(Skrevet 24. marts 2022) “I have this profound sadness within me. I’m not sure how to make it go away. How to cure my body for always feeling sad. Feeling left out. Missing out on life. It’s like I’m a ho sitting behind a window in the red light district of Amsterdam and all I can do, is watch life as it passes by. I cannot paticipate. I want to but I don’t know how. I try too, but I always fail. I try harder, and the outcome is an exchausting tiredness and more failur. I have this profound sadness within me.”

Mandag d. 28. marts 2022 kl. ca. 03.30 kom en taxi og hentede mig. Den kørte mig til banegården i Århus hvorfra jeg tog et tog til Københavns Lufthavn. Dérfra fløj jeg til Düsseldorf, Tyskland kl. 09.30 og derfra videre til Bilkabo i Spanien. Med bus til Sankt Sebastian (Spanien) og derfra med 3 forskellige tog til Saint Jean Pied de Port i Frankrig, hvorfra min pilgrimsvandring nr. 4, måske 5 – jeg har mistet tal på dem, startede.

Tirsdag morgen d. 29. marts fulgtes jeg med en amerikaner på 73 ved navn Brianne som er psykiatrisk sygeplejerske fra Boston, en irske gut og en amerikanere fra Nashville, Tennesee ud af byens port, klar til at vandre henover Pyrenæerne.

Desværre er jeg et uselvstændigt menneske og de her mennesker havde fået at vide, på turistinformationen hvor man får det første stempel i sit pilgrimspas, at man IKKE måtte gå op over pyrenæerne før 1. april, altså 3 dage senere. Hvorfor? Det vidste de ikke men de vidste helt sikkert at det måtte man IKKE – jeg derimod, havde ikke fået den besked da jeg fik mit stempel på pilgrimskontoret og talte med dem om turen over pyrenæerne.

Så jeg fulgte lemming aftigt efter de andre og gik rundt om pyrenæerne. Ad landeveje og bogstaveligtalt ufremkommelige slugter. Havde jeg gået alene og fulgt mit instinkt, var jeg gået op over bjerget og ned igen. En tur jeg kender. En tur jeg har prøvet flere gange. En tur jeg havde set frem til og en tur som jeg nu føler mig snydt for.

Udover at jeg er fed som aldrig før og 10 år ældre end første gang jeg gik turen, så er dén tur rundt om Pyrenæerne den VÆRSTE tur nogensinde! Den var grim udseens mæssigt, den var svær fordi terænet var kløfter, raviner, motorvejskant, små landeveje, skov, floder mv. Og der var ikke ét sted du kunne sidde og slappe af, ikke én bar, ikke ét stoppested på hele turen.

Camino France er kendt for at være en nem Camino hvor man kan stoppe og sove hver 7. kilometer. Dét er helt klart PRE-Corona, for efter 2 år med total nedlukning og en spansk manana manana mentalitet, så vælger Spanierne helt bogstaveligtalt ikke at holde åbent for de penge (pilgrimme) der bogstaveligtalt vandre liiiiige forbi deres hoveddør.

Så dér går vi, måske i alt 50 pilgrimme, men ikke én tænker “jeg skal satme tjene nogle penge efter 2 smalle mager år uden indtægter”…… og dét bar HELE turen præg af.

Ikke nok med at jeg aldrig har været så fed før som jeg er nu, jeg har heller aldrig haft så meget baggage med som jeg startede ud med. Jeg endte med at sende 2 kg hjem. En kæmpe lettelse. Jeg var så max stresset og presset op til jeg tog afsted, at jeg drømte om bare at tjekke ind på et hotel og sove i 2 dage, hvilket jeg tilskriver min dårlige pakkestil. Jeg burde vide bedre end at pakke for meget og forkert.

Inden jeg tog afsted, havde jeg et stort skænderi med mor, fordi hun var imod at jeg tog afsted. Jeg forstår stadig ikke hvorfor.

1. april 2022 har jeg siddet i 3 år, ikke 3 måneder men 3 hele utrolig lange år og været arbejdsløs. Jeg har bogstaveligtalt siddet i min lejlighed og søgt og søgt og søgt og søgt efter en måde at blive medlem af livet igen. Jeg har været til måske 3 samtaler. Jeg har ændret mit cv og min ansøgning til at være nøjagtig som dem jeg er på Cv kurser hos siger. Jeg gør ALT hvad de siger – intet virker. Jeg kommer ingen steder.

Jeg har bevist valgt ikke at raskmelde mig siden jeg sygemeldte mig pga. influenza. Ja shame on me for at udnytte systemet but I feel no shame. I 3 år har jeg ikke kunnet få et eneste kursus eller nogen former for hjælp som jeg har følt kunne hjælpe mig. Men Lotte, min søster og min far har alle været sygemeldte i løbet af de 3 år og fået alt mulig hjælp. Lige fra psykolog samtaler til skræddersyet samtaler og kurser. Jeg kan intet få. Intet.

Så jeg sygemeldte mig, da jeg vitterlig var syg men jeg har bevist udeladt at raskmelde mig igen, for nu vil jeg også have hjælp. Helt vildt meget jeg vil have hjælp og det får man åbenbart kun hvis man er sygemeldt og på dagepenge. Er man bare på dagepenge får man ingen hjælp. Alle siger bare “jammen tiden under Corona har jo ikke talt med i din dagpengeperiode” øhhhh nå? Måske ikke i det officielle system og i dagpengesystemet men i mit fucking liv, der har de år virkelig talt med, de har virkelig eksisteret og jeg har gennemlevet dem hver og en og jeg hader det.

Så jeg sygemeldte mig og brugte min ret til at tage til udlandet på sygedagpenge. Er der noget sagen mod psykiatrien har lært mig, så er det at tolke paragraffer.

“Andet ophold i et andet EU/EØS land

Du har som sygemeldt ret til at tage midlertidigt ophold andetsteds end din bopæl i Danmark eller i et andet EU/EØS land. Du vil som udgangspunkt bevare retten til sygedagpenge, hvis du opfylder de sædvanlige betingelser herfor.

Betingelserne:

• Du skal være uarbejdsdygtig grundet egen sygdom.
• Du må ikke forhale behandling eller afklaringsforløb.
• Du må ikke forhale helbredelsen.
• Du skal aftale opholdet med jobcentret.

Så jeg skred til Spanien og vandrede, bare for at føle at jeg levede. Lidt. I går, d. 15. april (Ellas 5 års fødselsdag) fandt jeg så ud af, fra min Far at Mor åbenbart havde sagt “at jeg var i alt for dårlig form til at tage afsted” – hvilket er korrekt, men jeg tog jo bla. afsted for at udrette noget, for at kick starte et vægttab, for at gøre noget jeg har gjort før, for at føle succes.

Mit skænderi med mor før jeg tog afsted, var åbenbart med til at Mor fik det dårligt, igen.

Men tilbage til før jeg tog afsted, Mor og jeg skændtes og jeg holdt fast på at jeg havde behov for at komme væk. Jeg forstår stadig ikke i dag hvorfor ingen kunne se det fra min side og ingen ønskede at bakke op om mig og mit ønske. Det er mig ubegribgeligt. Jeg bakker fandeme op om alt hvad andre gør hele tiden. Dagen før jeg rejste passede jeg min niece, ikke fordi jeg orkede men fordi jeg ville bakke op om min søsters ønske om at se sin kæreste.

Pga. skænderiet talte mor og jeg ikke sammen i måske en uge op til, derfor tog jeg heller ikke telefonen da hun ringede om morgen d. 19. marts 2022. Jeg lå i min seng med Ella og orkede ikke at skulle fake at min stemme var frisk og “jeg er oppe agtig” for jeg var langt fra oppe. Dagene er mega lange når man altid er alene og jeg forsøger at korte dem af ved at sove længe – Ella vil dog gerne ud og gå kl. 07.00, så det er faktisk pisse irriterende. Men jeg lod telefonen ringe. Senere ringede den igen og jeg tog den, det var Mor der lå i en ambulance på vej på Skejby. Blodtryk 210/179 og puls 116. Hun havde forsøgt at få fat i flere af os men ingen tog telefonen.

Senere sagde jeg at jeg havde været i haven med Ella og derfor ikke hørt telefonen da mor ringede første gang.

Jeg fik fat i min far og søster og sad efterfølgende hele dagen på Skejby hos mor. Hun blev udskrevet om aftnen. Min søster kørte hjem og hentede hendes datter og derefter ud til mine forældre for at lave aftensmad. Jeg blev vildt såret over at hun ikke tog Ella med i farten, da hun dermed var alene fra tidlig morgen til sen aften uden én eneste luftetur. Næsten 13 timer. Og hun kørte bogstaveligtalt lige forbi.

I går, d. 15. april 2022 smset Mor mig

Jeg formået at kører ud til mine forældre på 12,7 minutter. Da jeg kom derud havde hun det selvfølgelig ikke bedre. Ved lægevagten var jeg nr. 110 i kø, men man kunne trykke 9 for at komme til at tale med en læge, så det gjorde jeg og hun sendte en ambulance med det samme. Mor kom hjem igen om eftermiddagen, hvorefter jeg kørte ind og passede min niece igen, fordi min søster skulle kører/gå tur med kæresten.

Så sådan gik den dag, og sådan går dagene typisk for mig. Med at lave alt muligt for alle andre. Min bror fra Sverige talte i telefon med min Far mens jeg sad ved siden af. Jeg kunne tydeligt hører hvad han sagde. Han sagde bla. at grunden til at mor fik det så dårligt var fordi hun hele tiden skulle passe hund….. jeg var helt lamslået, specielt over at min far ikke på det kraftigste protesterede og sagde nej, for det ærlige er, at Ella aldrig bliver passet, netop fordi jg hørere for det HELE TIDEN når det sker. Far og Mor har haft hende i sammenlagt 10 dage mens jeg har været væk og jeg hører allerede for det.

Men få timer efter at Mor er kommet hjem fra hospitalet, sidder hun og laver min yngste lillebrors regnskab…… fordi dét er jo okay og ikke spor krævende, frem for feks. at passe en hund i 10 dage. En hund jeg kan konkludere ikke er blevet luftet særlig meget og nok har fået liiidt for meget at spise, for Ella vejer nu 1,2 kg mere end da jeg afleveret hende for blot 10 dage siden = hun har ikke sin ideal vægt mere og jeg skal derfor igang med at få hende til at tabe sig (igen) så hun kan blive steriliseret

Jeg er så færdig med min familie at jeg ville ønske mig selv langt langt væk. Virkelig langt væk. Min yngste lillebror er en meget oppinionated ung mand, han har meninger om alt, feks. hvor meget mor må passe børn, hvilket er pudsigt, for han har ingen børn så han burde være fucking ligeglad, det samme glæder mine storebrødre i udlandet men de tre, altså de to i udlandet og så min yngset lillebror har mega mega travlt med at fortælle hvor meget vi andre udnytter mor.

Mor laver sjovt nok ikke mit regnskab. Jeg betaler mgi fra det. Men hun laver de 3 andres regnskab, for dét tæller åbenbart ikke med i det samlede regnestykke.

Nå men ture over Pyrenæerne blev til rundt om Pyrenæerne og jeg er pt. så træt at jerg er ved at falde i søvn. Hader at være så langt bagefter med at blogge, så mister jeg helt bloggerlysten, fortællerlysten.

(Fredag d. 29. april 2022)

I dag er det min ældste lillebrors 30 års fødselsdag og jeg ligger på ryggen med meget lidt strøm på min mac, i sofaen i deres hus, altså i min ældste lillebrors hus. Ham og kæresten er ude og spise, hvilket er virkelig velfortjent. Deres to små piger sover og jeg passer dem.

Min plan for i dag var at jeg ville tage pigerne med på Bones, jeg havde endda bestilt bord oven på ved siden af deres legeland, sådan at vi kunne spise ude en fredag aften, hygge, lege med andre børn og ja bare så der også skete lidt i kedelige Fasters liv. Jeg havde booket et bord til 5 personer, så jeg kunne tage min lillesøster og min anden niece med. I min verden et drømme scenarie af en fredag aften.

Men for forældrene aka min lillebror og hans kæreste, var det åbenbart ikke et drømme scenarie, for jeg måtte ikke tage dem med på Bones. Jeg skulle derimod tage pizzaer med fra Århus, spise med pigerne og så læse en bog og putte dem.

Her er min fredag:

Op kl. 06.50 fordi Ella skal ud omkring kl. 07.00 HVER DAG uanset om det er weekend eller ej. Jeg startede med at lufte Frk. Ella, så sendte jeg en fødselsdags sms til min ældste lillebror inkl. et par gamle billeder fra da han var nyfødt – jeg forsøger altid at sende billeder fra da jeg var barn og mine små brødre var babyer når de har fødselsdage, bare fordi jeg syntes det selv er sjovt.

Så forsøgte jeg at trække tiden i sengen, det gør jeg faktisk hver dag fordi jeg aldrig er færdigudhvilet når jeg bliver vækket af Ella. Jeg sover SÅ DÅRLIGT hver nat at jeg føler mig mindre end halv ladet op når jeg vågner. Det er en kronisk rædselsfuld måde at leve på.

Så stod jeg op, vaskede Ellas gumpemus aka numse og kone og spørg mig ikke hvor jeg har fået det navn fra men det kalder jeg det altid. Ella er (just my fucking luck) gået i løbetid igen, selv om det kun er 4 måneder siden den sidste løbetid sluttede. Så hun er kronisk snasket i numsen og bliver derfor vasket med hundeshampoo og lunken vand i konen og måsen HVER morgen og HVER aften. Jeg vasker desuden sengetøj 2-3 x om ugen, fordi jeg får lyst til at kaste op når jeg ser hendes koneblod i min seng…..

Pga. at jeg gav Ella et bad magtede jeg ikke at give mig selv et bad. Jeg trænger til et bad. Som i jeg kan lugte jeg trænger til et bad men som altid, så skal der ikke ret meget til – end ikke set ud fra min egen optik – før jeg ikke kan overskue en planlagt ting. Feks. var det planlagt at jeg skulle i bad i dag, men jeg kunne ikke overskue det så jeg kom (heller ikke) i bad i dag.

Så fik jeg pakket alt det ragelse jeg altid har stående i min gang, sammen og gik med Ella ud til bilen. Imens havde jeg sat Hubert til at støvsuge, Hubert er min robotstøvsuger og den BEDSTE investering ever.

Herfra kørte jeg i en Netto på vej ud til mine forældre, hvor der er gode parkeringsmuligheder. Her købte jeg indpakningspapir, tape, gavebånd, fødselsdagskort og sundt frugtslik til pigerne.

Herfra kørte jeg videre til McDonalds og købte en cheeseburger og 3 x chilli cheesetops. Det spiste jeg i bilen og delte med Ella (kun Cheeseburgeren) mens jeg sad og læste mails og slettede jobalerts på min telefon.

Så kørte vi hjem til Far og Mor, som ikke var hjemme, så mens jeg ventede på dem, rev jeg grene og blade sammen i haven med løvriven og kørte det hele over i “skoven” hvor jeg tippede det af. Herefter satte jeg hegnet op igen (det lå ned) og rettede det til, så det står korrekt og lige hele vejen rundt om haven.

Så gik jeg ind og pakkede det kødthermometer vi søskende har købt til min ældste lillebror, ind. Skrev et kort, lukkedet konvelutten, sendte dokumentation til alle mine søskende om indpakningen, kortskrivning mv og fik en sms retur at jeg havde glemt at skrive min yngste lillebror på kortet….. 🤦🏼‍♀️ Fuck me! Men når man skal tælle på fingerne for at få alle med, så var det heldigt nok at kun én glippede!

Her er linket til kødthermometeret som han fik: https://www.homeshop.dk/termometre/meater-delicious-perk-tradlost-stegetermometer-til-iphoneandroid.html?gclid=Cj0KCQjwma6TBhDIARIsAOKuANxLaSXdKhzN4rUKvzRRI4Nyo6dVsA3I4s9Pmj0EGAVMIRQv1rCLUt4aAlo6EALw_wcB

Han er en mega kødfan (ligesom sin Far) og sammen med sin bedste ven (ham som har den sindssyge mor der ringede og truet mig til at betale for Jonas sorte tandarbejde, udført hos hende) køber han hele og halve køer hjem, så de altid har masser af kød.

Vi er inviteret til fødselsdagsfest næste weekend, der får han resten af gaven (have redskaber, boremaskine, vandslange) men da vi jo netop skal have KØD til festen, tænkte jeg som gaveansarlig at det var fint at få det nu, desuden er det bedst at der er gaver på selve dagen.

Så kørte jeg ned i min fars firma og arbejdet i kælderen hvor jeg har mine storskraldsting. Her bliver Far ved (og ved og ved og ved og ved og ved….) med at sætte ting ind hist og her, så hver gang jeg har ordnet 20 meter, så ser han det som 20 meter han skal sætte ting på – ergo kommer jeg vitterlig aldrig videre og det er et KÆMPE stress moment for mig + at jeg ikke får solgt noget, fordi jeg ikke kan finde mine ting. Det er 2 x jeg flytter alle mine storskraldsting og det hele står SÅ RODET at jeg slet ikke aner hvad jeg skal gøre.

I dag fik jeg ryddet lidt op og fyldt en trailer med affald. Men det er svært at komme til fordi Far hele tiden kører paller ind med trucken og sætter den fuldstændig håbløst. Jeg tror faktisk at alle andre end min Far vil se det som håbløst og ikke kun jeg, fordi jeg har så mega skarpt et koordineringsøje. Det dur virkelig ikke at arbejde sammen med min Far. Han er blevet gammel og ustruktureret på rektor tid. Jeg samler dækkene på pallerne, jeg filmer pallerne, Far kører dem over i kælderen og siger at de står fint, jeg går derover og de står helt af fuck til hvorefter jeg bruger flere timer på at gøre arbejdet om igen. Jeg er så kronisk træt træt træt…..

Så jeg kørte hjem til mine forældre kl. 16.00, jeg skulle passe pigerne fra kl. 17.00. Kalkulerede at jeg kunne få 45 min. søvn. Men så ringede min yngste lillebror og jow min tlf var på lydløs men jeg sover så dårligt at jeg vågner af det mindste efterhånden. Så ville Ella ud, så ville hun ind, så var hun tørstig, så ville hun ned fra sofaen og så ville hun op og så ringede min ældste lillebror 2 x i træk osv osv. og så droppede jeg at sove.

Mor ville være sød og kører ind og hente pizzaerne min ældste lillebror havde bestilt i Århus, fra en pizza mand der åbenbart ikke levere – hvilket ville være nok til at jeg aldrig ville bestille hos ham – men hun kunne åbenbart ikke finde stedet, så hun ringer til min ældste lillebror som så bliver irriteret på MIG over at Mor henter mine pizzaer (som jeg slet ikke havde bedt om eller ønsket at få) og her er jeg i midten, hende der vågnede op for gud ved hvilken dag med langt under et halvt batteri i opladt menneskeenergi, hende der har ordnet have for vores forældre, hende der har ordnet gave til vores allesammens bror, hende der har ordnet dæk med vores allesammens far og hende der nu bruger sin fredag aften på at sidde i et stille parecelhus med 0 snoller, 0 hygge, 0 klartgjort til at babysitteren skal sidde i flere timer alene. Jeg orker det ikke.

Min svigerinde, altså min ældste lillebrors kærest er begyndt på et meget krævende men spændene og godt betalt arbejde. Det vil nu sige at jeg i ugen der er gået, har hentet og passet og lavet eftermiddagsmad til 2 små piger 3 x gange.

Og så har jeg slet ikke fortalt om min sidste onsdag, altså onsdag i sidste uge. Der skulle min yngste lillebro havde fjernet mandlerne på Randers sygehus. Jeg sagde til ham dagen før at han skulle sørger for at spise så sent som muligt, når han nu skulle møde fastende kl. 09.00 til operation.

Jeg tog med fordi Mor jo lige har været indlagt og vi alle syntes det ville være godt med mindre på hendes tallerken.

Kort historie lang. Min lillebror spiste aftensmad kl. 19.00 og var mega sulten. Om morgen drikker han så et glas kakaomælk, hvilket der står i det brev han har fået for 3 måneder siden, at han ikke må. Min lillebror mener at “de” burde havde sendt ny information til ham lige op til, så faktisk er det “deres” skyld at han har drukket mælkeprodukter før han skal i narkose….

Sygeplejersken er virkelig large og siger ironisk “ja for vi har masser af tid…” men min lillebror opfatter slet ikke ironien og siger “jammen så er det jo heldigt at der nu også er arbejde for jer i eftermiddag” Jeg kunne havde gravet mig ned. Anyway operationen bliver skubbet 6 timer. Det var en af de mega varme april dage og jeg havde en stor strikbluse på og kun en undertrøje inden under. Jeg trode jeg skulle koge over af varme og dø af sult, da jeg ikke havde spist morgenmad men tænkt at jeg tog noget på vejen hjem men i solidaritet med min lillebror spiste jeg ikke noget hele dagen.

Han blev opereret kl. ca. 15.00 om eftermiddagen og jeg fik lov til at gå helt med ind i operationsstuen og holde ham i hånden mens han blev lagt i narkose. Han var SÅ nervøs og da jeg gik ud af operationsstuen var jeg faktisk lige ved at græde ved tanken om at jeg efterlod min lillebror i bevistløs tilstand og nogen skulle skærer i ham uden at jeg var der til at forsvare ham og passe på ham. Jeg gik direkte op i receptionen og tjekkede op på om de havde mit tlf. nummer i tilfælde af at “noget” skulle ske.

Så kørte jeg hjemad, i min lillebrors bil med nedrullet vinduer da jeg bogstaveligtalt havde svedperler til at løbe ned af min krop under den store grønne strikbluse.

Hans kæreste kørte op til ham og var der da han kom ud af narkosen, da hun havde fået fri på det tidspunkt.

I tidsrummet hvor vi ikke kunne kører hjem, fordi det var for langt og vi stadig skulle slå tiden ihjel, tvang jeg min lillebror rundt til forskellige genbrugsbutikker og købte nogle virkelig fine ting som jeg senere har solgt med profit – jeg ved end ikke om det er lovligt men det lunede i min økonomiske lomme.

Skålen kostede 25 Kr. og ligner måske i andres øjen en helt almindelig glasskål men det er faktisk en meget eftertragtet skål fra det nu lukket Fyns Glasværk, de er normalt virkelig dyre og efter en tur med en tandbørste og opvaskemiddel ind i rillerne og så en tur i opvaskemaskinen med citronsyre, står den knivskarpt og fin. Min søster samler på Fyns Glasværk, så den skal bruges som gave til hende.

Porcelænet kostede mig i alt 120 Kr. for 7 store frokost tallerkner, 7 alm. tallerkner og 11 små skåle ala yougurt skåle. Det er fra Ironstone og hedder “Copenhagen”. Jeg solgte det på 24 timer til 1100 kr.

Skabet var der desværre ikke plads til da vi kørte i min brors bil men det var så fint – en dag skal jeg have mig et rosa hjørneskab. Gammel støvet rosa.

Jeg købte også et lille telefonbord med bakalit håndtag til 50 kr som jeg solgte til 420 Kr.

Reolen syntes jeg bare var smart lavet, da ingen bruger de der Lademands Leksikon mere, så smart at bruge dem til reol. Tænk hvis man kunne få et arbejde hos en genbrugsbutik og få lov til at lege på den måde. MED LØN. Jeg er færdig med at lave mere frivilligt arbejde.

Torsdag d. 24. maj kl. 11.51 – Skrevet siddende i restaurant Dej i Magasin Du Nord med udsigt til mit elskede Kgs. Nytorv

Jeg kan ikke huske hvor jeg er kommet til i min fortælling om mit fucked liv?

Fik jeg fortalt færdig om min Camino? Jeg tog jo afsted uden at havde fået fri fra sygedagpenge, så jeg vidste allerede på udrejsen at det var en begrænset frist, da jeg jo ville blive kaldt til en samtale og det blev jeg også, så derfor måtte jeg tage hjem.

Jeg sagde til alle at det var fordi jeg var for fed og i dårlig form, hvilket jeg bestemt også er og var men hovedgrunden til at jeg tog hjem var at jeg skulle til samtale med en sagsbehandler – hørte min mor sige noget om en eller anden der havde sagt “min sagsbehandler” hvortil min mor fnøs; tænk engang at have en sagsbehandler…..

Jeg er klog nok til ikke at nævne at hende datter selv har en sagsbehandler…. men via hende har jeg nu fået en Mesteringsforløb hos Falck Healtcare hvor jeg skal træne 3 x om ugen, gå til noget Jobcafe samt psykoedukation og mental træning med hjernen. Jeg er SÅ smadret når jeg kommer hjem – men jeg håber at min hjerne igen en dag kan blive “klog igen” for jeg føler jeg har mistet en stor del af min identitet ved ikke at have nogen hukommelse mere.

Psykiater-Lærlingen lovede mig tilbage i 2018 at den ville komme igen. Jeg begynder at tror at hun også løj om det. Wouldn’t suprise me.

Træningen foregår hos noget der hedder fitness united og du får ét gæt hvor det ligger – yep i Risskov, så der kører jeg ud 3 x om ugen og frygter hver gang at jeg møder psykiater-lærlingen og at det vil blive noteret som opsøgende adfærd at jeg kommer i hendes hood. En dag sad jeg i bilen og brugte 17 minutter på at peptalke mig selv til at det er okay at gå ind.

Det var også den dag advokaten ringede så jeg endte med at græde mens jeg løb og derfor valgt at tage hjem – men først skulle jeg, af alle fucking dage, havde lavet nyt pas den dag, så jeg fik lavet nyt pas + pasfoto iført horribelt tøj og med klumpet mascara og røde kinder efter gråd og sved. Dét shit skal jeg så kigge på de næste 10 år – billedet før det var taget her i København på Borgerservice hvor It manden og jeg var nede og få det lavet sammen. I det mindste så jeg glad ud den dag.

Da jeg kom hjem fra Camino boede min kusine i min lejlighed. Jeg kom hjem fredag aften og fik den retur mandag. Det var laaang tid at bo hjemme hos Far og Mor og være træt med træt på men samtidig skulle være aktiv.

Jeg passede min niece fra om lørdagen til mandag, da min søster var på date med hendes nye kæreste, om onsdagen passede jeg hende så igen fordi min søster skulle gå tur med kæresten som ikke kunne/kan forlige sig med at min søster vil gøre brug af hendes sidste æg for at se om hun kan få et barn mere. Jeg er 100% med hende og ville også tage alle mine forsøg men jeg kan også godt forstå at det er overvældende for ham at skulle påtage sig 2 små børn når han allerede selv har 2 teenage børn og er enkemand. Faktisk kan jeg se det fra begge deres sider både for og imod og det gør det jo ikke nødvendigvis nemmere.

Onsdag aften efter jeg kom hjem om fredagen, bliver jeg så selv syg med influenca ligende symptomer men alle Covidtest viser at jeg ikke har covid. Til dato har jeg ikke haft det mens alle omkring mig har været syge.

Fredagen efter jeg kom hjem, blev mor så indlagt. Igen. Og min far siger bla. til mig at Mors høje blodtryk skyldes at jeg fik “sådan et flip” da jeg ville afsted på pilgrimsvandring at mor ikke kunne håndtaere det.

Det sucks at få skyld for ens mors sygdom – Jeg ville på caminio i maj 2019 men Fede Dorit sagde nej og satte en kæmpe kæp i hjulet på det. I 2020 var der Corona. Det samme var der i 2021. Nu er vi i 2022 og jeg vil gerne afsted og har desuden nu siddet arbejdsløs i 3 år og så kommer min Mor og siger at det syntes hun ikke fordi jeg er i så dårlig form….. Det er som om alle altid skal bestemme over mig. Jeg bliver 44 år om lidt og når jeg så vælger at tage afsted alligevel, så er min beslutning skyld i at min mors puls og blodtryk eksplodere. I don’t get it.

Mor valgte at hun alligvel ville holde påskefrokost om søndagen, så det gør vi. Efter påskefrokosten kører jeg hjemaf, min bil er som altid proppet med ragelse og midt på en bro henover motorvejen på vej ind på motortrafikvejen ser jeg et barn gå og så et barn mere og nogle flere børn og to voksne. Det viser sig at være en gruppe Ukrainske kvinder med 3 små børn og en dreng der nok liiige har sneget sig under 18 års alderen som på magisk vis er blevet sat af, af nogle horrible mennesker en påske søndag midt i mørket på en motortrafikvej og fået besked på at gå den vej ➡️

Jeg får ringet til min lillebror og hans kæreste som også er på vej hjemad mod Århus og det ender med at de kører dem til Spogbergvej som er et Kollegieområde, hvor de har fået en lejlighed.

Den anden dag gik jeg en tur i Mølleparken med Ella og da jeg gik ind i parken lå der en kvinde på knæ med overkroppen på en bænk – da jeg gik retur lå hun der endnu. Jeg var egentlig gået forbi men fik dårlig samvittighed fordi hun vitterlig så ussel og mere eller mindre død ud.

Lang historie kort, jeg ringede efter en ambulance da jeg slet ikke kunne få liv i hende/gang i hende. Hun havde nogle meget markante tattoveringer i ansigtet og var enten mega skæv eller mega fuld. Jeg hælder til det første selv om hun sagde hun ikke havde taget noget.

Da jeg kørte forbi med Mor kl. ca. 11 lå hun der endnu, da jeg kørte retur kl. 14 lå hun der endnu. Jeg entede med at hente noget mad til hende og forsøge at hjælpe hende men igen lang historie kort, hun var virkelig langt væk og selv da jeg ringede til Ung Nat og Reden var der ingen hjælp at hente. Jeg endte med at bruge 3 timer på at forsøge at hjælpe hende og til sidst måtte jeg sige at jeg skulle videre – jeg følte mig som en træls person for at efterlade hende men jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre mere. Jeg har senere set hende i bybilledet flere gange og hun ser miserabel ud.

Her hvor jeg bor i hadelejligheden, er der nu 3 x forskellige mennesker som har en Bichon Havanais hund og lad mig bare sige en ting: Magen til lortehund skal man fandeme lede længe efter!!

De løber gøende igennem hele haven og da vores bygning er bygget i små kuber og “min kube” ligger lidt afsondret fra de andre, stormer de her forpulede gøende arrige og aggressive hunde hen til mig og min terasse, helt sikkert pga. Ella og står og gør og snapper ud efter både mig og Ella. Og ejerne, ja de siger ingenting.

Efter påske fik Ella et knogleben fra et lam med en del kød på. Da hun ikke har så mange tænder skar jeg lidt i køddet så det var nemmere at få af. Ella lå på dørmåtten på indersiden af døren i min lejlighed og døren ud til terassen var åben da ham den sindssyge nabo som tog fat i mig i november’s kærestes klamme hund kom løbende og fløj op på min terasse og stillede sig på dørtrinnet ind til min lejlighed og gøet i et væk af Ella, som blev så bange at hun strøg baglænds og op i sofaen til mig.

2 min. før havde vi siddet begge to i en solstråle og hygget os, Ella på måtten med sit kødben og mig i sofaen med min computer og nu pludselig står der en arrig hund og vil have Ellas kødben.

Jeg røg op og gik truende hen mod hunden, som kvittere med at snappe ud efter mig. Helt seriøst, det skulle lige være omvendt, så ville de alle klage – men min Ella ville aldrig gøre sådan noget. Det eneste tidspunkt hun ikke er lydig er når hun ser en hare/kanin/kat/fugl eller hvis hun er i løbetid. De her hunde er bare sindssyge 24/7.

Til sidst kommer den sinddsyge nabo løbende og tager hunden med sig mens han mumler “undskyld”. Så er der et homopar der også har en sådan race hund. Den er bare lille og træls og uvasket og lugter. Sidst den gik ind i min lejlighed måtte jeg vaske alle tæpper og puder fordi de pludselig lugtede af min Gudfar, uvasket.

Hende lader de også løbe frit i haven og hun løber ind i min stue og pisser på gulvet. Bum. Bare lige dér midt på mit ubehandlet trætulv.

Og så er der den gamle dame (på 64 år så hun er jo egentlig ikke gammel, hendes verden er bare meget lille) som har en kastereret handhund i samme race. Hun går udenfor mine vinduer HELE TIDEN – Jeg har vitterlig ikke noget at tale med hende om mere. Hendes hund pisser også på mit gulv hele tiden.

Den anden dag stod hun udenfor mit vindue, altså liiige udenfor og jeg forsøgt at lade som ingenting men til sidst måtte jeg rejse mig og gå ud og sige hej – Ella gider end ikke gå ud mere, for hun gider ikke de der evig gøende hunde. Tror du så ikke hende damen siger, sådan lidt selvfed: “Ja hvis man bliver her længe nok så kommer hun” og 4 sek. efter går hun – så jeg har simpelthen rejst mig fra min sofa for ingenting udover at blive insultet lidt. Skønt.

Så her i forgårs eller noget fortæller hun mig at hendes hund Rufus har pisset op af min terassedør men at hun hentede en spand med vand og hældte udover det så its all good….. udfordringen er bare at min dørmåtte på ydersiden af terassen er ny fra sidste sommer og at Ella holder meget af at ligge på den. Jeg bed godt mærke i at den var våd den anden dag, men tænkte ikke nærmere over det – jeg har også lagt mærke til at mit trægulv på terassen som jeg altid vasker med årene, nu er fyldt med skjolder fra spildt vand, det undrede mig.

Nu ved jeg så at det er fordi hendes klamme hund har overpisset Ellas sted og min terasse. Det er en slags dominans jeg slet ikke kan acceptere. Det trigger ALT i mit.

I sidste uge var jeg også igang med at hjælpe Far med at filme og stable en masse dæk, som han så har fyldt ned i kælderen hvor jeg egentlig har fået plads til mine ting – dvs. når der står 25+ paller med kæmpe dæk i en kælder, så begynder det at knibe med pladsen. Plus at det var mega mega MEGA hårdt at flytte, løfte og filme dækkene.

Der er så meget plads ned langs hvor du kan se min Fiat600 holde men i stedet for parkere far dækkene sådan helt random. Jeg skal ikke kunne sige om det er et tydeligt tegn på demens men det er svært at accepter en så stor mangel på organisationsgen. Det betyder jo at jeg skal flytte dækkene igen (i morgen) for at der kan komme bare lidt orden i det hele. Og system.

Den anden dag så jeg et bagerbud skubbe et brødsstativ ud af sin lastbil, på nederste hylde stod corssainterne – det her var kl. ca. 05.50 og jeg var den eneste hundelufter ude da Ella nu igen igen igen er i løbetid. Manden samler corssainterene op, med fingerne og sætter dem tilbage på nederste hylde og trak derefter plastikbetrækket helt ned og rullede det hele ind i butikken. Jeg stod og holdt øje med ham i 20 minutter indtil han kørte igen. Han talte ikke på noget tidspunkt med pigen i butikken og ikke på et tidspunkt peget han mod det stativ. Sååå min konklution er at de nedfaldne corssainter blev solgt på ligefod med alt andet…. 🤢

I tirsdags, i dag er det torsdag, kørte jeg til København for at mødes med en, fingers crossed, forhåbentlig dygtig advokat som skal hjælpe mig med at stævne Styrelsen for Patientklager. Det er så mærkeligt at man ikke kan anke en afgørelse fra STPK. Det kan man ved alle andre instanser men ikke her og det er dælme mærkeligt. Men udover at jeg syntes sagen er behandlet dårligt og jeg har svært ved både at se og forstå hvordan jeg ikke kunne få ret i min klage, så mente advokaten også, uden at han overhoved har sagt ja til at tage sagen, at der var flere ting der virkede mærkeligt i deres afgørelse og flere ting der var forkert.

Advokaten er en af de førende inden for patient skader og erstatninger og skal derfor lige undersøge om han kan hjælpe mig først. Advokaten i sig selv mindede mig om min forpagter. Han sagde at hvis jeg valgte at stævne Skejby Sygehus og STPK så skal man også stævne de indvolveret, da det er loven. Altså jeg kan ikke stævne Skejby og STPK uden også at stævne Fede Dorit, Psykiater-lærlingen, Indianerlægen og psykoedukationspsykologen.

Jeg var ikke klar over at det hang sådan sammen men jeg er fuldstændig ligeglad. Hvis det er sådan det er, så er det sådan det er. Jeg ved i mit hjerte jeg ikke har gjort noget galt og at jeg ikke har opsøgt nogen uden for hospitalsregi. Jeg har en klar fornemmelse af hvad det er de mener og henviser til men ting kan nemt tages ud af kontent og bruges forkert. Feks. kan du tage ét citat ud af en lang samtale og få en person til at fremstå super racistisk, selv om personen måske er det stik modsatte.

På samme måde kan man hurtigt tage 3 mails og bruge det som opsøgende adfærd uden for hospitalsregi men man glemmer at notere hvem der startede mailtråden.

Man kan også tage en googlesøgning som interesse i en behandlers privatliv og sige at det har været et kontinuerligt problem men så må man jo huske på at man skal notere sådan noget i de 9 måneder der er gået forud.

Man kan også sige at en jobsøgning er opsøgende adfærd samtidig med at man skøjter henover hvordan informationen nogensinde er kommet frem til hospitalet, ligesom man kan undre sig over hvordan man skulle vide at XX person var medejer af XX virksomhed? Hvis nu psykiater-lærlingen selv har fortalt mig det, ligger fejlen så hos mig eller hos hende for at blive for tæt med hendes klienter?

Der er så mange ting der er fuldstændig absurt i denne her sag, selv hvis det ikke var min sag så ville jeg syntes det var mærkeligt.

Men faktum er at det er mig det er gået ud over og jeg vil ikke finde mig i det.

Den dag de her 4 kvinder sidder gamle og sammenfaldet på et plejehjem i en gennempisset ble med deres menopauseafkalket knogler og tænker tilbage på deres arbejdsliv, så skal jeg gøre min andel til at klientpatienten Deirdre-Ann Roberts ligger på top 3 listen over patienter de ikke kan komme udenom i deres memoriare. Og når vi er færdig med dem, så tager vi fat på genhenvisningen, for her stemmer det som er optaget ikke overens med hvad der er skrevet i mit journal.

Do not fuck with me.

Nåe ja, den anden dag til fitness står jeg på løbebånden og høvler derudaf på niveau 9 da jeg tager min langærmet bluse af og opdager et mærke på min bukser jeg ikke har set før…. konklusion: Jeg har i min total mangel på overskud taget mine træningsbukser på med vrangen udaf……så er man virkelig smadret, distræt og drænet.

Jeg ved ikke hvornår jeg får skrevet igen. Det er som om jeg har mistet min skrivegnist. Der er intet magisk ved at skrive mine tanker og følelser ned mere. Jeg føler mig uden mål, uden værdi, uden purpose og som en person der optager plads i samfundet. Det eneste der ligesom holder mig lidt i gang er at jeg vil have mit navn renset – og det faktum at min familie ikke ser Ellas løbetid hver 4 måned som noget der bør undersøges hos dyrelægen, at Ellas tænder skal tjekkes ekstra når hun nu har en mundsygdom. Så hvis jeg dør, så vil min hund ikke få den omsorg rent medicinsk som hun har brug for.

Det er svigt og jeg svigter ikke.