Jeg sidder i min stue, i mørket. Tv’et er slukket og jeg har ingen lys tændt. Jeg sidder i sofaen, halvliggende på højre side med computer (Og ekstra tastatur) på mit lille stuebord og skriver.
I dag har været mega god vejrmæssigt. Måske 20 grader?
Jeg kom til at sende en Whats App besked til Norman…… spark mig hårdt. Han har ikke svaret (naturligvis)
Jeg kan mærke jeg er helt flosset inden i, ikke pga. Norman eller WhatsApp beskeden, men pga. mit liv. Det er den følelse jeg har, som gjorde at jeg skrev til Norman, at han ikke svare overhoved, forstærker bare følelsen af at jeg er ingenting.
Selfinflicted pain anyone?
Jeg burde være klogere, jeg burde være bedre – jeg burde så meget men jeg føler mig som en kløvet personlighed, hvor den ene side kan se ALT det som jeg burde gøre og den anden side kan ikke gøre noget, den er helt rundtosset.
Mon det nogensinde går væk? Følelsen af ikke at slå til, af ikke at være god nok til livet?
Jeg var hjemme hos Far og Mor i dag og hjælpe med at rydde op i garagen. Fik en sms om at de var igang og at de gerne så at vi (børneen) kom og hendtede vores ting i garagen. Som jeg hele tiden har sagt, så har jeg ingenting der, og SURPRISE – jeg havde end ikke én papkasse derinde……alle andre derimod?? Yep! Selv min ældste lillebrors kæreste havde 3 flyttekasser derinde. Men ikke jeg.
– men det er selvfølgelig mig der det sidste år har hørt for at jeg har skrammel og rod OVERALT og så er der fandeme ikke én eneste ting som er min….. hvis ikke det var fordi det har gået mig så meget på, at alle altid er efter mig, så ville jeg sætte mig ned og grine, men der er ikke noget at grine af. Jeg burde elske at få ret men at få ret betyder også at de andre tager fejl og at de føelsler de har givet mig det sidste år (eller mere) pga. netop denne garage, har gjort at jeg er helt ødelagt inden i. Tænk nu hvis de bare lyttede til hvad jeg sagde…
Jeg fik også klippet negle på min hund og friseret hende fra A-til-Z og hun fik en vaniljeis at spise. Hun sad helt stille og spiste den med lukkede øjne i solen og pludselig sad hun helt stille og vippede hoved til siden og lavede en grimasse, jeg tror hun fik brainfreeze – jeg var ved at dø af grin, selv om det selvfølgelig ikke er sjovt og sikkert gjorde ondt. Men hun så nu virkelig sød ud, som hun sad dér.
I dag er der 91 dage til min 40 års Fødselsdag. Dagen som jeg i flere år har sat som pejlemærke for hvor jeg skal være med mit liv. Jeg har 91 dage og 13 tirsdage hos min Psykiater-Lærling, til at få mit liv på rette kurs igen. Ikke for at være sortseer, men realisten i mig, ved allerede nu at det ikke kommer til at ske og jeg ser mindre og mindre grund til at arbejde, til at tage ud på Psykiatrisk Hospital og tale med en Psykiater, velvidende at der sidder mennesker på lange lange lange ventelister, som ville gøre atl for at få min plads i stolen. Og alligevel er der mig der sidder dér og spilder tiden, fordi jeg allerede har givet op.
Der er virkelig ingen grund til at vente 91 dage, heller ikke for en planlægningsfreak af et vanemenneske som jeg.
Hvad har DU på hjertet?