Klokken er 20.38 og jeg sidder og ser DR1 (jeg betaler ikke licens) og et program om Kongehuset i 2018. Lige nu viser de Prins Henriks kiste som køreres fra Amalienborg Slot mod Christianshavn Slotskirke.
Jeg kan ikke huske da Prins Henrik døde, måske han døde (vistnok) i Februar men jeg kan ikke huske det. Det er skrækkeligt, jeg er total blank i hoved over hvad der er sket i året der er gået.
Når jeg tænker tilbage, er det eneste jeg husker 100% tydeligt, at jeg fik installeret Aircondition i min lille perle i Spanien, øjeblikket da Psykiater-Lærlingen gav mig min livstidsdom; min diagnose, dagen da jeg fortalte Mor om min Gudfar, de efterfølgende dage med udbredt tvivl og mistro til om det virkelig passede, min 40 års fødselsdag (som blev rigtig god trods alt) og så husker jeg naturligvis Tirsdag d. 17. Juli 2018 hvor jeg skulle sige farvel til min mentale kærlighedsklippe gennem næsten ét år.
Jeg glemmer aldrig dén dag. Så forfærdelig en dag og i skrivende stund, 5 måneder, 22 uger, 154 dage senere – gør det stadig smerteligt ondt inde i mit sind at tænke på, at dén eneste person som aldrig nogensinde tvivlede på hvad jeg sagde, som altid som udgangspunkt tænkte at jeg talte sand, frem for mange andre, der som udgangspunkt tænker at jeg taler usandt, forlod mig. Jeg græder bare jeg tænker på det. Jeg savner hende SÅ meget – og samtidig skammer jeg mig over at jeg savner hende.
Hvor tvisted og fucked er det ikke lige, at jeg i en alder af 40+ savner min Psykiater-Lærling på lige delt niveau med hvor meget jeg savner Michelle og Mormor?
– dem tænker jeg på hver evig eneste dag og jeg kan stadig få tårerne til at løbe ved tanken om at de aldrig kommer igen. Aldrig.
Måske jeg fysisk møder min Psykiater-Lærling igen, men det vil aldrig været på en måde hvorpå jeg kan tømme mit hjertes smerte udover hende og hun med alt sin storhed, varme og sindighed, kan suge smerten til sig som en gul rengøringssvamp og stadig formå at stå oprejst og sende vibrationer af “it’ll be okay” udover mig.
Ingen jeg kender, ingen jeg har mødt, ingen – udover min Psykiater-Lærling, har formået at acceptere og kapere den baggage jeg for altid vil bærer med mig, uanset om jeg ønsker den med mig eller ej.
Med alt min livserfaring, så frygter jeg at jeg aldrig nogensinde møder en som hende. Jeg kan simpelthen ikke se hvordan det kan lade sig gøre – jeg ville ønske det af helt mit hjerte, men for hver dag der går, må jeg acceptere mere og mere, at mennesker med rummelighed og accept på et så højt niveau, er lige så sjældne som Kolobrier på en eng fyldt med smørblomster.
I dag, tirsdag var min onsdag. Min Nye Behandler ændrede i sidste uge vores aftale fra onsdag til i dag – hvilket også betyder at jeg i dag har drukket mig selv fuld. Igen. Dog kun i én hvedeøl, da jeg helt bevist kun puttede én i kurven da jeg tidliger var i Kvickley. Jeg skal stoppe med at drikke og jeg skal begynde at spise bedre.
I Fredags var jeg hos en sød sygeplejerske på Det Lyserøde Hospital og vi talte om mine madvaner og min medicin. Jeg skal se hende igen i januar og indtil da har jeg lovet at jeg vil spise minimum 3 gange om dage, med 4 timers mellemrum og derimellem vil jeg “snacke” sundt mad. Hvis jeg ikke kan overskue eller rumme at lave maden selv, så skal jeg købe færdigretter i Brugsen, Føtex, Kvickley. Uanset hvad jeg gør, så SKAL jeg spise også selv om jeg ikke er sulten. Hvilket jeg ikke er 99% af tiden – specielt efter at mine kæber er begyndt at gøre ekstremt ondt igen. Før var det “bare” min tunge der brændte og som dagene går, så glemmer jeg lidt at den brander, fordi det er noget som sker hele tiden. Så jeg vænner mig til det. Men nu er mine kæber begyndt at gå i baglås igen, det er som om min mund er træt og jeg har lyst til at hvile mine kæber på en pude, bare så de ikke gør ondt mere.
I søndags (tror jeg det var) ringede jeg til Norman og vi talte lidt sammen. Han var ved at lave jordkoggesuppe – det lugter seriøst af prut – mens vi talte lidt om hvad jeg skal gøre med min lille virksomhed. Jeg havde allerede truffet en beslutning før jeg talte med ham, men det var dejligt at hører en anden persons forretningsmæssige holdning til de udfordringer min virksomhed har. Og på det her punkt, har Norman oceaner af viden. Jeg ville sådan ønske at vi kunne tale mere sammen på den måde, mere i dybden. Jeg savner både at ha´én og tale med i dybden OG at tale i dybden med Norman. Jeg forstår ikke hans foragt for mig – og faktisk ved jeg slet ikke om det er foragt han udviser, jeg ved bare at det for mig, mod mig, er en sårende opførelse.
Jeg spurgte efterfølgende på en What’sApp besked om han ville mødes. Det var et simpelt Ja/Nej spørgsmål som han slet ikke behøvede at lægge ansigt til at svare på. Han kunne blot have skrevet 3 små bogstaver sammen og dannet ordet “NEJ” men i stedet for ignorer han mig, efter at vi har talt så hyggeligt sammen. Dét sårer (og forvirrer) mig (igen)
– alt det fortalte jeg min Nye Behandler i dag, da vi talte sammen om Norman og om hvorfra vi kender hinanden, om hvordan han var den første som så mig og rådgav mig mht. gården. På min side.
Alle andre havde altid rådgivet mig set fra andre sider, den økonomiske side, den logiske side (i deres optik) den praktiske side, mine forældres side, mine Gudforældres side, fremtidens side – ingen, vitterlig INGEN havde nogensinde før rådgivet mig, set fra min side. Dét gjorde Norman – og selv om jeg ønskede at følge hans råd så ufatteligt meget, så kunne jeg ikke gøre det, fordi det lå mere bag gården end bare gården – der lå alt det med min Gudfar, som ingen jo vidste noget om.
Men Normans (og hans ældste søsters) oprigtige rådgivning og mentale hjælp, har alligevel sat så afgørende spor i mit sind, at jeg aldrig vil glemme deres venlighed (dengang) Tonen har så efterfølgende fået en anden klang, som jeg har svært ved at tyde.
I dag har jeg også gjort rent hos min søster og i morgen skal jeg besøge min kaosfamilie, hjælpe Mor med at klaregøre til Julefrokosten i firmaet og forsøge at få købt nogle Julegaver.
Jeg har ingen ide om hvad jeg skal købe, hvilket i sig selv gør det hele lidt svært, og jeg har faktisk heller ikke rigtigt et overblik over hvem jeg skal købe til, da det er en lidt forvirrende jul (for mig) Jeg har foreslået at vi bare tog ned til min lejlighed, da vi kun er Mor, Far, min lillesøster og mig Juleaften, men gæt hvordan det forslag endte.
Jeg vil også gerne have gjort min bil rent, fordi på torsdag eller fredag kører jeg til Sverige. Min ældste nevø bliver 13 år på Torsdag og jeg har lovet at komme med Ella, så det gør jeg.
– plus jeg har solgt en Mac skærm for min bror i Sverige til en mand i Vejle. Skærmen er i Sverige, min bror har fået den af sin chef og den skal jeg Lørdag fragte til Vejle og aflevere og indkassere pengene (som min bror skal have)
Og efter et par dage med masser af køren, bliver d. 23 måske lidt stille (dejligt!) og så går det løs med det påmalede smil d. 24 og d. 25 (Julefrokost hos min onkel) og så skal jeg gøre rent i min egen udlejningslejlighed efter en lang bookning og i min lillebrors lejlighed (som har været udlejet længe til den samme mens han var i USA) og d. 28 ankommer min yngste lillebror så hjem fra USA, d. 29 kommer hans Italienske semi-kæreste og bliver til 4. Januar – hvilket betyder at min plan med at få det hele på bordet mht. at mine brødre ikke ved noget og at det tit skaber dumme unødvendige situationer – igen må udskydes. Jeg magter det næsten ikke mere.
Nytårsaften har jeg besluttet mig for at gøre kort process på. Jeg henter Ella herind og jeg har allerede bestilt sushi. Jeg spiser og drikker mig fuld inden midnat og hvis Ella får en dag med masser af motion og lange gå-ture, så sover hun som en sten trods fyrværkeri (håber jeg) det er trods alt kun hendes 2. Nytår og sidste år var vi i Spanien hvor der ikke fyres af.
Klokken er blevet mange og jeg er faktisk virkelig træt, så nu vil jeg gå ind og vippe mig selv bagover og ønske at jeg kunne sove til jeg vågnede af mig selv…..
Hvad har DU på hjertet?