Jeg ville ønske nogen ville holde mig i hånden her i mørket og bare sidde her til jeg vågner igen.

Jeg har en mor og jeg burde ringe efter hende men jeg orker ikke at hører på hendes velmende mistillid og på hendes meninger. Jeg vil bare have ro og forståelse fra en som ikke dør inden i, hver gang jeg overvejer at nævne en drøm, en tanke, et minde eller en oplevelse som indeholder noget fra årene 1980 til 2013….

I forgårs ville jeg beskytte og bakke min yngste lillebror op. Kort fortalt har han fået tilbudt drømmejobbet, halvtid til fuldtidsløn inkl. Bolig og mulighed for at færdiggøre sidste år på lærerstudiet, på Sjælland, samtidig med at han arbejder.

Jeg vidste og forberedte ham på at han IKKE ville få Far og Mors accept og ganske rigtigt.

Til sidst da han gentagende gange har spurgt direkte efter deres personlige mening, siger jeg: Xxx, hvad er det du leder efter? Deres accept? Den får du aldrig. Glem den og træf dit eget valg. Jeg har sagt jeg bakker dig 100% op.

Vi sad ved spisebordet og jeg kunne nærmest se hvordan Mors mund blev spidset som en blyant indtil hun spidst og mega fornærmet sagde: Hvad er det for noget vrøvl? Jeg syntes nu nok vi plejer at sige ja til jeres ønsker!!

Jeg kikkede på hende og havde lyst til at gøre sådan her 🤦🏼‍♀️ men jeg gjorde det ikke. At Far og Mor siger ja til at jeg må sætte min Fiat600 på plader er jo milevidt det samme som at de syntes det er en god ide. De syntes den skal sælges, så ja de giver sig men ACCEPTEN af at jeg gerne vil have min bil på plader og kører konfirmationskørsel for udsatte unge, kommer aldrig. Og det gør ondt. Og sådan er det med ALT.

Mor og Far spørger aldrig til hvordan det går på Psykiatrisk Hospital. Jeg tror faktisk helst de er fri for at hører om mine drømme, om mine mundsmerter, om mine selvmordsønskee. Hvis jeg kunne få et arbejde og et barn ville alt være godt i deres liv.

Ps: cola lighten virker ikke. Min mund gør nu så ondt st jeg græder og på vej i 7/11 tænkte jeg på om jeg kunne blive indlagt og få smertestillende….. men jeg ville end ikke vide hvor jeg skulle ringe hen…..