Da jeg var til møde med psykiatrien ang. min gen-henvisning 9. Juni, sagde de at de ville vende tilbage hurtigst muligt med en løsning.
Da jeg så kommer til møde nr. 2 d. 9. Juli har de fortalt mig om deres løsning på 5 minutter, en løsning de jo allerede havde forberedt INDEN jeg kom. Forstået på den måde at de jo ikke har stampet den op af jorden 10 min. før jeg ankommer (tror jeg da ikke…) og dermed må de jo havde lavet alt fodarbejdet inden, så det burde være easy peasy at afslutte mig. Igen.
Tirsdag d. 13. Juli bliver jeg ringet op af Normandspsykologen som liiige er ved at lave sidste afsluttende note til journalet.
Tirsdag d. 20. Juli er i dag og jeg har stadig intet hørt fra psykiatrien.
Jeg syntes simpelthen det er hamrende useriøst og uværdigt.
I går havde jeg sagt at jeg ikke ville med ind til min Onkel (min mors lillebror) som blev 61 år. Jeg kunne simpelthen ikke overskue noget – jeg ville bare gerne være alene. Altså helt alene og forsøge at få styr på min lejlighed som ligner noget der er ret rodt, ret beskidt, plettet gulv, rodet terasse etc. Alting sejler, alting er beskidt og jeg kan ikke holde ud at sove i mit snavset hårfyldte sengetøj, tisse på mit beskidte toilet, bade i min klamme bruser eller børste tænder i min åndssvage designer håndvask der næsten ikke kan få en tandbørstespytklat til at forsvinde ned i afløbet. Alting er klamt og beskidt og rodet.
Og jeg syntes det er fair at sige nej tak til en fødselsdag der ikke er rund. Det er naturligvis uheldigt at jeg brænder helt sammen nu her hvor mine søskende er hjemme med deres børn og vejret er godt men jeg gør det ikke af ond vilje. Mine fødder er som nåle når jeg går på dem. Min lænd er øm som et giga blåt mærke, min mund er et inferno, jeg har haft knopper og blister og revner på mellemkødet og langs hele skridtet hele juli (inkl. da jeg var til møde med psykiatrien, hvor jeg simpelthen undlod at tage trusser på, fordi jeg var så så så så øm og knap kunne sidde ned – havde de vidst det, havde jeg fået en journalnote MERE om hvor fucked jeg er)
Så jeg meldte pænt fra, ikke råben og skrigende men bare pænt nej tak. Ella var hos mine forældre og alle børnebørnene som gav hende max nus og jeg var bare alene, mig. Alene.
– indtil min ældste nevø banker på min nedrullet persienne rude og spørger om han må komme ind, så kommer min ældste storebror fra Sverige (sammen med ham) og så kommer min yngste lillebror og *vupti* min nevø skal kører med min lillebror ind til min onkel og så skal min yngste storebror kører med mig, så nu bliver jeg nød til at tage tøj på og kører til en fødselsdagsfest jeg slet ikke kan overskue.
Da jeg ankommer har de valgt at lade Ella blive alene hjemme, så hende skal jeg så selv kører til mine forældres hus for at hente og bla bla bla.
Det ender med at jeg kører efter maden men inden desserten, da jeg bare er FÆRDIG. Der er intet tilbage i mig, jeg har end ikke muskler tiloverst til at smile. Jeg vil bare hjem.
Da jeg kommer hjem skriver jeg til min yngste lillebror om han vil lægge den el ting han lånte af mig til hans bilferie til Ribe/Fanø med kæresten, foran min dør på dørmåtten. Det er sådan en dims der kan sættes i cigaretholderen og så er der et alm. stik i den anden ende, til feks. opladning af en computer.
Det her er jo en nem forespørgsel fra mig, på noget der er mit. Men i stedet for at gøre som jeg pænt spørger om, så går min lillebror ned af trappen, forbi min hoveddør, ud af opgangsdøren, banker på mit soveværelsesvindue og vil give mig den derigennem….. seems like a little thing men Ella begynder naturligvis at gø fordi der (igen) er nogen mennesker hun ikke kan se, foran vores vinduer, jeg ligger nøgen i sengen fordi jeg sveder så meget, så jeg skal have viklet dynen om mig, trukket gardinet til side, rullet persiennen op, trukket vinduet ind så jeg kan få vippet indbrudshaspen op og åbnet vindue nok til at modtage dimsen – og så skal jeg også lige forsvare mig (igen igen igen) om hvorfor jeg ikke vil med (i dag tirsdag d. 20. Juli) i Djurs Sommerland.
Det er jo ikke fordi jeg ikke gerne vil i Djurs Sommerland, det vil jeg virkelig gerne men jeg er SÅ TRÆT OG UDKØRT og ingen lytter til mig – hvis jeg nu havde fået dagen i går til at koble af og komme ned i gear, så havde jeg måske haft overskud i dag til Djurs Sommerland men allerede her i dag – og klokken er kun 11.03, har jeg allerede skullet forsvare mig selv flere gange om hvorfor jeg ikke vil med og lege med mine nevøer og niecer.
Jeg er jo ikke et ondt menneske der vil straffe små børn der glæder sig, jeg er bare et psykisk og fysisk udkørt menneske.
For et par dage siden skrev jeg følgende i vores fælles WhatsApp tråd (som jeg i øjeblikket har lyst til at melde mig ud af fordi der er så mange *bing bing bing bing* omkring hvem der tager hvad med til Djurs Sommerland)
“Hej Alle – jeg har fødselsdag på onsdag d. 21. juli og jeg vil gerne at dagen IKKE markeres. Jeg er klar over at en fødselsdag ikke “går væk” ved ikke at blive markeret men jeg ønsker vitterlig ikke at fejre dagen eller at blive mindet om at der er gået endnu et år uden at jeg har nået noget. Så, uanset hvor velment jeres tanker eller handlinger er, så spar dem for jeg er IKKE INTERESSERET i NOGEN FORMER for fejring eller kontakt. Jeg holder dagen for mig selv. Alene. Det forventer jeg at I vil respektere. Godnat.“
Og naturligvis skriver nogen straks – ud af et godt hjerte og alting – følgende:
“Hej Søs. Det er vi kede af at høre, da du ofte er fødselsdags formand for os andre. XXX og jeg kommer og ønsker dig en god dag uanset og ser dagen som dagen hvor efter nye gode ting kommer til at ske ❤️😘“
Jeg har lyst til at tage mig til hoved og SKRIGE !!!!
HVORFOR ER DER INGEN SOM LYTTER TIL MIG?
ER JEG SÅ DÅRLIG TIL AT KOMMUNIKERE AT JEG IKKE KAN FORSTÅES?
Jeg føler jo allerede nu at jeg ikke kan være hjemme i mit eget hjem på min fødselsdag, fordi min familie allerede har meddelt mig at de ikke har tænkt sig at overholde mit basale ønske om at være alene.
Hvad er det jeg gør forkert her i livet? Hvad er det jeg ikke forstår som alle andre forstår og dermed gør forkert?
Jeg er fortabt og ulykkelig og har så mange fysiske smerter i min krop at jeg næsten ikke kan trække vejret uden at det gør ondt.
Hvad har DU på hjertet?