1. Søndag i Advent 2017

I dag er det 1. Søndag i advent og første gang i 2017 at jeg var inde i Salling….. det lyder måske ikke rigtig af noget, men her i Århus er der jo ikke så mange butikker som i København og Salling med deres Julepynt, Rooftop og placering, er ligesom byens kerne.

Jeg var inde i den med min søster og alt er total bygget om – at gå derinde (sammen med en milliard mennesker) var som at træde ind i en anden verden. Det fik mig virkelig til at se mig selv og mit liv udefra, hvordan jeg lever til dagligt. For udfordringen er at jeg ikke rigtig lever, jeg overlever. Fra dag til dag, fra uge til uge. Jeg lever ikke, jeg overlever.

Og når man overlever som jeg gør, så ser man ikke de ting andre ser. Salling ligger midt i byen og selv om jeg har gået forbi et par gange (max 10) i løbet af 2017, så har jeg ikke været inde i butikken. Jeg har ikke penge til at shoppe for, jeg har ikke penge til at gå og drømme om de ting andre drømmer om. Jeg har kun penge til det aller aller mest nødvendige – og hver gang jeg køber noget udover dét, feks. min last: Cola Light eller Sushi eller McDonalds, så får jeg rasende dårlig samvittighed.

For, købte jeg ikke ovenstående ting, så kunne jeg jo spare sammen og få andre ting, sådan tænker jeg selv – og sådan tænker andre. Men faktum er at de 40 kr jeg ikke bruger på McDonalds eller de 250 Kr. jeg ikke bruger på Sushi, ikke bare står på en konto og lader op til en opsparing. De ligger i et hul og venter på at blive opslugt af gælden eller at blive brugt på at forøge mit overtræk med netop 40 kr eller 250 kr, hvilket jo er det samme.

Jeg får altid lidt dårlig samvittighed når jeg bruger penge, hvilket gør at ting ikke har helt samme klang, når jeg køber det, som hvis jeg nu kunne gøre det med god samvittighed. Med tiden har jeg naturligvis lært at ignorere følelsen, men den vil altid være der, som sådan en nagende ting der ikke helt vil give slip.

I dag er der også præcis én uge til jeg (igen) flytter ud af min lille lejlighed og overlader den til en gut fra Australien frem til 23. December, hvor jeg kan få lov til at gøre den ren igen. Da jeg er væk mellem Jul og Nytår (Spanien) bliver jeg nød til at gøre den ren d. 23. December og så lade den stå urørt frem til han kommer igen d. 1. Januar 2018 – hvor han så bliver frem til 11. FEBRUAR! Det er 41 dage….. det er virkelig længe!

Jeg føler mig som en prostitueret, som sælger mig selv, for at få penge til at overleve for, ikke leve men overleve for. Jeg sælger måske ikke rent fysisk min twat for penge, men jeg sælger ud af mig selv, mit sind, min personlighed, min mentale stabilitet og dermed også af mit eget liv.

Når jeg har det dårligt, så går mit liv også dårligt og det tager længere og længere tid for mig at få mit liv tilbage på rette køl, når jeg har haft de her dyk – og chancerne for at få dykkene er der altid, men de er betragtelig større når jeg ikke har mine egne rammer, mine egne rytmer og rutiner. Det er der ingen som kan se, eller forstå – mindst af alt min familie, men det er faktum.

Så godt nok har jeg tjent (og allerede modtaget) 29.570 Kr for bookningen i December og i Januar/Februar, men pengene er – for mig – hårdt tjente, fordi jeg ved hvor længe det vil tage mig at komme tilbage i mit rette element igen, tilbage til mine rutiner mv.

Da jeg flyttede tilbage sidst, 2. Juni, var jeg helt flosset og så fik jeg min hvalp d. 10. Juni – det er, set tilbage, et af de dummeste moves jeg har lavet længe – og det siger ikke så lidt når jeg tænker på. hvor mange dumme ting jeg generelt går og laver.

Jeg nåede ikke at finde mig selv og jeg er først nu, her for et par uger siden, begyndt at tænke på madplanen, og lave mad til mig selv om aftnen. Ellers har jeg levet sådan lidt fra hånd til mund, sprunget aftensmaden over, spist hvad jeg kunne finde i skabene, spist masser masser af skyr ca. 3 gange om dagen osv.

Jeg føler mig som en klump gele der bliver skubbet til, vibrationerne vil ingen ende tage. Og oven i, har jeg svært ved at koncentrere mig, min hjerne er som et tomt rum, alle de kasser, reoler 0g hylde jeg så sirligt havde skabt i min hjerne henover de sidste 39 år, fyldt med bøger i alfabetisk orden med massiv information og viden, er pist væk. Fuldstændig væk.

Det er som at være født på ny, uden viden om noget, men i en gammel krop hvor omverdenen forventer at jeg har en viden tilhørerende min krops alder. Men det har jeg ikke. Der er ingenting. Det hele er tomt, væk.

Jeg kan næsten ikke koncentrere mig om at skrive dette, fordi min hjerne kommer i tanke om ting jeg har glemt i løbet af dagen, samtidig med at jeg skal håndtere en bookning der netop er kommet, og jeg fryser, så jeg burde tænde for varmen men så skal jeg jo også snart sove og da jeg sover med åbent vindue, er det spild af varme at tænde nu – og hvad med bookningen, hvem skal lige tage den i København? Når ja, det kan hende dér og så skal jeg skrive til hende og så skal jeg skrive til kunden men jeg er også sulten og hvad var det nu jeg var igang med?

Jeg har 4 tabs åben i Safari, 2 i Firefox og 13 i Chrome – mit bord flyder med papir med noget på – jeg har købt mig en Busy Bee kalender hvor man kan skrive ting ned fra mandag til fredag, men den stresser mig mere end den gavner og når jeg så ikke kan finde den, så laver jeg et nyt stykke papir og skrive nye noter på og sådan forsætter min dag.

Forresten skal jeg også huske at fixe mit køkken afløb som er stoppet og ulækkert – og Gæsten kommer jo snart….

 

 

Og så er jeg kronisk træt. Hele tiden træt. Min mund brænder så meget at jeg slet ikke bemærker at den brænder mere – det er bare en konstant smerte som er henover min tung, mundhuler, kinder og tænder. Hele tiden, non stop.

Da jeg var nede i byen i dag med min søster, var meningen egentlig at jeg bare ville ose selv, se på sorte sko, da jeg kan se i min skosamling at der er alt for mange billige sko af dårlig kvalitet og 90% af dem er sommersko fra min tid i Spanien.

Af alm. sko er der ét par brune som jeg købte sidste år i Spanien. De er ikke af læder som jeg troede men af plastik, så jeg får virkelig fugtige tær og sokker når jeg går meget i dem. Men de er pæne. Så har jeg et par grå som jeg købte på udsalg i August – og that’s it. Jeg har også et par Angalus sko med for i, men de er kun til når der er knæhøje sne og selv om de kun er fra 2015, så ser de mega ramponeret ud, da de i flere år var mine eneste par sko.

Så jeg ville bare ose – men min søster ville gerne med og jeg tænkte at søster tid var god tid, så vi osede sammen.

Jeg kan ikke rigtig forlige mig med den mode der er nu, hvor nogle sko skal være spidse  og andre skal være rundsnudet – jeg ved at de sko jeg kommer til at købe, kommer til at holde i mange år, så de skal både være praktiske og pæne men også gode at gå i – og helst også billige.

Moden er meget de der “ridestøvler” agtige ankelstøvler og jeg kan ikke rigtig lide dem. Dels har både min Mor og min Søster et par og dels går mænd i nøjagtig de samme sko – og jeg er bare ikke interesseret i at hverken ligne min Mor eller min Søster eller en mand.

Så jeg fandt nogle med lidt “bølger/flæser” i læder, men de var spidse og det er sådan lidt….. forbliver det moden eller?

Min søster er nogle gange som to forskellige personer – den ene er sød og sårbar og lillesøster agtig, den anden er bossy, bitchy og bestemmende. I dag fik jeg selskab af sidstnævnte.

Min søster kommenteret så meget på hvordan jeg trak mine bukser udover mine grå støvletter (de grå fra August) og på hvordan min smag var mærkelig osv osv. at ekspedienten til sidst sagde: “….ja vi får godt nok råt for usødt her….” at jeg smilende måtte stå og sige “ja ja sandheden er altid dejlig at hører” mens jeg krympede mig inden i.

Senere da vi gik ned gennem strøget og ind i Salling, var det tydeligt at min smag i sko er meget anderledes end min søsters. Jeg vil gerne have praksis og pænt min søster vil gerne have pænt og dyrt.

På vej ud af Salling siger jeg noget i retningen af ” Skal vi snuppe en frøsnapper på vejen?” hvortil min søster foreslår at vi går ned og sætter os på en cafe og får noget at spise. Det var slet ikke i mit budget og slet ikke i mine tanker men igen, søster tid er god tid, så vi gik ned til åen, sammen med hundrede andre mennesker på juleindkøb.

Vi ender på en cafe og får et bord i løbet af få minutter. Min søster kommer til at sidde så hun kan sidde og kikke ud i rummet, jeg kan kun kikke på hende og bagvæggen. Fint nok, jeg er der for at hygge. Vi bestiller det samme mad og begynder at tale om en fyr min søster har været på en date med, han har desværre 2 børn fra et tidligere forhold og det genere min søster – hvilket jeg 200% godt kan forstå. Jeg var slet ikke gået på date med ham til at starte med.

Efter ca. 20 min. hvor vi sidder og hyggesnakker, i min optik, siger min søster pludselig surt “Hold nu op hvor tager det lang tid med maden….” Jeg havde slet ikke tænkt på det, vi sad jo og hyggede og havde ikke travlt. Da maden kom, smagte burgeren himmelsk – men min søster spiste den ikke op “for det var egentlig ikke hvad hun ville have haft” og da vi gik derfra var hun småsur (selv om hun selv valgte at betale for min mad og jeg huskede at sige pænt tak for mad)

Mens vi går i Magasin og oser, bliver min søster mere og mere irritabel og “nu vil hun hjem, hun skal have vasket bil og fyldt den op til i morgen og bla bla bla bla”

Og sådan går det 90% af gangene når jeg er inde i byen med min søster eller min mor. Og det slog mig hvorfor det er at jeg ikke gør sådan noget særlig tit.

Min mor og min søster har en forfærdelig vane med ALTID ikke bare nogle gange men ALTID at kommentere på priserne på maden når vi er ude at spise. Så er tingene for dyrt, så er kvaliteten for dårlig, så er servicen dårlig, så var maden ikke som de havde forstiller sig, så var det godt nok dyrt for et glas vand/vin osv. osv.

Det er SÅ ødelæggende for mig, for når jeg går ud og spiser, så gør jeg det af 2 årsager. 1. for at blive mæt. 2. for selskabet (hvis jeg er så heldig at have selskab) Hvorfor de går ud og spiser aner jeg ikke – men det ender altid med kommentar på priser og maden og så går jeg derfra og husker de negative ting de sagde frem for de gode ting ved dagen.

Så da min søster og jeg skiltes – hvilket var mig der sørgede for at vi skiltes, da jeg ikke orkede at følges med hende mere. Hun gik ligeud op af Frederiksgade og jeg sagde jeg skulle i Tiger butikken ved Busgaden – jeg gik også derind men jeg købte ikke noget. Jeg skulle bare væk fra min søster – og resten af turen hjem til mig selv, gik med at blinke med øjene inde bag solbrillerne, for ikke at komme til at græde.

Pludselig var min dag gået fra at være produktiv, tidligt op (Far og Mor har min hvalp fra i går til i dag) få pakket en del ned i bilen som skal med hjem til mine forældre (jeg var så heldig at få en p-plads lige neden foran lejligheden) fået vasket alt til min hvalp, sådan at det hele er rent når jeg flytter hjem og dermed ikke skal belaste Mors vaskemaskine osv osv.

til at være en rigtig dum dag, med et kæmpe humør og sinds dyk. Jeg gik hjem og satte mig ved computeren og forsøgte at arbejde lidt men det gik helt skævt, så jeg lagde mig til at sove.

Så ringer Mor, så ringer Jonas, så ringer Mor igen – jeg tager den og lyder som en der sover mens Mor siger “Nååååe du sover, du kan bare ringe når du er færdig med at sove” og så lagde jeg på – men jeg kunne jo ikke sove mere og blev nu urolig for hvorfor Mor ringede to gange, så jeg ringede op med det samme igen og spurgte hvad der var, hvortil mor svarer: “åhhh jammen du kunne bare ringe når du er færdig med at sove……”

Mig: “Jeg kan ikke sove mere, først ringer du, så Jonas og så dig, så jeg kan ikke sove mere, hvad ville du?”

Mor: “Ja man skal jo også være glad når der er nogen som ringer…..”

Arghhh…….christ, kan du se det? Jeg kan aldrig vinde! Aldrig.

Jeg siger jo ikke jeg ikke er glad for at nogen ringer, jeg lå bare og sov og var helt væk og så bliver min søvnbevisthed forstyrret af en konstant ringen…

Da jeg var med min søster, sagde hun bla også at jeg var alt for stædig og bare skulle give slip på ting, hvortil hun som eksempel bringer Kunstmalern frem og siger “Ja hvor længe var det lige du var om at komme dig over ham? 7 år? Kom nu videre!!!”

Mig: “Øhhh det var i 2001, jeg var 22 år…… jeg brugte 4 år på at komme mig over ham, men det er mere end 20 ÅR siden….”

Min søster: “Ja men det er med dig som med (venindes navn) bla bla bla i kommer bare ALDRIG VIDERE,  i har kun et liv og så spilder i det på mænd som bla bla bla bla”

Mig: “Til mit forsvar vil jeg gerne sige at nu når Kunstmaleren så ringer, så hepper dig og mor som et andet pigekor på at jeg skal mødes med ham og få et barn med ham – og nu går du og skælder mig ud for noget som skete for 20 år siden – altså det er ret forvirrende for mig”

…….. og sådan gik hele min eftermiddag. Høvl høvl høvl mod mig – og mig som desperat forsøgte at forsvarer mig selv, mod de ting som bliver smidt i hoved af mig. Ting som er total modsigende og som ikke kan bruges til noget… jeg mener hvorfor bringe ting op som er 20 år gamle som nutidige eksempler?

Hvorfor på den anden side gå og fortælle mig (hvilket de OFTE GØR) at jeg bare skal få et barn med ham (Kunstmaleren) når jeg end ikke er dér rent tankemæssigt? Jeg tænker aldrig i de baner. Virkelig aldrig. Jeg har slet ikke lyst til at få et barn.

Tænk hvis jeg kom til at gøre et barn fortræd, tænk hvis mit barn fik en fraktion af det liv jeg har levet – jeg ville græde mig selv i søvn hver nat af bare sorg. Jeg kan knap nok navigere selv og jeg har ingen penge til mig selv på daglig basis – hvordan skulle jeg kunne tage vare på et barn?

Det er meget muligt at folks generelle holdning er at Deirdre-Ann er sær, skør og mærkelig. At jeg ikke er som der er flest – men MIN mening om omverdenen og folk generelt er at de er total blæste!!

Fuldstændig – jeg gør ingen fortræd, jeg fortæller ingen hvordan de skal leve, jeg gør ingenting forkert 90% af gangene og alligevel finder folk og omverdenen det helt okay at punke mig og dunke mig i ét væk…….. og så undre min Psykiater-Lærling sig over at jeg bare gerne vil være alene. Bare mig, alene.