Kloken er præcis 11.29, tirsdag d. 17. September 2019 og jeg har allerede haft en lorte dag – og om få timer skal jeg ud på Psykiatrisk Hospital. Jeg fatter ikke det er muligt for en person som jeg, at leve i så gentagende stimer af lort, uheld og dårlige oplevelser. Får det aldrig ende?
- Min venstre hånd, helt specifikt pege og langefingeren, gør usigelig ondt. Det er den arm hvorfra jeg fik taget blod i går, men jeg ved ikke omd et er har noget med hinanden at gøre.
- Min ryg er HELT SMADRET i dag og jeg kan ikke finde ud af hvorfor, så da uret ringede kl. 08.00, slog jeg det fra og vendte mig om på siden for at sove videre. Jeg har sovet 2 nætter i mit knivskarme nyrullet sengetøj og (åbenbart) bevæget mig så lidt, at det nærmest ikke er krøllet, hvilket skyldes at jeg har så ondt i kroppen at jeg næsten ikke kan rumme mig selv – men det er ikke en fysisk smerte, det er ikke sådan at jeg kan pege på et blåt mærke og sige dér gør det ondt, det gør bare ondt. Over det hele.
- Jeg sendte denne mail til min revisor, som total ignorer mig – jeg forstår IKKE HVORFOR!! Om end jeg får en mere og mere snigende mistanke…
3. Jeg gider ikke mere skrive “Hej XX” eller “Kære XX” for hun svare alligevel ikke. Et emnefelt er også spild af min energi. Jeg har lagt 8 beskeder i omstillingen henover de sidste par uger, hver gang er hun “optaget internet” eller “ude af huset resten af dagen” og hver evig eneste gang siger omstillingsdamen at hun personligt skal give hende besked. Jeg har lige talt efter, jeg har sendt 16 mails siden Juni til hende. Jeg har fået 0 svar. Engang sidste år, jeg tror jeg har nævnt det herinde, brød jeg totalt sammen da jeg var hos hende – jeg kan faktisk ikke huske det mere, fortrængning måske? Men jeg endte med at fortælle hende om min Gudfar og om Psykiatrisk Hospital. Naturligvis ikke i dybe detaljer men nok til at hun vidste besked. I min optik er det siden da at hun har ignorert mig. Måske jeg har trigget noget hos hende? I så fald undskylder jeg meget. Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor hun ignorer mig? Er min fortælling en blankocheck til at ignorer mig og dermed skabe en størrer gæld for mig i Spanien? Mor vil at jeg skal give hendes telefonnummer til dem, så hun kan ringe “og tage en snak med hende” – men jeg er 41 år og burde kunne løse konflikter selv. Pt. ved jeg ikke hvordan, men jeg ved jeg ikke ønsker mine forældre skal ringe til hende.
4. Jeg har fået en mail fra Alm. Brand, hvor min bil er forsikret. De sår tvivl, ja du læste korrekt, de sår TVIVL om hvorvidt ulykken er MODPARTENS SKYLD (!) Jeg flippet fuldstændig ud inden i – hvordan kan det IKKE være modpartens skyld?? Jeg kører lige ud af landevejen, jeg overholder fartgrænsen, jeg holder afstand, jeg taler ikke i telefon, jeg lytter til Nova FM, solen skinner, vinduerne er åbne og pludselig bliver jeg påkørt bagfra. Jeg har VIRKELIG SVÆRT VED AT SE HVORDAN DET KAN VÆRE MIN SKYLD!! For mig lugter det som om de (Alm. Brand Forsikring) bare er ude på at slippe for at betale. SÅ typisk – sidst jeg havde brug for en forsirking, var da jeg mistede min vinterjakke og min telefon, før det, var det da der var indbrud i mit kælderrum i København og før det, da alt det med gården skete. Ingen af gangene – INGEN af gangene er udfaldet faldet ud til min fordel.
5. Min Mor skriver en sms at jeg skal ringe, jeg ringer hende op og hun begynder straks med forsikringsselskabet og siger “du skal komme herud og så skal du tage din computer med og så må vi sætte os ned sammen og skrive det ned som er sket” WTF??!! Jeg HAR skrevet sandheden!!! Jeg HAR sagt sandheden!!! Hvorfor skal der såes tvivl om MIG igen? Jeg sagde ordret det jeg lige har skrevet og dét fik Mor til at hæve stemmen, hvorefter jeg hævet stemmen og sagde at det her er fandeme ligesom på Psykiatrisk Hospital, kom ud og så skal vi tale om tingene og *bang* så sidder jeg til forhør foran en gruppe mennesker – her afbryder Mor mig og hun er vred! Du skal ikke prøve på at sammenligne din Far og jeg med Psykiatrisk Hosptial – vi er her for at hjælp dig – jeg afbryder hende og ler fuldstændig hånligt for ja, sjovt nok så var det de nøjagtig NØJAGTIG samme ord Psykiatrisk Hospital sagde til mig: “Vi er her for at hjælpe dig, kan du ikke mærke det?” Citat: Freuds Rynket Håndlanger. Mor er vred nu, hvilket bare gør mig endnu mere vred – hun spørger hvornår hende og Far ikke har villet hjælpe mig? Jeg siger at jeg føler det som om jeg skal komme ud og så skal jeg have skæld ud, fordi vi skal sætte os ned sammen og tale om tingene – hjemme hos os taler vi aldrig om tingene, så når vi skal tale om tingene er det for mig, inde i mit juvenile hoved, noget dårligt, fordi jeg skal have skæld ud. Mor råber nu af mig og jeg tager telefonen væk fra øret, og trykker på den røde knap og lægger på. Jeg er fuldstændig kølig. (eller not…) men jeg vil IKKE finde mig i at blive mistænkeligt gjort, for om jeg har sagt sandheden eller ej – hvilken gevinst vil jeg få ud af, at sige en løgn? Jeg har allerede mistet min ret til at blive certificeret doula, jeg har allerede mistet mine solbriller, jeg har allerede mistet min elskede bil (og dermed min storskraldsindtægt lige op til en terminsperiode…) jeg har allerede mistet en af mine yndlingskjoler som jeg kunne passe trods kødfyldte patter og dunk, jeg har allerede mistet mit yndlings sæt undertøj. Jeg har ikke mere at miste og jeg ved – JEG FUCKING VED OG VIDSTE FRA DAG 1 – at jeg aldrig ville se en krone. Jeg vidste det.