Jeg har ikke hørt fra Far og Mor hele søndag og hele mandag, på en måde dejlig befriende fordi jeg ikke føler mig overvåget men da det er så unaturligt, vidste jeg godt der var noget galt. Hvilket gjorde det svært at nyde “friheden” + at jeg jo glemte at gøre rent i firmaet, så jeg vidste der ville falde brænde ned.

Jeg kørte KUN hjem fordi en dame ville købe et skrivebord som jeg har med fra Spanien. Det står på mine forældres gård og kræver en trailer.

Jeg startede med at undskylde for det glemte rengøringsjob, som kompensation har jeg booket en rengøringshjælp for mine egne penge, der kommer på Fredag.

Lang historie kort, jeg fik hented skrivebordet, og tjente 380 kr, så jeg nu har rundet 24.000 kr i solgte ting i år. Jeg tog også en masse billeder med fra mine opbevaringsting som Mor gerne ville se. Jeg ville også gerne finde nogle billeder til min veninde i USA der bliver 40 om en måned, så da jeg kom retur satte jeg mig og sorterede i dem.

Så kom Far hjem og han gik direkte hen og satte sig i sofaen, kikkede på mig og sagde “Hvornår har du sidst haft XXX (min Gudfar) 14. Gamle uvasket pik i din mund??!!”

Jeg blev helt chokeret!!! Og paf. Og pinlig berørt og så begyndte jeg at græde. Jeg følte mig “cornered” og overrasket (på en ubehagelig måde) og Fars tonefald var vred. Meget vred!!!

Far tordnede løs mod mig og sagde at JEG jo var pinlig sådan at lade det stå på så længe.

Det var jo pinligt at tænke på at jeg selv havde kørt derud, at jeg selv havde opsøgt ham.

Alle mine argumenter faldt klask til jorden, jeg forstår det jo heller ikke selv NU men mens det stod på var det jo ikke nemt at komme ud af.

Når jeg klaget, var jeg utaknemmelig. Jeg var fanget af et pantebrev da jeg blev ældre og da jeg var yngre var der trusler om alt fra at det ville gå udover min søster/brødre/Mor osv til at jeg ville blive slået ihjel, at ingen ville tro på sådan en lille luder som mig osv.

Far sagde at han og Mor ikke havde lavet andet end at give os børn i hoved og røv hele livet, passet på os og så stod jeg der og følte mig skuffet og overset!!!! Jeg var jo decideret til grin i Fars optik!!!!

Far stillede spørgsmål ved det hele og jeg kunne vitterlig ikke svare for mig. Jeg var én stor grædende undskyldning. Og så kom Mor hjem og jeg kunne ikke mere

Så jeg gik. Da jeg sad i bilen var min første tanke Ringgadebroen – men jeg kørte i stedet for ud på Psykiatrisk Skadestues parkeringsplads.

Jeg føler mig fanget, jeg er imellem to forløb. Min Psykiater-lærling ved alt om mig og ville kunne hjælpe, forstå og rådgive mig men – hun er IKKE min Psykiater-Lærling mere. Så er der den Nyd Behandler som jeg har set 2 gange, hun ved intet og har ikke mødt mine forældre og kan kun rådgive ud fra “sådan gør man normalt” så hvilken gavn ville det ha for mig at tage på skadestuen?

Måske de vil ende med at låse mig inde? Desuden var ingen af dem sikkert på arbejde og så ville jeg skulle tale med endnu en person og starte forfra og til hvilken nytte egentlig?

Jeg var bare i teorien knusende ulykkelig og ville helst ikke være alene med min sorg og smerten efter Fars hårde ord.

Så jeg sad igen i min bil med sædevarme og kikkede på den forjættede bygning mens jeg græd færdig.

Jeg måtte aflyse at tage til Bestyrelsesmøde og tandlæge, jeg så ud og følte mig færdig.

Nu ligger jeg her og skriver og skal sove, men jeg tænker stadig på hvad der skete og sender en vred tanke til min søster, det her kommer fra hende af.

Jeg er så ensom med min sorg inden i, det her går jo aldrig væk, det vil forfølge mig resten af livet og jeg drømmer bare om at være normal.