Jeg har købt mig adgang til d-play appen, så jeg kan se “Say Yes To The Dress” som er mit absolut yndlingsprogram i hele verden. Dette er sagt fra en person som ikke ser ret meget fjernsyn. Jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig om det. Det er som om det hele bare koger over i mit hoved. Ser jeg noget, ser jeg film jeg har set før sådan at jeg bedre kan fokuserere. Gamle film hvor jeg kender indholdet. “Say Yes To The Dress” er mere el. Mindre en gentagelse i hvert program.
Men at se på kjolerne, tvivlen, glæden og til sidst i programmet billeder fra folks brylluper, hvor håret sidder og kjolen bare passer, det er simpelthen SÅ stor en drøm for mig, at jeg kan blive helt modløs ved at kikke på det, for jeg ved det aldrig kommer til at ske.
Af den simple grund at jeg ikke dater. Jeg har ingen lyst til at date. Jeg har ingen lyst til at møde en ny fyr at kende, tanken alene om at skulle starte fra A for måske en dag at kunne nå til Å er simpelthen SÅ udmattende og ikke-appelerende til mig, at jeg fuldstændig mister lysten fra starten af.
Alle jeg nogensinde har talt med dette om, syntes at den første tid i et forhold er den bedste, den mest spændene osv. Jeg har det stik modsat! Fast forward til 5 år inde i et forhold, er perfekt for mig, men det kan man jo desværre ikke.
Da jeg gik hos min psykiater-lærling, var det altid kl 14.00 om tirsdagen så jeg var ca. hjemme kl. 15.15-15.30 og “Say Yes To The Dress” var dengang en del af min programpakke, indtil Yousee og Discovery kom op og slås, og jeg mindes at programmet løb fra kl. 16.00 til 18.00 cirka ish.
At se programmet nu, får mig til at tænke tilbage på mine mange mange timer i sofaen i min gl. lejlighed, efter mine hårde men gode sessioner med min psykiater-lærling og hvordan det virkelig føltes som terapi, både at gå hos hende men også at sidde og se noget “hjerne-løst” tv bagefter. Det var som om jeg ikke skulle tage stilling til noget, jeg skulle bare være dér i sofaen lige i dét øjeblik og sunde mig. Når jeg ser tilbage, så var det en “perfekt” tid for mig. Og programmet her var en stor del af den “perfekte” tid.
Desværre er det sådan nu, for mig, at når jeg tænker på min psykiater-lærling, så tænker jeg ikke længere på en stor solgul candyflossagtig slushice sky af godhed. Jeg ser ingenting når jeg tænker på hende, men jeg “føler hende” og det jeg føler er ikke godt. Det er øjeblikkelig altopslugende kogende vrede! Det er følelser af svigt, forrædderi, løgn, bedrag, og nogle gange, decideret ondskab. Det er de ⬆️ følelser hun nu repræsentere hos mig. Hun ER de følelser og de følelser repræsentere hvad hun har gjort mod mig. Hun er et spejderhagl fra at være på samme facitlinje som min Gudfar.
En dag tilgiver jeg hende helt sikkert, jeg kan tilgive næsten alt. Men jeg kommer ALDRIG til at glemme det og jeg bærer nag resten af mit liv. Nogle mennesker vil mene at det er forkert og ødelæggende at bærer nag, det mener jeg ikke det er. At bærer nag er en rigtig god måde at sikre sig selv at man ikke laver samme fejl 2 gange. Og jeg kan helt ærligt sige, at jeg aldrig kommer til at stole på nogen behandler 100% igen, faktisk tror jeg ikke jeg nogensinde kommer til at stole på nogen igen, sådan 100%.
Jeg åbnede mig op overfor hende. 100%. For første gang nogensinde. Ikke overfor hendes kollega Fede Dorit, ikke over for hendes kollega Indianerlægen, ikke over for hendes kollega Nordmandspsykologen, ikke over for hendes kollega Psykoedukationspsykologen men OVERFOR HENDE.
JEG stolede PÅ HENDE.
JEG troede PÅ HENDE.
HUN svigtede MIG på alle de måder man kan svigte et menneske fysisk og psykisk og jeg kommer ALDRIG til at blotte mig selv sådan igen.
Hvad HUN har gjort overfor mig, har fuldstændig ødelagt så mange ting for mig som aldrig kan rettes op igen, tages tilbage eller ses bort fra.
Når de ødelæggelser så kryddres med hvordan Fede Dorit kørte hendes “terapi”, hvor hendes meninger og hendes følelser og hendes stædighed definerede MIN behandling og dermed implicit fik betydning for hvordan min familie ser mine problemer og ikke mindste hvordan min familie vurdere vigtigheden af at jeg får psykiatrisk hjælp, så er det faktisk hjerteskærende at tænke på, at to så veluddannet kvinder fuldstændig bevist, up front og med åbne øjne har kørt en anden kvindes liv så voldssomt og bevist af sporet.
Når jeg tænker på dem, hver for sig eller sammen, så tænker jeg at de er hamrende utroværdige, og blottet for empati mod deres klientpatienter og slet ikke værdige eller egnet til at bestride de jobs de har.
Jeg tænker heller ikke længere godt om indianerlægen, som ellers, dengang ude på Psykiatrisk hospital i Risskov, havde kontor i stuen, for enden af bygnigen hvor jeg gik til samtale i. Ofte parkerede jeg på sidegaderne og gik derfor forbi hendes vindue og hun smilede altid til mig. Jeg mindes ikke jeg smilede tilbage, da jeg altid gik med solbriller og græd, men jeg husker at hun smilede til mig – i dag tænker jeg at hun er den mest fake kost ever og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange patienter som jeg, hun har ødelagt livet for, igennem sin karriere?
Hun har en leder stilling, men en stilling og en titel alene gør ikke nogen til en god leder. Hun er helt klart ude af trit med hvad der sker på hendes egen afdeling og tillader uden at blinke at der sendes breve afsted som ikke opfylder basale etiske krav, at der indkaldes til møder der tilsidesætter patienternes rettigheder og hun er ikke bleg for at tilpasse virkeligheden, så den passer hendes virkelighed.
Feks. har jeg tænkt en del over noget hun sagde til vores Dialogmøde, da jeg henviste til spørgsmål 5, som lød sådan her: “Hvordan kan det være professionelt acceptabelt at give klienter diagnoser på vej ud af døren efter en session, og efterfølgende ikke fagligt følge op på diagnosen, stabilisere evnen til at leve med diagnosen for klienten, fører diagnosen til journal, samt sætte en udredning i gang?
– jeg ved stadig ikke om jeg er diagnosticeret med personlighedsforstyrrelsen ”Histonisk”
HUN sagde at hun og dermed psykiatrisk hospital IKKE havde mulighed for at gå yderlig ind i dét spørgsmål eller dén sag, da de ikke var fysisk til stede da det skete. Altså de (psykiatrien) deltog ikke i den session hvor Fede Dorrit gav mig diagnosen “Histonisk” på vej ud af døren.
Set objektivt udefra, er det jo fair nok at man ikke kan tage professionelt stilling til noget man ikke har deltage i og hvor der ikke foreligger feks. optagelser fra, så man kan hører dialogen udspille sig ord for ord eller i det mindste et par linjers journalføring. Og det er jo ikke meningen at hun skal tage personlig stilling til ovenstående, da hun er på arbejde i sit virke som ledende leder.
Godt så, med OVENSTÅENDE FRISK I TANKERNE, kan vi lige skrue tiden tilbage til samme dialogmøde, hvor ALLE spørgsmål omkring Fede Dorit og det at jeg havde googlede hende, blev besvaret med ca. følgende forklaring(er) fra Indianerlægen: “At det ikke var dét at jeg havde googlede Fede Dorit, det var måden hvorpå vidende (om Fede Dorit obtained under min google søgning) blev brugt der var problemet“
Altså sagt med andre ord: Det er og var okay at jeg googlede min behandler. Det som ikke var okay, er måden hvorpå jeg har brugt den viden.
Jeg mener 100% jeg har brugt den viden konstruktivt, til at få MERE respekt for min behandler hvilket jeg også skriver specifikt og beviseligt til hende i den efterfølgende mail, som psykiatrien er i besiddelse af.
Jeg troede hun var ca. 25 år og nyudklækket psykolog og at jeg var hendes forsøgskaninpatient. Pludselig viser det sig at hun er 38 år og har masser af erfaring, også med min diagnose. Det var total optur for mig at læse. Og dét fortalte jeg hende. Om end det naturligvis er total bommer for Fede Dorit at være 38 år, have masser af erfaring og så blive taget for at være total uerfaren og nætter på myndighedsalderen end pensionsalderen og opfører sig på samme måde.
Men helt sikker er, at Fede Dorit ikke har taget dét jeg har sagt og skrevet som en positiv ting, som en ting der kan bygges videre på og tales mere om og bruges som løsninge på de voldssomt mange konflikter der var i vores behandler/patient forløb. Og hende om det.
Det interessante spørgsmål her er dog dette: ⬇️
HVORDAN kan psykiatrien, ALENE på baggrund af Fede Dorits forklaring fra én session på 45 minutter hvor psykiatrien IKKE deltog og hvor der IKKE foreligger lydoptagelser fra og hvor der INGEN journalføring foreligger:
– aflyse 111 dages behandling
– indkalde til hele 2 temamøder uden møderammer
– danne konklutioner om hvilken slags personlighed JEG er og har, og efterfølgende indskrive dette i mit journal
– samt inddrage viden fra min private jobsøgning som relevans for mit videre behandlingsforløb?
Dét er jo fuldstændig absurt!!
Dét er jo vandvittigt!!
Dét tangere til sindssyge!!
Objektivt: Hvis man kan tage stilling til den ene del, kan man også tage stilling til den anden, både professionelt og privat/personligt.
Men Indianerlægen vælger, sammen med de andre behandlere, at høste til psykiatriens fordel og lader ikke tvivlen komme klientpatienten til gode. De vælger at tro på Fede Dorits beretning, efter at hun har været min behandler i 9 måneder og ikke ført journal over 90% af vores samtaler.
Så helt klart (ifølge psykiatrien) hendes ikke-beviselige postulater må være korrekte, frem for de postulater jeg kan bevise.
At danne professionelle meninger om en klients personlighed og væremåde, ud fra ikke-dokumenteret verbalt overleveret fortællinger, er hamrende uprofessionelt. Og ulovligt.
Og injurier.
Og dét er det som er så fedt ved love, regler og paragraffer. De kan ikke gradbøjes. De er som de er, hugget i granit. And I fucking love it og jeg har tænkt mig at følge lovgivningen slavisk, for jeg har intet at tabe, alt at vinde og bevisbyrden i orden. Modsat Fede Dorit.
——
Jeg tænker nogle gange på hvad min søde Kranio Sakral behandler sagde til mig, da jeg fortalte hende at jeg ikke var kommet ind på Jordemoderstudiet. Hun sagde at hun syntes det var virkelig flot og sejt og overskudsagtigt at jeg overhoved havde fået søgt, at jeg havde fundet tid og overskud i mit liv og hverdag til at gøre dét. Og det var dét hun fokuserede på.
Alle andre jeg har talt med inkl. min familie syntes det er på tide jeg kikker efter noget andet, bliver noget andet, laver noget andet. Ikke én af dem har nævnt hvor svært og hårdt det egentlig er at søge en uddannelse som inkludere levnesbeskrivelser og indsamling af arbejdsgivererklæringer.
Jeg værdsætter virkelig at hun så den del. For jeg havde heller ikke selv tænkt sådan på det, men det VAR hårdt at søge og dét anerkendte hun og dét gjorde mig SÅ glad og jeg ville ønske jeg blev anerkendt meget mere for de tiltag jeg tager for at forbedre mit liv, også selv om de ofte ikke har det ønskede udfald.
I de her uger og de næste par måneder frem, er jeg igang med at søge ind på 2 x udenlandske jordemoder uddannelser. Det er mega fucking krævende, deadlinen er før den danske kvote 2 ansøging, så mit fokus er 100% på de her udenlandske uddannelser. Men at skulle sætte sig ind i deres kvote system, deres karrakter og deres optagelsesregler, at finde, få bestilt og sendt karakter afsted til professionelle der kan oversætte og godkende dem er også mega krævende, mentalt og fysisk.
Det er også mega krævende at udfylde information på SU styrelsen Fast Track liste, så jeg 7-9-13 hvis jeg bliver optaget, kan få SU med. Pt. er ingen af uddannelserne godkendte i Danmark og dermed SU berettiget men det kan man søge om, det tager ca. 4-5 måneder og kræver at man virkelig sætter sig ind i uddannelserne og indsender den korrekte mængde information i første hug, da det ellers bare forlænger ansøgningsprocessen.
Første godkendelse er sendt afsted, lige nu arbejder jeg på den anden, som gælder et andet universitet. Hvert universitet skal godkendes individuelt og hvert universitet har egne krav, kursus planer osv. og de skal dels findes og dels matche de danske, sådan at der ikke er huller i den uddannelse som jeg eventuelt kommer retur til Danmark med.
Jo mere jeg tænker på at flytte til udlandet og væk fra lorte lejligheden, lorte psykiatrien og mit lorte liv og starte op (igen igen) et nyt sted, jo mere appelerende lyder det for mig. I’m so ready to move!! Det eneste som jeg tænker på, er hvad jeg skal gøre med Ella. Jeg kan ikke så godt tage hende med og lade hende bo 3 år i et lille bitte kollegieværelse mens jeg studere fuld tid. Og jeg frygter at hun får en depression og et kulturchock ved at bo hjemme hos mine forældre.
——
Det er nu 3 dage siden jeg var hos min selvbetalte psykolog og jeg har mildt talt haft det skidt.
Jeg havde måske lykkeligt glemt, hvor svært det er at tale om de ting der får mit hjerte til at krympe sig. Om alle de svigt jeg føler jeg har oplevet i mit liv og stadig oplever, selv om jeg kronisk lever efter devisen: Aldrig behandel andre på måder du ikke selv ville ønske at blive behandlet på.
Jeg føler (desværre) at uanset hvad jeg åbner munden og taler om, så er det sorg. Svigt. Smerte. Følelsen af at blive snydt, løljet for, holdt for nar, ført bag lyset, ikke troet på, ikke lyttet til, manglen på den frie vilje og det frie valg.
– og alt hvad jeg skriver her, ligger ind under beskrivelsen “At føle sig som et offer” men jeg vil ikke være et offer. Jeg vil ikke leve som et offer, for så har alle andre vundet!
Hele mit liv har jeg følte det som om det er mig mod verden og hvis jeg nu, i en alder af 42 år giver op og siger at verden vandt, så vil det betyde at jeg har tabt. Og selv om jeg føler mig som en taber 99% af tiden, så lever jeg trods alt endnu.
I dag måtte jeg tage mig selv, bogstaveligt talt, til hoved og dække mine øjne og bide gråden og fortvivlensen i mig, for jeg har det 100% som om mit liv er blevet taget fra mig.
Jeg måtte sand og indse, at mine inderste følelser, som jeg knap selv er i kontakt med, består af følelsen af at andre har taget mit liv fra mig. At jeg aldrig selv har fået muligheden for at tage over og styrer mit eget liv og da jeg måske i en kort periode fik muligheden for det, mellem IT manden og inden jeg gik ned med flaget og kom i kontakt med psykiatrisk hospital, så vidste jeg ikke hvordan jeg skulle gøre og derfor er vi tilbage ved hvor vi er nu i dag, at jeg føler mit liv er blevet taget fra mig.
Dét er hjerteskærende at tænke sådan, specielt fordi det hos mig også er inkluderet i mine daglige tanker. Og hele tiden så har jeg i baghoved hvad den socialarbejder der kom ud på mine forældres gård for at købe nogle hylder sagde, dér i køkkenet: At Borderliner var de væreste klienter at få. At mennesker med Borderline altid havde så ondt af sig selv. At Borderliner var den dårligste diagnose nogensinde.
Jeg tænker på de ord hele tiden, igen og igen og så tænker jeg på Fede Dorit som har skrevet speciale i Borderline og som angivelet pga. hendes speciale, burde være eller i det mindste anses som specialist på området og jeg tænker på hvordan hun med hendes professionelle baggrundsviden kan behandle en patientklient som jeg, på den måde hun så bevist har gjort? Borderlinepatient eller ej, jeg ville aldrig havde behandlet et andet menneske som hun gjorde.
Det vil altid være mig en gåde, hvorfor psykiatrien generelt og specielt de 4 stikkende kvinder, traf beviste uigenkaldelige beslutninger om at behandle mig som de har gjort.
Deres handlinger, kan som min, aldrig tages tilbage. Forskellen på vores handlinger ligger i, at min var en google søgning med en erfterfølgende ærlig og faktisk sød mail, der blev blæst ud af proportioner, deres var beviste aflysninger af min behandling, tilsidesættelse af mine rettigheder som dansker, borger og patientklient, uprofessionel håndtering af en lovpligtig journalføring og tusinde andre ting jeg ikke orker at remse op igen.
Jeg forstår ikke hvordan de kunne gøre det?
Ikke på ét eneste tidspunkt stoppede én af de 4 stikkende kvinder, eller deres mange ind-over-involverede kollegaer op og sagde: “Oj prøv lige at stop! Lad os lige stoppe op og træde et skridt tilbage og anskue det her vi har gang i – er der nogen som har ringet og spurgt Deirdre-Ann hvordan hun har det? Hvor hun er? Er der nogen der har spurgt hende til råds, er der nogen som har hørt hendes mening – er der nogen, overhoved, der har talt med hende om alt det her?“
Jeg kan måske forstå én persons dårlige handlinger, men her er der tale om 4+ vidt forskellige kvinders aktive handlinger og beslutninger, som alle fører til her hvor vi sidder i dag, eller hvor jeg sidder i dag: Med følelsen af at jeg ALDRIG skulle være taget på psykiatrisk hospital i første omgang, og da jeg så gjorde det, så skulle jeg ALDRIG havde betroet mig til dem, for dét var en uigenkaldelig fortalelse som for altid vil have konsekvenser for mit liv.
Og jeg ved ikke hvordan jeg skal flytte mig videre herfra?
Hvordan kommer jeg videre?
Hvordan får jeg et liv der er værd at leve?
——
For at besvare nogle af mine egne mange mange MANGE spørgsmål, har jeg i dag truffet nogle, måske, vigtige valg.
Først havde jeg en a-kasse samtale på 30 minutter som mest af alt mindede mig om noget der skulle overståes. Åbenbart er jeg for veluddannet til at kunne får kurser og for gammel. Det er en joke af dimentioner.
Hele mit fucking liv har jeg fået at vide at jeg har for lidt uddannelse og burde videreuddanne mig, at jeg er for ung og uerfaren med alt hvad jeg har ytret ønske om at lærer noget om, afprøve, opleve, gøre.
Og NU, nu er jeg fucking for veluddannet og gammel!! Grænsen går åbenbart til 35 år, derefter er du fucked indtil du bliver 57 år, så kan du få hjælp igen. Med mindre du altså som jeg er for veluddannet.
Så ingen kurser.
Jeg har derfor selv tilmeldt mig 2 x VUC kurser i dag, tilmeldt og betalt, så jeg kan løfte mig selv et skridt nærmere at bevise overfor verden og overfor mig selv at jeg faktisk godt kan studere.
Dernæst har jeg kikket på en ny Doula uddannelse. Og her skal jeg VIRKELIG bide mig selv hårdt i kinden, for det gør mig SÅ VRED og SÅ KED AF DET, når jeg sidder og læser at priserne er fra 24.000 kr til 39.000 kr for et kursus – og jeg ved at jeg allerede HAR betalt 24.000 kr for én Doula Uddannelse og ikke fået så meget som én times undervisning ud af det og ingen føler åbenbart at de skal kompensere mig for mit tab.
Dvs. inden jeg en dag eventuelt er færdiguddannet Doula, så har det kostet mig mellem 44.000 – 63.000 Kroner, penge jeg egentlig ikke har. Det er en fucking kolonihave x 2 jeg skal betale og så er der endda ingen garanti for, at jeg kan bruge uddannelsen bagefter, at nogen vil gøre brug af mine ydelser eller ansætte mig.
Og så er jeg jo ligevidt og nøjagtig hvor jeg altid har været, at jeg ikke er dygtig nok til noget og ikke kan bruges til noget og ikke kan tjene mine egne penge og ikke kan stå på egne ben i et liv jeg åbenbart er forpligtet til at leve.
Jeg forstår ikke livet.
——
Jeg ved ikke om jeg fik fortalt at jeg var ved tandlæge? Jeg kan end ikke huske hvilken dag det var, det er hvor blank jeg er! Det er kun 6 dage siden vi startede en ny måned og jeg er fuldstændig utterly blank på hvad jeg har lavet.
Anyway, da jeg gik fra tandlægen, hvor jeg for første gang var ved at få synkeproblemer og gag-følelser af at have mundbind på i venteværelset (ekstremt ubehageligt!!) gik jeg igennem strøget for at forlænge min tur hjem, som lidt følelse som en ferie fra søde Ella der ikke kan gøre for at hun er kommet ind i mit fucked up liv.
Knap var jeg gå derfra da min telefon ringede, det var Datatilsnynet. Altså dem som jeg kontaktede engang i August og ikke har hørt fra siden da, de var nu kommet til min mail i bunken (Sagsbehandlingstid: 8 måneder fra start til slut) og havde nogle opfølgende spørgsmål før de gik igang med selve klagen.
Jeg begyndte, desværre, at græde mens jeg fortalte dem de ting de manglede at forstå. Damen i den anden ende var sjællænder og helt sikkert fra Roskilde. Hendes dialekt var så affekteret og smuk, ligesom Sofie. Sofie arbejder på Skt. Hans i Roskilde, så cirklen er ligesom sluttet når jeg tænker på hende.
Da jeg var færdig og min næse løb med snot, stod jeg i læ ved Domkirken for ikke at få blæst ind i telefonen. Jeg spurgte forsigtigt damen i telefonen om hun troede at jeg ville blive taget seriøs i min klage. Og dét var hun sikker på, for som hun sagde, så er det ret alvorligt at overskride datatilsynets GDPR lovgivning, uanset hvad ens bevæggrunde har været for at gøre det. Og, forsatte hun, for en personligt bemærkning, så syntes hun det jeg fortalte var en højst besynderlig måde at opfører sig på, for fagfolk på et psykiatrisk hospital og at de, Datatilsynet, ville tage kontakt til Styrelsen for Patientklager og få materiale derfra (med mit sammentykke) så de kunne danne sig et overblik over det fulde forløb.
Jeg håber, uden at lyde ondskabsfuld, at de 4 stikkende damer vil komme til at føle på egen krop, den smerte der følge med når man føler sig blottet, svigtet, hængt ud, efterladt, forladt. Når ens eksistensgrundlag vakler og bliver betvivlet og når ens navn sættes i et dårligt lys, uden at man fuld ud har forstået hvorfor og hvordan og uden at nogen kommer og spørger om din side af historien, uden at man nogensinde får mulighed for at forsvare sig selv.
Jeg håber de kommer til at smage deres egen medicin, på egen krop. Jeg håber det kommer til at påvirke deres familie, deres familieliv, deres omgangskreds og sociale liv, deres hverdag og deres arbejde. Jeg håber de får dårlig mave, og dårlig tarm, jeg håber de får hundrede af søvnløse nætter, at deres humør, appetit og tanker forstyrres og ødelægges af sagens langtrukne gang. Jeg håber de får hovedpine og synsforstyrrelser, jeg håber de græder mange mange tåre og at frustrationen æder dem op indenfra,
Jeg håber det bliver altopslugende og altødelæggende, jeg håber jeg bliver patienten de vil tænke på resten af deres arbejdskarriere og i 30 år derefter. Ikke fordi jeg blev succes-patienten der kom sig helt over sin psykiatriske diagnose fordi netop de var der til at give mig en hestesko da jeg havde brug for det, men fordi jeg blev patienten der sparkede stolen væk under dem og fik dem op og stå og indse, at den måde de agere behandlere på, ikke er korrekt, værdig, fremmende, styrkende, gavnende, etisk korrekt og ikke mindst, lovlig.
Men mest af alt håber jeg at de vil bruge det år der snart er gået og de ting der er sket, til at tænke sig om 2 x inden de en anden gang hiver en patient igennem det de har hevet mig igennem, på baggrund af en banal google søgning og et offentligt opslået jobsøgning.
Og så håber jeg at jeg en dag får så meget vind i mine sejl, at jeg kan udgive en bog og bruge deres korrekte navne til at fortælle verden om de fakta der er sket. Og nej, det er ikke injurier da det vil være min fortælling og nej man kan ikke kører sag mod andre for at fortælle en historie set fra deres egen synsvinkel, men man kan skrive en kontrabog om samme oplevelser men mine oplevelsler vil altid være mine oplevelser, uanset hvad andre siger.
Jeg er slet ikke i tvivl om at levede min Gudfar i dag, så ville hans udlægning af hans vold og voldtægter af mig, være betragtelig anderledes end min. Han lovede mig igennem 30 år at ingen ville tro på mig skulle jeg fortælle om det som skete og på en sørgerlig måde fik han desværre ret. Og jeg kan end ikke dø fra det her levende maridt. Men skriver jeg en dag en bog, så skal jeg sørge for at ingen vil rørere ved hans eftermægle. Den dag jeg er død, er han forevigt død. Ingen vil huske ham, ingen vil kendes ved ham. It dies with me.
Og på samme måde skal jeg sørge for, at dem som har skrevet injurier om mig, i mit journal og som har brudt tavshedspligten og behandlet mig uværdigt, kommer til at stå ved deres handlinger og konsekvenserne deraf. Nøjagtig som jeg dagligt lever med konsekvenserne deraf. For i denne sag, er der ingen vindere. Kun tabere og pt. er jeg den som ligger nederst i en enorm bunke af tonstunge problemer.
——
Pudsigt nok, så er 4 ud af 6 baglygter på min bil sprunget. Igen. Det pudsige er, at der aldrig var noget galt med min bil før 31. August 2019. Det andet som også er pudsigt er, at man normalt ikke skifter pære på biler i flere år af gangen. Men jeg tænker nu, uden at kunne huske det nøjagtige antal, at det som minimum er 3 gang jeg skal til at skifte pærene siden påkørslen.
Fuck forsikringsselskaber der påstår at bilen er helt i tip top stand. Jeg orker ikke flere kampe, så jeg orker heller ikke at klage til forsikringsselskabet igen i et spinkelt håb om at de vil lave min bil eller erstatte den, sådan som jeg har forsikret mig til at den skulle tilbageleveres.
——
Jeg føler mig så fortvivlet og ved ikke hvad jeg skal gøre. Det føles som om jeg burde forsøge at gribe fat i noget, bare NOGET, for at komme igang og ikke blive hægtet helt af livet, men jeg ved ikke hvor jeg skal tage fat og jeg ved ikke hvor jeg kan gå hen og spørge om hjælp. Og samtidig ved jeg også, at når jeg normalt griber fat i noget, for ikke at blive hægtet af livet, så bliver det aldrig rigtig til noget.
Feks. Jeg vil rigtig gerne igang med at arbejde igen. Jeg vil gerne tjene mine egne penge og være uafhængig, dét er virkelig min største motivatin. Men samtidig vil jeg gerne gøre mig selv bedre og mere attraktiv til at kunne komme ind på Jordemoderstudiet.
Jeg er godt klar over at Jordemoderstudiet er et svært studie at komme ind på, men det burde ikke være grunden til at alle anbefaler mig at gøre noget andet.
Og nu skal jeg fortælle dig noget, som ganske få mennesker ved, faktisk tror jeg kun at studievejlederen på det gamle Metropol i København ved det og så mig selv og min forpagter (fordi jeg kan huske at jeg fortalte ham det engang henover hegnet i haven på gården) Jeg har endda et stykke fysisk postsendt papir der dokumentere det – jeg ved blot ikke hvor det er lige i øjetblikket, men jeg har set det for et par år siden, så det er ikke smidt ud.
I sommeren 2001 blev jeg optaget på Jordemoderstudiet i København, det var det fysisk længste væk jeg kunne komme fra Gården og specielt fra min Gudfar. Men jeg kunne ikke overskue det, alting sejlede for mig, jeg var igang med eksamen som Akademiøkonom i Randers, det var mørkt hele døgnet rundt (sådan husker jeg det) og sideløbende havde jeg læst kemi C og psykologi c på aftenskole (Jeg fik 6 på den gl. karakterskala i begge fag) Jeg læste bla. sammen med en pige der hed Tilde, som også gerne ville være jordemoder. Tilde gav mig en rigtig fin hvid gammel kommode, som jeg desværre måtte skille mig af med engang i løbet af mine mange flytninger. Tildes datter var bla. model i et par af Bilkabladene, og hun blev så lykkelig da jeg kom med 5 bilkablade af hver uge til hende, hvori hendes datter var. Men så flyttede Tilde og vi mistede kontakten – jeg kan end ikke huske hendes efternavn, så jeg kan ikke finde hende igen, hvilket også er okay for hvad skulle jeg sige? Hej kan du huske mig? Jeg mødte engang Tilde på gaden i Århus for mange mange år siden, der var hun færdiguddannet Jordemoder, gift og mor til 3.
Men jeg dukkede bare ikke op til første skoledag, i København. Jeg tror faktisk end ikke jeg meldte afbud, jeg dukkede bare ikke op og på et tidspunkt blev jeg suspenderet og så udmeldt og årene gik med at forsøge at overleve, lige så meget fysisk som mentalt. Men inderst inde hvor ingen kommer, har jeg altid drømt om at komme tilbage og være en del af det store sammenhold jeg forestiller mig der er blandt pigerne på uddannelsen. Jeg drømmer om at være noget for de kvinder der skal føde og har det svært.
Jeg drømte aldrig om at jeg ikke selv skulle have børn, så det var ikke sådan at jeg så mig selv som en barnløs jordemoder men i dag ved jeg at den chance er forpasset mig.
Der var én gang, under en session hos min psykiater-lærling, dengang hendes ord stadig havde stor indfyldelse på mit liv, dengang sagde hun til mig ordret: Jeg tror du nok skal blive mor en dag. Jeg argumenteret (naturligvis) for hvorfor jeg ikke så det som en mulighed, men jeg husker hendes faste og ufravigelige artikulerende igennem hele vores samtale og det indtryk det gjorde på mig. Jeg kan ikke huske om vi talte børn efterfølgende men det er også underordnet. Hvad jeg husker er hendes ord og hvor skråsikker hun var i sin sag. Jeg har i mange mange år forsøgt at holde fast i hendes skråsikre ord og (forsøgt) at tænke på at hun nok havde ret, hun nok vidste bedre og mere. Hun var jo både psykiater og mor, så hun måtte jo om nogen vide hvad hun talte om.
I dag ved jeg at det blot var trøstende ord fra en veluddannet kvinde til en kvinde uden fremtidshåb. Det var sødt sagt og gjort men det var ikke nødvendigvis sandheden.
Og nu sidder jeg så her og har fået besked fra VUC om at jeg ikke kan få lov til at læse Psykologi B og Biologi C på aftenskole som HF enkeltfag, til 500 kr pr. fag, med mindre jeg vil (og kan) betalte 8000 Kr pr. fag. Jeg har ellers tilmeldt mig og betalt efter at havde talt med en studievejleder. Men noget er åbenbart gået galt for nu kan jeg ikke få lov. Eller det kan jeg, men så er prisen 16.000 Kr.
Samtidig har Brexit gjort at jeg ikke kan få lov til at søge ind på jordemoderuddannelsen i England.
I et forsøg på at forbedre mine chancer, har jeg kikket mere på Doula uddannelserne, men de ligger alle i København og jeg ved ikke om jeg kan overskue at kører derover så mange gange i træk, når jeg allerede kører på pumperne inden jeg overhoved er tilmeldt?
En uddannelse koster ca. 24.000 Kr, lige med undtagelse af den som er startet op i Jylland og som koster 40.000 Kr, men der er ingen “track record” på den, så i teorien er det blot en som har started en uddannelse op og valgt at hun vil tjene 40.000 Kr pr. kursist.
Samtidig sidder jeg og tænker, når jeg tænker uddannelsen som Doula igennem, om dét virkelig er noget jeg gerne vil? Og to be honest, så kan jeg ikke se mig selv som hollistisk doula. Sorry til alle der tror på krystaller, håndpålæggelse og udvendig tarmmassage. Jeg er sikker på at det virker – virkelig virkelig sikker – men det er ikke noget JEG har lyst til at arbejde med eller undervise i.
Og så er der den rigtig svære tanke som jeg ikke kan slippe, at jeg faktisk allerede HAR betalt for en hel Doula Uddannelse og ikke fået én eneste ting for de 20.000 Kr damen fik af mig (+ 4000 kr for bøger jeg ikke kan bruge)
Jeg vil rigtig gerne ind og arbejde på en 100% lige ud af landevejen leverpostejsfødeklinik. Mandag til Fredag. 8-16 eller 16-08. Have kollegaer, weekendvagter og weekendfri. Julefrokoster og fredagsrundstykker.
Jeg vil så gerne bare være en del af noget som jeg brænder for men uanset hvad jeg griber efter, i et forsøg på at påvise, via min ansøgning at jeg stadig er kvalificeret til at blive jordemoder, så falder det på gulvet.
Jeg sidder og tænker på hvem jeg skal vende mine problemtaiker med? Jeg har ingen jeg kan tale med dem om. Min Mor er 100% anti-jordemoder. Hun har altid, lige så længe jeg kan huske tilbage, sagt at jeg er egnet bedre til alt muligt andet. Hun har aldrig direkte sagt at jeg ikke er god nok eller dygtig nok til at blive jordemoder men hun har sagt mange andre ting så som at “jeg ser dig mere som xxx” efterfulgt af 20 avisudklip eller links.
Det er så mega mega MEGA hårdt og demotivernde når ingen tror på dig og din egen tro på dig selv hele tiden smuldre.
Jeg føler det som om jeg forsøger at bygge mig et hus ud af det mørtel jeg når at gribe, mens det drysser ud gennem en si. Det er jo utopi at det nogensinde vil lykkes. Men mit indre er simpelthen så fordummende at det ikke forstår at give op på en drøm ingen tror på, end ikke mig selv.
Jeg har lyst til at fortælle min nye psykolog om alle mine håb og drømme, men jeg ved at vi har et kæmpe stykke arbejde foran os og at hvis jeg skal have det bedre hurtigt, så er der ikke plads til at jeg kan sidde og spørge en psykolog til råds om min fremtid – en fremtid hun iøvrigt ikke er klædt bedre på til at svare mig, end jeg selv er. Dernæst så koster hver session 1150 kr og mine forældre har ikke tilbudt at betale, som min Mor ellers sagde de ville. Og det er ikke fordi vi ikke har talt om det, eller om min nye psykolog, det har vi, så jeg forstår ikke hvorfor de ikke tilbyder det igen.
Jeg mener, nu gør jeg jo nøjagtig som de gerne vil at jeg skal gøre. Jeg bruger en psykolog udenfor det offentlige psykiatriske system og jeg har specifikt valgt at låse mit journal, så ingen kan få adgang til det. Jeg har gjort nøjagtig hvad min Mor har bedt om og sagt og still…..nothing.
Så, det er mine egne kolonihavepenge der går til terapien og det er også okay, selv om det er rigtig trist at min drøm om en kolonihave nu glider længere væk, på niveau med alle mine andre drømme. Og det er dét der gør ondt, at endnu en drøm får udsigt til ikke at blive til noget.
Jeg har regnet mig frem til at jeg har råd til ca. ét års behandling hos en privatbetalt psykolog, hvis jeg går én gang om ugen i 52 uger, dvs. lidt mere end et fysisk kalenderår, da der jo naturligvis også kommer ferie ind i de 52 uger men det er hvad jeg har råd til. 52 uger af 1150 kr. pr. uge = 59.8000 Kr.
Jeg håber at hvis jeg kan få bugt med mine massive og altid tilstede selvmordstanker, at jeg så kan blive skrevet op til et forløb hos CSM og komme til at gå dér bagefter, så der ikke bliver et for stort slip i min behandling (igen)
Men jeg tør næsten ikke lægge en plan for min fremtid, for ingen af de planer jeg laver, bliver nogensinde til noget. Alting smuldre. Altid. Og det er så drænende.
Men tirsdagens aktuelle status er: Ingen VUC Fag. Ingen studierelevant arbejde i udsigt. Ingen Doulauddannelse. Ingen Uddannelse i udlandet.
I morgen er det onsdag og så må jeg forsøge at samle mig selv op igen og starte forfra. Som jeg altid gør. Hver dag.
——
Jeg læste et sted følgende ord: “You can listen to your mind, but always follow your heart”
Men hvad gør man, når man som jeg har en hjerne/mind der er ét stort kaos af larm, tanker, følelser, maridt, bristede drømme og mere kaos og samtidig besidder et hjerte der er fuldstændig tomt?
Jeg har ikke én eneste følelse i mit hjerte. Ikke én. Mit hjerte og mine følelser er helt ekko tomme.
I’m so lost.
——
Jeg har, for længe side, tilmeldt mig et nyt skrivekursus. Det virkede som en knippel god ide dengang, nu, not so much. Men alligevel, here I am. På Marienlyst Hotel med et berømt spa center i kælderen, som jeg aldrig kunne drømme om at gå ned i, heller ikke selv om der dufter helt vildt godt.
På vejen fra Århus, tog jeg færgen til Sjællands Odde og jeg tror ikke selv jeg havde tænkt tanken, at det var første gang siden ulykken 31. August 2019, at jeg kørte forbi stedet og at det var samme færge jeg var med.
Det slog mig først da færgen lagde til dokken i Odden og jeg kørte fra færgen og henover rampen, lige dér fik jeg et total deja’vu om at sidst jeg kørte her, kom jeg retur gående, nyudskrevet fra hospitalet.
Jeg kørte 100% ifølge hastighedsskiltene og holdt overdrevet afstand til alle foran mig samtidig med at jeg havde et falkeblik på dem der kørte bagved mig. Og så kom Ebbeløkke skiltet og Pumastien, huset der ligner det er savet over midt på, den faldefærdige lade og *bum* så var jeg pludselig lige dér hvor min bil for et år siden, blev skubbet til side af en ambulance for at jeg kunne komme på hospitalet med fuld udrykning.
Jeg fortsatte og kørte pludselig forbi skilte med Vedbæk, Nivå, Lousiana, så kørte jeg på Kongevejen og så Kronborg i eftermiddagsskæret. Efter et stop i en genbrugsbutik endte jeg på Marienlyst hotel. Internettet er ikke imponerende men her er rent og i skrivende stund kan jeg se Kronborg ud af vinduet fra konferencerummet.
I baren fredag aften, så jeg en ultra tynd børnemor med en ca. 2-3 årig i den ene hånd og en 1 årig i den anden. Hendes mørke hår var skrabet tilbage i en Ritt Bjerrehus knold og hendes ultra tynde ben var i et par sorte jeans med fødderne plantet i et par voldssomt lækre sorte ankelstøvler med guldnitter på fra Chloé.
Jeg kan kende dem på tusind mils afstand, da jeg selv har savlet længe over dem. Nyprisen er ikke under 4000 Kr….. sååå jeg ejer dem ikke. Det er virkelig et “se mig og mit mærketøj” hotel, det kan selv jeg med min svage modesans se.
Jeg har fået det SKØNNESTE VÆRELSE (#277) Det har sikkert den mest kedelige udsigt hvis du drømmer om at se vand og Kronborg men jeg drømmer om kølig natteluft i ansigtet, rent sengetøj og end ikke stilhed men bare visheden for, at ingen kommer ind af mit vindue. Det fik jeg her og jeg er IN LOVE!!
Jeg har gennemfotograferet sengen og måden den er sat op på, badeværelset som har en glasrude ind til rummet, som på begge sider, både i bruseren og inde ved håndvasken, har påklistret spejlklistermærke, så der er spejl begge steder. Et total smart scoop, specielt fordi ruden ikke går helt op til loftet, så der er cirkulation fra badeværelet ind i rummet hvor vinduet er – et mega smart hack til en kommende kolonihave.
– og madrassen……. madrassen var bare MEGA LÆKKER!! Og blød. Jeg må virkelig genoverveje om jeg skal have ny seng!!
Benene sidder løse selv om jeg har skruet dem på utallige gange siden flytningen, men jeg tror simpelthen at rammen er blevet mast så meget gennem opgangen at den er blevet skæv og så er det efterhånden også en 6 år gammel seng som måske var billig til at starte med? Uanset hvad, så kan mit niveau af dyb dyb drømmeløs rolig søvn i denne weekend slet ikke komme på niveau med den mængde dyb dyb drømmeløs rolig søvn jeg får i Århus på en måned. SLET IKKE.
Hver gang vi havde “fri skriveri” gik jeg direkte op på værelset og smed mig på sengen foran det åbne vindue og sov før jeg kunne nå at åbne FB appen på min telefon. Kvæsted dækker ikke helt. Jeg burde købe mig 24 timers søvn i deres senge, i værelse 277 med det åbne vindue…… søvn er virkelig undervurderet!
Fik jeg fortalt at jeg lige til en forandring, måtte skifte pære i baglygterne på min bil, inden jeg tog afsted? Jeg tror virkelig ikke min bil lever så længe mere. Den er kronisk defekt.
——
I tirsdags, kørte jeg et kæmpe giga læs med møbler, bestik, service, gryder, stole, spejle mv. ind til Reden i Århus. Hele bilen var proppet og traileren fyldt – jeg kan nemt samle et læs eller to mere. Jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle dem at det var opsamlet fra storskrald, fordi jeg ikke ønskede at dem der i forvejen har det svært skal trædes længere ned eller føle sig set ned på. Det meste var rengjort og fint og rent, noget af det var lidt støvet men intet var defekt eller i stykker. Og de blev SÅ glade. Og det gjorde mig SÅ glad.
——
Da jeg solgte nogle fliser til en lidt for træls-smart mand og hans kone og lille datter ude fra mine forældres gård, siger den uinteligente mand da han kan hører min Far stå og save inde i laden: “Tøhøøø bag enhver kvinde står der altid en Far og arbejder for hende tøhøøøø“
Mig: “Hvad? Nu er det jo mine forældres gård som jeg arbejder gratis på, så man kunne jo sige at bag enhver Far går en datter og knokler!“
Hvordan en mand kan sige sådan i første omgang, er mig en gåde, men hvordan en mand med en datter kan sige sådan noget, er himmelråbende dumt og uintelligent!!! Jeg blev så skummende arrig, fordi jeg ikke er for vane at forvente at nogen løfter en dørmåtte for mig. Jeg gør alting selv, altid. Alene. Så sådan en dumsmart kommentar er fuldstændig usmagelig og upassende.