Mandag d. 12. August. Klokken er 15.49. Jeg har endnu ikke spist noget i dag og jeg forsøger at tænke på hvad jeg skal spise, men min hjerne fortæller mig at det er dumt at spise nu, for det er jo snart aftensmadstid. Ikke at jeg ved hvad jeg skal have til aftensmad.

Min mund er et inferno af smerte. Gummerne bag mine kindtænder brænder, min tunge prikker og svulmer op. Mine led i kroppen, nakken, benene og armene er stive og jeg har efterhånden svært ved at række hånden om og tørrer mig i numsen bagfra (!) – seriøst, skulle dét ikke først ske om ca. 40 år eller mere?

Mine hæle revner, selv om jeg høvler dem og smørrer dem ind hver nat inden jeg går i seng. Jeg sover sent og står sent op og det på trods af at jeg går i seng senst kl. 22 hver aften og at uret ringer kl. 08.00 hver dag. Intet fungere for mig. Mor syntes jeg skal få det bedre og begynde at date igen. Tanken om at date er så fjern at en kønsskifte operation eller en gastrisk bypas (50/50 hvilken en jeg skal vælge) er oftere i mine tanker.

Jeg går ikke fremad i livet, enten står jeg stille eller også går jeg baglæns. Jeg er simpelthen gået i stå mht. hvad jeg skal gøre, MERE i mit liv for at ændre det. Jeg syntes (selv) jeg har kæmpet som en sindssyg hele mit liv, for at tjene penge, passe ind, være normal, være sød og vellidt – jeg har kæmpet på ALLE fronter (i min egen optik) og aldrig skabet noget for mig selv.
– udover det mislykkede i ovenstående, gør det også ondt at vide, at ingen andre som kender mig aka min familie, ser det på samme måde. De syntes jeg er vagelsindet, at jeg ikke kan holde på et job og på venner og at jeg skaber problemer og konflikter omkring mig hele tiden. I teorien vil jeg bare gerne være alene. Dét eller død. Igen, 50/50 eller måske nærmere 20/80, for jeg vil faktisk helst være død.

Men tænk engang, jeg er så fucking indkompetent, dum og uduelig at jeg end ikke kan slå mig selv ihjel. Hallihjulia hvor et pragteksemplar af en søster, datter, kvinde og menneske.

Jeg har ikke skrevet længe, fordi jeg ikke har haft noge at skrive om, sådan rigtigt. Jeg har i stedet for taget stikord til mit liv.

🍎Savner Norman – men har ikke kontaktet ham.

🍎Doula pga. Adgang til Jordemoderstudiet = veninder/socialt samværd

🍎Mor/Far oga. Hurtig adgang til en indtægt. Altid penge først

🍎Sup føles forkert

🍎Græder når jeg står i Føtex/Kører bil/vadket tøj

🍎Fysisk ondt i maven og gik i seng

🍎Nej tak til SMUK fest arbejde

√Alle ved mest om pools/filtre og hunde

🍎Føler ekstrem vrede mod Psykiatrien og det kommende møde. Føler de svigter mig/har svigtet mig. Men jeg har ingen alternativ udover døden. 

🍎Vægt 77,9 kg

🍎Smerte i mund

🍎Bestyrelsesarbejde 

🍎Parkeringslicens problem 

🍎Har virkelig dårlig mave. Sår i numsen. Sår i munden. Kronisk hovedpine. 

🍎Fortæller Mor om hvordan jeg har det. Slår det hen. Føler mig dum.

Ovenover er de noter jeg har lavet henover det sidste stykke tid, for ikke at glemme hvad jeg har lavet, tænkt og følt. Min gyldne plan var at udspecificere dem til et blogindlæg, men nu da jeg endelig sidder her ved bloggen, så virker det ret så ligegyldigt og jeg er hamrende træt og vil bare gerne sove og aldrig vågne.

Fordi det er mandag, er der huse til salg i 2 af de 3 kolonihaver jeg er medlem af. Hvis jeg kører nu – uret har lige ringet, klokken er nu 16.02, kan jeg nå at være i den ene kl. 17 og i den anden inden 18, hvor de lukker og så åbner de igen næste mandag. Drømmen om et lille hus med have, er faktisk mit eneste lyspunkt – undtagen når jeg tænker for meget på det, for så kommer jeg i tanke om at jeg ingen penge har til at købe en kolonihave, selv hvis jeg fik en tilbudt i dag…… så igen drømmer jeg urealistisk. Jeg hader mig selv og mit liv, og ville gerne give en skilling til lirekassemanden hvis nogen gad fortælle mig hvor den største forandring (og hurtigste) forandring i mit liv ligger, bare så jeg kan få lidt blod på tanden til at ændre noget – men jeg syntes jeg kæmper i blinde og at intet hjælper.

Fik jeg sagt at min mund gør frygtelig frygtelig ondt?