Afslutningsnotat

I går aftes, da jeg igen ikke kunne sove pga. kronisk søsyge, synsforstyrrelser og en voldssom kvalme, kom jeg til at tænke på, om der var skrevet noget nyt ind i mit online journal, siden jeg sidst kikkede, 31. Januar 2020.

Det var der – min norske psykolog havde lavet et afslutningsnotat d. 4. Februar og d. 6. februar har jeg åbenbart været oppe på endnu et af deres torsdags konference møder, men der er ikke noteret noget.

• 

Den første sektion der er understreget, kan jeg sagtens huske. Fede Dorit sagde ikke ét ord, det ved jeg at jeg også omtalte herinde på bloggen, at hun var klædt helt i sort og bare sad og kikkede på mig uden at fortrække en mine eller sige noget. Den anden i rummet, var Psykoedukations psykologen. Jeg ved der ikke blev nævnt nogle rammer omkring hvad jeg måtte og hvad jeg ikke måtte og jeg ved der ikke blev sagt feks.: “Du må ikke google din behandler, du må ikke ringe mellem sessionerne, du må ikke skrive en mail osv.” For jeg kan huske hele samtalen og jeg kan huske at der var en del talen om at jeg skulle i gruppeterapi, hvilket jeg ikke var interesseret i, men vi aftalte at det skulle vi (jeg) ikke bekymre os om nu, da det lå mere end ét år ud i fremtiden. Jeg ville efterfølgende få en startdato pr. e-boks og det fik jeg også, desværre skulle min Radiojournalist veninde giftes på rådhuset netop den dag, så jeg måtte melde afbud og på magisk vis havde Fede Dorit så ikke en tid til mig før en måned senere – hvilket jeg ofte har tænkt var mærkeligt, for var jeg nu dukket op den dag, så havde jeg jo fået en ny tid ugen efter, da jeg jo skulle have ugentlige samtaler. Jeg har tit tænkt på om det var en slags straf fordi jeg ikke kunne lige dén onsdag? Jeg mener, hvad lavede hun alle de onsdage fra dagen hvor jeg meldte afbud og så måneden ud, på det tidspunkt som var reserveret til “min” behandling? Det var 4 onsdag i alt. Filede negle?

Næste sektion er jeg naturligvis fløjtende uenig i – og derfor har jeg også lavet følgende note til mig selv ⬇️ – jeg skal ikke bruge den nu, men engang ud i fremtiden. Erfaring siger mig bare, at det er godt at handle mens motivationen er der.

—————————————————————————————————————-

“Noter til Afslutningsnotat i Journal 4. Februar 2020.

Citat: ”I det pågældende behandlingsforløb centerede sig et tema omkring rammerne for behandlingen, idet pt. havde haft henvendt sig til daværende og tidligere behandler uden for sygehusregi.”

1. hvem har jeg helt konkret kontaktede uden for sygehusregi? Navn?
2. hvornår har jeg konkret kontaktede daværende behandler uden for sygehusregi? Dato? 
3. hvornår har jeg konkret kontaktede tidligere behandler uden for sygehusregi? Dato? 
4. hvad har kontaktet bestået af?
5. hvor er beviserne for hver enkel påstået kontakt?

Enhed For Selvmordsforebyggelse

Mødte psykologen med den stille stemme i Netto – googler hende efterfølgende og finder ud af at vi bor tæt på hinanden. Vi taler om det at google, at bo tæt på hinanden og den viden det fører med sig. Ellers ingen kontakt før, under og efter behandlingen. 

Da jeg er stoppet hos psykologen med den stille stemme med og hos min Psykiater-Lærling, men inden jeg starter hos Fede Dorit, ringer jeg og aftaler et besøg med psykologen med den stille stemme på Enhed for Selvmordsforebyggelse, hvor jeg giver hende blomster og et brev samt hele afdelingen en kage. Dette var aftalt og planlagt og er gjort i privat regi.

Min Psykiater-Lærling

Googler hende først i februar 2020. 

Aflevere ”tillykke du er uddannet gave” på Hostel pga. At hun var gået hjem/over på direktionsgangen da jeg kom derud d. 31. August 2019. Fik svar retur: 11. September 2018. Dette er uden for hospitalsregi, men også i privatregi og der står ingen steder at taknemmelighedsgaver ikke er tilladt.  

Sender mail ang. xxx og gl. Billeder d. 16. Oktober 2018. Får intet svar. Dette er uden for hospitalsregi men også i privatregi. 

Ringer sent Lørdag d. 18. Maj 2019 på xxxxxx. Et nummer jeg tidligere er blevet ringet op fra, af min psykiater-lærling og efterfølgende gemt, i den tro at det var hendes arbejdsnummer. Jeg vil lægge en besked da jeg er i syv sind over e-boks brevet fra Fede Dorit og ikke ved hvad rammebrud er, i håb om at hun ville ringe til mig, tidligt mandag morgen når hun mødte ind og hørte beskeden. Min psykiater-lærling tager uventet telefonen lørdag aften, sent. Jeg lægger på. Jeg ringer med synligt nummer. 

Sender sms for at undskylde at jeg ringede privat mandag d. 20. Maj 2019. Sender smsen da jeg ringede med synligt nummer og gerne vil eliminere at hun troede jeg ringede for at chikanere hende og efterfølgende lægger på: ”Kære XXXX. Det var mig der ringede til dig, lørdag aften, sent og lagde på. Du har engang haft ringet til mig fra dette nummer og jeg gemte det i min telefon, sammen med din mail, i den tro at det var din arbejdstelefon. Jeg har aldrig brugt nummeret før, det har du mit ord på. Jeg sletter det nu og du hører aldrig fra mig igen. Sagen er den at jeg er blevet beskyldt for rammebrud i forhold til behandlingen, og nu er jeg indkaldt til temamøde med min behandler, en overlæge og hendes kollegaer. Jeg er helt ude af mig selv og ved ikke hvad jeg skal gøre. Min plan var at lægge en besked på din telefonsvare, på hvad jeg troede var din arbejdstelefon, men jeg gik helt i panik da du tog telefonen, og kunne levende se hvad de ville sige, at nu stalker jeg min tidligere behandler. Jeg beklager og lover aldrig at bruge dit nummer igen. Deirdre-Ann” Fik intet svar retur. 

Ringer til min psykiater-lærlings Afdeling mandag d. 19. August 2019 for at spørge ang. Jobbet der nu bruges imod mig. Fik intet svar. 

Ringer til min psykiater-lærlings Afdeling mandag d. 26. August 2019 for at spørge om hun har fået min besked. Fik intet svar. 

Psykolog Fede Dorit
Aldrig kontaktet på nogen måder uden for sygehusregi. 

Psykolog Nordmand 
Aldrig kontaktet på nogen måder uden for sygehusregi.”

——————————————————————————————————-

Jeg har netop i nat, sendt en mail til 3 mobils’ kundeservice og bedt om at få tilsendt opkaldslister på udgående og indgående opkald fra August 2017 frem til Juni 2019.

Det er naturligvis ikke okay at de skriver sådan noget ind i mit journal, men på den anden side, så er det ok, for jeg ved i mit hjerte at de ikke har ét eneste bevis på at jeg har kontaktet nogen uden for hospitals regi, hvilket jeg tænker de mener er privat.

Jeg har beviser på ALT hvad jeg har gjort, skrevet, sagt mv. Det er helt klart fordelen ved altid at sige og sigte efter sandheden. Jeg har så rent mel i min pose at det jeg læser slet ikke kan få mig op i det røde felt, fordi jeg ved jeg ikke har gjort det. Hvad jeg har gjort, står ovenfor.

Og når jeg får opkaldslisterne fra 3 mobil, kan jeg bevise at min psykiater-lærling ringede til mig fra det nummer og at jeg kun har brugt det dén ene gang, hvilket var en ærlig fejl, da jeg jo ikke kan vide at hun bruger sit private nummer til at ringe til mig/en patientklient på psykiatrisk afdeling. Fejlen ligger hos hende, man skal aldrig blande arbejde sammen med private ting, som feks. brug af arbejds computer og arbejds telefon privat mv. og omvendt. Det er uprofessionelt og det kan skabe problemer, som feks. nu. Men det er ikke min skyld.

Jeg kan se at afslutningsnotatet har taget langt tid at skrive, der har været mange ting hun skulle følge op på, datoer og begivenheder som skulle være korrekte.

Jeg sidder og læser tilbage i min blog lige nu, til dengang alt det her startede, bla. dette indlæg jeg har lavet efter det forfærdelige møde med de Stikkende Damer, da jeg er ankommet til Spanien. Den dér beskrivelse af hvor befriende det var at tale med nogen omkring min Gudfar, den følelse var så stærk, at jeg har et år senere, stadig kan mærke den. Jeg savner i den grad at tale med nogen om hvad han gjorde ved mig, hvad det har fået mig til at føle og hvordan det påvirker min hverdag.

Jeg kan ikke sidde og skrive om det hele tiden herinde, fordi det ville være for hårdt når jeg ikke kan få svar på tiltale og ikke få det vendt korrekt og fra andre vinkler, med et levende menneske – men det betyder ikke at jeg ikke tænker på det hver dag, 10 gange om dagen. At det ikke fylder i mit hoved og i mit liv. For det gør det. Hver evig eneste dag – det er som om jeg er ved at drukne. Faktisk er det som jeg beskriver i dette indlæg.

Jeg er helt helt smadret, både mentalt og fysisk. Mine hænder ryster som på et gammelt menneske, jeg fryser og mine øjne gør ondt. Jeg ser dobbelt og føler mig søsyg og har en konstant kvalme. Jeg kan næsten ikke blogge mere.

Sidder i min lille et personers sofastol med varmen tændt og to tæpper omkring mig. Jeg har forsøgt at dele stuebordet op i en bunke med forsikringspapierne, en bunke med papierne fra psykiatrisk hospital og en bunke med papir til at søge ind på jordemoderstudiet. Mangler stadig alt for mange arbejdgivererklæringer og nu er min bil kaput – ikke at jeg burde kører bil sådan som jeg har det lige nu – så jeg kan ikke kører nogen steder, hvilket er skidt, taget i betragtning af at jeg har forsøgt at være i så god tid som muligt.

Torsdag skal jeg til læge igen, min læge vil give mig en lægeerklæring som jeg skal sende ind til Styrelsen for Patientklager, så mener han at de vil arbejde hurtigere på min klage end de 18 måneder og så syntes han at jeg skal tage en dialog med hospitalet. Det første kan jeg godt lide, det sidste ved jeg ikke rigtig. Der er jo ikke så meget at tale om – de har jo ført til protekol (journal) hvordan jeg er og hvad jeg har gjort. Jeg er uenig og jeg mener vi er her hvor vi er nu, pga. at vi ikke kan kommunikere os ud af flere problemer, så hvad vil en dialog gøre, udover at stresse og presse mig?

Jeg tror jeg må sove lidt, mine øjne er helt ødelagte og jeg har det voldssomt dårligt.

SENERE KL. 21.22 MANDAG D. 2. MARTS 2020.

Jeg har så ondt i min mund, at jeg nærmest ikke kan være i mig selv. Hele min gane og tunge er fyldt med små rifter og sår. Min underlæbe er ét stort forkølelsessår, mine øjne føles som om jeg har haft dem åbent under vandet i en klorholdig pool. Jeg har så meget kvalme at jeg nærmest ikke kan trække vejret eller synke uden at jeg nærmest kaster op i min egen mund.

Jeg sov lidt efter jeg skrev sidst, men ikke særlig meget og ikke særlig godt, da mine ben begyndte at sove, som de hang udover kanten på min sofastol – min sofa er fyldt med papir i bunker og alle puderne er lagt på gulvet – hvor der i forvejen står et 40 cm. bredt underskab til et køkken med 4 skuffer, ligesom alt indholdet fra skufferne fylder mit spisebord – jeg har endnu ikke fundet ud af hvor jeg skal gøre af mit bestik, viskestykker, køkkenredskaber mv. Mit køkken er jo ultra lille og der er ikke meget bordplads, så jeg skal tænke mig godt om, inden jeg vælger at blokere mit køkkenbord med diverse ting. Alt mit værktøj står på gulvet ved siden af mit spisebord på vej ud mod min mikro gang. Det hele skal bæres i kælderen og/eller ned i min bil og køreres bort – men ak, jeg har ingen bil. Så det hele står bare dér og fylder i min ca. 10 kvm. stue.

Jeg mødtes med min søster efter at jeg havde sovet lidt, vi gik en tur ned gennem strøget og jeg købte en kjole med min søsters lederrabat. Den er sort. Jeg ejer faktisk ikke noget som er sort. Det er mærkeligt nok men sort siger mig ikke så meget og efter at jeg har fået Ella (selv om hun ikke bor her mere) så går jeg slet ikke i sort, da hendes hår ses så tydeligt på alt. Men denne her er flot og enkel og jeg mangler hverdags kjoler. Sikkert fordi jeg er for tyk og burde tabe mig.

Og appropo tabe mig, siden Fredag hvor jeg fik kontakt til min familie igen og så til nu, mandag aften, har jeg fået tilsendt 2 x links til bootcamps, diætister og slankecoaches. Don’t get me wrong, jeg ved det er i bedste mening men pt. går jeg og samler mig sammen til at jeg skal begynde til SUP pr. 1. April og nu vil alle at jeg skal begynde til alt muligt andet – det er SÅ frustrerende at de ikke forstår hvor stressende det er for mig, at få så mange indtryk. Hver gang jeg har besluttet mig på én ting, så er der 20 andre meninger jeg også skal forholde mig til, eller måske bare 4 men det er også nok. Og det gør (desværre) at jeg får mindre lyst til at være sammen med min familie – jeg vil bare gerne have ro.

Jeg forstår slet ikke at det er så svært for alle at forstå, at jeg vitterlig bare har brug for RO og stabilitet, kontinuerlighed og tid. Men mest af alt bare RO!

SENERE – TIRSDAG D. 3. MARTS 2020 KL. 17.20.

Se hvad 3 mobil har sendt til mig ⬇️ og gæt hvem der kun har brugt psykiater-lærlingens private telefonnummer 2 x gang? 🙋🏼‍♀️ Ét opkald. Én sms. Og gæt hvem der har brugt sit private nummer til at ringe til en patientklient på psykiatrisk hospital hele 3 x gange fra August 2017 til Juli 2018? Min Psykiater-Lærling. Så fuck me sideways hvor vil jeg ikke finde mig i deres usanheder om at jeg tager kontakt til mine behandlere uden for sygehusregi.

Mit opkald til min psykiater-lærling er sket lørdag d. 18. Maj 2019 kl. 22.37 og har varet i ét sekundt. Ifølge 3, som jeg har skrevet med, er 1 sekundt det mindste de kan måle, opkaldet kan derfor godt havde været endnu kortere 🖕🏻Fuck hvor jeg elsker at have ret og specielt den slags ret jeg kan bevise.

Nu mangler jeg bare at Fede Dorit kommer med hendes punkter til, hvordan hun mener jeg har kontakted hende udenfor sygehusregi. Hvis hun siger pr. telefon eller sms, så falder hammeren for jeg har opkaldslister på ALT. Og siger hun pr. mail, så er udfaldet det samme. Jeg ved jeg har ret. Jeg ved jeg har rent mel i posen. Og jeg ved de lyver. Og jeg ved at elektroniske fodspor ikke kan slettes (sådan lige) og det gælder glædeligt og heldigvis begge veje, så bring it on.

I morges stod jeg op, hoppede i tøjet og tog bussen hjem til mine forældre – men at tage bussen nu om dage i Århus er ikke så nemt som det burde lyde. Jeg gik ned på Rutebilsstationen men kunne ikke finde bussen, så jeg står og kikker på et skilt der viser hvor busserne holder nu – efter at dele af Rutebilsstationen er blevet spærret af pga. sammenstyrtningsfare. Jeg kan se den ene bus men ikke den anden og den “anden” er den som kører tættest på mine forældres hjem.

Jeg spøger derfor i informationen og pigen siger til mig at den “anden” bus ikke har kørt herfra siden juni men at jeg kan tage den ene bus oppe fra Park Alle, hvor den – ifølge pigen – holder nu. Jeg tænker: Park Allé?? Skulle bussen holde på Park Allé?? Så for at være 100% sikker, spørger jeg 2 x om hun er helt sikker på at den bus vi taler om, skal holde på Park Alle og ja, hun er 100% sikker. Så jeg tager en bus ét stop op til Park Alle og går rundt og kikker efter denne her blå bus – som jo naturligvis ikke holder på Park Alle og som jeg naturligvis ikke kan finde.

Jeg går derfor, i silende regn, ned til Rutebilsstationen igen og stiller mig i kø for at tale med denne her total blanke pige der sidder i informationen. Jeg kan se at hun opdager mig, mens hun ekspedere en anden kunde og bliver rød i kinderne. Jeg har mest lyst til at flå hende levende men siger i stedet for til hende, at jeg syntes det er forkert at hun henviser folk til at tage en bus fra Park Allé, når hun ikke er 100% sikker – og at jeg, i mellemtiden via google har fundet ud af at bussen faktisk holder på Rutebilsstationen, ikke engang 50 meter fra hvor informationen er. Hun kommer med en lam forklaring/undskyldning og jeg kikker bare iskoldt på hende og går min vej inden jeg kommer til at kaste grimme ord op, lige i hoved på hende.

Jeg når med nød og næppe bussen og da jeg sidder i den, kan jeg mærke at jeg er helt helt flad. Alt min energi for i dag er allerede brugt og jeg er både svimmel og ør i hoved, har ømme fødder, en grusom smerte i munden og kvalme.

Jeg kommer hjem til mine forældre og får en ordentlig kysse-slik-i-hoved-tur af Ella. Jeg er så træt at jeg sætter mig på gulvet lige inden for døren med benene strækt frem foran mig og dér sidder jeg i næsten 40 minutter fordi jeg slet ikke kan overskue at rejse mig igen. Mor laver råkost til mig og Ella tigger rosiner.

Så kører Mor og jeg ud til mine storskraldsting og finder møbler, urtepotter, gryder mv. som skal ind i lejligheden, den lejlighed som Far og Mor syntes jeg skal flytte ind i, den som har en lille have. Jeg har besluttet mig for at blive boende her hvor jeg bor. Jeg kan ikke overskue at flytte og jeg kan ikke overskue de nye omgivelser der vil være ved at flytte til en, for mig, ukendt del af Århus. Dernæst så vil jeg ikke nøjes med en lille have, jeg vil have en kolonihave, et drivhus, et skur til at male i, jeg vil have agurkebede, ærter, engelske roser og en havelåge.

Bagefter går vi en lille tur i støvregn med Ella der går helt bonkers af at være sluppet fri på 20 tønderland fyldt med dyr, fugle, mulvarper, hestelort, sand, jordvolde, skov mv. Et paradis for en jagthund.

Så kører vi hjem, bytter biler rundt (vi var kørt i Fars bil, da min ældste lillebror havde lånet Mors bil, den kom han så retur med) Så kørte vi ind og fik flyttede tingene ind i lejligheden, jeg fik vasket gryderne af mens mor vaskede sofaerne i sæbespåner. Da klokken var 15.30 skiltes vi og jeg gik op til Gratis Retshjælp, selv om hele HELE min krop skreg på at jeg burde gå hjem og lægge mig – jeg er og var så færdig at jeg næsten ikke kunne se lige ud af mine øjne. Det hele sejler.

Jeg var der, som altid, i god tid men kom først ind kl. 16.32, selv om min tid var kl. 16.00. Så typisk. Nå men jeg har jo været der før, faktisk flere gange i forbindelse med at jeg blev påkørt bagfra 31. August 2019. Den “lille” påkørsel har kostede mig 31.000 kr – for slet ikke at tale om de ting der er galt med min bil nu, som jeg ikke kan lade være med at tænke på, har forbindelse til at jeg blev påkørt.

Jeg har givet forsikringen en samtykkerklæring til at indhente mit journal eller dele af mit journal fra min læge. Og jeg har insistered på at jeg ikke vil finde mig i at de ikke vil betale for taxi til og fra færgen, mad ombord på færgen, færgebilletter, min selvrisiko mv. Mærkeligt nok lykkes det mig at få dem til at betale mig 4000 kr. Men Doulauddannelsen vil de stadig ikke betale for – og det er min største udgift/tabte post.

Så, jeg blev anbefalet at tage fat i en erstatningsadvokat, hvilket jeg vil gøre i morgen og spørge dem til råds om det kan lade sig gøre. Og viser det sig at det kan det ikke, så vil jeg lade det ligge. Jeg orker ikke mere. Det er så træls en situation og det er så voldssomt mange penge at jeg kun bliver i dårlig humør af at tænke på det. Juristen jeg talte med, sagde til mig at hun var helt overrasket over hvor langt jeg var kommet med forsikringsselskabet, for hun havde selv svært ved at komme så langt – og hun var uddannet jurist.

I morgen skal jeg låne min søsters bil og kører til Ålborg. Der er åbent hus på Jordemoderuddannelsen. Det er både godt og skidt at jeg gør det. Godt fordi jeg glæder mig voldssomt til at starte på uddannelsen – som jeg jo slet ikke er kommet ind på!!! – og skidt fordi jeg netop ikke er kommet ind på jordemoderuddannelsen. Måske jeg ikke burde kører derop, se skolen og mærke atmosfæren, fordi det vil gøre savnet og skuffelsen så meget desto størrer men på den anden side, har jeg aldrig før haft så lang-ud-i-fremtiden-planer og jeg tænker lidt at det er “sådan andre gør” og at jeg derfor bør gøre det samme og leve drømmen till the fullest mens der er en drøm at leve. Måske det at se uddannelsen, se underviserne, lokalerne mv. vil gøre det hele mere realistisk i mit hoved og dermed gøre mig i stand til bedre at vinkle min levnedsbeskrivelse, som er det eneste der står imellem optaget eller ikke-optaget. Alle de andre kriterier opfylder jeg og karakternen kan jeg ikke ændre på, ergo er mit eneste trumf min levnedsbeskrivelse, som jeg har arbejdet på siden november 2019, først med stikord, så med kildemateriale, så med personlig materiale, så med hjælp, finpudsning, stavekontrol mv.

Så i morgen, onsdag, står på erstatningsadvokat og jordemoderuddannelse og afhentning af endnu en Arbejdsgivererklæring for det bestyrelsesarbejde jeg har lavet siden 2015.

OMG jeg er træt, sidder nærmest ret op og ned og sover i min sofastol. Mine øjne summer og jeg kan ikke holde fokus. Har lige børsted mine tænder, fordi min mund føles som om den er tyk af belægning og gør smerteligt ondt. Mine kinder napper og strammer og jeg er svimmel. Jeg kan hører min gl. nabo i nabobygningen, han lytter til radioavisen eller i hvert fald til tale-radio. Tænker det må være frygtelig højt på hans side af væggen, siden jeg kan hører det tydeligt på min side, igennem minimum 2 x tykke murestensvægge.