Her til aften har jeg fået to rap over fingerne. To afvisninger – som jo alt andet lige, gør meget mere ondt på mig end på alle mulige andre. Og jeg er endda selv bevist om det!!

Jeg er bevist om at det ikke burde gøre ondt. Jeg er bevist om at jeg ikke burde sidde og få grus i næsen og tårer i øjene. Jeg er bevist om at følelsen af at jeg er uønsket, uduelig og ubrugelig ikke burde vælte frem som en Østrigsk lavine – men faktum er, at alle ovenstående ting sker lige nu. Jeg er simpelthen SÅ ked af det (også selv om det er dumt)

Jeg har været til et møde i aften ang. min bog og jeg tror måske at jeg har tænkt, inde bag i mit skøre hoved, at hende korrektur damen lidt var min veninde (agtig) Hun er sød ved mig, hun spørger til mit firma og til hvordan jeg har det, med oprigtighed i stemmen. Hun er 45 år gammel og gravid. Jeg tænker lidt at så er der måske liidt håb for mig endnu.

Men så siger hun…. bla bla bla….. jeg er et ret privat menneske …. da jeg spørger ind til hendes graviditet. Helt okay, jeg ville virkelig ikke snage, jeg var bare oprigtig interesseret og glad på hendes vegne. Senere står vi ude foran og skal skilles, vi skal begge hjem. Jeg har naturligvis ikke travlt og vil gerne snakke, jeg kan mærke at det vil hun ikke og dét sårer mig (SÅ dumt!!) men klokken var næsten 21 og hun har mand og barn derhjemme, så hvorfor skulle hun også gide at stå i vinterkulden og snakke med mig?

Så kommer jeg hjem, åbner Facebook og får en besked fra ham jeg har kontakt med ang. det frivillige projekt jeg har arbejdet på. De regner ikke med at gøre brug af det mere. Og nej de har ikke brug for hjemmesiden som jeg har lavet (mere) og nej de har ikke brug for Facebook siden jeg har oprettet (mere) og fået virkelig mange likes og følgere på, på knap 2 måneder. Faktisk har de ikke brug for mig mere. Og det var ham der i November ville ansætte mig til at passe deres site og lave PR og inviterede mig til Generalforsamlingen.

Jeg forstår ingenting. Vitterlig ingenting.

Og som prikken over i’et når tårerne presser sig på, så får jeg lyst til at ringe til én person i hele verden – en person som faktisk med sikkerhed vil give mig endnu et hak i næsen. Nemlig Norman.

Jeg er så forkert i mit hoved.

I onsdags talte vi meget om skyld, min nye Behandler og jeg. Om skyld og om at være forkert. I dag slog det mig, at første gang jeg kan huske at jeg følte mig forkert i forhold til andre børn, var da jeg var 5 år gammel.

Jeg blev 5 år i Juli og startede i skole i August. Lærerne mente jeg talte for hurtigt og for meget og derfor fik jeg en talepædagog som kom og hentede mig hver evig eneste gang jeg lige legede aller bedst, eller hver evig eneste gang vi feks. sad i rundkreds og skulle spille på instrumenter eller have historielæsning.

Jeg HADET at jeg blev taget ud af gruppen. Jeg HADET at jeg skulle gå hele vejen op til loftværelset med talepædagoen. Der var så langt, trinnene var høje og jeg var træt inden jeg nåede helt derop. Det eneste jeg gerne ville, det eneste jeg altid gerne har villet, var og er at være som de andre.

Det eneste jeg aldrig har været, er som de andre.