CSM

Da jeg læste til Guldsmed, var der en maskine som hed noget i retninten af en “CMR Scanner” eller sådan noget – jeg er faktisk overhoved ikke 2% sikker på hvad den hed, men den kunne printe og laserskærer snirklede stykker metal, så som guld og sølv osv. Jeg er dog 90% sikker på at bogstaverne i navnet på denne magiske maskine var et C og et S og et M. 

For næsten en uge siden, eller sådan føles det – i dag er det tirsdags og i fredags (hvilket officielt er 4 dage siden) var jeg hos CSM som officielt står for Center for Seksuelt Misbrugte, for første gang. 

Da jeg gik til Psykoedukation på Psykiatrisk Hospital i Skejby, spurgte jeg behandleren hvorfor det var, at der fandtes en enhed for selvmordsforbyggelse, en enhed for spiseforstyrrelser, en enhed for manier osv. Steder hvor personalet og behandlingen var 100% fokuseret på selvmordsforbyggelse, spiseforstyrrelser, manier osv. 
 – men der fandtes ingen afdeling for seksuelt misbrugte….. og det kunne de ikke rigtig svare på. 

Jeg ved naturligvis godt hvorfor det ikke findes. Det er sparet væk. Pt. har psykiatrien i Danmark et underskud på 58. milliarder kroner, bare for at komme op på 2009 niveau og om 6 måneder skriver vi 2020…… og dén afdeling hvor jeg gerne ville finde forståelse, findes ikke. Udover i min fantasi. 

Så behandleren sagde at jeg skulle tage fat i CSM Midt Nord. Jeg undersøgte sagen og fandt ud af at de pt. har 2 år og 6 måneders VENTETID…… det er fuldstændig sindssygt og tallene alene fik mig til at give op på stedet. Det var i Januar 2019. 

Men efter at det hele bare kører af helvede til med min behandler på Skejby og efter at Maj måned har været et levende maridt og Juni fint fulgte efter, så tog jeg kontakt til CSM og ansøgte om at komme til en visitations samtale, hvor de vil vurdere om jeg er fucked up nok, til at kunne få psykologhjælp hos dem – om ca. 2 år og 6 måneder (hvis jeg da ikke er død inden)

Tiden var i fredags d. 29. Juni kl. 09.00. Jeg måtte bogstaveligtalt sparke mig selv ud af sengen for at komme afsted til tiden – og i skrivende stund sidder jeg og vipper med øjene fordi jeg er ved at falde i søvn igen. 

Da jeg kom derned, kunne jeg ikke finde ud af hvad jeg skulle gøre. Så jeg åbnede døren ind til en lang gang, hvor der var en masse individuelle døre med navneskilte på de forskellige psykologer – jeg kunne ikke se en reception, så jeg trak døren i igen og netop som jeg gør det, står der en mand foran mig. Høj og kronraget og meget lig Kunstmaleren. Hans øjne var milde og smilende – og senere fandt jeg ud af at han også var psykolog. 

Han viste mig venteværelset, som jeg var gået lige forbi 🤦🏼‍♀️ og sagde at jeg blot skulle sætte mig dér og vente på at en hentede mig. Så det gjorde jeg – og det var så her, jeg måtte indse, at man som frivillig i et frivillige center, nok er bedre til at prioritere sin tid på hvad der er vigtigt og hvad der ikke er vigtigt – end jeg feks. ville være. 

Jeg kunne personligt IKKE få øjenen væk fra denne radiatore, som var ca. det første mine øjne så da jeg satte mig…… do you see it??

Og til dem som ikke er klar over det, så er spindelvæv gennemsigtig når det spinnes ud og trådene er tyndere end et hårstrå. Ergo er dén der spiderfætter rimelig gammel og riiimelig meget overdue i at blive rengjort – det er så her at lange skafter med feks. et gammelt viskestykke omkring, er en rigtig god løsning…… 

Men efter lidt tid, kom en ung sød pige ud og hentede mig. Da jeg kom ind i hendes kontor, blev jeg helt overrasket – stolene som stod derinde, er 100% og med hånden på blokken, nogle som min Morfar har designet!! Jeg havde den STØRSTE lyst til at løfte dem op og vende dem rundt, for at se stemplet under bunden – men jeg gjorde det ikke……. men CHRIST det killede i fingerne!!!

Nå men der var afsat halvanden time til samtalen, som er en visitations samtale, hvor psykologen skal se om jeg passer til at få psykologjælp fra CSM, altså om jeg er fucked nok. Hvilket iøvrigt er gratis. (både at være og at få…)

Jeg forsøgte ikke at græde, men du kender mig – dét lykkes ikke. Jeg kom til at tænke på min Psykiater-Lærling som engang sagde noget, som jeg egentlig havde glemt og som jeg ikke er sikker på jeg husker korrekt, men hun sagde noget i retningen af: “…. min veninde/kollega/en eller anden/ siger altid at vi kvinder har så mange tårer i vores øjne…..” 

Ja altså, jeg kan jo knap huske hvad det var hun sagde og i hvilken sammenhæng og rækkefølge og korrektheden – men pointen var, at vi kvinder har mange tårer og derfor ofte græder. Jeg må helt sikkert være en af dem som passer på den regel. I hvertfald i øjeblikket. 

Samtalen gik ikke helt efter planen, ikke at jeg som sådan havde planlagt dagen – min plan for dagen var ikke at komme forsent. Jeg skulle være der klokken 09.00, og stod op kl. 08.17….. 

Ofte når sådanne ting, som der skete hos CSM sker, så ved jeg faktisk ikke rigtig “hvordan” det sker. Det sker bare. Virkelig bare sådan. Også selv om det lyder helt skørt og skævt men det er sandheden. 

Psykologen var rigtig god til at sige hvad der skulle ske i løbet af timen og så igen, inden hun gik igang med at spørge, lige sige at nu ville hun spørge om xxx. Det var ufattelig ubeskrivelig dejligt at møde et menneske der i den grad tog hensyn til mig – man behøver slet ikke gå så forsigtig til værks på/med mig. Jeg er hårdfør og selv om jeg græder kan det lige så nemt være fordi jeg bliver berørt som det kan være fordi jeg bliver ked af det eller vred. 

Du kan sparke mig hårdt og jeg vil græde. Du kan sige du vil sparke mig hårdt og jeg vil græde. Men jeg vil overleve begge dele og jeg vil kunne tilgive og komme videre. Og fordi det er sådan jeg er vant til livet, så var det ligesom at træde ind i en skov af duftende roser, at komme ind på CSM. Virkelig. 

Jeg ved det lyder kuk-kuk men når jeg tænker tilbage på tiden, så var der SÅ MEGET omsorg derinde, at jeg blev rørt alene over følelserne jeg kunne mærke i rummet og på gangen som jeg gik – og nej jeg er hverken heks, spirituel eller synsk, men det er muligt at mærke om et sted emmer af omsorg, af had, af smerte osv.

Og gangene hos CSM Nord er rosa og dufter som engelske roser der giver en lyst til at sove trygt og godt og vågne op til en blå himmel. 
 – også selv om jeg langt fra oplevede et eventyr derinde. 

For troligt som jeg ærligt og oprigtigt svarede på alle spørgsmålene jeg fik stillede, så godt og så grundigt som jeg nu kunne, så endte det alligevel galt. Frygtelig galt. 

Jeg har en ide om, at når jeg 1. melder mig til noget, så må jeg også stille op og ikke spilde andre menneskers tid, ligesom jeg har en anden ide (regel) om at når jeg bliver spurgt om noget direkte, så skal jeg ikke lyve, men svare ærligt. Finten er så for spørgeren at stille de rigtige spørgsmål – men gør han eller hun dét, så lyver jeg aldrig. Det gør jeg nu ikke alligevel, for jeg kan ikke huske hvad jeg siger, så det er ret upraktisk at lyve, men jeg taler ofte udenom, og jeg er ret god til at skifte spor og samtaler. Faktisk er jeg brilliant og langt bedre end de mest hardcore politikere!

Da tiden var ved at være gået og jeg var helt opløst i gråd, siger den omsorgsfulde psykolog at hun kun lige har et spørgsmål mere; og det er hvor bekymret hun skal være for mine selvmordstanker……?

Hvad svare jeg lige til det? 

Jeg tøvede lidt for længe til at det lød oprigtigt da jeg sagde at det skulle hun ikke bekymre sig om. Jeg funderet over, om det var et spørgsmål og hvad der ville ske hvis jeg svarede ja eller hvis jeg svarede nej….. jeg brugte et millimy af for mange sekundter og pludselig sagde den omsorgsfulde psykolog næsten identisk det samme, som psykologen med den stille stemme fra Enhed for Selvmordsforebyggelse engang i Maj 2017 også sagde:  “…..Deirdre-Ann, jeg er bekymret for dig, vil det være okay hvis jeg lige henter en af mine kollegaer, så vi får sendt dig korrekt afsted?”

Har du nogensinde holdt i et stort lyskryds, et af dem med 2 vejbaner lige ud, to drejebaner til højre og to drejebaner til venstre og det samme i alle 3 retninger…… solen bager ind af vinduerne og du må slå hattehylden ned. Der er dejligt i din bil. Du er træt og rolig på en behagelig måde. Du er tom for tanker og følger bare trafikken. Vejret arter sig. Tankerne holder fri. Og vigtigst af alt, solen skinner og alting er  O K A Y. 
 – lige indtil ambulancen i drejebanen ved siden af dig hamre knappen til fuld udrykning i bund, gasser op som Magnussons Corvette på LSD og lyden af udrykning på få sekundter lammer dine trommehinder og banker hele kroppen i fuldblæst alarmberedskab?!!!!!!!

Dét skete for mig, i Fredags, omkring klokken 10.00 og jeg måtte sætte mig på mine hænder for ikke at springe op og gribe fat i døren og flygte i rendyrket panik ned af den lange gang, som for få sekundter siden duftede af lyserøde engelske roser. Jeg havde allerede studeret vinduerne, og haspelåsen ville håndre min flugt med flere sekundter og med mindre jeg skulle springe igennem ruden, var vinduet ikke en mulighed. Kun ned af gangen. Jeg var 8 døre henne, ud af 14…… but who’s counting….

Det lykkes mig at blive siddende – faktisk fortalte jeg den omsorgsfulde psykologen at jeg havde prøvet netop dét hun foreslog før, og da det endte i en politianmeldelse og efterlysning og opkald til mine forældre, og at de (mine forældre) langtfra var imponeret med mig, fordi der var blevet ringet fra Psykiatrisk Hospital “at jeg havde skabt mig derude” – ville jeg gerne sige at det var OKAY at hun hentede en kollega. Så længe de ikke også ringede til politiet. 

Og sådan gik det til, at jeg fandt ud af at ham manden jeg havde mødt tidligere da jeg var ved at gå forkert, ham som lignede Kunstmaleren, var psykolog. Jeg kan simpelthen ikke huske hans navn, men han var også meget omsorgsfuld og alligevel af en anden type. Han tegnede en graf og sagde at mig liv nok så sådan her ud (som en spritbillist gangart på en hvid stribe….) og så tegnede han en lijen igennem spritbillistens slingervals og skraveret alt hvad der lå under linjen. 

Dét var selvmordsøjeblikke, og når man var dér, ifølge ham, så tænkte man ikke på samme måde som når man var over linjen. Og det var dérfor han var bekymret for mig. 

Jeg ved ikke hvor længe jeg talte med dem begge, men jeg lovede igen og igen at jeg ikke ville gøre alvor af de ting jeg – naivt? – havde fortalt den omsorgsfulde psykolog. 

Jeg sagde, som sandt var, at jeg kun kun kun havde fortalt det fordi hun spurgte direkte og jeg helst ikke ville lyve, men at jeg nu havde gjort som alle inkl. min Psykiater-Lærling havde sagt jeg skulle gøre: Jeg havde levet videre efter min 40 års fødselsdag og arbejdet med – ikke imod – den psykiatriske behandling jeg har fået tilbudt på Psykiatrisk Hospital (selv om de 4 stikkende damer nok vil sige noget andet) Jeg havde forsøgt at komme ud ved at melde mig til SUP, jeg forsøgte at sætte uret og komme op til tiden. Jeg forsøgte hele tiden at arbejde med mig selv og at gøre som jeg fik besked på – men uanset hvor meget jeg knoklede, så fik jeg det bare ikke bedre og jeg kunne ikke (længere) se hvorfor jeg skulle blive ved og ved og ved med at leve én uge, én måned og ét kvartal mere….. 

Når jeg ser tilbage på året der er gået, så er der ikke sket én eneste god ting i mit liv. Ja selvfølgelig er det en lykkelig ting at jeg har fået hele to sunde og raske niecer, men dét var ikke nok (selv om det måske får mig til at lyde som en grådig utilfreds krampe)

Der er bare ikke noget i mit liv at se frem til, frem mod. Jeg kan ikke se hvor jeg er om 6 måneder eller om 2 uger. Jeg er så forfærdelig meget alene og jeg er så forfærdelig ulykkelig inden i. Faktisk er jeg SÅ ked af det, at jeg endda er stoppet med at skrive om det herinde, ligesom i vinteren og foråret 2017 hvor jeg mistede mine ord for en stund. 

Jeg orker ikke at skrive mere om hvor dårligt jeg har det – jeg orker ikke at blive ved med at sende crap og dårligdom, triste tanke og ynkelige holdninger ud i universet. Jeg kender ikke mine læsere men jeg ved at jeg selv ville bladre væk fra en blog som denne, en blog der fuldstændig som en ilder suger blodet ud af sine ofre og efterlader dem total fucked men intakte. Som en levende død. 

Jeg ønsker ikke at efterlade et sådan eftermægle. Faktisk ønsker jeg slet ikke at efterlade noget eftermægle. Jeg ønsker bare at dø – og siden jeg er for sund og rask til at dø i søvne, og det ikke er muligt at dø på måder, hvorpå andre ikke skal finde mig og eventuelt få traumer resten af livet, så er den løsning jeg bliver ved med at vende tilbage til: Ringgadebroen. Om natten. 

Så selv hvis jeg ikke dør i faldet, som min Psykiater-Lærling sagde jeg nok ikke ville, så ville jeg ikke blive set og fundet, før det blev lyst og jeg vil derfor have tid til at forbløde, dø af septisk shock i kroppen eller hvad det nu hedder, når alle kroppens organer sætter ud, grundet en akut tilstand, feks. smadret brystkasse, forblødninger, brækket knogler som går igennem organerne osv. og skrige i mørket uden at nogen kan hører mig. 

Set i bagklogskabets lys, er det måske ikke det smarteste at fortælle en omsorgsfuld psykolog, men på den anden side, så spurgte hun…. 

Lang forklaring senere, jeg lovede at komme til næste samtale d. 17. Juli (hvilket så er præcist årsdagen for min sidste samtale med min Psykiater-Lærling – det var en tirsdag og jeg blev 40 om lørdagen d. 21. Juli) Jeg sagde som sandt var, at min Nye Behandler havde lovet mig, da jeg gik ud af døren i onsdags, at hun ville sende mig en e-boks besked senest fredag og at så snart jeg havde fået den, så skulle jeg nok give besked om hvovidt jeg kunne komme onsdag d. 17. Juli kl. 09.00 – som jo ville ligge på samme tidspunkt som min alm. behandling på Psykiatrisk Hospital. 
 – samtidig gav jeg dem lov til, på CSM, at tage kontakt til min læge og til Psykiatrisk Hospital. 

Men jeg fik ikke en e-boks besked fra min Nye Behandler om Fredagen. Jeg fik heller ikke en Lørdag, eller Søndag eller Mandag eller Tirsdag…. total utroværdigt!!

Hvad jeg derimod fik, i går (tirsdag) var en sms påmindelse ⬇️

 

Jeg forstår ikke hvad det er der sker – er det mig som er grunden til at hun (min Nye Behandler) aflyser igen og igen, udskyder møder og indkalder til Temamøder som ikke bliver til noget eller som ender i et levende maridt. Eller er der en anden grund?

I så fald vil jeg gerne kende den, for jeg føler mig simpelthen SÅ uønsket, som den der lorte patient ingen rigtig gider, men som sidst ankomne via ansættelse, desværre fik tildelt, og nu er hun ligesom stucked mig og min(e) fucked personligheder….. og uanset hvor meget jeg kæmper for at vi, min Nye Behandler og jeg, skal nå hinanden mere, så jeg kan få det bedre på sigt, så gør mine handlinger, så som at jeg googlede hende og læste hendes speciale, at vi ryger længere og længere fra hinanden og mine handlinger får alvorlige konsekvenser. 

Så alvorlige konsekvenser, at når jeg fortæller Mor og Far om mødet med de 4 stikkende damer, så begyndte Mor at regne ud hvad deres forskellig timeløn var (overlæge, psykologer mv.) og hvad jeg havde kosted det offentlige i ligeyldigheder og spild af tid og ressourcer. Det gør så ondt når jeg hører sådan noget, selv om jeg lader som om det er okay…. 

Til sidst, fik jeg lov til at gå. Jeg var så tæt så tæt på at gå på hardcore druk, men i stedet for gik jeg hjem og sov, og var det ikke fordi jeg endnu ikke havde samlet penge nok til min termin i min udlejningslejlighed, så havde jeg sovet til søndag, men jeg stod op 2 timer senere og solgte for 500 kr til en dame ved Veri Centret og lidt mere lørdag og lidt mere søndag og lidt mere i dag. Jeg er desperat efter penge! Og efter at hører fra min Revisor!!!

Jeg fik en konvelut med et langt spørgeskema med hjem fra CSM 

I en folder jeg skulle læse før jeg svarede på spørgeskemaet, som tog en time, stod der dette mht. terapien og jeg fandt det ret interessant. Og jeg undres over, hvorfor der ALDRIG er nogen der har nævnt det jeg har cirklet for mig? 

Det giver SÅ meget mening at jeg er ramt på min “mentalisering” – faktisk er det som et bulls-eye at læse den del. Men også trist. Ufattelig trist. At jeg pga. noget andre har gjort, er så forkert at jeg ikke kan udtrykke mig korrekt. Og jeg er endda uddannet inden for kommunikation!!! Ironisk nok…. værst er tanken dog, at mine manglende evner, helt sikkert går ud over andre mennesker – feks. som Norman Bach og min Nye Behandler. 

Jeg burde nok ikke føle empati for dem, fordi de oftere har såret mig end jeg har såret dem, men jeg føler dyb empati for dem begge og ville ønske jeg kunne stryge vores forhold, som et sirligt dynebetræk og gøre alting godt igen. Smile og gå derfra med ro i mit sind. Men det kan jeg ikke. For min mentalisering er fucked. 

I dag fik jeg så også en mail fra CSM, hvor de mindet mig om at jeg havde en tid hos dem. Den var rykket fra onsdag d. 17. Juli til torsdag d. 11. Juli og i mailen var også en påmindelse om at jeg skulle huske at udfylde det lange lange spørgeskema, jeg havde netop gjort det færdig ca. en times tid før jeg fik mailen. Shit hvor nogle spørgsmål!!

Jeg skulle bla. beskrive hvordan jeg var blevet misbrugt af min Gudfar. Analt, forsøg på anal, oralt, vaginalt, alene eller med andre, hvor, hvornår, hvor gammel jeg var første gang, startede det med kys og leg osv. 

Jeg havde også sagt ja tak til at mit skema måtte bruges til videre undersøgelse af et eller andet jeg total har glemt nu – men igen er jeg af den opfattelse, at hvis jeg vil at andre skal få et bedre liv end jeg har, så må jeg også bidrage til den videre forskning og til at andre kan få øjnene op for, at 2,5 år er virkelig lang ventetid. Faktisk er det en dødelig lang ventetid.  

Jeg gik en tur og afleverede spørgeskemaet i postkassen hos CSM og igen overvejet jeg at gå på druk, men i stedet for lejet jeg min søsters parkeringsplads ud i 3 dage til 210 kr, mobilpayet hende pengene og afleveret p-kortet til lejeren, købt for 150 kr ærter, gullerøder og eddike (til at gøre nogle af mine storskralds termokander rene med) og så gik jeg hjem og begyndte at lægge ting til salg på nettet. Og blogge. 

Og nu ligger jeg her i min seng, på ryggen med bøjet ben og computeren på min fede mave og skriver mens jeg lytter til spotify. 

Jeg har mange andre ting at fortælle, men jeg orker det ikke. Jeg er fysisk træt. Jeg er mentalt udkørt. Jeg er ked af at Juli måned er en måned hvor der ikke sælges kolonihaver og at udsigten til at få en i år (igen) begynder at smuldre og dermed smuldre den eneste lille bitte ting jeg har at se frem til….

Jeg købte forresten en pastasalat hos DeeDees den anden dag. Jeg HADER løg og dill og sjovt nok er det de to ingridienser som alt hos dem er sovset ind i – samtidig har de hævet deres priser med 10 kr. sådan at deres før allerede dyre store salat til 52 kr nu koster 62 – så jeg forsøgte at gå efter noget andet, for ikke at bruge 62 kroner (mangler jo penge som altid…)

Damen sagde at der “kun var en lille håndfuld løg” i hele den stor (virkelig store) skål med pastasalat. Sjovt nok må hele den håndfuld være havnet i min pastasalt som jeg simpelthen opgav at spise færdig – løgene STANK som de lå der på bordet og jeg kan nu konkludere at jeg (igen) skal finde et nyt sundt sted at spise….

Godnat herfra – i det fjerne kan jeg hører glade studenter der hujer og skrier og jeg tænker på min tid som student, men den bliver hurtig overskygget af at jeg arvede gården et par dage senere, at Anika forlod mig i en årrække fordi jeg angiveligt bollede hendes kæreste (!) mens jeg selv havde en kæreste……. og sådan startede en virkelig lang årrække af mørke som hed “20’erne” og jeg kan huske nul og niks derfra.