Jeg sidder i min seng med mit efterhånden lange hår i en drøm af et krøllehav. Jeg har en postkasse rød blondetop på fra H&M. Mine øjne gør ondt når jeg bruger dem, hvilket vil sige hele tiden.
Det er som om det gør ondt inde bag ved øjene, kikker jeg op eller ned eller til siderne, så bliver jeg svimmel. Prøv at drej rundt om dig selv helt vildt hurtigt og så kik til siden, sådan føles det for mig, hele tiden. Jeg misser med øjene og må lukke dem ofte for lige at få styr på mine bevægelser, retning og hvad jeg skal.
Jeg kom på Anti depressiv medicin i Januar og har det nøjagtig lige så dårligt som jeg kan huske at jeg havde det, da jeg fik medicin for første gang i mit liv mens jeg boede på gården. De (lægerne) siger at der er sket en revolution på medicin marked siden jeg for 20 år siden var på anti depressiv medicin – jeg valgte at tro dem og de har sikkert også ret, men mine bivirkninger er lige så voldssomme som sidst.
Min tung er øm og hævet hele tiden, i sidste uge havde jeg så ondt i min mund og mine gummer at jeg overvejet om jeg var ved at få nye tænder – min mund er ét stort åbent ømt sår, det er forfærdeligt og kan faktisk ikke rigtig beskrives.
Jeg taber mig helt automatisk, hvilket jeg burde være himmelrykt over, men det er jeg ikke. Jeg kan slet ikke overskue mit liv og drømmer alt for meget om at dø.
Der er 10 måneder og 23 dage til jeg med god samvitighed kan rejse herfra og sige at jeg prøvede alt, både for min egen skyld, men mest for alle de andres skyld. Og jeg er så træt af at gøre ting for alle andres skyld, når det ikke har nogen gavn for mig. Jeg vil bare gerne være i fred.
Jeg er som skrevet startede i skole, i denne uge, mandag, tirsdag og onsdag skal vi på studietur til Ebeltoft (den sydende metropol…) jeg havde tænkt mig at deltage men alt gik skævt. Min lille hund har lavet på gulvet 5 gange i nat, så min søvn har været afbrudt så mange gange at jeg knap kan huske at jeg har sovet. Den var ellers næsten blevet renlig….måske den laver fordi jeg behandler den dårligt?
Måske jeg slet ikke burde have en hund i min varetægt?
I morges kom jeg endelig i bad for første gang siden onsdag – jeg lugtede helt bogstavelig talt, men jeg kan ikke overskue at komme i bad mere, så jeg lugter. Klamt faktisk. Jeg har købt noget hårsnask som jeg købte i Spanien men ikke kunne finde i DK, så jeg bestilte det online og det er SÅ godt for mit hår – som krøller i et væk. Jeg elsker jo krøller, som i helt vildt meget jeg elsker krøller – men jeg har det så skidt at jeg slet ikke kan glæde mig over mine krøller.
Så jeg kørte min hund ud til Far og Mor som skal passe hende mens jeg er på studietur. Så kørte Mor mig ind til rutebilsstationen, hvor jeg havde sagt at vi skulel mødes. Planen var at vi skulle mødes i Rønde men jeg kunne mærke at jeg slet ikke kunne overskue at skulle være social aktiv i 3 dage 24 timer i døgnet med mennesker jeg ikke kender – og som iøvrigt er i alderen 19 til 26 år. Det er hårdt nok at være vågen og kikke lige ud.
Så jeg løj og sagde at vi skulle mødes på Rutebilsstationen i stedet for. Så dér sad jeg med mine tasker i en solstråle og skrev til min lærer at jeg af personlige årsager ikke kunne komme. Det er jo meget rigtigt. Og så gik jeg hjem.
Gennem Banegården, på McDonalds og så hjem i seng. Vågnede kl. 13-et eller andet og forsøgte at ringe til min nye læge på Psykiatrisk Hospital, men de sagde at hun ikke eksisterede….. syret nok, så sad jeg dér med et kort i hånden, som jeg fik i onsdags, hvorpå hun havde skrevet sit navn og så får jeg at vide i omstillingen at der slet ikke findes en person ved dét navn i deres system……. jeg er heldigvis 7-9-13 ikke så langt ude at jeg betvivler mig selv i så høj en grad at jeg tænkte om jeg fantaseret. Jeg ved hun findes, jeg talte med hende, jeg gav hende hånden, to gange.
Så nu sidder jeg her, med ondt i øjene og munden og kroppen og tænker på, hvad der skal blive af mig? Ikke bare i dag, men sådan generelt i livet?
Skal jeg forsætte med at kæmpe med mit firma for at få det op og kører? Hvis ja, hvad skal der til for at der kommer mere volume aka kunder, så der kan komme mere indtægt? Og hvis nej, hvad skal jeg så når jeg lukker firmaet? Og hvad skal der ske med alle dem som på nuværende tidspunkt er mere eller mindre afhængig af mit firma? Hvordan skal de tjene penge til at klare deres liv?
Jeg ved helt bogstavelig talt ikke hvad jeg skal bruge mit liv på. Jeg har masser af ideer og tanker og drømme, men jeg kan ikke blive ved med at genopfinde mig selv – jeg har i mere end 20 år kæmpede en kamp alene og jeg orker det ikke mere. Jeg er træt helt ind til knoglerne, det føles som om jeg kører i cirkel, årti efter årti.
Men lad mig fortælle lidt mere om hvad der er sket siden Januar.
- Jeg har skrevet lidt i min app “5 minutes Journal” som jeg også har i bogform. Jeg vil forsøge at uploade det jeg har skrevet i kronologisk rækkefølge .
- Jeg besøgte Annabell i København i starten af Februar efter aftale med min psykolog, vi sad og snakkede efter at havde spist en lækker burger på en restaurant. Annabell spurgte ind til alle mine veninder og dissede dem alle – jeg krympede mig lidt inden i – feks. sagde hun at “Sofie altid har været lidt mærkelig….” og så spurgte hun ind til den næste og som jeg fortalte, ydmyg over at have bare én veninde der havde tid til mig, dissede hun dem én efter en. Da jeg fortalte om Anika og Walters liv, hvordan de lever som hund og kat, dissede hun også dem. Det var en Onsdag aften. Torsdag morgen kørte jeg uden at få morgenmad, uden at gå i bad, jeg tissede bare af, og hoppede i tøjet og løj om at jeg skulle dele flyers ud inde i København – jeg ville bare væk. Følte mig til forhør. Torsdag aften – efter at have sovet i bilen på vej hjem – skrev jeg en sms og takkede for en dejlig aften. Lørdag hørte jeg fra Annabell igen, hun skrev hun ville anmelde Anika og Walder til de sociale myndigheder for vold mod deres børn. Jeg var chokeret. Ualmindelig lang historie kort, Annabell tænkte ikke på konsekvenserne for andre og lavede en anmeldelse på Anika og Walder, i mit navn/på mine vegne (!) uden at jeg nogensinde ever har haft de tanker selv. Den 10. Marts 2017 kunne Michelle være blevet 39 år, det var også dagen hvor Anika og Barbara vendte sig mod mig og jeg på blot 24 timer mistede 3 veninder, samtidig med at jeg sørgede over tabet af Michelle.
- Den dag i dag har ovenstående aften hos Annabell haft så vidstrukne konsekvenser for mig, at selv de garvede læger og psykologer på Psykiatrisk Hospital er chokeret over hendes handlinger. Faktum er, at jeg fortalte Annabell fortrolige ting om Anika, i et fortroligt (og naivt) øjeblik – og det har kostede mig SÅ dyrt på venskabs kontoen, at følelses kontoen slet ikke kan følge med. At Anika altid har delt mine fortrolige smser omkring mine sexudskejelser, mine følelser, mine oplevelser mv. med andre – uden hensynstagende til mig og mine følelser – er der naturligvis ingen der tænker på. At jeg altid har følt mig blottet er bare sådan det er, at Anika og Walter nu er blevet blottet er synd, utrolig synd og jeg græder på børnenes vegne – men går omsorg ikke to veje?
- Detaljen om at hvis jeg ville have anmeldt Walter for vold, så havde jeg nok gjort det dengang for mange år siden, da jeg boede i København og Anika ringede helt panisk, at hun havde forladt huset i bare tær og børnene var derinde, og at Walter havde jagtet hende med en kniv – det gjorde jeg ikke dengang og jeg har heller ikke gjort det nu. Jeg har altid tænkt at det var bedre at være tilstede, at være veninde der ikke viger. Jeg tog fejl.
- Jeg prøver ihærdigt at få Norman Bach (NB) ud af mit system. Det lykkes med små tilbagefald.
- Jeg har fået en tatovering og følger “Tiny Tats” på Instagram og drømmer faktisk om at få flere, små bitte betydningsfulde tatoveringer – selv om det gjorde frygteligt ond at få mit ene Michelle Heart lavet.
- Min radioven Jonas har taget kontakt til mig igen – han er blevet far igen og bo nu et andet sted. Vi mødtes et par gange og snakkede, det var SÅ SKØNT – indtil hans exkæreste truet med at han ikke måtte se sin søn, hvis han var venner med mig. Så mistede jeg også ham. Det var 5 ven på kun 4 måneder. Smerte dækker ikke helt.
- På Søndag d. 3. September 2017 bliver mit elskede København 850 år. Jeg overvejer at flytte derover, bare én gang mere inden jeg rejser for evigt. Jeg savner København, men vil det blive det samme når jeg har en hund? Vil det blive det samme når jeg ikke bor i min elskede HØJT SAVNEDE taglejlighed?
- Jeg købte en bil i Juli fra en dødsbo efter en gammel dame. Den kostede 25.000 kr og er en 10 år gammel Opel Meriva. Min hund og jeg har været på camping i Løkken i den. Det var fantastisk.
- Jeg har haft et Green Card til Psykiatrisk Skadestue i det meste af 2017 og endnu aldrig brugt det – ikke fordi jeg ikke gerne ville, jeg har været på nippe til at sige JA TAK såå mange gange. Jeg har endda siddet på parkeringpladsen midt om natten og prøvet at overbevise mig selv om at jeg godt måtte gå derind og give op, men jeg gjorde det ikke. Jeg forsatte mit liv.
- Jeg fortalte min psykolog – lad os kalde hende Karen – i virkeligheden hedder hun det samme som min værste mobber fra Folkeskolen, men jeg prøver ikke at holde det imod hende. Men jeg fortalte Karen ALT om min Gudfar…. om pengene for sex, om sparkene, om de blå mærker, om misbruget fra da jeg var lille, om følelsen af at blive forlad, om sorgen, smerten, aborten, ydmygelsen, magtkampen, følelserne, tankerne og sidst men ikke mindst, frydsfølelsen af at se ham død. Stendød.
- Og om det fri fald jeg har været i lige siden – pludselig stod jeg midt i mit liv, uden et hjem, uden en bil, uden en gård, uden en gudfar og uden en kæreste – med en død veninde og levende veninder der svigtede og gruset der lige så stille gled væk under mig, uden at jeg kunne nå grenene ovenover og hive mig selv om….
- Alt det fortalte jeg hende, henover 6 måneder – og hun grinede aldrig af mig. I’m forever great full.
- Jeg har også gået til madlavning i Februar men droppede ud, fordi jeg ikke kunne overskue det. Lavede én portion lækker wokmad som jeg ikke har glemt smagen af endnu
Og nu ligger jeg her, med massive smerter pga. medicin, en hund der er på ferie, et firma der står ved en skillevej og jeg selv der ikke ved hvilken vej jeg skal vælge…
Hvad har DU på hjertet?