TIRSDAG D. 24. SEPTEMBER 2019
Efter min tid hos min nye psykolog på Psykiatrisk Hospital, som jeg stadig ikke har fundet et navn til herinde, besluttet jeg mig for at ringe til det nummer som stod på sedlen, der sad i min vinduesvisker. Sat af ham som bakkede ind i min bil.
Nummeret tilhører et af de største tømrerfirmaer i Århus. Efter et par forsøg blev jeg stillet om og kom til at tale med en dame, som spurgte følgende:
Dame: Står der et registreringsnummer på sedlen som sad i dit vindue?
Mig: (jeg har netop læst sedlen op for hende, så jeg undres over hendes spørgsmål) Nej…?
Damen: Står der et navn på sedlen?
Mig: Nej…? Der står “mvh” men det er streget over, som om personen har ombestemt sig mht. navn
Damen: Okay, så i teorien kan enhver have sat sedlen og skrevet vores nummer på?!
Mig: ????? (inden i: WHAT THE FUCK DIN FUCKING CUNTBITCHTWATKÆLLING!!!!)
Damen, som jeg havde lyst til at myrde, vil ringe tilbage til mig når hun har undersøgt “sagen” – jeg siger dig bare allerede nu, at jeg fucking kender udfaldet! Hvor mange tror du der faker at andre har kørt ind i deres nylakeret bil?? Og hvor mange har vidner der siger at dét og det firma har bakket ind i dem? Desværre fik jeg ikke navnet og nummeret på ham manden der kom op til mig og sagde at han havde set det ske – jeg overvejet slet ikke at det kunne blive nødvendigt. Årghhh fuck mig for hårdt hvor jeg dog hader hader HADER MIT LIV!!!
SENERE KLOKKEN 06.58 ONSDAG MORGEN D. 25. SEPTEMBER 2019
Min næse løber så meget med snot, at jeg har givet op mht. at tørre det af og væk. Jeg ligger simpelthen bare med mit snottet hoved på hovedpuden og lader næsevæsken aka snottet (!) løbe ud af det næsebor som ikke er blokeret som et betondæksel. Min hals klør. Mine øre gør ondt. Min mund er et LEVENDE MARIDT og et INFERNO af smerte – eneste plus, hvis det da kan ses som et plus, er at min appetit er rigtig god og jeg føler mig mere mæt end jeg har gjort længe, fordi jeg alene i dag (som så egentlig var i går tirsdag) spiste 3 x pizza slice, en trøffel og noget mexikansk dip jeg havde i skabet (af ukendt dato) som stod til at være “HOT” hvortil jeg tænkte: Måske HOT kan overdøve min smerte i munden?
HOT er så ikke HOT, i hvert fald ikke i min mund. Jeg gik målrettet efter at spise noget ultra spicy for at få min mund til at slappe af. Effekten udeblev, eller også er min chilli tærskel fra da jeg boede i Spanien og selv dyrkede Chilli sammen med IT Manden kommet retur? Who knows, but the shit ain’t burning like it should.
Jeg faldt i søvn omkring kl. 21 og vågnede kl. 03.42 og nu er klokken 07.05 og jeg kan godt vinke farvel til enhver form for søvn.
Mit mellemkød er revnet igen, denne gang helt om i numsen. Jeg bemærket det da jeg var i bad i går morges (formiddags) men havde lykkeligt glemt ALT om det, indtil jeg i morges (nat!) vågnede og ville gå ud og tisse. Idet jeg sætter mig op i sengen og slider hen mod kanten af sengen for at stige ud, giver mit røvhul mig et direkte nyrestød lige op igennem rygsøjlen, som en lang tynd snor af smerte da såret gik op igen!! Og vi sagde GODMORGEN!!! 🖕🏻Fuck dig asshole!!
Om jeg fatter hvorfor jeg skal gå så meget igennem?
Doula damen som valgte at beholde mine lidt over 20.000 kr, penge som forsikringen ikke vil dække, fordi jeg ikke har et cool arbejde jeg kan pjække fra og tage uddannelsen i min arbejdstid irritere mig stadig, specielt fordi jeg flere gange har taget mig selv i at læse mere om doula uddannelsen og jordemoderlivet generelt. (Deres argument for ikke at dække udgifterne er at jeg var igang med at tage uddannelsen i MIN FRITID!! WTF!)
Jeg trode ellers jeg havde lagt drømmen om at blive jordemoder bag mig. Jeg kan ikke komme ind, mine karakter. 8,7 på den gamle 13-tals skala er ikke noget at råbe hurra for og specielt ikke i en verden der består af 12-tals piger så langt øjet rækker. Jeg har en HHx uddannelse og er virkelig god til salg og markedsføring, kommunikatio og journalistik – men jeg er også virkelig virkelig god til mennesker, til omsorg og til at gøre det ekstra der skal til, for at (turist)gæster får en fantastisk oplevelse, til at mennesker føler sig set og inkluderet. Og det er egentlig med dét i tankerne, at jeg ønsker at tage uddannelsen.
Jeg tænkte at der ikke var nogen grund til at satse på en hel lang uddannelse, hvis jeg nu – som så ofte før – gik kold i faget halvvej eller ikke kunne få praktikpladser (som feks. på Guldsmedstudiet) så jeg tog endda til Afrika, for at være assistent til en jordemoder og arbejde på en Fødselsafdeling, helt gratis. Jeg ved uden skyggen af tvivl, at der er kvinder i Kenya som har haft et bedre sygehusophold generelt og et bedre fødselsforløb specifikt pga. mig. Jeg sagde ofte fra overfor de jordemødre der slog kvinderne. Jeg sørgede altid for at de var renvasket down there. Jeg stjal tæpper til dem, så de ikke frøs efter fødslen. Jeg sørgede for at madvognen efterlod mad til dem, selv hvis de ikke lige var ved deres seng når vognen kom. Jeg holdt mange af dem i hånden i timevis og jeg gav gerne en hånd, hestesko og skulder, når en gravid med veer ikke kunne komme op på fødselsbriksen.
Helt sikkert, det er imod tusindvis af internationale regler, at jeg også har været aktiv deltagende i fødsler, taget imod nyfødte alene, lagt drop og klippet navlestrenge og sat navleklemmer på – men HELT SIKKERT det er også imod alle humanitære regler, at lade gravide fødende kvinder ligge alene på et hospital, fordi du som uddannet læge, jordemoder og sygeplejerske, vælger at strejke op til et valg og ikke har hjernekapacitet eller omsorgsgen nok, til at lave en strejke-arbejdsplan.
Måske det første vil ende med at fælde mig og min drøm – and so be it, det er ikke første (eller sidste gang) mine drømme ikke bliver til noget.
Men selv hvis jeg vidste, dengang i Kenya, at mine handlinger ville spænde ben for min fremtidige drøm, dén drøm som egentlig førte mig til Kenya i første omgang, så ville jeg stadig stikke hånden ind under kvinden som satte sig på hug på gulvet i fuld fødsel og gribe barnets hoved og efterfølgende tørre hendes afføring op fra gulvet uden handsker på. (Fordi de snobbede og super racistiske jordemødre, mente hun skulle gå op og blive indlagt først, via omstillingen og betale gebyr, få papir mv. FØR hun måtte føde hos dem…)
Jeg vil også stadig gribe det lille barn der bogstaveligtalt smuttede ud af moderen, få sekundter før det ramte stålbækkenet måske 60 cm. længere nede, fordi Jordemoderen havde travlt med at tale i telefon. Jeg ville også stadig havde forsat hjertemassage på moderen, der døde pga. lægen var gået hjem med nøglen, til operationsstuen og medicinskabet og jeg ville også stadig havde taget imod de 2 små tvillingepiger som kom mens jeg var alene og ingen tog telefonen da jeg ringede og ringede og ringede og det første barn begyndte at krone.
Generelt ville (og vil) jeg aldrig nogensinde lade andre mennesker i stikken. Aldrig. Selv om jeg ikke har født og nok aldrig kommer til det, så kan jeg nemt sætte mig ind i, hvordan det er at være forsvarsløs og alene i verden. Efterladt. Fortabt. Ukampdygtig. Og det eneste man ønsker er at nogen vil stille sig ind foran en, og tage kampen og slagene mens man selv er til tælling. Dét kan jeg relatere til og det er med dén attityde jeg angriber livet.
Alle de idér jeg har inde i mit hoved – når kaosset for en (ultra) kort bemærkning er lukket inde bag forhænget – er alle sammen ting jeg ikke kan omdanne til at tjene penge på. Jeg kommer aldrig til at tjene penge. Jeg kan allerede se mig selv ende op i økonomisk armod. Snarer end jeg ønsker at tænke på det. Pt. lever jeg KUN pga. mine forældre og det super ironiske er, at jeg altid KUN har drømt om at være økonomisk uafhængig af andre mennesker. Det er som en dårlig joke der bare ikke er dårlig nok til at man kan grine af den.
LØRDAG D. 28. SEPTEMBER 2019 KOKKEN 20.30.
Mens jeg sad og pumpet min hjerne med endnu en dosis Merlin fra Netflix (Om Troldmanden Merlin og Kong Artur) døde min mave – som i den døde bare. Jeg var et forkert balancehop fra at blive viklet ind i mit tæppe og falde ud af sofaen, så stærkt skulle det gå!!
En god ting jeg har lært af alle de her dø-mave-sessioner er, at når tarmene bare giver slip og ALT vælter ud som var det vand, så kan det hjælpe på det enorme dybt smertefulde tryk, som er på/i min mave/tarme på samme tid, hvis jeg i stedet for at sidde helt stille og holde vejret og forsøge ikke at bevæge mig for ikke at komme til at fremprovokere smerten mere end højst nødvendigt – smerten er nemlig som udgangspunkt, allerede så intens, at jeg vakler mellem at have akut feber, dehydrering, til prikker af smerter der danser foran mine øjne, og som hvis jeg ikke holder fast i noget ellere allerede sidder ned, så er der stor risiko for at jeg simpelthen vælter, fordi min krop ikke kan holde mig oprejst. Det lyder måske virkelig overdrevet, vildt mærkeligt og bare unormalt – og jeg vil give alle ret i det hele, bortset fra at det ikke er overdrevet og det ikke er noget jeg finder på. Smerten er så virkelig som man ikke ville ønske den var.
Nå men det gode jeg har lært, er at hvis jeg frem for ovenstående, i stedet for spænder op i min core muskel og i hele min mave region (det er DYBT SMERTEFULDT) og presser (som når du skal skide, hvilket jo er hvad jeg er igang med, bare i en mere fluidum udgave) så er det som om trykket på min mave og tarme, midt i smertehelvede, lindres – da lort i bogstaveligtalt vælter ud af mig dobbelt så hurtigt som hvis jeg bare sidder og holder vejret. Og dén efterfølgende lethed der er i min mave, er lige så velkommen og velsignende som dø-oplevelserne er forfærdelige.
I går tog jeg Ella med hjem, hvilket betød at jeg havde hår over alt – og jeg har derfor brugt store dele af dagen på at gøre rent og støvsuge. Jeg har trukket alt ud fra vægen og støvsuget i bund. Jeg har tørret fodlister, paneler, vindueskarme, overflader mv. af. Jeg har haft mine orkideer til overrisling i bruseren og sat nye friske sterinlys og fyrfadslys i alle stager. Jeg har skiftet sengetøj og sat kogevask over. Det eneste jeg ikke har gjort, er at vaske gulvet og tage opvasken. Jeg var simpelthen for smadret i min krop da jeg kom dertil. Men jeg fik da taget gulvmoppen og sat en fin ren klud på og kørt moppen + klud rundt langs hele kanten på loftet i hele lejligheden. Jeg har været lidt for kind mht. at lade stankelben, edderkopper og små dyr leve i min lejlighed henover sommeren – når man sover med åbent vindue må man tage til takke med en portion insekter og da jeg til enhver tid hellere deler mit liv og min seng med edderkopper, stankelben mv. end med feks. min Gudfar eller end at lukke vinduet bare én nat, så er det sådan det er. Men nu er alt støv og døde instekter væk.
Og i morgen tager jeg opvasken og ser på, om jeg har energi til at vaske gulvet – det er ikke beskidt men jeg kan bare godt lide at mit trægulv er rent og dufter af probat og vådt træ.
Så da min mave havde ofret sig, og hele toilettet så ud som om nogen havde overskidt det – hvilket jeg jo havde – fandt jeg kludene frem igen og rengjorde badeværelset/toilettet og smed de klamme klude foran hoveddøren, så jeg ikke kan skræve over den når jeg skal i kælderen. Og SÅ var der kun én ting tilbage – og det var at træde direkte ind i bruseren og vaske min ildelugtende klamme krop 🤢
Jeg havde SÅ ONDT I MIN MAVE og i min krop generelt, at jeg må indrømme jeg ikke var særlig klima og Co2 bevist, da jeg brugte præcist 23 minutter under bruseren, hvor de ca. 20 min. kun bestod af varmt vand der løb ned over min krop og varmede min mave. Jeg vil gerne pointere overfor mig selv, at ovenstående er endnu en ting jeg slipper for, så frem jeg en dag kommer fra at tale og tænke på døden og faktisk gør noget for at imødekomme mine drømme.
Mens jeg stod i bruserne, tænkte min Hokus Pokus Merlin Hjerne på om der den dag i dag, findes mennesker som kan lave magi? Altså, jeg er total tilhænger af videnskab men der ER bare ting som videnskaben ikke kan forklare – og ligesom der er gode mennesker og dårlige mennesker, positive mennesker og negative mennesker, så er der sikkert også mennesker som er bedre til at få tingene til at ske – mennesker som i gamle dage pga. de egenskaber, ville være dømt for wichcraft. Jeg gad godt at være en af dem, en som er god til at få tingene til at ske, men i stedet for er jeg hende der kun kan holde ud at se ting hun allerede har set og allerede kender slutningen/historien på, da hendes mentalt fucked hjerne ikke kan holde fokus….. mon det aldrig stopper?
Jeg kan huske Stikker Grethe – som jeg egentlig slet ikke har lyst til at kalde Stikker Grethe mere, for jeg er ikke vred på hende mere, jeg er bare dybt dybt ulykkelig inden i, over at hun sætter mig i en sådan situation, når jeg med hånden på hjertet ikke har gjort noget galt – engang sagde til mig: “….. henover tid så kommer hukommelsen igen hos langt de fleste, det er helt normalt at du ikke kan huske….” I hele hendes talestrøm omkring svigtende hukommelse, var det eneste jeg hørte “hos langt de fleste“, for med mit held og med mit kønummer til en plads i livet, så er jeg ikke at finde “blandt langt de fleste”.
Jeg tror min dårlige hukommelse kun bliver værrer med tiden. Jeg tror aldrig jeg får min massive viden igen. Jeg var engang som et omvandre bibliotek, de bøger jeg ikke havde læst, var svære at nævne, de mærkelige ting jeg ikke vidste, fandtes ikke og jeg kunne altid sætte skruerne på min indre Titanic i bak-gear ➡️ https://getyarn.io/yarn-clip/f3f2353f-3c06-4892-826f-e817f893070d#HJmsxlETPS.copy og finde en løsning på alt. Jeg tror faktisk at det er min evne til at omstille mig, til at græde færdig og træffe en ny beslutning ud fra hvor jeg er NU, som har redet mig rigtig mange gange.
– problemet med sådan en indstilling er bare, at jeg altid er på vej. Jeg er altid træt og aldrig i ro. Jeg er som en træ uden rødder – eller forkert, jeg har rødder i form af en gigantisk familie og et stamtræ de fleste vil blive benovet over, men det er bare fakta. En anden slags fakta er også at jeg ikke føler mig som en del af min familie, af mit stamtræ. Jeg føler mig ikke som en del af noget, eller nogen.
Jeg er bare mig og jeg er altid alene og jeg er altid på vagt. Selv når jeg siger jeg ikke er, så er jeg, inderst inde. Ikke fordi jeg lyver men fordi det er så indgroet en del af mig, at jeg ikke tror jeg kommer til at blive anderledes.
I aften eller i dag og i aften er det min Radiojournalist venindes Polterabend. Jeg har selv taget initerativ til den men jeg deltager ikke. Jeg kan slet ikke overskue det og som den kujon jeg er, så har jeg ikke fortalt nogen om at jeg 1. ikke deltager og 2. hvorfor jeg ikke deltager. For hvad skal jeg sige? Hvis jeg siger jeg ikke deltager vil folk spørge hvorfor – ikke af ond vilje men fordi det er naturligt og jeg ved ikke hvad jeg skal svare til 2’eren, så derfor har jeg ikke reageret på 1’eren.
I stedet for har jeg sendt hende en buket blomster som kommer på mandag. Jeg har skrevet et lille kort og så håber jeg naturligvis at hun har en kanon dag. Jeg valgte bevist at blomsterne skulle komme mandag og ikke i dag, da jeg ikke ønsker at hun deler kortets indhold med andre. Jeg har skrevet følgende: “Kæreste XXXX. Jeg håber mandagen har været god ved dig, efter en forhåbentlig fabelagtig polterabend! Jeg ville ønske jeg kunne være kommet! Ultra kort version af mit liv (så kan vi tage den lange når vi ses) Jeg er blevet tilknyttet Psykiatrisk Hospital og mit liv kan bedst beskrives som Titanics sidste timer. Total panik i maskinrummet. Pas på din lille Firkløver. Deirdre-Ann”
Jeg har ikke set hende siden deres bryllup – som jeg er ovenud lykkelig for at få lov til at deltage i, det var en god dag så vidt jeg husker (?)
Jeg har slet ikke fået fortalt, hvordan Bestyrelsesmødet i onsdags gik – ene og alene af den grund at det gik ganske ganske forfærdeligt!!
- Jeg blev valg til formand frem til næste Generalforsamling i Maj 2020. Mod at jeg får samme betaling som den tidligere formand.
- Den forrykte ejer som har overtrådt nærmest alle vedtægter, var stadig sindssyg, om ikke mere
- Den sindssyge ejer, gik i flæsket (verbalt) på det ene bestyrelsesmedlem og beskyldte ham for at have omgået vedtægterne.
- Den sindssyge ejer fremviste et dokument han havde fundet online, hvor den tidligere formand, ca. 8 måneder efter at han blev valgt, gav tilladelse (skriftligt) til at ovennævnte bestyrelsesmedlem og hans mand, måtte sætte et lille glas-skur op på deres altan. Dette er i strid med vedtægterne – og den sindssyge ejer mener det er en bevist handling, lavet for at chikanere ham.
- Jeg mener at underskriften er givet i god tro af formanden. Jeg mener at bestyrelsesmedlemmet har handlet i god tro. Jeg mener den sindssyge ejer glemmer at feje for egen dør først, før han kaster mod andre og jeg mener det er mega uheldigt at jeg nu sidder som formand med 2 x retssager (en mod bygherrer og en mod den sindssyge ejer) og en tredje på vej (fra bestyrelsesmedlemmet som nu er vred over tonen og beskyldningerne)
- Jeg brugte hele torsdag på at tale med Ejerforeningens advokat (af flere omgange) og Ejendomsadministrationsfirmaet og det KUN om de 2 sager, ikke om alt det andet der også skal ordnes.
- Jeg tænker hele tiden på, at jeg SKAL tjene penge, men jeg kan også bare mærke hvor drænende det er, at være hende der sidder for skud. Jeg græder konstant inden i og uden på i smug.
Jeg forsøger ihærdigt at huske hvad der ellers er sket i mit liv, men det er som om jeg kun kan komme på dårlige ting, negative ting eller ting som på en eller anden måde ikke er positive – og det gør SÅ ondt i mig, at jeg ikke kan komme i tanke om én eneste lille bitte god ting der er sket siden sidst…..?
Kunstmaleren og jeg havde en aftale om at drikke en øl sammen i torsdags, den aflyste han og lavedet en ny til om Fredagen, så selv om jeg godt ved at alt med ham er som vinden blæser og 100% på hans præmisser, så gik jeg og ventede hele Fredagen på stand-by, følte mig (som altid) dum når jeg indseer at jeg igen har bygget mit håb og mit liv (even if only temporary) op omkring andre. Lærer jeg det aldrig? For jeg hørte naturligvis ikke fra Kunstmaleren som aftalt.
For et stykke tid siden, ordnede jeg min søsters barnevogn, da hun var kommet til at spilde en ice tea ned i den og total brandte sammen inden i over det. Jeg er som tidligere nævnt, a solution finder og fixede både barnevognen og kopholder problemet.
For et par dage siden, gav min søster mig kopholderen tilbage og spurgte om jeg ikke kunne se om jeg kunne bytte den (!) da hun vistnok var kommet til at smadre den, ved at kører ind i en dørkarm med den….. øhhhh? Så lang historie kort, Storesøster køber kopholder til Lillesøster. Storesøster montere kopholder. Storesøster fylder fyld i kopholderen. Lillesøster smadre kopholderen. Lillesøster drikker fyldet fra kopholderen. Lillesøster aflevere kopholderen tilbage. Storesøster er totally baffled. Storesøster smider kopholderen i affaldscontaineren til hård plast.
Jeg har tænkt meget på min sidste session hos min nye psykolog (som jeg stadig til en forandring ikke har fundet et navn til) Jeg tror min nye psykolog taler mig efter munden. Måske ikke hele tiden men noget af tiden. Hun har helt klart en anden agenda, som jeg ikke kender til. Det slog mig efter at jeg bed mærke i følgende.
Hun spurgte for et stykke tid siden, om jeg kunne komme med et eksempel på hvad min tidligere behandler og jeg talte om. Jeg var total BLANK. Jeg kunne ikke komme på én eneste ting vi talte om, om jeg så fik rykket neglende af. Da jeg så var ved læge, sad jeg med min Note App fremme, for at huske at spørge om de ting jeg har skrevet ned og for at skrive de ting ned, som han svare, så jeg kan huske det.
I appen var der en mappe som hed “Psykiatrisk Hospital” og pludselig kom jeg i tanke om at jeg både hos Psykologen med den stille stemme, hos min Psykiater-Lærling OG hos min Nye Behandler, havde skrevet ting ned i min app som jeg kom i tanke om, sådan at jeg kunne huske at nævne dem til næste gang. Når jeg så havde nævnt tingen og vi havde talt om det, satte jeg en markør ud for spørgsmålet.
Hos mine psykolog og hos min psykiater-lærling fungeret det fint og perfekt og var en STOR HJÆLP. Hos min nye behandler not so much. Vi talte ALDRIG om de ting jeg havde skrevet ned, der er 31 punkter som er skrevet på vidt forskellige datoer og tidspunkter og ikke én af dem er markeret. Jeg kunne se at appen sidst havde været åbenet 16. marts 2019, da jeg åbned den i tirsdags. Jeg havde ligesom givet op på at kommunikere med hende på den måde.
Jeg fortalte dét til min nye psykolog og nævnte at det var derefter at jeg ligesom gav op og endte med at google hende (i slut april/start maj) fordi jeg simpelthen tænke at hun måtte være helt sprit ny og grøn, siden ingen af de måder jeg forsøgte at kommunikere med hende på, virkede. Jeg mener, nok er jeg personlighedsforstyrret og nok er jeg den som er psykisk syg men jeg mener selv jeg er okay til at formidle og kommunikere og tale op.
I stedet for at tage fat på App delen, som alt andet lige, for mig, virker som den mest vigtige information i ovenstående beretning (og som eventuelt kunne danne et ny indgangsvinkel til vores samtaler fremadrettet og som eventuelt kunne skabe grobund for tillid mellem min nye psykolog og jeg) så tager min psykolog fat i den – for mig – faktisk usynlige del og ubetydelige del, som omhandler min tidligere behandler, ved at sige: “så du havde meget fokus på hvem hun var?”
– øhhhhh what??!!
HVOR i ovenstående beretning, får du fornemmelsen af at jeg var eller er, meget interesseret i at vide hvem min tidligere behandler er?? Jeg kunne faktisk ikke være mere ligeglad! Når jeg tænker på hende, hvilket er yderst sjældent, så er der ikke én eneste positiv ting i mine tanker og alt omkring hende er mørkt, gråt eller helt sort.
Vi, min nye psykolog og jeg, gik forbi hende på gangen i tirsdags, på vej til vores “samtale lokale” og det eneste jeg så, var en sort masse som gik imod mig. Jeg så ikke at her gik Psykolog XXXX (navn) jeg så bare en sort klump/masse med hendes ansigt på. Dét er i min verden ikke en god ting.
Ovenstående ⬆️ leder mig til at tro eller tænke og så tro, at min nye psykolog egentlig stadig arbejder ud fra hvad den rynket Indianerlæge mente og konstant talte om; nemlig min obsession med min tidligere behandlers liv, uden for psykiatrisk hospital. Og truth be told, jeg kunne virkelig ikke være mere ligeglad med hende, eller med Indianerlægen eller faktisk generelt, med hvad de tænker, mener og tror – både privat men også fagligt. Og sidstnævnte er jo skidt men det er sådan jeg har det. Jeg er så træt af at blive sat i bås og af at andre mennesker tror de ved hvad jeg tænker og føler og egentlig mener.
Der er ingen som stopper op og spørger sig selv: Gad vide hvad Deirdre-Ann egentlig tænker og egentlig føler og egentlig drømmer om og egentlig håber på?
– hvilket sikkert også er meget godt, for jeg kender ikke svarene til ovenstående spørgsmål selv og jeg kender dem slet ikke hvis jeg er under pres, fra mennesker der har serveretten til mit liv. Så svare jeg hvad jeg mener er bedst for at komme hurtigst muligt ud af situationen jeg er i. Jeg har a lifetime of experiences i at tale mig ud af skræmmende situationer eller situationer hvor jeg mentalt laver en countdown til jeg igen kan trække vejret frit.
Jeg syntes jeg prøver, jeg syntes virkelig virkelig jeg prøver at være åben og ærlig og ligefrem. Jeg har ikke flere store skjulte hemmeligheder, jeg har ingen skjulte google-fetich, stalking-drømme eller bagtanker. Når du ser på mig, vil jeg gerne sige at dét du ser, er sådan jeg er. Når du taler med mig, så vil jeg gerne at dét du hører mig sige, er sandheden, at det er sådan jeg er. På de gode dage har jeg en virklig god humor, jeg kan være dryppende sarkastisk og ironisk, oftest på min egen bekostning. Det har altid været min måde at håndtere livet på, at gøre grin med det som gør aller aller mest ondt.
Resultatet er blevet eller blev, i hvert fald da jeg var yngre, at mennesker så mig som modig, ublu, uden frygt eller skam i livet. Jeg kunne tale med alle om alt – intet emne var for stort, intet emne var for lille. Ingenting kunne forage mig og intet kunne bringe mit sind i kog – for uanset hvad folk jeg mødte havde at holdninger eller hemmeligheder, så sad jeg altid på den største, den væreste og den mest sårbare hemmelighed. Jeg var og er, altid den som har mest at tabe ved at lade gardinerne falde og med det i tankerne er det ikke så mærkeligt at jeg ikke kunne forages eller skræmmes.
Hvis du har mødt min Gudfar når han var vred og følte sig forsmået, når han ville ha noget som jeg ikke var villig til at give (hvilket var sjældent, da det var nemmest bare at give efter og få det overstået) så ved du også, at intet verden kan smide imod dig, er mere skræmmende end hans vrede og den efterfølgende hævn.
Jeg havde sådan håbet jeg ville føle mig fri den dag han døde. Og hans død har jeg tænkt mere på end min egen men selv om jeg stod dér og kikkede ned på hans kiste i hullet mens jorden var våd og fugtig og regnen silede ned, som om Hr. Gud græd for mig, og lovede mig selv at jeg ville leve livet dobbelt så godt fremover, som min ultimative hævn til ham, så er det aldrig lykkes mig at komme igang med at leve det her dobbelt så gode liv….. faktisk føler jeg slet ikke at jeg lever.
Forstået på den måde, naturligvis står jeg op hver dag og laver noget, jeg spiser og tænker, ånder og er i live men jeg har ikke noget liv.
Langt de fleste vil sikkert syntes jeg er hamrende uforskammet, når jeg feks. om ca. 38 timer befinder mig i min dejlige lille lejlighed i Spanien. Det er ikke alle forundt at kunne tage på ferie i egen lejlighed i Spanien, det er ikke alle forundt at have egen bil, eje en ejerlejlighed og bo med udsigt til Rådhusuret i Århus – jeg har et hav af søskende, nevøer og niecer og burde være dybt dybt taknemmelig over at min familie er intakt og sund og rask. Men der er bare noget inde i mig som er neutral. Noget som er ————- som en flatline. Jeg kan ikke forklare det, det er ikke fordi jeg er ligeglad, eller at ovenstående er uden betydning i mit liv, jeg kan bare ikke rigtig mærke noget.
Hele min familie syntes jeg har været SÅ GLAD hele sommeren, at det har været den bedste sommer i flere år mht. mig og hvordan jeg har det. Jeg har det stik modsat. Jeg har vitterlig ikke haft en værrer sommere nogensinde, eller så langt som min hjerne tillader mig at huske tilbage. Jeg har aldrig følte mig så forfulgt, så forhadt, så forkert, så misforstået og så alene som jeg har i Sommeren 2019. Og selv om alle danskere elsker Indian Summer og det faktum at efteråret lader vente på sig, så er det for mig, som en langstrakt pine, en forlængelse af mine smerter der er inden i – og det eneste jeg egentlig gerne vil, er at have ro, ikke at have ondt og ikke at føle og opleve smerte.
Folk siger at man skal passe på med hvad man ønsker for, men jeg ønsker mig bare ro, smertelindring og én, bare én person at tale med, som ikke sladre om mig, som ikke falder mig i ryggen, som ikke en dag i fremtiden sladre om mig. En som har humor og kan tåle sorte jokes, en som ikke vil ligge søvnløs sammen med mig, på baggrund af de ting jeg fortæller. Jeg ønsker mig bare ro inden i og udenpå. Og det eneste jeg aldrig har haft, er ro.
Jeg tænker nogle gange på, om menneskets krop, kan være kronisk stresset? Jeg føler mig ofte som en sten udenpå, som et menneske der ikke viser følelser, udover dem som verden og omgivelserne kan tåle at se og hører, mens jeg inden i, er som en gennemtævet hund der frygter for omverdens vrede og hævn.
Måske jeg taler gibberish? Måske alt hvad jeg siger ikke giver mening? Måske min tidligere behandler har ret i ikke at lytte til mig, fordi alt hvad jeg siger er nonsens?
Quick Fact:
Gretha Thundberg er på alles læber efter hendes tale ved FNs møde i New York. Jeg er så træt af klima snak, og af at være forkert på en ny måde. Jeg er så træt af veganere og af at være forkert fordi jeg ikke tænker eller lever som de gør. Jeg er så træt af at verden hele tiden råber.
Mine forældre, min lillesøster og hendes baby + Ella og jeg skal til Spanien på mandag. Jeg gruer oprigtigt for hvordan det vil blive, om jeg får den ro som jeg søger og plejer at finde dernede?
Bilskade # 2 (nævnt i starten af dette indlæg, som er skrevet for flere dage siden) har anerkendt sin skyld i at påkører min bil mens den var parkeret. Men først efter at jeg ringede til dem og sagde (som min Far havde sagt jeg skulle sige) at hvis ikke de anerkendt sig deres skyld, så ville jeg lave en politianmeldelse på dem og på deres firma. Samme dag ringede de tilbage og vedkendte sig alle skader.
Bilskade #1 er stadig ikke ordnet. Jeg har ikke fået én eneste krone.
Jeg har været hos min første tid hos Fysioteapeauten. Jeg græd. Flot. Jeg kom ind 13.03 og var ude på gaden igen 13.32. Jeg har ikke en mening om det pt. udover at jeg selv har betalt alt. Og at de burde vande deres blomster.
Jeg har pakket en meget forsinket 74 års Fødselsdagsgave til min gl. lærerinde i Texas. Glemte at få den sendt til tiden pga. alle mulige rådne undskyldninger. Jeg har også lavet en “back to school” pakke til Michelles søster, som er lærerinde. I dag fik jeg skrevet kortene, som jeg havde liggende i skuffen i Mormors chatol. Kortene er egentlig købt for mange år siden og var tiltænkt Anika og Anabell, når jeg næste gange følte at jeg havde en åbning til at vise dem hvor meget jeg holdt af dem. Nu har kortene ligget så længe i chatol skuffen, at de bare skal bruges – jeg elsker elsker at skrive kort og hilsner og gøre folk glade, vise min påskønnelse af deres eksistens, men alligevel følte jeg mig en smule forrædderisk da jeg udvalgte kortene fra skuffen og skrev dem til andre, end dem de oprindeligt var tiltænkt til……
Det nederste kort var til Anabell, hun brugte ofte ordet “skat” som jeg ikke umiddelbart er fan af men det var hendes “ting” og samtidig havde hun de mest blå øjne nogensinde – eller måske er de grønne? Jeg kan ikke huske det mere. Nu er øverste kort snart på vej til min gl. lærerinde og det nederste er på vej til Michelles søster.
I nat sad jeg igen på toilet fordi jeg trode min mave ville forråde mig, men det gjorde den ikke – i stedet for sad jeg derude længe med fødderne på min lille wc skammel og tænkte på hvad det var som havde vækket mig? Det slog mig at min smerte i munden er stoppet for denne gang. Jeg fik et helt chock da jeg opdaget det!! Og hvad tør jeg lige gøre eller spise, for at sikre mig selv at det ikke kommer igen?? I’m free (for a while)
P.S: Nederst på min blog, når jeg kikker (tjekker) om indlægget er kommet korrekt online, vises der andre og ældre indlæg. Det er sjældent jeg læser mine indlæg igen efter de er online, da jeg bogstavelig talt ikke ønsker at blive mindet om fortiden eller gårsdagen. I dag kom dette indlæg fra Juli 2011 frem – og jeg er frygtelig ked af at læse det, for jeg kan IKKE huske det!! Jeg ved det er sandheden, fordi jeg altid skriver sandheden, netop så mit fremtidige jeg kan finde ro i at vide at det som er skrevet er sket. Hvad jeg ikke ville give for at føle mig så fri og glad, for at føle mig flot og sexet – jeg må VIRKELIG ha haft selvtilliden med mig, for jeg går ALDRIG i gennemsigtigt tøj!!! Jeg har ingen erindring om tøjet, non whatsoever. Jeg kan heller ikke huske ham fyren overhoved, men han lyder frygtelig sød – og alligevel er der noget som siger mig at han havde lyse krøller (?) og kørte i en Jeep eller Land Rover? En ualmindelig bil midt i København K. Men jeg er faktisk ikke sikker på at mine minder er korrekte, det eneste jeg er sikker på er, at jeg ikke kan kende mig selv og at jeg er overbevist om at dén Deirdre-Ann aldrig kommer igen.
Hvad har DU på hjertet?