I skrivende stund ligger jeg på ryggen i min seng i min elskede lejlighed i Spanien. Jeg spiser M&M’s (de gule) med højre hånd af en skål, mens at jeg efterhånden forbander overboen væk, som siden kl. 16.00 har spillet techno musik.

Du ved, monotomt musik, med samme “dunk dunk dunk” lyd – jeg er ikke typen der brokker sig over mine naboer, det er en del af charmen ved at bo centralt, MEN personen spillede også HELE DAGEN i går (Lørdag) og nu igen i dag.

Det er til at blive sindssyg af – jeg lå lige og tænke på, om jeg kunne formulere en skideballe over musikken på Spansk……konklusionen var at dét kan jeg nok ikke, så jeg må nok bare bide musikken i mig, selv om jeg kan mærke at den efterhånden piller ved de tynde nerver i mit sind!!! Fucking irriterende!!!!

Og dét kommer fra mig, som har en Flamingo-danse-bar liiiige nedenforan mit soveværelses vindue, hvor der HVER AFTEN ÅRET RUNDT er Flamingo musik, klap, råb og trap i gulvet i TIMEVIS – men det her techno shit, det tæger på mine nerver.

Jeg har lige været inde i de to andre værelser, der er ingenting at hører, så det må være liiige ovenover mit soveværelse at techno spasseren sidder. Har tænkt på om det er en som er gået fra en tændt radio eller computer, for ingen kan sku da holde ud at lytte til dét shit i så mange timer, med mindre man naturligvis er fuldstændig stenet.

Og appropo stenet, dét kunne nemlig godt være en mulighed, for ude på min terrasse, har jeg sådan en hvid markise som kan trækkes ud, for at skygge for solen. Efter at de nye ovenpå er flyttet ind, er der blevet brændt hul i markisen med cigaretskodder – der er også blevet brændt hul i hynderne til mine terassemøbler.

Jeg var i DK da jeg fik det at vide og jeg har SÅ mange problemer i forvejen, at jeg slet ikke kunne hidse mig op over det. Det er jo sket. Men det farlige er, at her er jo knas tørt og brandfaren er mega stor – oven i det, bor jeg i den bilfrie zone af byen og det vil sige at det ville være umuligt for en brandbil at komme herind og slukke en brand…… i den historiske del af byen.

Jeg fik rengøringspigerne til at tage billeder af hullerne, sendte dem til min udlejer, som tog en snak med lejerne. Måske det er hævn for at sladre?

De sidste to dage har jeg kodet og arbejdet på livet løs sammen med min nye koder her i Spanien. Det har været SÅ FANTASTISK FEDT og jeg bliver helt høj af at tænke på det. Vi har fået automatiseret en masse ting, som på sigt gerne skulle give mig mere tid, til at bruge på feks. andre ting i firmaet. SÅ SKØNT

Det er i dag Søndag d. 26. November 2017, jeg kom torsdag aften og jeg tager afsted tirsdag Kl. 15.00, så det er meget kort tid jeg er her – ville give meget for at blive her længere men dels har jeg mange bookninger jeg skal hjem og ordne og dels har jeg planlagt turen, så jeg (desværre faktisk) går glip af at skulle tale med min Psykiater-Lærling tirsdag fordi jeg lander så sent men også sådan at jeg ikke går glip af mit skrivekursus onsdag.

Udfordringen er bare, at jeg total har misted lysten til at skrive, efter at jeg er startede på kurset. Jeg vil faktisk hellere tale med min psykiater-lærling, end jeg vil på skrivekursus……. dén lader vi lige stå lidt….

Sidst jeg var hos min Psykiater-Lærling, talte vi om at jeg ofte føler at der gøres forskel på os børn. Jeg ved godt, uden at være barnlig, at der ER forskel på børn, specielt når børneflokken er så stor som i min familie, og jeg ved også godt at der gøres forskel på børn, fordi børn ikke er ens MEN……

Her er et eksempel:

I 2011 spørger jeg mine forældre om jeg må sælge min andel i vores familiefirma, sådan at jeg kan få penge fri, til at redde gården og dermed min egen økonomi. Svaret var blankt Nej.

I 2012 spørger min ældste storebror Norman vores forældre om han må sælge sin andel i vores familiefirma, så han og hans kone i Østrig, kan købe et nabohus. Svaret var Ja.

I 2013 spørger jeg mine forældre om familiefirmaet vil købe min gård, sådan at jeg kan komme ud af min massive gæld og det økonomiske pres. Svaret var blankt Nej.

I 2014 spørger min ældste storebror Norman vores forældre, om familiefirmaet (som jeg også er medejer af) vil købe hans usælgelige hus, så han ikke har den økonomiske belastning mere. Svaret var Ja.

I 2014 sælger jeg min gård med et giga million tab, mens min bror sælger sit hus med profit til familiefirmaet, som sætter det i stand fra A til Z og fra miljømærke F til AA+ og lejer det ud uden profit.

Dette er bare ét af de tusindvis af eksempler jeg kan komme med, hvor JEG FØLER at der gøres mega forskel på os børn. Jeg er meget meget forsigtig med at nævne det, specielt efter at jeg er blevet ældre, for INGEN i min familie kan se det fra min side af og det ender altid i skrig og skrål.

Det er altid mig som er utaknemmelig, uopdragen, svær at stille tilfreds osv. osv. Det talt vi om i tirsdags og dét gjorde mig SÅ ULYKKELIG men her bagefter, eller faktisk flere dage efter, så kan jeg mærke at det (måske) har sat en puslespilsbrik på plads i mit liv. Det var dejligt at kunne fortælle om MINE FØLELSER uden at blive dømt eller gjort forkert, ligesom det var dejligt at vide at min Psykiater-Lærling, faktisk godt kunne se det fra min side af og også selv syntes det var lidt mærkeligt.

Nu vil den skarpe læser nok tænke “Jaeee men hun bliver så også betalt for at holde med dig…. det er hendes job” – og sådan tænkte jeg også og tænker stadig og det nævnte jeg naturligvis for hende, at hun jo blot var enig med mig, for at jeg skulle få det bedre og fordi det var hendes job.

Det afviste hun blankt, ligesom hun også sagde at “ja det var hendes job, men hun var jo også en privat person og som privat person syntes hun også det lød mærkeligt og at det lød som om min familie var forkerte på den”

(SÅ schyyyyyy……….??? Musikken stoppede!!! OMG efter 5 timer stoppede techno musikken!!! Mine øre bløder af glæde!!)

Og nu da der er gået en rum tid siden vi talte sammen (5 dage for at være præcis) så kan jeg mærke at der er kommet en plet med ro i mit sind. Ja nøjagtig sådan føles det, som om der er kommet en rundt cirkel/plet der ikke gør så ondt mere, midt inde i et område der bløder og gør konstant ondt. Det lyder helt off, men det er sådan jeg føler – hele min krop føler følelser og jeg kæmper dagligt en kamp for at de her følelser ikke skal få lov til at styre mit liv, specielt fordi de i 2017 har været 99,999% dårlige. Dårlige følelser der styre ens liv, rager bare mere dårligdom til sig.

Men siden jeg kom til Spanien, har der været rigtig meget at smile af. Feks.:

1. Torsdag da jeg ankom, spurgte jeg pigerne om vi skulle mødes og spise, det kunne de ikke. Jeg var kamp sulten og mega træt (tog fra Århus kl. 05.46 og var først i lejligheden kl. ca. 18.00) så jeg traf en urationel beslutning og ringede til Norman. Jeg tænkte jeg ville lægge en besked på hans telefonsvare og sige at jeg var i Spanien, om han ville mødes og så gå ud og købe en portion “Fried rice and eggs, vegtables and chicken” hos den fantastiske Kinesiske restaurant. Til min STORE forundring tog Norman telefonen……og så viste jeg faktisk ikke hvad jeg skulle tale med ham om. Vi talte i 22 minutter kan jeg se på telefonen, men der var ikke en rød tråd i samtalen for jeg havde tusind jeg gerne ville spørge ham til råds om, fortælle og dele, men fordi jeg tænkte “det her er en joke, ligesom lidt sviner han mig til” så var det (for mig) en meget mærkelig samtale og det var mig som afsluttet den. Men – fordi det var så positivt en oplevelse, har jeg været i strålende humør siden.
2. Fredag morgen var jeg ved frisør og fik dækket min udgroning fra Februar – SÅ TILTRÆNGT og jeg følte mig instant mere lækker, flot og selvsikker.
3. Fredag formiddag og eftermiddag kodet og arbejdet jeg non stop og 100% på mit firma med min nye koder. Det var SÅ DEJLIGT!! Total teamwork og vi fik lavet så meget! ❤️
4. Fredag aften var jeg ude og spise med pigerne, efter at jeg havde arbejdet med min koder hele dagen. Det var noget vi havde aftalt for over en måned siden. At vi skulle spise store burgers og drikke øl med håndtag sammen, så skulle de sove hos mig i hvert deres værelse, så de ikke behøvede at kører hjem. Jeg havde taget en ny kjole på, lagt neglelak, pudset mine grå støvler og mine krøller sad bare som en million. Pigerne derimod, kom i tøj der var så brunt og kedeligt, at selv hvis vi skulle have haft et pyjamas party, så var deres tøj tarveligt! Vi endte med at mødes kl. 20.00 (man spiser sent i Spanien) og jeg var hjemme i min seng kl. 24.00. Naller – men pga. de ovenstående positive ting, var jeg stadig glad, da jeg vågende Lørdag morgen.
5. Lørdag skippede jeg badet og sov længe, spiste brieost og friskbagt fuldkorns flutes til morgenmad og så kodet og arbejdet jeg HELE DAGEN fra kl. 12.00 til kl ca. 22.00, hvor jeg fulgte min koder op til hans bil, og kørte med ham ned til lyskrydset (byen går op af en bakke som bliver til et bjerg) hvorefter jeg gik ud og fik mig en italiensk pizza på et trafikeret gadehjørne, hvor jeg så sad en lun mørk lørdag aften, alene i 20 graders varme og kikkede på mennesker. Jeg var næsten lykkelig.
6. Søndag – i dag, sov jeg længe igen. Dvs. jeg vågnede kl. 07.00 og tvang mig selv til at ligge i sengen til kl. 09.00. Jeg skippede badet og sad frem til kl. ca. 12.00 og arbejdet videre med de ting jeg havde taget stikord til Fredag og Lørdag. Jeg vil gerne være produktiv og når jeg er fyldt med varme inden i og følelsen af succes, så er det meget meget nemmere – så den bølge har jeg redet på hele dagen. Mens jeg arbejdet har jeg vasket dyner og puder, det har min rengøringsdame ikke liiige fået gjort, selv om alt andet har været mega flot ordnet – men jeg har det bare svært med at sove med en pude som en eller anden svedig mand har sovet med i halvanden måned. Så gik jeg en tur ud og købte lidt småting til lejligheden (skraldeposer, skuresvampe, M&M’s osv) og da jeg kom tilbage kl. ca. 16.00, satte jeg mig i sengen og arbejdet videre – og her sidder jeg endnu.

Jeg havde naturligvis håbet på at Norman ville mødes og spise frokost eller aftensmad eller ingenting med mig, men jeg har ikke hørt tilbage fra ham. Selvfølgelig kan jeg vel næsten sige. Han er på min Bucket-List som jo faktisk kan blive en realitet før end jeg aner – til dem som ikke ved det, så er en Bucket-List en liste med ting man skal have gjort/oplevet/prøvet før man “Kick the bucket” aka dør.

Jeg har dog valgt at kæmpe hårdt imod mine trist tanker når de kommer som en tsunami fra højre og minder mig om hvor sårende det er, når han ikke vil mig når jeg vil ham og når jeg ikke forventer noget, så vil han noget, som feks. snakke i torsdags.

Der er også noget dumt med vores samtale. Jeg kom nemlig til at lyve for Norman. Jeg plejer generelt ikke at lyve på daglig basis og jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har løjet for Norman før, så det var faktisk rigtig irriterende. Og dumt. Virkelig dumt.

Jeg kan ikke helt huske hvordan samtalen nøjagtig lød, men det var noget med at jeg sagde at jeg havde tabt mig en del, hvortil Norman spørger hvorfor, jeg siger så, som sandt er, at jeg har fået noget medicin som har fået mig til at tabe mig. Norman siger så “Ej kan jeg ikke få nogle af de piller, jeg trænger til at tabe mig” – og her går jeg så lidt i panik (inde i mit hoved) fordi jeg jo ikke vil snakke om “dét” altså hvorfor jeg har tabt mig, for det vil jo lede ind på pillerne som vil lede ind på Psykiatrisk Hospital osv. og uanset hvad du vil argumenter, så ER det mega tabu OG taber agtigt at være Psykisk syg eller Psykisk sårbar som er min “diagnose”

Der er SÅ mange fordomme omkring det, at det er helt latterligt – folk inkl. mig selv, tænker at folk der er eller har været på Psykiatrisk Hosptital er total blæst i knoppen og mærkelige. Jeg er blevet kaldt mærkelig så så så mange gange i mit liv og det gør altid lige ondt hver gang. Norman har selv været en solid bruger af dét udtryk og min sjæl krymper hver gang.

Så jeg panikken – ligesom jeg gjorde da jeg var til samtale på skolen ang. mit fravær – og siger “Ej det kan du ikke få” hvortil Norman (naturligvis) siger “Hvorfor?” og så klapper fælden……og jeg lyver………🤦🏼‍♀️🤛🏻 Jeg siger noget i retningen af at det vil kræve at han har et underliv og celleforandring (altså jeg lægger op til at jeg har kræft!!) OMFG Deirdre-Ann….

Da jeg var til samtale på skolen, spurgte de også ind til alt muligt og måske jeg kunne havde tænkt så langt som at de ville spørge, men altså, jeg havde ikke forberedt mig og jeg gik total i panik og det første der faldt mig ind, var kræft. Der havde lige været Landsindsamling til Kræft i tv og jeg tænker at det var derfra min hjerne hurtig heve dén frem.

Så på skolen tror de jeg har kræft (ikke nogen speciel form, bare kræft) og at jeg måske er klar igen til August 2018. Men til Norman, fik jeg ligesom specificeret det liiiidt for meget…….
– jeg har haft lyst til at ringe ham op 10 gange og sige sandheden og undskylde, men jeg ved godt at det ikke nytter noget, når han jo ikke engang vil mødes. Dernæst så ville det at undskylde for min løgn også indebærer at jeg fortalte sandheden – og alt andet lige, så tror jeg ikke Norman er den rette at fortælle dén sandhed til. Af alle mennesker, så er han ret fordomsfuld på det punkt.

Men det er sjovt, det at “have kræft” er en total acceptabel og okay “diagnose”, hvis du har været til undersøgelser for kræft, eller noget der lugter af kræft, så hepper folk på dig. Hvis du er dybt ulykkelig og har fået din livsopskrift ødelagt ganske tidligt i livet, så er det helst ikke noget folk taler om, for “tænk nu hvis….” alt muligt……… tænk nu hvis de kom til at spørge om noget der gjorde mig ked af det. Tænk nu hvis de kom til at spørge om noget og ikke selv kan rumme svaret. Tænk nu hvis de kradser i overfladen på noget som er dybt sårene. Tænk nu hvis………. folk bare accepteret at der er flere mennesker der er blevet seksuelt misbrugt end der er mennesker de har kræft. Det er i hvert fald min egen konklusion og jeg har efterhånden mødt en del af førstnævnte i 2017. Forbavsende og skræmmende mange, både mænd og kvinder.

 

 

 

 

 

 

Anyway, jeg tror ikke jeg får mulighed for at sige undskyld og forklare mig overfor Norman, så jeg vil bare lade det ligge. Og surfe videre på at jeg har en masse Juhuuuu-oplevelser i øjeblikket og krydse fingere for, at jeg ikke dykker for hårdt inden det bliver Tirsdag d. 5. December hvor jeg skal se min Psykiater-Lærling igen. 🤞🏻