ikke ville blive nemmere når babyen var født, men altså, hun vurdere stadig navne. Det sidste navn hun nævnte for mig, var Clara Elisabeth (hun er pludselig gået over til at 2 navn, som både hun og jeg har, er sejt – selv om hun før i detaljer har fortalt mig hvor kikset det er med to navne – hun bruger kun sit ene navn – og hvor kikset mig navn iøvrigt er….. så jeg var meget meget forbavset)
Min ældste lillebror venter en lille pige til Oktober og har besluttet sig for at hun skal hedde Olivia eller Rosa. Det fortæller min lillebror i aften og min lillesøster bliver mega fornærmet og vred, fordi hun mener at navnene er på hendes liste over navne.

Jeg kommer til at sige, højt at “du har da ikke Olivia på din liste….” Igen, lang historie kort; Min lillebror, deres baby og min svigerinde kører hjem og straks de er ude af døren, flejner min søster af på mig og siger grimme ting som “at det er mig der støber kuglerne her i familien” “det er mig som skaber konflikterne” osv. fordi jeg siger ting jeg intet ved noget om…..

Jeg mente ikke noget ondt med det jeg sagde – og det forsøgte jeg at sige. Hele mit liv har jeg drømt om at få minimum 2 sønner. Den første skulle hedde Christian og så min Far’s navn og den næste skulle hedde Frederik og så min mands Fars navn. Fordi jeg elsker kongenavne og fordi jeg ønsker at mine børn skal opkaldes efter stærke personligheder. Jeg har altid hørt mine søskende grine – indtil den dag min bror valgte at gøre brug af Christian, fordi jeg ikke kunne sidde på navne.

Træls – for dér røg mit drømme navn, men igen, jeg kan jo faktisk ikke holde på navne. Og her var bla. min lillesøster en STOR fortaler for, hvor latterlig jeg var med mine forudbestemte navne…….. og se nu, who’s talking….. men det er der selvfølgelig ingen udover jeg der husker.

Så jeg kørte hjem med tårene i øjene mens solen gik ned over Århus og jeg tænkte på, hvor skønt det ville være at kunne kører hjem, ringe en op og ventilere og måske blive bare en mikro my bekræftet i at jeg ikke er nær så forfærdelig som jeg selv tænker.

Til fødselsdagen sad mine forældre udenfor i haven. Jeg gik ud og snakkede lidt med dem, ud af det blå, fortalte jeg dem om en rædsom drøm jeg havde i nat, og som da jeg vågnede efter endnu en søvnløs nat, drømte om igen, da jeg sov op af formiddagen – altså et dobbelt maridt – og min Mor sagde blot: Sikke dog en rædsom drøm, men sådan kan man jo godt nogle gange drømme……… og jeg tænkte inden i, om hun mon var klar over, at “nogle gange” hos mig er hver dag, hver gang jeg lukker øjenene?