Jeg har netop set endnu en skøn film, hvilket minder mig om hvor meget jeg holder af at se film – at forsvinde ind i en anden verden for en stund, at komme tilbage med nye brikker til mit eget indre eventyr, min egen livsfilm.
Filmen jeg så, hed Adaline eller The age of Adeline. Kort fortalt handler filmen om en kvinde der ikke kan blive gammel, dvs. hun må skifte identitet ofte, for ikke at vække mistanke hos andre mennesker om at hun ikke bliver ældre.
Nu er det jo ikke sådan at jeg ikke bliver ældre, tværtimod, jeg er blevet ældre. Men kvinden her i filmen er ca. 26/30 år men har jo en massiv viden pga. hendes høje alder. Da jeg boede på Gården var jeg kun knap 18 år og jeg husker tydeligt at jeg følte mig så utrolig gammel inden i.
Min viden i forhold til min aldersgruppe var massiv – jeg vidste alt om forpagtningsaftaler, grønne afgifter, grønt bevis, sprøjte afgifter, fodder priser osv. Min vide om ting som ingen – helt bogstavelig talt INGEN i min omgangskreds vidste noget om, var så massiv at jeg altid enten brillieret i et selskab eller faldt helt igennem, fordi folk bare glanede når jeg talte.
Jeg lærte lyn hurtigt at det var nemmere at være fremme i skoene, fræk, kæk og provokerende end at være mig, Deirdre-Ann. Når jeg var mig syntes folk jeg var mærkelig, sær og gammelklog – når jeg var fræk, kæk og provokerende kunne folk kun enten had eller elske mig – de fleste hadet mig men dem som elskede mig, blev når de opdaget min rigtige facade, min gammelklogskabs facade, min (dengang) formue og mit ejerskab.
Filmen mindede mig lidt om hvordan det var for mig, dengang. Hvordan jeg ikke kunne fortælle fremmede om min Gård og dermed om hvor jeg boede – alt i mit liv var en balancegang af løgn og undvigelser, ligesom damen i filmen her.
Men naturligvis fandt hun til sidst lykken – mon jeg også gør det, til sidst?
Hvad har DU på hjertet?