Blogindlæg

Hejsa!

Ja det må være en god måde at starte med at blogge på eller faktisk har jeg jo blogget i årevis.

Hvis jeg tænker mig om så er jeg måske verdens ældste blogger, det hele startede da jeg var 7 og fik en lyserød dagbog med hængelås, senere blev det til sorte kinabøger med rød ryg og hjørner som blev gemt under madressen.

Langt senere igen, dengang disketterne var store som dessertservietter og bøjelig som paperback bøger, dengang blogget jeg egentlig også, eller chatted – kors hvor jeg chatted!! Og jeg elsked det!

Elsked at logge på og se “Dale venter Anne” stå og blinke på det private forum hvis navn jeg har glemt for år og dage siden. At holde min mund eller bare være stille har altid været et stort problem, bare aldrig for mig – altid kun for andre.

Tag feks. min far, han kan knap synke sin mad hvis jeg taler ved aftensmadbordet (!) hvor syret er det ikke lige at man får madforstoppelse af at ens datter taler??

Til fester feks. der kan jeg selv bestemme om hvilket aftryk, eftertryk eller indtryk jeg vil afleverer, vil jeg være hende den stille observerende fra højre hjørnesofas armlæn som ingen kan huske dagen efter men som træls nok kan huske alt det snot dumme folk har sagt og gjort i deres hestebrandert – eller vil jeg være hende den sjove som folk husker fordi hun dansede riverdance på bordet iført 11 cm høje Kare Miller stilletter som desværre gennembored de orange retro blomster på Marimekko voksdugen eller min egen yndling, vil jeg være hende der tværre de total-popsmarte-metroseksuelle-enormt-irriterende-overparfumerede-singaporsling-drikkende-ungersvende i læg arm??

Jow jow mit biceps ser måske ikke ud af meget og med 159 uden sko kan jeg nemt forveksles med et fnug – men mine år som bonde har gjort mig resistens som en mælkebøtte mod round up.

Men nu kommer jeg jo ikke så meget i byen mere, så det er ved at være et par støvede måneder siden jeg sidst har lagt en fyr verbalt i benlås, drukket nogen til at smugbrække sig – for slet ikke at tale om at danse til den lyse morgen og se solen stige op over Dr. Louises Bro.

Lige nu er jeg lidt som en tilskuer til mit eget liv
– hulk hulk – det kan lyde sørgeligt og det er det vel egentlig også, men igen, hvor sjovt tror du selv det er at sidde og se livet passerer forbi uden at man kan få sig selv til at hoppe på vognen?
Det er faktisk slet ikke sjovt.

Men jeg kan egentlig ikke formulerer hvorfor det ikke er sjovt, samtidig med at jeg heller ikke kan formulerer hvorfor det skulle være trist – lige nu ER jeg bare til.

Jeg er.

Hmm hvor kom jeg fra?

Nåe jow, jeg var ved at fortælle om mine fortræffeligheder som universets ældste blogger, for ser du, efter mine år i det forlængst glemte chatforum hvor Dale altid vented på mig, ja så chattede jeg videre, oprettede fake email adresser og fik naughty emails fra ungersvende landet over – det var sjovt i starten og når jeg ikke gad mere så slettede jeg profilen. Jeg har overhoved ingen anger, faktisk har jeg svært ved at tro at der overhoved er nogen derude som den dag i dag tænker på “hende den søde” de mødte en sen nattetime “engang“

Årene gik, det samme gjore kæresten og en dag så jeg mig selv skriver digte om livets smerte – og her må jeg lige tilføje at det der kunsterriske fis med at man er mest inspireret når smerten er størst – er det Andy Warhol som har udtalt det og mig der har hugget det eller om vendt? I don’t know, men det er rigtigt.
Jeg var rasende inspirerende og fik lidt udgivet – den bedste hævn er at udgive, at forevige den smerte som folk påføre en. Så kan man altid gå tilbage og læse hvor langt man er kommet siden dén smerte ramte en – og selvfølgelig også se hvor snot dum man har været og nada lært siden man nu IGEN sidder i smerte til halsen!

Altså ikke at jeg sidder i smerte til halsen nu, langt fra. Husk på at jeg kun ER.

Nå men på den dersens side hvor man kan udfolde sine kunstneriske skrivende talenter mødte jeg så en dag et andet kunsterisk talent, og han kunne skrive!

Han kunne skrive så jeg den dag i dag stadig bliver forpustet når jeg tænker på ham. Verdens tyndeste cykelnørd med lyst hår på hoved, sort hår på brystet og under armene, men dæleme om gaven ikke var pakked ind i fine røde hår! Jow selvfølgelig har jeg set hans gave, hvad regner du mig for?

Der var engang en kunstner som sagde til mig at hvis man ville være en rigtig kunstner så måtte man opfører sig på en bestemt måde, være excentrisk og gå klædt som var man en lazeron
– deraf har jeg så konkluderet at når jeg nu er festens midtpunkt, hende den smukke alle taler om (af enhver tænkelig grund) ja så kan jeg lige så godt leve op til alle tøsernes harme fordomme og alle mændenes hede fantasier om at jeg er luderen i sengen – Madonnaen i køkkenet bliver jeg aldrig! Hader køkkener og at lave mad!

Så det at være luderen i sengen, hende ingen vil giftes med – det var ligesom så enormt let at blive hende, at trække den etikette ned på mig selv, faktisk var det nok den eneste etikette jeg kunne nå derfra hvor jeg stod med mine 159 og mit dukkeansigt.

Så derfor har jeg den dag i dag set en hel del pakker – men kun den ene i rød indpakning og det er også en af de få som har sat et aftryk – på den ikke gravide måde vel og mærke!

Nåe ja, det var igen den der forklaring og stadfæstning om at jeg er verdens ældste blogger som jeg kom fra……!

Sludder Chatol!

Jow altså, senerer kom datingprofilERNE, facebook profilERNE, myspaceprofilEN osv. – og så gik jeg ligesom i stå med at blogge, chatte og skrive dagbog – og det på trods af at min dagbog den dag i dag fylder over 400 kb i word dokument fra 2000 til nu. Ret meget var der engang en computernørd hvis pakke jeg også har set, som sagde til mig. Jeg tror ham.

Men nu er jeg tilbage. Nu blogger jeg igen. Jeg vil nemlig have det som ingen har. Ingen jeg kender blogger mens alle jeg kender dater, facer og spacer, det er da også meget sjovt i et par måender men så dør det ligesom. Om end det er lidt facinernede at tænke på at jeg vil definerer mig selv som et menneske med måske 3 venner (og så har jeg endda vist overdrevet lidt) men det vil jeg faktisk – og pludselig kende jeg langt over 150 mennesker på en snotted facebook og modtager virtiuelle kys, bamser og ikke eksisterende kolde øl!

Hvad fanden er den af? Total plat og barnligt – men min hævn er at JEG vil have lov til at bestemme hvad der skal stå som “How do you know….” og hvis ovenstående ungersvende ikke kan tåle at jeg skriver: We hooked up, loads of beer, dirty sheeds and a scor.dk profile, and yet he did’t comme! eller We hooked up and it was load of fun readings the mispelling in his cute declaration of luve to me – du tror det måske ikke, men det er langt fra alle fyre som gider have en pige som mig med en “How do you know…” til at være deres “ven” på fjæsbogen!

Hvis jeg lod dem bestemme ville de sikkert syntes det var cool at fortælle gutterne at hende den hotte havde de knaldet i røven til hun stønned som en fiskekutter, ikke at de ikke må sige sådan, for gud fri mig vel, det må de skam gerne – så længe jeg må bestemme hvad der skal stå – må jeg ikke dét ryger de ud!

He He He – jeg ER jo kun.

Hmmm…..nu misted jeg igen tråden??!

Nok for i dag – det føles allerede bedre at vide at jeg har noget andre ikke har, jeg har en blog. Nåeee ja og hvis du trode jeg hed Anne så tager du fejl. Jeg tvivler på at Dale faktisk hed Dale så hvorfor skulle jeg hedde Anne? Med lidt snusfornuft kan du nok også regne ud at jeg ikke hedder Elly – men det er et cool navn after all ikk?

Kendte engang en ydmyg dame som viet hele hendes liv til at tilfredsstille et dumt svin af en mand, hun hed Elly – og i dag hævner jeg hendes minde.

Kærlig Hilsen

Elly