Jeg er så træt at min krop føles som bly. De eneste to steder jeg kan holde ud at være, er i min seng og i min bil. Min bil er mine ben. Den kan fragte mig fra A til B og med den har jeg nu opdaget, at her hvor jeg nu bor, er der dels ikke nogen butikker på gaden og dels er det umuligt at parkere ude foran nogen af de butikker der er tæt ved, da de ikke har p-pladser men kun fortorv og vej – det gør livet sværer for en person som jeg, der kan finde på at tage bilen 800 meter for at købe en færdiglavet salat eller en cola.
Dét er hvor træt min krop er!
Når jeg kører tænker jeg hele tiden på, hvor jeg kan holde ind til siden og sove i bilen. Jeg fantasere om at rulle sædet tilbage og trække et tæppe henover mig og bare sove med sædevarmen tændt (hvilket i teorien vil tappet mit batteri for strøm)
Når jeg ligger i sengen, tænker jeg på hvor længe jeg kan trække den, før jeg behøver at stå op. I dag aflyste jeg 2 x salg af storskraldsting, fordi jeg ikke kunne overskue at mødes med kunderne kl. 12.00 ved Veri Centret. Det er første gang i historien det er sket.
Det har regnet i går og i dag og Ella gider ikke rigtig regnvejr, så hun gik ud og tissede og skyndte sig så ind igen og kravlede op i min seng, med våde sandet beskidte poter og dér lå vi så indtil kl. 12.15, hvor jeg blev nød til at sætte mig op i sengen, da Mor ringede for at få mig til at tinglyse købet af min gl. lejlighed.
Så kørte jeg Ella hjem, kørte i Bauhaus og købte 2 x kroge til de nye lejere i lejligheden, og 3 x ens hængelåse til min søsters, min brors og mit kælderrum i den bygning hvor jeg nu bor (mit er et fucking loftrum….!) sådan at nøglerne ikke hele tiden er væk. Bagefter kørte jeg over til min gl. lejlighed, hentede malingen og malergrejet fra lejerne, skiftede navnet på dørtelefonen og smed krogene i postkassen – og undrede mig over hvor min Ikea taburet, det lange teleskop malerskaft og flere andre malerting var…..? Lejere…!
Og så skyndte jeg mig hjem til min nye lejlighed, hvor jeg nu sidder i min røde sofa i stuen, med øjne så tung som bly og overvejer om jeg bare skal give op og lægge mig til at sove nu eller om jeg skal holde mig vågen i stram kamp en times tid mere, indtil jeg alligvel giver op og falder i søvn….?
Jeg forstår ikke at jeg kan sove 20 timer i døgnet, men det kan jeg. Mine øjne gør fysisk ondt når jeg forsøger at holde dem åbne. Jeg har mørke rander under øjene og min krop er i minus på energi.
I går aftes kikkede jeg på log-profilen på mit hospitals journal og kunne se, at en for mig total ukendt overlæge og psykiater på Psykiatrisk Hospital, i starten af Marts har været inde og rette i mit journal, rette min medicin recept til mv. Det er nok kun mig der syntes det er mærkeligt, men jeg har jo – ud fra hvad psykiatrien ved – ikke taget medicin siden Juli 2019, og jeg har ikke haft nogen former for kontakt med psykiatrien – overhoved – siden Januar 2020. Så hvad får en helt fremmed og ukendt psykiater til at gå ind, finde frem til mig specielle navn, taste mit cpr nummer ind i en computer, sætte sig ned, rette i mit journal, i min medicin og på min recept??
Ud af titusindvis af patienter, er det mig hun sidder og retter i, mig som ikke har taget medicin i 8 måneder (ifølge hvad de ved) og mig som hun ALDRIG har været i forbindelse med?
Jeg er så skuffet over psykiatrien. Da jeg gik ud af døren på psykiatrisk skadestue i januar 2017, efter at jeg havde forsøgt at gå derfra tidligere, havde jeg lovet at jeg ville tage telefonen når de ringede til mig næste dag og at jeg ville komme retur – ellers ville de sende politiet. Da jeg lovede dét og da jeg accepteret at starte på Enhed for Selvmordsforebyggelse, var det med et løfte til mig selv om, at jeg ville gøre ALT hvad de sagde jeg skulle gøre, fordi dette her var MIN mulighed for at få det bedre og for at få det liv jeg altid havde drømt om at leve.
Jeg lovede mig selv at sige sandheden, ikke at skjule noget og ikke at fortie noget. Jeg lovede mig selv at møde til tiden, aldrig at udeblive og gøre min del 110%, for kun på den måde kunne jeg blive et helt menneske. Og dét er hvad jeg har gjort. Fra dén dag af og fremefter – og alligevel er det mig som sidder her, nu alene og så træt at jeg knap kan være i min egen krop. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.
Det eneste positive ved det her er, at jeg tænker at man måske kan dø af træthed. Hvis kroppen ikke får den søvn den kræver, så kan man måske brande sammen og dø?
P.S: Yahya Hassan, den mest sælgende digter nogensinde i Danmark, har begået selvmord i går, onsdag d. 29. April 2020. Han blev 24 år gammel. Jeg er ikke ked af det på hans vegne, dels har han ønsket og dø og det er lykkes og dels var han et dårligt menneske, der bla. tævet de andre indlagte på psykiatrisk hospital. Det syntes jeg ikke er så flatternede, heller ikke selv om det er en syg psyke der fik ham til det. Men uanset hvad, så har han fået den fred og ro i sit sind, som han ønskede. Misundelsesværdigt.