18 Dage af 2018

Og jeg kan allerede skrive under på at det så absolut IKKE ser bedre ud end det gjorde for 365 dage siden. Ret følelsesløs konklusion.

Jeg har oplevet en del allerede og langt det meste er noget jeg ikke aner hvordan jeg skal forholde mig til. Som hober sig op i mit sind.

1. Jeg trængte så meget til at tisse og stod alligevel pænt i kø bag andre tissetrængende damer på et seminedslidt toilet i La Canada. Det blev min tur og jeg stod først i køen til et toilet, da der kommer en dame ind med en klapvogn, hun skal virkelig tisse – det skal jeg også, på dét niveau hvor jeg allerede har dryppet lidt og urindråberne sejler på indersiden af mine absolut ikke glatbarberede skamlæber og det var kun et spørgsmål om nanosekundeter før urindråberne vil fugte kilen i mine trusser – og mere vil følge. Damen kan ikke få klapvognen med ind på toilettet, af uransagelige årsager tilbyder min mund at blive ved barnet og barnevognen, som holder lige udenforan toiletdøren (som er ulåst) mens damen tisser. Hun stryger ind og tisser en stråle så kraftig at en elefant ville studse og kommer ud i en fart, stadig i færd med at knappe bukserne. Hun smiler og siger tak (på Russisk) og jeg smiler mens jeg rejser mig fra hugstilling og konkludere at urinen nu har fugtet mine trusser. Jeg stormer ind på toilettet med så meget ynde jeg nu kan fremherske og nærmest smider mine tasker på gulvet (normalt tjekker jeg altid at der ikke er noget suspekt på gulvet og vil hellere hænge mine tasker end at sætte dem på gulvet på et offentligt toilet, men desperate tider kræver desperate handlinger. Og så er det jeg ser dét – mens jeg er ved at flå mine jeans op og tripper og laver de vildeste mest misundelsesværdige knibeøvelser ever: Damen har dryppet tis på brættet da hun pressede sin gigantiske tissetår ud…… det er SÅ klamt på så mange forskellige niveauer at jeg slet ikke aner hvordan jeg skal forholde mig til det!! Der er ikke nogen opkast emoji der dækker godt nok – intet kan forklare hvordan andre menneskers affaldsstoffer virker på mig. Hvad gjorde jeg, mens jeg stod og trippede og var så tissetrængende at urinen var på vej bagud i fremmarch mod mine nyre?? Tog jeg en desinficerende vådserviet op af min taske og tørrede brættet af af flere omgangen inden jeg satte mi? Eller tørrede jeg det nødtørftig af med et stykke wc papir og satte mig ned, direkte på pletten og tissede så det gjorde ondt på indersiden af mit urinrør?? Yep, jeg gjorde det sidste og som prikken over i’et gik jeg først i bad 2 dage senere….
2. Synnøve Søe begik selvmord Søndag d. 14. Januar 2018. Hun vidste hun skulle ud og rejse, hun skrev det til mig. Jeg anede ikke at det var den sidste rejse. Jeg er helt knust inden i og jeg kendte hende endda ikke så godt igen. Jeg lavede for mange år siden, en af mange Facebook Grupper for Århus, fordi der manglede en side hvor jeg kunne sælge ting på, som en pendant til Den Blå Avis. Siden er vokset eksplosivt og min interesse for siden er faldet, men den vokser alligevel og har, sidst jeg tjekkede, over 17.000 medlemmer, måske mere. I don’t care. Synnøve blev medlem og begyndte at lægge ting til salg Torsdagen før hendes død, hun solgte sit køleskab, sofa, køkkenudstyr, bukser, bluser mv. Det hele skulle hentes senest Lørdag. Jeg kender Synnøve lidt pga. hendes badass artikler og skriveri, jeg har set hende flere gange i Århus og har fulgt hende i flere år, forstået på den måde, før de Sociale mediers offentlige stalking tog til, da læste jeg alt hvad jeg kunne finde med hende, så hendes talkshows osv. Hun var sej, og hidsig og skrøbelig og følsom, lidt som en tykkere udgave af mig selv – og med meget større boobs! Da jeg så at hun lagde så mange ting til salg, skrev jeg til hende og sagde noget i retningen af “Hey! Skal du flytte? Så vil jeg dag gerne lige fortælle dig at at du kan booke mit firma til xxx ” Vi skrev lidt frem og tilbage, hun skulle ikke flytte, blot ud og rejse, lejligheden var ikke opsagt endnu – det sidste ord “endnu” bed jeg naturligvis ikke mærke i før bagefter. Synnøve syntes jeg var SEJ og badass og dejlig – og så døde hun. Hun tog sit eget liv, fordi smerten ved at leve videre, med en dårlig fejlopereret arm, var for hårdt kombineret med et skrøbeligt sind eller måske ikke skrøbeligt men i hvert fald et sind der var fyldt op til bristepunktet. Da jeg læste at hun var død, va min første tanke at jeg ikke havde valgt den vej hun havde valgt – dén tanke er meget ny, faktisk ukendt for mig, da jeg altid har sympati med dem der vælger døden og slipper afsted med det. Dem der ikke vågner op igen og ikke bliver fundet og ender med at leve videre, måske med skavanker og følger af et mislykket selvmordsforsøg. De sidste ord er min STØRSTE frygt – jeg vil ikke findes, jeg vil ikke tvinges tilbage til livet, jeg vil ikke overlever med skavanker som feks. hjerneskade og være endnu mere afhængig af andre, resten af mit liv – som helt sikkert karma agtigt bliver mega mega langt. Men da jeg læste at Synnøve var død, var min første tanke at hun skulle have levet, at jeg ville have valgt at leve hvis dét var min situation. Og dét er en stor kontrast til mine andre tanker. Uvirkeligt og noget jeg må tænke noget mere over, før jeg har en holdning til mine nye tanke.
3. Da jeg rejste hjem fra Spanien Søndag d. 14. Januar skrev jeg følgende i min Note App til min Psykiater-Lærling: “Søndag d. 14/12-18. Kl 07.06. Jeg ser ting der ikke er der. Jeg hallucinerer, bliver svimmel, føler jeg falder selv om jeg står stiller, eller sidder ned. Jeg drømmer voldsomme drømme hvor jeg ved jeg drømmer, men i drømmen kommer jeg i tanke om ting jeg havde glemt at jeg vidste eller glemt at jeg har oplevet, og jeg vågner fyldt med en følelse af frygt i min krop, det føles som om det hele bruser, huden prikker og varme og kulde kommer i bølger indover mig mens hele min krop er i panisk alarmberedskab. Det er frygteligt!! Jeg ser ting komme imod mig fra siden når jeg går men når jeg kikker, er der ingenting men jeg har allerede dukket mig, eller taget armen op for at forsvare/afværge. Jeg følte noget var på vej ud af min ryg på venstre side, jeg gennemgik alle mine undertrøjer og der var ingenting men følelsen blev ved og jeg måtre bruge meget energi på at fortælle mig selv at der IKKE var noget. Jeg tror jeg er ved at blive sindssyg” Lyset i flyet var slukket den første time, da vi rejste så tidligt om morgen, jeg sad derfor og græd alene i mørket, ved vinduet med mine hørertelefoner på. Jeg lyttede til “Perfect symphony” med Ed Sheeran  og Andrea Bocelli på re-peat. Michelle var flydende på Italiensk og jeg tænkte på hende, mens stewarden stod og lavede sikkerhedstjek. Da han rakte armen ind foran mig og viste hvorfra iltmaskerne ville falde ned, var det som om hans ansigt blev visket ud foran mig og Michelle stod og smilede til mig med hendes lange hår og uendelig blå blå øjne. Hun kikkede på mig og smilede og jeg knækkede inden i. Jeg græd og græd – og i skrivende stund sidder jeg med tåren i øjene ved at skrive det her. Jeg savner hende SÅ MEGET at mit indre, mine tarme, mave og indvolde gør fysisk ondt. Det er så forfærdeligt at tænke på, at hun er væk. For altid. Sammen med Synnøve. Og Mormor. Og Farmor og Farfar, Morfar, min Gudmor og alle de andre mennesker jeg har kendt igennem livet som bare er døde fra mig. Jeg læste ovenstående op for min Psykiater-Lærling i tirsdags da jeg var hos hende, jeg følte mig VIRELIG som en giga joke, som en total forkælet idiot der ikke kan tage sig sammen til noget, da jeg læste ovenstående op – jeg kan jo godt selv hører hvordan det lyder!!! Jeg ser ting der ikke er der, jeg fantasere og kan ikke forklare tingene korrekt, men det værste af det HELE er, at det faktisk ER sket. Jeg har faktisk set de her “skygger” i øjenkrogen af min synsvinkel, som kom farende mod mig, jeg har følt panisk angst når jeg vågner efter en drøm, hvor jeg har været på flugt gennem et hus med sæd løbende ned af mit ben og lyden af døre der rives op med stor kraft bag mig. Jeg har gemt mig i mit eget hus, for en mand der aldrig gav op, for en mand der havde adgang til huset 24/7, for en mand som havde de penge jeg så desperat havde brug for, for at holde regningerne fra døren og overleve livet. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre – min krop er så ked af det inden i, at det føles ligesom grus når jeg synker, som millioner af små bobler der får min mund til at brande, min hud til at fryse og mine øjen til at svide og oven i, er jeg ved at blive sindssyg og jeg skammer mig SÅ ufattelig meget over det. Jeg burde være SÅ taknemmelig for alt muligt – men det er jeg ikke, langt fra.
4. Jeg har ladet min hvalp Ella gå henover stuenbordet i Spanien, i stedet for at hoppe ned fra sofaen og op i den anden, så fik hun lov til at gå henover stuebordet mens jeg så noget total ligegyldigt på Netflix. Pludselig ser jeg at hun kikker bagud på sin hale, som hænger henover de 3 bloklys fra Ikea der står på et fad på mit stuebord. Der var ild i fanerne/hårene på hendes hale!! Jeg flået hende ned fra bordet og greb det store glas med vand der stod på bordet og proppede med voldsomme bevægelser hendes hale ned i glasset mens jeg med den anden hånd hældte cola ligt udover det hele, så greb jeg hende i et alt andet end kærlig greb og løb ned af gangen til badeværelse hvor jeg presset hende ned i håndvasken og greb bruseren og voverrislet hende med vand. Jeg handlede pr. refleks og blev først ked af det næste dag, da jeg så hendes hale med de grimme hår. HELDIGVIS var der ikke gået ild i hendes hud, ikke ét eneste lille bitte sår, ikke ét! TAK Hr. Gud!!! Det hele var hår og kors hvor det lugtede!!! Nu har hun en hale med et stort hul fra en tot som nu er klippet af. Jeg føler mig som en rædsom hundeejer. Who do shit like that?? Jeg er SÅ uansvarlig!!
5. Jeg har lånt 50.300 Kr fra min onkel, til at få installeret aircondition i min udlejningslejlighed i Spanien. Det lyder som den vildeste joke men det er det ikke. Det er fakta. Hvis jeg ved at investere 50.300 kr i noget i Danmark kunne vide at jeg ville have muligheden for at tjene ca. 200.000 kr over de næste 4 år, så ville jeg gøre det – men det har jeg ikke. I Spanien må jeg udleje min lejlighed lovligt, hvis jeg installere Airconditon. Lejligheden er en lejet lejlighed og min udlejer vil ikke betale for det og jeg mangler pengene – så nu har jeg sat projektet igang og krydser fingere for at det går som planlagt. Og at jeg så bagefter kan leje lejligheden ud og tjene pengene hjem igen. 2018 går nok i nul men derefter vil jeg, ifølge mine regnskaber for de sidste 5 år, tjene knap 15.000€ pr. år. på udlejning. De penge er dem der har betalt for mit lille firma i Danmark, det er de penge de har holdt mig kørernede – men fordi kalenderen har været lukket så længe og omkostningerne i Danmark har været så gigantiske, så har jeg ikke flere penge selv og måtte derfor låne. Mine forældre sagde nej og så prøvet jeg min onkel og sørme om han ikke sagde ja. Og hvis alt går godt, så har jeg snart de første indtægter i Spanien og er på vej igen, med udlejning og med at få nedbragt min gæld, så den kan blive vendt til en indtægt igen. Når jeg en dag skal flytte fra lejligheden, så tager jeg Airconditionen ned, hvis min udlejer ikke vil betale for at den bliver.
6. Jeg har talt med Norman i telefonen og græd en smule uden at han hørte det. Jeg føler mig oven på i øjeblikket når det kommer til ham.
7. Jeg har bedt Kunstmaleren om ikke at kontakte mig mere. Ever. Jeg har fortalt ham det på en pæn måde, fortalt hvordan det påvirker mig når han ringer og at jeg ikke får noget ud af det, fordi vi ikke kan være rigtige venner og det eneste jeg har brug for, er rigtige venner.
8. Tastaturet på min rådyre MacBook Pro er gået i stykker, så jeg kan ikke lave mellemrum. Har du nogensinde prøve at blogge eller rette tekst på en. hjemmesiden, uden muligheden for at lave mellemrum? Det er ret håbløst. No need to test it. Take my word for it. Jeg har heldigvis ikke haft held til at sælge mit eksterne tastatur endnu, det som jeg købte til at have henover det døde tastatur på min gl. MacBook Air, indtil jeg fik råd til at købe en ny. Så det bruger jeg nu. Og når jeg så skal ned og betale for Aircondintion installationerne i Spanien i Februar, så har jeg bestilt et nyt Dansk keyboard hjem via Apple butikken, de kan skifte det på få dag. I Danmark skal computeren sendes ind og kunderservicen er som en fucking by i Rusland – den er færdig om “ca. 1 til 4 uger” Øhhhh hvordan kan det være en service i sig selv? Hvordan skal jeg kunne arbejde uden en computer?? I’m the lucky one – og så spiser jeg endda ikke foran min computer, måske jeg skulle begynde på det?
9. Jeg har booket (og betalt) for 6 x Baggagerumsmarked i håb om at tjene flere penge end det koster mig at leje pladserne. I 2015 og 2016 tjente jeg over 23.000 Kr på at sælge brugte ting, i år tjente jeg knap 14.000 kr. Jeg savner de sidste knap 10.000 kr de ville helt sikkert have lunet.
10. Jeg har skrevet ufattelig mange investere breve og er næsten tom i tankerne for hvordan jeg kan videreudvikle mit firma, få det til at vokse, hvis ikke der snart kommer et økonomisk løft? Hvis du ligger inde med en kanon ide til hvordan jeg kan få mere PR og branding og få mit firma til at blive mere kendt, få flere bookninger – uden at jeg skal poste flere end de knap 300.000 Kr. jeg allerede har postet i det, så er jeg simpelthen SÅ klar til at lytte!!!!
11. Jeg har også for første gang NOGENSINDE EVER, sprunget en trappevask over i ejendommen hvor jeg bor. Jeg var i Spanien da det var min tur og gad end ikke skrive det på Facebook – hvis du vidste hvor mange mange MANGE gange de andre 4 lejligheder i opgangen har “glemt” deres tur, eller kun gjort halvdelen af det de faktisk skal, så ville du få knopper! Opgangen ligner noget der er løgn, det så jeg da jeg var derind for at tømme postkassen og hente min kuffert, sådan at min yngste lillebror kan låne den. Han skal til USA (Santa Barbara) her på lørdag og frem til April. Jeg. har selv billetter til at tage afsted på mandag, men kan ikke rigtig se hvordan jeg kan få råd til det, nu da det i Spanien bliver SÅ dyrt – jeg kan ikke forsvare det for mig selv (og nok mest mine omgivelser) ikke at have penge nok, men alligevel rejse – men hvor ville det blive godt at komme VÆK fra Far og Mor….
12. Appropo Far og Mor, i går havde vi et mega skænderi, som egentlig startede med at min yngste lillebror nævnte noget omkring hans alder og så sagde jeg at han ikke rigtig kunne sammenligne hans liv med mit liv i den alder, for jeg boede på en gård dengang. Og SÅ brød fanden løs. Mor var SÅ træt af at være hende der var skyld i ALT – og om jeg ikke også havde lavet fejl i mit liv? Jow bestemt, men det var IKKE mit valg at komme ud på en gård! Jeg var kun et barn, måske en voksen rent aldersmæssigt, men hvordan kan voksne sidde og syntes det er en god ide at ens barn skal ud og bo på en GÅRD ude på landet, når ønsket om at blive landmand ALDRIG har været der? Ja ja jeg ville gerne være selvstændig og jeg ville gerne flytte hjemmefra, men det er der vel ikke noget galt i at ønske, når man er 18, 9, 20 og 21? Er der? Alle jeg kender drømte også om at flytte hjemmefra og blive voksen – og mange fik også hjælp til det, og jeg ser ikke noget glat i det. Men HVORDAN mine forældre kan syntes dengang og stadig syntes den dag i dag, at de HJALP mig med at opfylde en drøm, ved at forlade mig på en gård med en pædofil mand, er og bliver en gåde jeg aldrig kan få løst eller svar på – og det er faktisk dén del der gør mest ond. At jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke hvordan man kan svigte et barn og lade mig bo dér alene. Da min Mor satte sig i sofaen og surmulede efter at hun havde været ovenpå og smække med dørene og hente gældsbrevet på min bil (som jeg har bedt om flere gange + en forlængelse af min lejekontrakt så jeg kan blive boende i tilfælde af at mine forældre dør) sagde hun: ” OKAY Deirdre-Ann, hvad er det så du vil tale om? Så lad os tale om det én gang for alle og så aldrig igen!!” Da jeg svarede at jeg ikke nødvendigvis havde lyst til at tale om det og at jeg ikke bare kunne sige at nu taler vi om det og så aldrig igen, sagde min Mor “…ja undskyld jeg har været sådan en dårlig mor!!!” jeg kunne jo kun sige, som sand er, at hun ikke nødvendigvis har været en dårlig Mor, men at jeg føler mig svigtet af hende og Far – hun næsten FNØS da hun sarkastisk sagde “..Nå så du er et svigtet barn, er det det!!” Jeg har tabt på forhånd, Jeg må ikke føle at jeg blev svigtet, for det er faktisk det mest korrekte ord, da jeg blev efterladt af mine forældre på gården. Noget som jeg ikke ønskede og som jeg aldrig nogensinde ever har bedt om. Jeg har desværre forbavsende lidt dagbogs tekst fra den tid, nøjagtig som med min tid på Psykiatrisk afdeling for Selvmordsforbyggelse; når alting sejler og min hjerne koger, så kan jeg ikke skrive, så bruges hver eneste fiber i min krop på at overleve. Men den tekst jeg har derfra, fortæller om en pige der havde konflikter med alt og alle, uanset hvilken vej jeg vendte mig, en pige der overhoved ikke kunne navigere i livet og som græd en del og tænkte og tale om sex hele tiden – for at dække over hendes liv. Folk tænker altid at folk der er bramfrie og uden blufærdighed omkring sex, er åben mennesker, men de glemmer at det kan være et skjul for nærgående spørgsmål – hvem spørger til hvordan livet behandler hende den smukke pige til festen, der lige har siddet og underholdt med detaljeret scoringer og analsex/urinsex/blowjobs osv.? Som har fået hele selskabet til at le, grine og hygge sig? Hende der altid er sød og frisk og klar til at hjælpe alle? Svaret er, hvis du skulle være i tvivl; ingen. Min yngste lillebror var der i går aftes, da det hele skete og jeg er sikker på at hans udlæg inkl. min mors udlæg, vil være anderledes end mit og dét er jo i sig selv også fantastisk. At 3 mennesker kan være samme sted, deltage i samme konflikt og alligevel få 3 forskellige ting ud af det. Og jeg ved jeg har tabt på forhånd. Jeg kan ikke forsvare mig selv mod min familie. De er for mange mod mig, for mange meninger til at jeg kan have min mening og stadig være korrekt. Når flertallet har en anden mening, så er det nemt at stemme dem ned, som ikke passer ind. Jeg passer ikke ind. Min Mor sagde bla. “Ja måske det bare ville være bedre hvis jeg var 5 meter under jorden og død” – jeg skulle VIRKELIG VIRKELIG tage mig sammen for ikke at kikke på hende med sorg og vrede og tåre i øjene og sige “Ja dét ville det nok.” Jeg skulle VIRKLEIG kæmpe for ikk at give hende ret – men jeg gjorde det ikke, min lillebror var der og det er jo også hans Mor og hun betyder helt sikkert mere for ham end hun gør for mig. Han fortjener at have sin Mor i sit liv indtil han er i 40’erne. Mig selv? Jeg overlever nok. Mor nævnte også alle alle alle de ting hende og Far har gjort for mig og som ALTID og som jeg VIDSTE, så kom de frem med alle de penge de giver mig, at de har hjulpet mig til at købe lejligheden, at de har hjulpet mig til bilen og til Golfen og Fiatten – når Mor remser det op, så lyder jeg som et utaknemmeligt røvhul, ingen tvivl om det. Men, dels har de hjulpet alle mine søskende og dels så betalte jeg faktisk min Golf af – den nuvrende har jeg af gode grunde ikke kunnet betale af på, da jeg ikke har fået gældsbrevet før i går. Men – igen, hvordan kan det være at voksne mennesker, mine forældre, acceptere at deres datter flytter ud på en Gård, hvor der skal følge en bil med. Vi bliver enig om min Gudfars røde Golf. Bilen bliver min redning bogstavelig talt. Da min gudfar så kører galt og forsikringen vælger at toalskade hans bil, så kommer han en dag ud på gården, først så voldtager han mig, og så tager han bilen igen. Fordi han kun kan kører i dén bil – og vil jeg have en ny bil, må jeg gå til min Fatter – dét var hans måde at straffe mig for at jeg ikke var villig den dag. Jeg kan ikke huske hvor længe der gik, men jeg finder selv en ny bil i avisen, en sort Golf til 100.000 kr eller 120.000 kr jeg kan faktisk ikke huske prisen – det kunne også være 200.000 kr – men beløbet er underordnet. Min Gudfar ville ikke betale for bilen – hvilket jo var nemt for ham at sige, for han havde jo taget MIN BIL, min livslinje – og jeg var jo desperat efter at få en bil igen. Enden bliver at min Far og Mor betaler den ene halvdel af bilen og min Gudfar den anden. Herefter havde han en ny klemme på mig, fordi han “jo havde givet mig en bil” (og alle omkring mig glemte med lynets hast at jeg jo havde haft en perfekt velfungerende nysynet bil, som han bare en dag kom og tog….) og mine forældres andel skulle jeg afdrage med 1500 kr pr. mdr. hvilket jeg nemt burde kunne, med den indtægt jeg tjente via min forpagtning. Sagen var bare den at jeg var sat forkert rent hektar mæssigt. Revisoren havde sat mig til at stå med mange menge flere hektar end jeg faktisk havde, som i virkelig mange – jeg kan ikke huske hvor mange men mange og det betød at regnestykket fra papiret jo ikke gik op. Jeg betalte jo ejendomsskatter og jordafgifter og hvad det ellers hedder, for meget mere jord end jeg ejede – og derfor gik det ikke op i en højrere enhed. Da min nye revisor endelig fandt ud af det, kunne vi kun gå 5 år tilbage, ud af 17 år og ikke én sagde undskyld for ikke at havde troet på den grædende Deirdre-Ann der aldrig kunne få økonomien til at hænge sammen, når alle de voksne tordnede at jeg bare altid frådede med mine penge…. jeg siger ikke at jeg er uskyldig i fejl i mit liv, for jeg har lavet helveds mange fejl, men grundstammen til mit fejlbefængte liv, startede mange år før jeg selv forsøgte at tage styringen. Og da jeg endelig fik rattet i hænderne, anede jeg ikke hvordan man navigere i livet og overvejede seriøst at blive alkoholiker, prosituteret eller at springe ud fra en bro i L.A. Alle tre dele lyder lige tillokkende. Og nu sidder jeg her, på DOKK1 i Århus og skriver blog om mit lorte liv og forsøger ikk at græde (og fryse mine tær af, der er åbenbart ikke varme i deres cementgulv…)
13. Jeg er så ked af at jeg ikke måtte holde en fødselsdag i haven i sommeren 2015 da jeg var kommet hjem fra Spanien. Jeg måtte ikke fordi min søster blev 35 år d. 16. juni og selv om hun boede i København skulle hun have mulighed for at holde sin fødselsdag – hvilket hun flere gange sagde at hun ikke var interesseret i, men alligevel måtte jeg ikke hole en fødselsdag hos mine forældre – og jeg havde jo fysisk ikke et hjem. Det betyder at jeg i dag, i 2018 sidder på kanten af at blive 40 år og ikke har ét eneste fødselsdagsminde at tænke tilbage på – udover min 32 års fødselsdag, fra dengang jeg boede i en baggård på Vesterbro. Jeg har heller ikke én eneste veninde at invitere – de er enten røget i svinget i en “konflikt” (min psykiater-lærlings ord) eller døde. Jeg tænker nogle gange om jeg er sådan en ynkelig type der ynker alt for mig over mig selv? Bloggen her er mit fristed og jeg siger ikke halvdelen af hvad jeg skriver herinde højt, jeg kan jo levende følge folks fordomme, for jeg har dem jo selv – i hobetal!!! Mor vil at vi til sommer skal holde en “Roberts Familiefest” fordi min Far har været selvstændig i 50 år, jeg bliver 40, mine forældre har været gift i 45 år, min bror bliver 25 år osv. men jeg ved jo godt at det kun er noget hun foreslår fordi min fødselsdag ikke skal klinge hult. Fordi jeg ingen har at invitere, ingen fest og farver, ingenting – jeg har end ikke penge til at rejse væk og drukne mig selv.