Ét år i Psykiatrien i Århus

25. Januar 2014 skrev jeg sådan her på bloggen:

“Min største frygt er at han går helt til hundene hvis jeg går og at han vil sidde som en med granatchock og glemme at leve livet og glemme at være social og glemme at gå ud og finde en anden kæreste.

Og hvis det sker, hvilket jeg tror vil ske – jeg er faktisk 99% sikker på at det vil ske, så vil jeg ikke kun ha ødelagt mit eget liv, men også et andet menneskes liv og så kan jeg sidde dér, 36 år, alene og skyldig i at få et andet menneske til at græde og gå i stå. Skøn fremtidsudsigt.”

Vi kan vist godt blive enig om, at It manden ikke endte op som en handlingslammet person med granatchock og glemte at leve livet – det er vist mere mig selv jeg fik beskrevet dér….

I dag, Tirsdag d. 30. Januar 2018 er det ét år aka 365 dage siden jeg fik officielt kontakt med “Det Offentlige System” i Danmark og blev indlagt på Psykiatrisk Hospital. Jeg syntes det er virkelig mærkeligt at tænke på, på flere forskellige måder. Bla. fordi jeg ikke kan se at jeg har rykket mig ét eneste skridt i en positiv retning siden da. Kan du?

I går, Mandag var jeg hos min Psykiater-Lærling. Det plejer altid at være om tirsdagen men pga. min Miami tur, aflyste jeg min tid hos hende og da min Miami tur så blev aflyst, var hun så sød at finde en ny tid til mig, hvilket så blev til mandag (i går)

Jeg har ikke talt med Far og Mor siden Lørdag hvor de fortalte mig om min usynlige gæld. Jeg føler mig dels uforskammet og dels vred – uforskammet fordi jeg ved at mine forældre absolut ikke er enig med mig i, at min gæld er uretfærdig og jeg føler mig forkert, hvilket nok er et bedre ord end uforskammet. Jeg føler mig vred fordi jeg igen føler at nogen ejer mig, at nogen bestemmer over mit liv på baggrund af penge.

Da jeg boede på gården og i det hele taget i årene jeg ejede gården, havde min Gudfar altid en klemme på mig pga. Gældsbrevet og jeg blev 90% af gangene nød til at gøre som han ville have det, fordi han på den måde ejede mig.

Da jeg solgte i September og han døde i December, så manglede jeg kun at få afsluttet It manden, før mit liv for første gang NOGENSINDE siden jeg flyttede hjemme fra mine forældre, var 100% fri af mænd der på den ene eller anden måde dominerede mit liv. Det var rendyrket lykke da det skete – men jeg har jo så ikke formået at leve livet korrekt derefter.

Og nu, hvor jeg sidder med det vildeste lorte regnskab for de næste 2 måneder, så kommer Far og Mor og siger at jeg også skylder dem penge – hvilket i sig selv er slemt nok – men samtidig siger de også at de 1. ikke ved hvor mange penge der er tale om 2. de ved ikke hvad det er for.
– så hvis mine forældre dør i nat, så kan jeg vågne op til at skulle betale et ukendt beløb, måske en halv million eller mere (det er i hvert fald flere penge end 50.000 kr pr. år kan afdrage!!) og hvad skal jeg så gøre?

Samtidig bor jeg i en lejet lejlighed ejet af mine forældre, hvor lejekontrakten er udløbet, hvilket vil sige at jeg faktisk ikke har en lovlig ret til at bo der – så skulle mine forældre dø i nat, så har jeg ikke et sted at bo, fra omkring ca. 3 måneder.

Fordi, lejligheden så tilhører boet og dermed skal indgå i en samlet værdi og sælges af boet – jeg har ikke råd til at købe den og jeg har ikke en lejekontrakt jeg kan feks. gå til Lejernes LO med, så frem mine søskende vil holde på at jeg skal ud og ledigheden skal sælges. Og så skylder jeg stadig mine forældre et ukendt beløb, som åbenbart er virkelig højt.

Så, det er vist roligt at sige at mine forældre ejer mig, ligesom min Gudfar ejede mig. Jeg sidder i en klemme jeg ikke kan komme ud af og det knuser mig inden i, at se at jeg er nøjagtig samme sted, som jeg var i 2013, 2014, 2015, 2016 og 2017. Det eneste der har ændret sig, er min alder, min vægt og så min økonomi.

Og det aller aller værste er, at jeg ikke kan SE hvordan mit liv kan ændre sig. Jeg kan ikke se hvordan en bedre version af mit liv kan se ud, så jeg har ingenting at sigte imod og ingenting at drømme om og intet mål.

Min lille virksomhed går bedre, der kommer flere kunder hver måned, men ikke i hundred tal, mere i retning af 2-3 flere kunder pr. måned og det betyder at firmaet går lidt for godt til at lukke men også lidt for skidt til at leve af – og hvad gør jeg så?

Forsætter jeg med mit firma, som med hånden på hjertet er min helt store passion – og håber (og forsat tror) på at det kan blive bedre? Eller lukker jeg det og ser mig om efter et arbejde, som højst sandsynligt vil være et lagerarbejde?

Jeg ved seriøst ikke hvem der ville ønske at ansætte mig – jeg har ingen evner som sådan. Jeg er godt til mange ting men jeg har ingen decideret evner og jeg har ikke haft et arbejde i snart 8 år  og jeg tror sådan noget trækker gevaldigt ned og tanken alene gør, at jeg mister troen på mig selv og en bedre fremtid.

Pga. alt ovenstående, lå jeg i min seng i går da klokken var ca. 17.00 – jeg havde brugt en stor del af dagen i min bil, først var jeg ude og se på lokaler sammem med Jonas, til en måske-forretningsplan. Så sad jeg i bilen og arbejdet, var hos min Psykiater-Lærling og stor tudet og følte mig helt ødelagt inden i bagefter, fordi jeg føler at “nogen” ejer mig igen og tankerne om hvad der sket sidste gang jeg sad i en sådan situation, væltede frem.
– selv min Psykiater-Lærling sagde at historien var ved at gentage sig, at det var det samme mønster.

Hun sagde at hun ville kræve, med streg under kræve, at få at vide hvad det var hun skyldte i kroner og øre og hun sagde at hun ville blive vred, hvis hun ikke fik det at vide. Hun mente at det var en ret hun havde – så frem hun var mig.

Derfor besluttede jeg i går aftes mens jeg lå i min seng hos mine forældre, at jeg i dag ville stå op og flytte ud – jeg ved at det ikke vil gavne min familie eller mit forhold til min familie, hvis jeg tog en konfrontation med mine forældre. Så jeg har valgt ikke at tage en konfrontation. Inderst inde ved jeg at det er det rigtige – og jeg mener med hånden på hjertet, at mine forældre burde arbejde hårdt for at give mig vished og så burde de være mere åben omkring sådan noget som feks. at deres datter skylder dem store mængder penge.

Jeg pakkede 2 blå Ikea poser med det mest nødvendige – og glemte alligevel halvdelen – og flyttede ind i min lillebrors lejlighed i Århus. Den var møg beskidt for at sige det mildt, så jeg har gjort nødtørftigt rent og fået mig minimalt indrettet. På torsdag tjekker Gæsten ud i min egen udlejningslejlighed, én dag før tid – I love it! Indtægter uden at der er et forbrug – og Fredag tjekker 2 nye Gæster ind som bliver indtil Mandag.
– derefter har jeg desværre ikke flere bookninger, før til Marts og dét er lidt noget shit for at sige det mildt og for min økonomi.

Jeg har derfor sat prisen ned pr. døgn, for min lejlighed, sådan at du nu kan få HELE lejligheden inkl. håndklæder, nystrøget sengetøj, el, vand, varme, wifi, Tvpakke mv. for kun 49€ hvilket er 364 Kr pr. døgn. Latterligt billigt – men hellere få lidt i indtægter end at have en tom lejlighed!! Og et gabende hul på min konto.

 

I nat inden jeg går i seng, vil jeg bede en stor bøn til Hr. Gud om at skaffe mig flere indtægter, her og nu indtægter og dermed flere bookninger. Jeg må også igang med at kikke efter et arbejde mere, jeg kan bare næsten ikke overskue tanken om at skulle ud og arbejde samen med andre mennesker, jeg syntes tanken alene er VIRKELIG angstfremkaldende og svær at rumme. Jeg føler ikke jeg kan bidrage med noget og jeg har ikke lyst til at starte et nyt sted og være underdogs fra dag et, hvis jeg skal være det, kan jeg lige så godt blive hjemme, for her er jeg allerede underdog og det er svært nok alene. Jeg behøver ikke andre til at få mig til at føle dårligt omkring mig selv.

Jeg tænker rigtig meget på, hvad der skal blive af mig, sådan fremadrettet? Hvor skal  jeg ende når min psykiater-lærling og jeg afslutter vores forløb? Når hun går på en velfortjent sommerferie for at nyde sin familie og sommeren og jeg bliver 40 år og ingenting har at fejre, hvad skal der så ske med mig? Hvor er jeg når vinteren sætter ind og det bliver mørkt igen udenfor? Bliver det så også mørkt i mit liv?

I går, da vi var færdig med vores forløb, frøs jeg så ufatteligt meget, at jeg strøg ind i min bil, som holdt tæt på indgangen. Det er ofte svært at finde en p-plads og jeg bryder mig faktisk ikke om at holde tæt på indgangen hvor alle kan se mig, men det grønne areal som er lige overfor og hvor jeg plejer at parkere, er total smattet pga. alt regnen, så jeg måtte snuppe den første plads der blev ledig.

Jeg tændte for tændingen i bilen, så sædevarmen kom igang og blæseren startede, men uden at motoren var igang og så sad jeg i ca. 40 minutter og tjekkede Instagram, Jodel, Facebook osv. mens jeg fik varmen, stoppede med at græde, fik normal kulør i hoved og kunne begynde at overveje hvor jeg skulle kører hen – jeg er jo semi hjemløs, for hvem har lyst til at tage hjem til sine forældre, når stemningen er sådan at der ikke bliver talt sammen overhoved? Ikke jeg i hvert fald.

Da klokken var ca. 15.46 kørte jeg derfra, først lige ud, så ud af første afkørsel i rundkørslen og så op til et kryds, hvor jeg skal til venstre. Da jeg var næsten oppe ved krydset så jeg en pige gå på højre side af fortovet, næsten ud for lyskrydset. Hun havde en alt for tynd jakke på og en mulepose over skulderen og det blæste en halvpelikan, så hendes hår røg til alle sider og hun skuttede sig. Jeg kender ingens om ser sådan ud men der var noget bekendt ved hendes måde at gå på, jeg kunne ikke rigtig sætte en finger på det, men måden hun gik på var mig bekendt. Jeg kikkede da jeg kørte forbi hende og blev helt i tvivl om hvem der var, fordi hun skuttede sig så meget.

Jeg holder for rødt og hun går over, der er én bil foran mig, så jeg ser hende ikke 100% men hun kikker lidt på mig og jeg kan pludselig se at det er min tidligere psykolog fra Enhed for Selvmordsforbyggelse. Og pludselig, ud af det blå, bliver jeg nervøs for om HUN tror jeg stalker hende – jeg ved egentlig godt at det lyder helt åndsvagt men det er sådan jeg tænker!!

Tænk nu hvis hun har set mig holde foran indgangen – jeg kikkede ikke op i de ca. 40 min. jeg holdt der, jeg var jo helt grådkvalt i ansigtet og ønsker og ønskede ingen kontakt til nogen og var iøvrigt optaget af min telefon. Men tænk alligevel hvis hun tror jeg holdt der for at holde øje med hende og at jeg efterfølgende kørte langsomt forbi hende…… hvilket jeg jo gjorde fordi jeg var næsten oppe ved krydset og der var rødt og biler foran mig….. så det hele giver mening på den logiske måde, men alligevel tvivler mit sind…..

Da der bliver grønt for mig, kører bilen foran ud og til venstre og jeg må holde tilbage for de fodgænger der skal over, hvilket bla. er min tidligere psykolog. Hun kikker igen skråt på mig, sikkert for at se om det nu også er mig, men hun smiler ikke og hun skutter sig stadig – det blæser også virkelig meget – og jeg turde slet ikke overveje at stoppe og spørge om hun ville med op at kører. Det var virkelig bidende koldt, men jeg husker tydeligt sidste gang jeg helt hovedløst spurgte om hun ville køre med – SÅ DUMT – så jeg undlod i går plus at jeg var helt rød og hævet i hoved. Jeg må have set forfærdeligt ud, mildt sagt.

I morgen skal jeg mødes med Vibeke, hun er hjemme fra USA pga. hendes Far’s 70 års Fødselsdag. Jeg kan ikke finde ud af om jeg skal købe en gave til hende eller ej – min økonomi tillader det ikke rigtigt men det er sjældent vi ser hinanden….

Fuck mit liv!